Læsetid: 6 min.

Bemærkelsesværdige Obama, Rædselsfulde McCain og Monsteret Palin

Palin er et uhyre. McCain er amoralsk. Og Bush er den værste præsident i USA's historie. Til gengæld er Barack Obama den mest intelligente præsidentkandidat i 50 år. Det siger litteraturkritikeren Harold Bloom i et interview med information.dk
Professor Harold Bloom mener, at kunst og politik er adskilte verdener, og at det er fatalt, når litteratur politiseres. Han har brugt hele sit liv på at bekæmpe den opfattelse, at litteratur er politisk.

Professor Harold Bloom mener, at kunst og politik er adskilte verdener, og at det er fatalt, når litteratur politiseres. Han har brugt hele sit liv på at bekæmpe den opfattelse, at litteratur er politisk.

30. oktober 2008

Harold Bloom er syg. Han hoster i telefonen, men vil alligevel gerne snakke. For emnet er det amerikanske præsidentvalg, og det optager ham meget. Specielt på grund af Obama. For nok er Bloom en konservativ stemme i litteraturkritikkens verden. Men politisk er han en dedikeret Demokrat.

Siden 1960'erne har Harold Bloom kæmpet en lang og sej kamp mod litteraturens mange 'ismer'. Marxisme, strukturalisme, feminisme og postmodernisme. For når Shakespeare stadig er den største, og mennesket grundlæggende er det samme i dag, som det var på bardens tid, hvad skal man så bruge 'ismer' til?

Det eneste, man behøver at tale om, er kvalitet, mener Bloom. Og kvalitet kan ikke bestrides. Kun forstås.

Harold Bloom er født i Bronx i New York i 1930. I dag er han 78 år og professor på Yale University. Han har udgivet et hav af bøger og har efter sigende en læsehastighed på 1.000 sider i timen! Og så er han en indædt kritiker af George W. Bush, som han konsekvent kalder 'Benito Bush' med reference til Italiens fascistiske diktator.

- Jeg ved, at De har stærke meninger om George W. Bush. Har De et råd at give hans efterfølger?

"Hvis efterfølgeren er Barack Obama, har han ikke brug for mine råd. Hvis det er den rædselsfulde McCain, vil han ikke lytte til dem. Så jeg er bange for, at Deres spørgsmål er umuligt at svare på."

- Hvad synes De om Barack Obama?

"Han er et bemærkelsesværdigt menneske. Helt klart den mest intellektuelle og intelligente præsidentkandidat, vi har haft siden Adlai Stevenson, som stillede op mod Eisenhower to gange uden at vinde. Og den første kandidat af blandet race, der stiller op for et af de store partier i amerikansk historie."

"Det triste er, at enhver hvid, demokratisk kandidat automatisk ville vinde valget efter otte år med den måske værste præsident i USA's historie, og med en økonomisk situation, der er så dårlig. Specielt over en kandidat som McCain, der tit virker decideret ubalanceret."

"Det betyder ikke, at USA er mere racistisk end så mange andre lande. Der er trods alt ikke nogen arabisk statsminister i Danmark. Eller nogen pakistansk premierminister i England. Obama bliver en epokegørende præsident i den vestlige verden, hvis han vinder. Det er enormt sundt."

Læsning gør klog

- Hvor godt vil De sige, at det amerikanske demokrati har det, hvis De skal dømme udfra dette valg?

"Det kommer an på resultatet. Ikke fordi demokratiet vil dø, hvis den rædselsfulde McCain vinder. Men fordi fire år mere med Republikanerne efter de otte forfærdelige år, vi har haft, vil efterlade landet i en meget ringe tilstand. Jeg tror, at økonomien vil bryde fuldstændig sammen. Hvis vi får et totalt børskrak på Wall Street og en rigtig depression som i 1929, og hvis arbejdsløsheden stiger til 35-40 procent som dengang, så skal vi til at bekymre os for det amerikanske demokrati. Jeg frygter store folkebevægelser og gale menneskemasser i gaderne. Det er ikke til at sige, hvad der kunne ske. Intet værre kunne ske for landet, end at McCain vandt."

