When we were kings hed filminstruktøren Leon Gasts Oscar-belønnede dokumentarfilm fra 1995 om den berømte The Rumble in the Jungle-sværvægtsboksekamp i 1974 mellem udfordreren, Muhammed Ali, og den regerende verdensmester, George Foreman.
Det var dengang, alle vidste, hvem der var verdensmester i sværvægtsboksning; dengang enhver barber eller taxichauffør kunne underholde om jabs, uppercuts og højrehåndshooks.
Hvis de vidste lidt mere - og det gør den slags ofte - ville de henvise til The Thrilla in Manila - den næsten lige så berømte kamp året efter mellem Muhammed Ali og 'Smoking' Joe Frazier.
Det var dengang, hvor de største tumlede rundt i ringen, og det var ikke nogen tilfældighed, at Norman Mailer - måske det 20. århundredes største amerikanske forfatter - skrev en bog om Ali og Foreman med titlen The Fight.
Ser man bokseklip på YouTube, er det stadig de gamle mestre George Foreman, Muhammed Ali, Joe Frazier - og til nød Ken Norton og Sonny Liston - som seerne foretrækker. Kongernes tid er bag os.
Ikke kun sværvægt
Men hvem hersker i dag? Hvad er der blevet af boksningen? Og hvorfor er den forsvundet fra den offentlige bevidsthed?
"Det er den heller ikke," forsikrer Frank Warren. Han er måske Englands mest kendte boksepromoter og manden bag så store navne som Nigel Benn, Lennox Lewis og Chris Eubank.
"Russeren Nikolai Sergeyevich Valuev - der er 213 cm høj og kendt som The Beast (udyret, red.) - er meget omtalt og en værdig sværvægtsmester," siger Warren.
Men han mener, at det er forkert kun at fokusere på sværvægt, og han fremhæver danske Mikkel Kessler som et eksempel på en fighter, som giver boksningen den mystik, der stadig tiltrækker titusindvis af tilskuere - og millionvis af seere foran fladskærmene ude i de små hjem.
"Kampen mellem Kessler og waliseren Joe Calzaghe i november i fjor var et klassisk eksempel på et episk boksebrag mellem to store mestre. Der var over 50.000 fans og millioner af seere verden over," siger Warren om kampen, som Kessler tabte enstemmigt på point.
"Kessler-Calzaghe-kampen var et slag om, hvem der er størst i deres vægtklasse - altså supermellemvægt. Den forenede ikke to titler, men fire. Nemlig titlerne i WBO, WBA, WBC og Ring Magazine," siger Warren.
Kessler kan efter Warrens mening blive "meget stor". Han genvandt for nylig titlen som verdensmester i supermellemvægt, da han knock-outbesejrede Dimitri Sartison i 12. omgang.
Handler om karisma
Kessler og Calzaghe var ikke sværvægtsboksere som Foreman og Ali. Det ser Warren dog ikke som noget problem.
"Ser man tilbage til slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, var det i weltervægt, man fandt de imponerende og stilfulde boksere. Der har aldrig været mere fascinerende opgør end dem, der blev udkæmpet mellem Sugar Ray Leonard, Thomas 'hitman' Hearnes, Roberto Duran, Marvin Hagler og andre i de mellemste vægtklasser," mener Warren.
"Det drejer sig om karisma - om udstråling. Det har en stor mand som Ali naturligvis, men det kan man også have, hvis man er en 'lille' mand. Tænk for eksempel på Floyd Mayweather Jr. Han er imponerende."
Mayweather blev tre år i træk rangeret som den bedste pound for pound-bokser i verden ifølge tidsskriftet The Ring, og letweltervægteren har nu trukket sig tilbage i en alder af kun 31 år.
Men var Mayweather så god, som Frank Warren siger? Han var faktisk kun nummer 48 på den liste, som The Ring offentliggjorde for et år siden.
"Han vandt 39 kampe - heraf 25 på knockout. Han tabte ikke en eneste gang," siger Warren.
Rekordlister lyver
Men det samme gjorde danske Brian Nielsen. Boksning kan organiseres sådan, at en middelmådig fighter kan virke bedre, end han er. Det indrømmer Frank Warren.
"Brian Nielsen havde vist 49 kampe som ubesejret - det er én mindre end Rocky Marciano. Men Marciano var naturligvis en meget bedre bokser - og en meget mere karismatisk fighter," siger Warren om den italiensk-amerikanske bokser, der var verdensmester i sværvægtsboksning i 1950.
"Karisma er vigtigt i boksning. Men det er ikke det eneste. Da The Ring lavede en liste over de bedste boksere i historien, var mange af de mest kendte ikke på top-10, altså folk som Hagler, George Foreman og Maciano. Muhammed Ali var med, men han var ikke 'the greatest' - det var mellemvægteren Sugar Ray Robinson," siger Frank Warren.
