Læsetid: 5 min.

Beyond Bullshit?

Den anerkendte Turner pris for moderne kunst sår altid splid i England– men i år er det kunstnerne der er i offensiven
Vinderen af årets Turner pris offentliggøres den 1. december. Blandt de nominerede er Cathy Wilkes, der står bag denne installation på Tate Britain i London.

Vinderen af årets Turner pris offentliggøres den 1. december. Blandt de nominerede er Cathy Wilkes, der står bag denne installation på Tate Britain i London.

Alessia Pierdomenico

2. oktober 2008

The Simpsons, en mannequin, der sidder på toilet, en videofilm med en kop, der bliver smadret - alt er ved det gamle i årets Turner Udstilling på Tate Gallary ved Millbank i det centrale London.

Siden 1984, undtagen i 1990 hvor prisen ikke blev uddelt, fordi man ikke kunne finde en sponsor, har den kontroversielle kunstpris delt sindene. I år er ingen undtagelse.

"Prisen, der uddeles i år er nok i den mere kontroversielle del af spekteret, og det siger en del, når vi taler om Turner Prisen," siger Rachel Campbell-Johnston, der er kunstkritiker på The Times.

Turner prisen er opkaldt efter en af de største figurative malere, nemlig Joseph Mallord William Turner (1775-1851). Men de romantiske landskabsmalerier som Turner skabte i perioden omkring napoleonskrigene, genfinder man ikke på Tate Britain.

Turner prisen er ikke nogen guldgrube, rent finansielt. Vinderen får 25.000 pund - eller cirka 250.000 kroner.

Det er ikke en formue i en tid, hvor billeder sælges for millioner. Men prisen har en kolossal symbolværdi. Finalisterne er senere blevet etableret som nogle af de fremmeste repræsentanter for fænomenet BritArt - den form for konceptuel britisk kunst, der forbindes med kunstnere som Tracy Eminem (der var finalist med kunstværket unmade bed - uredt seng -i 1999), Damien Hirst (der vandt med en ko og en kalv i formaldehyd i 1995) og Gilbert & George der vandt prisen i 1986, og som var nomineret i 1985.

Rindalisme

"Det du kalder kunst, Hans, det kalder vi skrot." Sådan skulle en B&W arbejder have sagt til daværende kulturminister Hans Sølvhøj.

Dengang i 1960erne var der ikke den store forståelse for den moderne kunst, der nu udsmykker vore banegårde og offentlige pladser. Robert Jacobsens mastodontagtige jernkonstruktioner var ikke nogen undtagelse.

Få år efter kom Rindalismen - opkaldt efter den navnkundige lagerforvalter Peter Rindal, der gik til kamp mod Statens Kunstfond, som ødslede skatteborgernes penge bort. Ikke noget under, at Rindal i begyndelsen af 1970erne sluttede sig til Mogens Glistrups anarkistiske Fremskridtsparti.

I England har de ikke noget svar på Statens Kunstfond. Kulturministeriet blev først oprettet i begyndelsen af 1990erne - og de fleste penge kommer fra The National Lottery - det britiske svar på Dansk Tipstjeneste.

Men alligevel trives Rindalismen i sin engelske variant i bedste velgående.

"Hvis dette er det bedste britisk kunst har at byde på, så ser det sort ud. Dette er konceptuelt bullshit," skrev den daværende vice-kulturminister Kim Howells om udstillingen i 2002.

Dengang leflede New Labour for den laveste kulturpolitiske fællesnævner. Moderne kunst - og ikke mindst af den provokerende slags med eksplicitte seksuelle temaer - var ikke i harmoni med det, de hørte fra vælgerne i idelige fokusgrupper og i de meningsmålinger, som ofte bestemte den politiske retning.

At vinderen i 2002 var en transvestit, som havde lavet to oppustelige dukker i en samlejelignende situation, gjorde ikke Turner Prisen mere populær i det nypuritanske New Labour. Denne opfattelse er stadig udbredt.

Det konservative dagblad The Daily Mail - det kan sammenlignes med en højreorienteret udgave af BT - mener, at Turner Prisen bør afskaffes. Det mener de hvert år.

