Læsetid: 7 min.

Buddhaen i Beirut og okapien i Damaskus

Mellemøsten folder sin modernitet ud i Beirut og bliver igen til 'Mellemøsten' i Damaskus - to byer med forskellig atmosfære, som dog har det til fælles, at de signalerer indre borgerkrig
Foruden den store moské, der blev genopbygget efter borgerkrigen, byder Beirut også på modebutikker, diskoteker og nogle af de bedste restauranter i hele Mellemøsten.

Foruden den store moské, der blev genopbygget efter borgerkrigen, byder Beirut også på modebutikker, diskoteker og nogle af de bedste restauranter i hele Mellemøsten.

Curt Carnemark

Kultur
11. oktober 2008

Udenrigsministeriets rejsevejledninger for Libanon og Syrien med deres anbefalinger af, at danskere holder sig væk, er ikke munter læsning. Så er det sagt.

Og når det så er sagt, kan det tilføjes, at man sagtens kan muntre sig i Beirut og Damaskus. I hvert fald lige for tiden, hvor der - ifølge de sagkyndige, jeg har talt - 'er ro i lejren indtil næste forår', nemlig når valgene i USA, Iran, Libanon og (måske) Israel er vel overståede, og nye politiske konturer tegner sig.

Mine hjemmelsmænd nævner ikke noget om valg i Syrien, dels fordi der ikke er noget valg lige foreløbig, men hvis der var, ville det under enhver synsvinkel være absurd at medtage det i en situationsanalyse, ihukommende vitsen om nu afdøde diktator Hafez al-Asad, der blev genvalgt igen og igen i 30 år: Hans adjudant indfandt sig hver gang i præsidentpaladset med nyheden om, at 98 procent af vælgerne stemte på den store leder og landsfader. Hafez så hver gang hvast på budbringeren og sagde:

"Navne og adresser på de sidste to procent skal være på mit skrivebord i morgen tidlig."

Og så meget om politik i Syrien, hvis styrende Baath-ideologi er en sær mutation af nationalisme og betonkommunisme, der nu synes blødt op af Bashar al-Asad, arving til farens imponerende stemmeprocenter. Men bevares, systemkritikere og obsternasige bures stadig inde, dog i kortere tid og efter retssager, hvor de tildeles en forsvarsadvokat. Kom ikke og sig, at det ikke går fremad.

I Libanon med formelt frie valg, men reelt et tutti-frutti-arrangement af 17 sekters forfatningsmæssige ret til parlamentssæder, ulejliger man ikke retssystemet. Politiske modstandere elimineres ved uopklarede attentater, herunder attentatet, der dræbte rigmanden, sunni-lederen og eks-premierministeren Rafik Hariri og 22 sagesløse den 14. februar 2005.

Hariris grav i en pavillon ved siden af en opulent moské, der skæmmer udsigten til to kristne kirker, og som han lod opføre ved restaureringen af det borgerkrigshærgede 'downtown', er et søgt valfartssted for hans tilhængere. Og som det er tilfældet i Damaskus, er Hariris søn, Saad, et eksempel på Mellemøstens klanmonarkier. Forskellen er, at Bashar fik overladt magten med militærets velsignelse, Saad overtog sin lederpost i kraft af farens optjente formue, hvis første to milliarder dollar, tjent i Saudi-Arabien, på 15 år ynglede til 17,8 milliarder. Saad Hariri er således ejer af hele det nye 'downtown', hvor de bedste restauranter og de dyreste butikker har adresse.

