Læsetid: 2 min.

Anand beholder VM-titlen

Kramniks forsøg i det sidste parti ebbede hurtigt ud
Kultur
31. oktober 2008
Kramniks forsøg i det sidste parti ebbede hurtigt ud

Kramniks opgave inden det 11. VM-parti var lige så klar om krævende: bagud 4-6 skulle han vinde for at blive i matchen. At vinde med de sorte brikker over Anand i et seriøst parti tangerer det umulige - Kramnik har således aldrig gjort det i sine hidtil 26 forsøg:

1.e4 ...

Første (og sidste) gang dette træk blev spillet i matchen - Anand søger tilbage til trygheden.

1. - c5 2.Sf3 d6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 a6 6.Lg5 e6 7.f4 Dc7 8.Lxf6 gxf6 9.f5 Dc5 10.Dd3 Sc6 11.Sb3 De5 12.0-0-0 exf5?!

Et grimt træk i positionel forstand, da det ødelægger den sorte bondestruktur. Kramnik ville garanteret aldrig have spillet det under normale omstændigheder. Men der skal jo ske noget.

13.De3 Lg7 14.Td5 De7 - begge spillerne har allerede brugt en times tid, men det virker, som om Anand har fuld kontrol.

15.Dg3 Tg8 16.Df4 fxe4 17.Sxe4 f5 18.Sxd6+ Kf8 19.Sxc8 Txc8 20.Kb1!

En kold og kynisk reaktionen fra inderen - som Anders Fogh under en forespørgselsdebat i Folketinget: Der er ikke noget at komme efter. Russeren resignerer da også hurtigt: 20. - De1+ 21.Sc1 Se7 22.Dd2 Dxd2 23.Txd2 Lh6 ...

Her kunne hvid have spillet på gevinst med 24. Td7, men Anand vælger det sikre:

24.Tf2 Le3 ...

Se diagrammet.

Hvid står en anelse bedre, men det værste for Kramnik er, at det er vanskeligt at få øje på en brugbar plan for sort. Det fik den lange russer til at tilbyde remis, og Anand tog imod ... når det nu ikke kunne være anderledes.

Dermed blev facit af den store dyst i Bonn 6,5 - 4,5 i Anands favør, og han kan fortsat kalde sig verdensmester. For Kramnik må matchen derimod kaldes et alvorligt tilbageslag i karrieren. Han vil efter al sandsynlig indtage en beskeden sjetteplads på den næste officielle styrkeliste, overgået ikke blot af Anand, men også af stormestre som Topalov, Ivanchuk, Morozevic - og den 18-årige nordmand Magnus Carlsen, der med lidt medvind kan blive Anands næste udfordrer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her