Med ligeså uvægerlig sikkerhed kan man også hvert år forvente et forsvar fra Janet Street-Porter, den tidligere redaktør af the Independent on Sunday.

I overensstemmelse med deres populistiske instinkter tog New Labour parti imod Turner Prisen. New Labour og deres spin doctors huskede, at Margaret Thatcher med stor effekt havde kritiseret maleren Francis Bacons billeder for at være grimme - 'ugly'.

Men i dag er det modsat. En af det konservative partis næstformænd - Lord Maurice Saatchi - er ejer af en af de største samlinger af den form for kunst som Kim Howells kaldte 'conceptual bullshit'.

Ej forbeholdt eliten

Og de problemer, som arrangørerne oprindeligt havde med at finde en sponsor, er nu ukendte. I år er udstillingen blandt andet sponsoreret af det tyske sportstøjfirma Puma.

Rachel Campbell-Johnston fra The Times mener, at denne form for sponsorater er et eksempel på, at kunstverdenen er blevet accepteret generelt i samfundet.

"Det er ikke længere forbeholdt en lille kulturel elite at se moderne kunst - endsige installationskunst. For 30 år siden var det et fåtal, der hørte opera. Nu er det noget alle gør. Det samme er -næsten - tilfældet med Turner prisen," siger hun.

En anden grund er, at kunstmarkedet er eksploderet.

For få uger siden solgte Damien Hirst omkring 80 nye kunstværker til en samlet værdi af over 700 millioner kroner -det dobbelte af vurderingen. Blandt kunstværkerne var flere værker, der var inspireret af hans mother and child skulptur, som vandt Turner Prisen i 1995.

"Den form for kunst, som for mindre end ti år siden blev udstillet som skrot og 'conceptual bullshit, går nu som varmt brød. BritArt - altså installationskunst - er blevet vor tids guldfod," siger Ash Sing, der er galleriejer og som handler med moderne kunst.

"Kunstnerne er gået i offensiven. De har vist, at det faktisk sælger. Moderne Brit Art er ikke bare Tracy Eminems uredte seng, eller hendes telt med navnene på dem, hun har sovet med. Det er også big business," siger han.

Han opfatter det som 'interessant', at britisk kunst er så succesfuld "til trods for den manglende statsstøtte". Årsagen skal, efter hans opfattelse, findes i kunstnernes uddannelse.

Uden sikkerhedsnet

"Her i England - og til dels i Skotland - har vi en rig tradition for art schools. Tracy Eminem, Hirst - men også kunstnere som David Bowie, Freddie Mercury, John Lennon og Eric Clapton, er alle produkter af vores uddannelsessystem. Disse giver dem mulighed for at tænke vilde og abstrakte tanker. Men den manglende sikkerhedsnet for kunstnere betyder, at de er tvunget til derefter at klare sig selv. Den moderne kunst er et perfekt eksempel på kapitalismen i praksis," siger han.

Det er Sophie O Brian, udstillingens kurator, ikke enig i. "Det er muligt at en kunsthandler ser sådan på det. Men der findes faktisk støtte for unge kunstnere," siger hun.

Hun opfatter det som mere interessant, at kunsten i stigende grad bidrager til samfundsøkonomien.

En undersøgelse foretaget af The Judge Business School ved Cambridge University viser, at omkring 20 procent af den britiske økonomi stammer fra de kreative industrier.

"Dette er indirekte et resultat af, at vi har revolutionerende - og provokerende - kunst," siger O Brian.

Kunsthandleren er fjenden, sagde Picasso engang.

Kunsthandlere er ikke længere fjender, men dem som kunstverdenen lever i et symbiotisk forhold til. Rindalisterne har tabt slaget i et land, hvor kunst ikke er afhængig af skatteborgernes penge.

Eller måske er det omvendt: måske er den succes som vindere af Turner prisen har fået et bevis for, at der ikke længere er brug for Statens Kunstfond.

Døm selv!

International kulturdebat skrives på skift af Mads Qvortrup fra London, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Stefan Jonsson fra Stockholm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu