Læsetid: 4 min.

Anarki, Stat og Utopi

Robert Nozick var en levende filosof. En der tænkte vildt. Han var på en måde en filosofisk forløber for 'The Matrix'
For de filosofisk opvakte i de flade 1970'erne, som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af folks liv, var den amerikanske filosof Robert Nozicks værk 'Anarchy, State and Utopia' en åbenbaring.

For de filosofisk opvakte i de flade 1970'erne, som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af folks liv, var den amerikanske filosof Robert Nozicks værk 'Anarchy, State and Utopia' en åbenbaring.

2. oktober 2008

"Mennesker har rettigheder. Og så fundamentale er disse, at det rejser spørgsmålet om hvad - om overhoved noget - staten har ret til at gøre".

Sådan - og med en slag-ordsagtig elegance - formulerede den amerikanske filosof Robert Nozick sig i sit filosofiske hovedværk Anarchy, State and Utopia.

Den dengang 35-årige filosofilektor fra Cambridge, Massachusetts i det nordøstlige USA havde næppe forventet den reaktion, der kom fra det politiske etablissement. En af anmelderne, politologen Douglas Rae, kaldte den "reactionary naughtiness" - reaktionær uartighed - og mange var rystede over, at en veluddannet amerikansk filosof - og tilmed en der havde langt hår og dybe rødder i ungdomsoprøret - kunne skrive en bog, der gjorde op med dogmet om, at staten havde ret og pligt til at gribe ind i samfundsudviklingen.

Men det var netop Nozicks anliggende. For os der var filosofisk opvakte i de flade 1970'erne, og som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af vort liv var Anarchy, State and Utopia en åbenbaring.

Jovist, mange nåede ikke længere end det første kapitel. Men hele det tankebillede, som Nozick præsenterede, den måde hvorpå han dekonstruerede velfærdsstatens mest hellige dogmer appellerede til ungdommens begejstring og indædte modvilje mod autoriteter med en blanding af eksempler fra baseball og henvisninger til koryfæer som John Locke, Adam Smith og andre liberale tænkere.

Frie individer

Nozick var en levende filosof, og en der tænkte vildt. Han overvejede, om man kunne leve et frit liv, hvis man frivilligt lod sig sænke ned i en maskine, der gav en indtryk af, at man var et frit individ. Han var på en måde en filosofisk forløber for filmen The Matrix.

Den slags var for unge højreanarkister langt at foretrække for Karl Marx ikke mindst, da den 'virkeliggjorte socialisme' samtidig blev udstillet i al sin grusomhed i Aleksander Solsjenitsyns samtidige bog om Gulag øhavet.

"Nozicks filosofi voksede ud af LSD," sagde en af mine mere kritiske lektorer i Oxford. Det var ikke positivt ment. Men det gav ham mere respektabilitet blandt studenterne.

Hidtil havde borgerlige været opfattede som halvkedelige og bagstræberiske. Men med Nozicks bog var der et alternativ til den socialdemokratisme, der syntes at være stivnet i sin endelige - og samfundsbevarende - form.

'Libertarians' var betegnelsen for dem, der fulgte Nozick. Opfattelsen var, at den bedste stat - minimalstaten - ville vokse spontant frem som følge af en evolutionær udvikling. I praksis ville små beskyttelsesforbund gradvist få statsagtig karakter, men disse var modsat den repressive stat fremkommet frivilligt.

Han var en kort periode min lærer, da jeg studerede i England. Hans hår var stadig langt, men det var grånet. Men begejstringen var stadig den samme.

Da lærerne skulle præsentere sig, gjorde de sig umage for at nævne deres titler, og at de havde doktorgrader. Det gjorde Nozick ikke. Han præsenterede sig kort og godt på følgende måde: "Hello, I am Bob Nozick".

På en gang ydmygt, men også med en god dosis selvbevidsthed. For Nozick havde ikke behov for titler; Anarchy, State and Utopia talte for sig selv.

Flertalsstyre

Og så gjorde den alligevel mere end det. For det var de færreste, der havde læst hele det over 300 sider lange værk. Superliberalister - af den type der skriver teser i partiet Venstre - hæftede sig ved Nozicks opgør med statstanken. Men Nozick var langt mere nuanceret og langt mere positiv end dette. I sit kapitel om 'Demoktesis' - et ord der ikke forklares endsige findes i ordbogen - udviklede han faktisk et argument for et demokratisk flertalsstyre baseret på den frie ejendomsret.

Interessant nok var det denne pragmatiske tolkning af Nozick, der blev benyttet af Anders Fogh Rasmussen i hans senere så berygtede bog Fra Socialstat til Minimalstat. Men det er en anden historie og i øvrigt henviste Fogh ikke direkte til Nozick i sin bog.

Men det der gjorde bogen mest interessant - og som er af mest blivende betydning var dens positive liberalisme. "Mit idealsamfund," skrev Nozick i det afsluttende kapitel - som sigende nok havde betegnelsen 'utopia' - "er et samfund hvor alle havde og har mulighed for at leve den form for liv, som de hver især opfatter som det bedste, og at de gør dette uden at være til byrde for andre. Det skal være et samfund for: Wittgenstein, Elizabeth Taylor, Bertrand Russell, Thomas Merton, Yogi Berra, Allan Ginsberg, Harry Wolfson, Thoreau, Casey Stengel, Lubavitcher rabineren, Picaso, Moses, Einstein, Hugh Heffner, Sokrates, Henry Ford, Lenny Bruce, Baba Ram Dass, Gandhi, Sir Edmund Hilary, Raymond Lubitz, Buddha, Frank Sinatra, Columbus, Sigmund Freud, Norman Mailer, Ayn Rand, Baron Rothchild, Ted Williams, Thomas Edison, H.L.Mercken, Thomas Jefferson, Ralph Ellison, Bobby Fischer, Emma Goldman, Peter Kropotkin og dig og dine forældre."