- Er det amerikanske demokrati stærkere eller svagere i dag, end det var for halvtreds år siden?

"Det er meget blandet. I nogle henseender stærkere. Der er ikke nogen chance for, at Obama ville være blevet nomineret for 50 år siden. På den anden side forbløffer det mig, at befolkningen mere eller mindre valgte George Bush. Det gjorde den faktisk ikke. Valget blev stjålet. Men det virkelig chokerende er, at han fire år senere vandt over Kerry. Kerry var ikke nogen stærk kandidat. Men alligevel er det et skrækkeligt vidnesbyrd om den amerikanske befolkning."

- Hvorfor er det vigtigt, at USA's præsident har en stor viden om litteratur?

"I denne 'informationsalder', tv-skærmens og computerskærmens alder, er funktionel analfabetisme meget udbredt. Og dyb læsning er meget begrænset. Vi lever i en verden, hvor de, der skal forestille at være belæste, læser mindre og mindre."

"Jeg underviser stadig på Yale, hvor jeg har bemærkelsesværdige studerende. Men Yale er en eliteinstitution. Yale er ikke repræsentativ for landet. Og slet ikke for verden. Jeg er sikker på, at der stadig er masser af unge mennesker, der læser seriøst i Danmark. Men et så stupidt fænomen som Harry Potter er lige så smitsomt der, som det er her."

- Hvilke fordele kan en præsident drage af at læse?

"Obama har allerede draget de fordele. Han er efter eget udsagn en ivrig læser af min ven Philip Roth, som nok er vores bedste, nulevende romanforfatter. Uanset hvad Det Svenske Akademi mener. Obama læser meget amerikansk litteratur. Han har en masse pragmatisk visdom."

Farlige McCain

- Er litteratur politisk?

"Jeg har brugt hele mit liv på at bekæmpe den opfattelse. Jeg tror ikke, at der i hele verden i dag er en litterær kritiker, der har kæmpet den kamp og stadig kæmper den så stærkt som jeg. Jeg mener, at kunst og politik er adskilte verdener. Og at det er fatalt, når litteratur politiseres."

- Hvis litteratur ikke er politisk, hvorfor er det så så vigtigt, at politikere læser?

"Hvis der fortsat skal være demokrati i USA, er befolkningen nødt til at læse. Man kan ikke tænke, hvis man ikke har læst intelligent litteratur og læst den dybt. Erkendelse er afhængig af hukommelse. Og det man husker, bør være det bedste, der er blevet tænkt, sagt og læst. Så simpelt er det."

- Og det er derfor, du har store forventninger til den politiske udvikling, når Obama er blevet præsident?

"Hvis han bliver præsident. Jeg beder til, at han bliver valgt. Jeg mener, at det vil være et forfærdeligt mareridt for landet og verden, hvis han ikke bliver valgt. Det virker usandsynligt, at vi kan få en værre præsident end George W. Bush, men McCain kan meget muligt blive det. Bush virker knust af finanskrisen og hans absurde eventyr i Irak. Men jeg ved ikke, hvad McCain er i stand til!'

"Han har ytret den groteske sætning om os amerikanere: 'Vi er alle georgiere'. Det er absurdt. Det er meget vigtigere, at vi fortsat har et godt forhold til Rusland, så vi ikke ender i en ny Kold Krig. Det ser ud til, at McCain sagtens kunne finde på at gå ind i en konflikt med Putin for at redde Georgien. Han er helt klart parat til at angribe Iran."

"McCain vil blive 77, før hans fire år som præsident er slut. Som en gammel mand på 78, der selv har masser af problemer med helbredet, er jeg dybt bekymret for, at han dør, og det ufattelige monster Palin bliver præsident. En kvinde, som ikke engang har den mest basale viden om geografi og historie. Der er intet bevis på, at hun overhovedet kan læse. Hun kan ikke formulere normale sætninger. Alt hun siger, er sløret. Hun har et meget begrænset ordforråd. At McCain valgte dette uhyre som sin vicepræsidentkandidat er det sikreste tegn på, hvor uansvarlighed og amoralsk hans valgkamp er."


