Læsetid: 3 min.

Mine besøg i USA

Den internationalt kendte dramatiker og tidligere tjekkiske præsident Václav Havel udkommer i morgen på dansk med sine erindringer. Her aflægger han en slags spredt regnskab for sine år ved statens ror. I foråret 2005 tilbringer Havel et par måneder i et lille arbejdsværelse i amerikanernes nationale bibliotek i Washington som Library of Congress' gæst. Det var da to år siden, han havde forladt Borgen i Prag endegyldigt, og han fik nu mulighed for at komme til sig selv som forfatter igen. I nedenstående dagsbogsoptegnelse fra den 8. april 2005 mindes Havel sine ophold i USA
Den internationalt kendte dramatiker og tidligere tjekkiske præsident Václav Havel udkommer i morgen på dansk med sine erindringer. Her aflægger han en slags spredt regnskab for sine år ved statens ror. Information bringer et uddrag
Kultur
30. oktober 2008

Jeg mindes mine tidligere ophold i USA. Første gang var jeg her seks uger i foråret 1968. I Prag var Prag-foråret ved at springe ud, det blev muligt at rejse, og så benyttede jeg straks Joe Papps invitation til premieren på mit skuespil Cirkulæret på Public Theater i New York. På det tidspunkt var jeg formand for Kredsen af Uafhængige Forfattere, som vi kort tid forinden havde stiftet som en slags modvægt mod particellen i Forfatterforbundet, der dengang endnu var en almægtig organisation, og i flyet skrev jeg vores program (det kunne nok være værd at finde frem og læse, jeg vil vove at påstå, at det ville lyde ganske aktuelt) og nippede samtidig til min whisky. Blandt passagererne var der mange folk fra landet, hovedsagelig fra Slovakiet, og adskillige af dem sad i et fly for første gang i deres liv. De udnyttede åbenbart det gunstige politiske klima til at besøge deres rige amerikanske slægtninge.

Indflyvningen over Kennedy-lufthavnen ved solnedgang var fascinerende, en op- levelse jeg aldrig vil glemme. I lufthavnen var der en, der ventede på mig og kørte mig direkte til en prøve på mit stykke. Og igen kunne jeg ikke tro mine egne øjne: Jeg var på den anden side af kloden, og pludselig så jeg mit stykke spillet præcis sådan, som jeg havde forestillet mig det, og som vi havde opført det på teatret Na Za bradlí i Prag.

Folk lo og klappede på de samme steder, hvilket især forbavsede mig, fordi oversættelsen vist ikke var specielt god, og der desuden er visse ting i mine skuespil, som simpelthen er uoversættelige. Efter prøven blev jeg kørt hen på et hotel, og der sov jeg som en sten. Næste dag opsøgte jeg blandt andre min gamle ven og medstuderende, filminstruktøren Milos Forman, og flyttede over til teatermanden Jirí Voskovec, en storartet mand, som jeg bagefter boede hos under hele opholdet.

De dage, jeg tilbragte her, fik betydning for mit liv. Det var i den periode, hippiebevægelsen var på sit højeste, der var forskellige 'be-ins' i Central Park, folk gik rundt med perlekæder om halsen; det var dengang, musicalen Hair kom frem (Joe havde sat den op før mit stykke på Public Theater, og efter at have fået succes der havde han solgt den til Broadway, hvor jeg så premieren); det var dengang, Martin Luther King døde, og der var enorme antikrigsdemonstrationer, hvis indre etos - stærk, men på ingen måde fanatisk - jeg beundrede; det var den psykedeliske kunsts tid (jeg tog mange plakater med hjem, og de hænger den dag i dag i mit sommerhus i Hradecek; desuden medbragte jeg blandt andet den første plade med Lou Reed og The Velvet Underground) osv. osv.

Jeg tror, det ophold har påvirket mig en del. Efter hjemkomsten oplevede jeg sammen med mine venner en meget glad og samtidig lidt nervøs sommer, der ikke kunne ende godt: Den 21. august kom de sovjetiske tropper. Og da jeg derefter så den langhårede tjekkiske ungdom behængt med perlekæder vinke med landets flag foran de sovjetiske tanks og samtidig synge den dengang populære hippie-sang Mas-sachusetts, havde jeg virkelig en speciel fornemmelse. Det lød i denne sammenhæng lidt anderledes end i Central Park, men det havde grundlæggende den samme etos: længslen efter en fri og farverig og poetisk verden uden vold.

Anden gang jeg besøgte Amerika - efter toogtyve lange og mørke år - var jeg blevet mit lands præsident. Hippierne fra dengang var åbenbart blevet til respekterede senatorer eller chefer for multinationale selskaber. Siden har jeg været her mindst ti gange. Jeg har fået et nært forhold til tre amerikanske præsidenter, til mange amerikanske politikere (blandt disse har min landsmand, den fremragende Madeleine Albright, spillet en særlig rolle) og mange andre fremtrædende personer, herunder berømte stjerner. Disse arbejds- eller stats- eller officielle besøg var selvfølgelig meget korte, og programmet for dem var overfyldt, så i forbindelse med dem så jeg mere eller mindre kun Amerika fra en limousine i fuld fart (det kunne måske nok lade sig gøre at finde tid til en spadseretur eller et besøg på en rockklub, men det var svært).

Dette mit andet længere ophold ligger således næsten fyrre år efter det første. I den mellemliggende tid har jeg oplevet både det ene og det andet, og det er måske netop derfor, jeg paradoksalt nok savner den suverænitet, som jeg i sin tid bevægede mig med her, da jeg var en ung mand i trediverne.

Václav Havel: 'Ganske kort... Erindringer og refleksioner', Gyldendal, udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her