I denne minimalstat ville det være muligt for alle at udvikle sig i forskellige retninger, men med samme udgangspunkt. Verden ville blive fuld af små dydige kapitalister, der ikke var indskrænkede af eksperter, der mente, at de vidste bedre end os andre. At en sådan stat i realiteten ville kræve et anseeligt element af statsintervention er i den forbindelse mindre væsentligt. Det vigtige er, at Anarchy, State and Utopia dannede grundlaget for en positiv form for anarkisme og et autoritetsopgør, der forenede social og økonomisk frihed.

Robert Nozick døde i 2002. Han var aktiv til sidste suk og arbejdede ved sin død med et projekt om Jesus, Buddha og Sokrates. Intet emne var for småt for ham!

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hello, I am Bob Nozick". (Tilbageholdt åndedræt)

"Utopia ....Det skal være et samfund for: Wittgenstein, Elizabeth Taylor, Bertrand Russell, Thomas Merton, Yogi Berra, Allan Ginsberg, Harry Wolfson, Thoreau..."

Øjensynligt var Robert Nozick eneste bidrag til verden, at han introducerede det ulidelige begreb "Name dropping".

Jeg må erkende at liberalistiske filosoffer er en del mere syrede end marxistiske ditto.

Jeg bliver lidt harm over disse 'anarko-kapitalister'/selvhævdede anarkister - som i øvrigt ikke aner en skid af hvad anarkisme går ud på - der tror at verden bliver perfekt i et økonomisk diktatur, hvor kun de rigeste overlever og resten ligger og dør som fluer på fortovet. En 'rendestensrepublik' tillader jeg mig at kalde det.

http://stuff.karmus.dk/pol/Anarkisme/Pjecer/Anarkismen%20-%20to%20sm%e5%...
http://da.wikipedia.org/wiki/Anarko-kapitalisme

Lige i øjet, Markus Lund.
Det er en "retorisk selvmodsigende", som anarchopedaen kalder det, når anarko-kapitalisterne kun langer ud efter den undertrykkelse og ulighed som staten forårsager, men ikke den som forårsages af markedskræfterne og bourgeoisiet.

Det er i øvrigt lidt sjovt, når man overvejer at de fleste stater både nu og dengang, var/er kapitalisternes stat, som i højere grad har forsvaret og opretholdt deres produktionsmåde, end de har forsøgt at afskaffe den og erstatte med et demokratisk fælleseje.

I øvrigt behøver et kollektivistisk system ikke være baseret på denne "barnepigestat". Anarkosyndikalismen, rådssocialismen, og venstrekommunismen/luxemborgismen er glimrende eksempler på at modsætning til kapitalismen ikke indebærer formynderi pr. definition og at det økonomiske venstre-højre ikke kan deles op ud fra en lineær "stat eller individ"-måler, som liberalisterne har for vane at gøre.

Ole E. Mikkelsen

Må tilslutte mig kritikken af Nozick og de andre Karl Smart libertarianere.

Den nuværende finanskrise viser hvad det liberalistiske frihedsbegreb er værd. Friheden er retten til at gøre hvad der passer en, uanset hvem det går ud over. Dermed bliver liberalismen en selvmodsigelse.

Det er principielt liberalismens grundsætning at frihed er for alle, og at friheden går så langt at den ikke begrænser andres mulighed for samme frihed.
Det er en sætning som jeg ikke mener nogen kan være uenig i.

Vi har bare aldrig set det praktiseret nogen steder. Intet steds i verden er liberalismen set virkeliggjort.

Frihed kan ganske enkelt ikke defineres ved at det enkelte menneske skal have ubetingede rettigheder til at gøre hvad der passer det. Det er denne misforståede definition, som f.eks. CEPOS står for.

Frihed må og skal defineres på en måde der sikrer at andre mennesker har samme grad af frihed. Så langt så godt. Men jeg tror ikke på det kan ske ved at tage udgangspunkt i ubetingede rettigheder for et menneske.

Det kan kun ske gennem samarbejde mellem mennesker. Samarbejder starer aldrig med at hver part har rettigheder uanset enighed eller uenighed. Det starter med enighed eller uenighed. Derefter kommer samtalen.

Liberalisterne må fravristes deres klamme hånd om frihedsbegrebet.

Liberalismen erklærer sig vel at være menneskenes frihed ,OG pengenes frihed - det viser sig jo bare at den sidstnævnte frihed, ret hurtigt begynder at sætte snævre grænser for den førstnævnte frihed ( for de flestes vedkommende ).

Ordet Anarki, betyder jo: Uden overhoved.

Hvorimod:
Virkeliggjort Kommunisme er vel mere noget i retning af: At vi alle i fælleskab er fællesskabets og vort eget overhoved, men det mestensdels kun hvad angår vore økonomiske mellemværender med hinanden. At til forskel fra hvad liberalismen fører til - går det her mindre ud på at styre mennesker, men mere ud på at styre økonomien.

Mads Qvortrups artikel er jo velgørende på den måde, at den åbner for en diskussion, der har ligget død alt for længe: den idealistiske utopi, som er forudsætningen for at udvikle politiske langsigtede mål.

At det er forståeligt at når statsmagten har mere vilje til at styre mennesker, end vilje til at styre økonomien - er det da forståeligt at nogen bliver anarkister, men opgaven er mere at få statsmagten til at prioritere det omvendt end nu - end opgaven er at afskaffe statsmagten helt.