Læsetid: 4 min.

Anarki, Stat og Utopi

Robert Nozick var en levende filosof. En der tænkte vildt. Han var på en måde en filosofisk forløber for 'The Matrix'
For de filosofisk opvakte i de flade 1970'erne, som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af folks liv, var den amerikanske filosof Robert Nozicks værk 'Anarchy, State and Utopia' en åbenbaring.

For de filosofisk opvakte i de flade 1970'erne, som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af folks liv, var den amerikanske filosof Robert Nozicks værk 'Anarchy, State and Utopia' en åbenbaring.

2. oktober 2008

"Mennesker har rettigheder. Og så fundamentale er disse, at det rejser spørgsmålet om hvad - om overhoved noget - staten har ret til at gøre".

Sådan - og med en slag-ordsagtig elegance - formulerede den amerikanske filosof Robert Nozick sig i sit filosofiske hovedværk Anarchy, State and Utopia.

Den dengang 35-årige filosofilektor fra Cambridge, Massachusetts i det nordøstlige USA havde næppe forventet den reaktion, der kom fra det politiske etablissement. En af anmelderne, politologen Douglas Rae, kaldte den "reactionary naughtiness" - reaktionær uartighed - og mange var rystede over, at en veluddannet amerikansk filosof - og tilmed en der havde langt hår og dybe rødder i ungdomsoprøret - kunne skrive en bog, der gjorde op med dogmet om, at staten havde ret og pligt til at gribe ind i samfundsudviklingen.

Men det var netop Nozicks anliggende. For os der var filosofisk opvakte i de flade 1970'erne, og som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af vort liv var Anarchy, State and Utopia en åbenbaring.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hello, I am Bob Nozick". (Tilbageholdt åndedræt)

"Utopia ....Det skal være et samfund for: Wittgenstein, Elizabeth Taylor, Bertrand Russell, Thomas Merton, Yogi Berra, Allan Ginsberg, Harry Wolfson, Thoreau..."

Øjensynligt var Robert Nozick eneste bidrag til verden, at han introducerede det ulidelige begreb "Name dropping".

Jeg må erkende at liberalistiske filosoffer er en del mere syrede end marxistiske ditto.

Jeg bliver lidt harm over disse 'anarko-kapitalister'/selvhævdede anarkister - som i øvrigt ikke aner en skid af hvad anarkisme går ud på - der tror at verden bliver perfekt i et økonomisk diktatur, hvor kun de rigeste overlever og resten ligger og dør som fluer på fortovet. En 'rendestensrepublik' tillader jeg mig at kalde det.

http://stuff.karmus.dk/pol/Anarkisme/Pjecer/Anarkismen%20-%20to%20sm%e5%...
http://da.wikipedia.org/wiki/Anarko-kapitalisme

Lige i øjet, Markus Lund.
Det er en "retorisk selvmodsigende", som anarchopedaen kalder det, når anarko-kapitalisterne kun langer ud efter den undertrykkelse og ulighed som staten forårsager, men ikke den som forårsages af markedskræfterne og bourgeoisiet.

Det er i øvrigt lidt sjovt, når man overvejer at de fleste stater både nu og dengang, var/er kapitalisternes stat, som i højere grad har forsvaret og opretholdt deres produktionsmåde, end de har forsøgt at afskaffe den og erstatte med et demokratisk fælleseje.

I øvrigt behøver et kollektivistisk system ikke være baseret på denne "barnepigestat". Anarkosyndikalismen, rådssocialismen, og venstrekommunismen/luxemborgismen er glimrende eksempler på at modsætning til kapitalismen ikke indebærer formynderi pr. definition og at det økonomiske venstre-højre ikke kan deles op ud fra en lineær "stat eller individ"-måler, som liberalisterne har for vane at gøre.

Ole E. Mikkelsen

Må tilslutte mig kritikken af Nozick og de andre Karl Smart libertarianere.

Den nuværende finanskrise viser hvad det liberalistiske frihedsbegreb er værd. Friheden er retten til at gøre hvad der passer en, uanset hvem det går ud over. Dermed bliver liberalismen en selvmodsigelse.

Det er principielt liberalismens grundsætning at frihed er for alle, og at friheden går så langt at den ikke begrænser andres mulighed for samme frihed.
Det er en sætning som jeg ikke mener nogen kan være uenig i.

Vi har bare aldrig set det praktiseret nogen steder. Intet steds i verden er liberalismen set virkeliggjort.

Frihed kan ganske enkelt ikke defineres ved at det enkelte menneske skal have ubetingede rettigheder til at gøre hvad der passer det. Det er denne misforståede definition, som f.eks. CEPOS står for.

Frihed må og skal defineres på en måde der sikrer at andre mennesker har samme grad af frihed. Så langt så godt. Men jeg tror ikke på det kan ske ved at tage udgangspunkt i ubetingede rettigheder for et menneske.

Det kan kun ske gennem samarbejde mellem mennesker. Samarbejder starer aldrig med at hver part har rettigheder uanset enighed eller uenighed. Det starter med enighed eller uenighed. Derefter kommer samtalen.

Liberalisterne må fravristes deres klamme hånd om frihedsbegrebet.

Liberalismen erklærer sig vel at være menneskenes frihed ,OG pengenes frihed - det viser sig jo bare at den sidstnævnte frihed, ret hurtigt begynder at sætte snævre grænser for den førstnævnte frihed ( for de flestes vedkommende ).

Ordet Anarki, betyder jo: Uden overhoved.

Hvorimod:
Virkeliggjort Kommunisme er vel mere noget i retning af: At vi alle i fælleskab er fællesskabets og vort eget overhoved, men det mestensdels kun hvad angår vore økonomiske mellemværender med hinanden. At til forskel fra hvad liberalismen fører til - går det her mindre ud på at styre mennesker, men mere ud på at styre økonomien.

Mads Qvortrups artikel er jo velgørende på den måde, at den åbner for en diskussion, der har ligget død alt for længe: den idealistiske utopi, som er forudsætningen for at udvikle politiske langsigtede mål.

At det er forståeligt at når statsmagten har mere vilje til at styre mennesker, end vilje til at styre økonomien - er det da forståeligt at nogen bliver anarkister, men opgaven er mere at få statsmagten til at prioritere det omvendt end nu - end opgaven er at afskaffe statsmagten helt.