Blå bog

Harold Bloom er født i New York i 1930.

Han er opvokset i en jødisk familie med yiddisch som sit modersmål.

I 1950’erne studerede han engelsk litteratur på Yale University, hvor han i dag er professor.

Bloom er en højlydt litteraturkritiker, som ikke mindst er kendt for sit kontroversielle værk ’The Western Canon’ fra 1994. Bogen er et indædt forsvar for den litterære kanon, og et opgør med de litteraturkritikere, der undsagde den litterære tradition.

På dansk er blandt andet udkommet bogen ’Hvordan man skal læse og hvorfor’, hvor Bloom gennem læsninger af Shakespeare, Hemingway, Austen, Dickens ikke blot viser hvordan man skal læse, men også hvorfor: Læsningen af stor litteratur giver æstetisk nydelse, større viden om hvem man er og adgang til en dybere form for tænkning. Bloom er desuden kendt som en hidsig kritiker af George W. Bush.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Den amerikanske befolkning er et vigtigt eksempel på hvor vigtigt det er at kunne læseog skrive. Med et håbløst dysfunktionelt skolesystem er det jo soleklart at man ikike lærer de basale kundskaber som sætter én i stand, og giver en lyst til at søge viden og læse ordentlig litteratur. Dette er en forudsætning for at demokratiet kan fungere og at folk kan gemmenskue de mest eklatante løgne og myter i politik. Netop derfor er det vigtigt at vi herhjemme passer på og stimulerer voes uddannelsesinstitutioner fra folkeskolen og opefter i stedet for den nuværende udsultning, faciliteret med ildhu af Bertel Haarder og Helge Sander, Bertel haarder isør, i de perioder vi har haft den ulykke at ha' ham som undervisningsminister. Wake up, folks!.

Det afstumpede amerikanske folk har valgt Hr Bush to gange, det Kongelige danske folk har valgt Hr Rasmussen tre gange.

Yeps, den er gruelig gal med undervisningsystemet i Danmark.

De to republikanske topfigurer som monstre og rædselsfulde -

Dette er jo autoritære regimers ordlyd når de beskriver deres modstandere og forsøger at umyndiggøre og tilintetgøre dem...

Hvor er menneskesynet henne? Jeg troede man skulle respektere alle, give en nuanceret og fair fremstilling af deres synspunkter uanset synspunkt og holdning?

Dette er skræmmende læsning - hvordan kan man i Informationen karakterisere mennesker som monstre og rædselsfulde, selv om det er i form af citater??
Hvad gør man med monstre - dem kan man dræbe, og man kan grine ad dem, håne og ydmyge dem.
Rædselsfulde mennesker gidder men slet ikke høre på - de er jo moralsk fordærvede og utilregnelige, farlige og skal bekæmpes med alle midler.

Information - pas på ord har stor magt...

Simon Apelblat

Indrømmet. Rubrikken er temmelig tabloid. Men den rammer ret godt Hr. Blooms oratoriske stil. Og hans tendens til at give folk 'kælenavne'.

Efter min mening er formidlingen af interviewofrets meninger og personlige stil mere væsentlig end hensyn til god tone.

Med venlig hilsen artiklens forfatter

Simon Kongshøj

Claus-Erik Hamle,

Nå ja, men det er da i alle fald et skridt frem i forhold til dem, der enten har bildt sig selv ind at fossilerne er falsknerier onde ateistiske videnskabsfolk har lavet, eller er blevet smidt i jorden af gud, den luskede rad, for at afprøve deres tro.

Iøvrigt, Sarah Palin holder af at blæse ubevæbnede dyr i smadder med skydevåben, fra en helikopter. Alligevel påstår hendes kritikere hårdnakket, at hun ikke ved noget om amerikansk udenrigspolitik.

vh Simon