Fusionsfinesser

Jeps, Beirut er et center for kommerciel foretagsomhed med tolerante banker, smarte modebutikker, der imødekommer de tilrejsende golf-araberes shoppinggen, diskoteker, hvor der danses på bordene til den lyse morgen, og hvor man naturligvis spiser godt, faktisk bedst i hele Mellemøsten (måske fraset Aleppo). For eksempel på Marrouche i Rue Sidani, der som det eneste spisested var døgnåbent under hele borgerkrigen, og hvor Beiruts bedste shawarma koster 16,50 i danske kroner. Der spises også i barerne, gerne med en hel flaske black label til at skylle efter med, som i 'Buddha Bar', et gigantisk kabinet af kitsch og silikonekirurgi i 'downtown', hvor jeg sad ved siden af en venlig libaneser (de er generelt venlige undtagen mod hinanden), hvis madglæde forekom medfødt. Så vi talte en rum tid om finesserne ved det franske køkkens fusion med det osmanniske. Kosten er en konstant kilde til libanesernes stolthed, måske fordi der ikke er så meget andet at være stolt af: Skyhøj inflation, svigtende el-forsyning, grøntsags- og benzinpriser, der stiger fra minut til minut, og ukendte gerningsmænd, der smider håndgranater på Beiruts strandpromenade, Cornichen - men før daggry af hensyn til lystfiskere og motionister, der med deres iPod-høreværn er værgeløse.

Og sådan har det været siden mordet på Rafik Hariri, men problemerne er også en del af fascinationen ved denne by, hvor borgerkrigens sår lukkes med renovering af skud-arrede husfacader, men bløder videre i folks hoveder. Også i et drusisk kvinde-hovede på City Café (hvor Rafik Hariri plejede at hænge ud), hvis varme blik blev køligere end stedets air condition, da jeg fortalte om mødet med en kendt forsker af fundamentalisme.

"Du skal passe på," sagde hun, "de folk er i det totalitæres tjeneste".

"Som forsker er han vel objektiv," indvendte jeg.

"Han er muslim," sagde hun kort. "Muslimer er ikke objektive."

Også Damaskus 127 km og to en halv time mod øst, afhængig af den tid, det tager at købe et syrisk visumstempel ved grænsen, er valplads for en mental borgerkrig, om end mere sløret. Tempoet er et andet end i Beirut, og årtiers armod har værnet om det offentlige rums historiske egenart, og hvis gamle bydel emmer af bibelsk ro og Koran-citater med romerske ruiner, en levende souq (basar) og Ummayade-moskéens minareter som knejsende erindringer om en svunden stormagt.

Nær moskéen ligger Det danske Institut i en fornem gammel mameluk-bygning, Beit Al-Aqqad, i hvis indre gård man indånder Mellemøsten, som Carsten Nibuhr gjorde det. Man spiser også anderledes end i Beirut - et kulinarisk hit er dybstegte sangfugle, der fortæres med næb, men dog uden klør på restaurant 'Elisar' i det kristne kvarter. Men hvor længe endnu? Moderne design møver sig frem med den nye velstand, der kom med ophøret af den militære besættelse af Libanon, hvor også syriske investorer trak deres penge hjem og satte dem i nye butikker og caféer med fri internet-adgang.

Men at det stadig er Syrien, viser sig, da jeg får morgenmad på en af disse nye caféer, og min arabiske bordfælle udpeger et antal mørke jakkesæt i parken nedenfor 'Four Seasons', et nyt glitrende luksushotel, der har løftet Damaskus op på listen over byer, hvor det globale jetset vil være bekendt at overnatte: I spredt orden slentrer velklædte yngre mænd rundt uden hænderne i bukselommerne.

"Sikkerhedstjenesten," siger min bordfælle sagkyndigt, "den tyrkiske premierminister bor på hotellet. Vist nok også den franske præsident, men det er ikke til at vide."

Nej, det er ikke til at vide af sikkerhedshensyn.

Okapi-kloner

Det eneste, vi vidste med sikkerhed der på caféen, var, at tjeneren var 'praktikant' ifølge et skilt på forklæde-smækken - og ignorant hvad angik koden til den trådløse internet-forbindelse, som var grunden til, at vi var her og ikke i et smukt, traditionelt kaffehus som Beit Jabri i den gamle bydel.

Han insisterede på, at de cifre, han havde meddelt, var koden, og at den virkede.

"Måske er det galt med strømmen," indskød min bordfælle, der i mellemtiden har hentet en arabisk avis, 'Al Hayat', for dog at skaffe en slags information om, hvad der foregik.

"Måske er netsignalet ikke kraftigt nok?"

Praktikantens tavse skuldertræk sagde: 'Jeg er ikke elektriker'.

Minutter senere kom han igen efter at have talt i telefon og lagde en papirlap med fem nye cifre. De virkede.

Denne næsten idylliske scene: praktikantens famlende fastholden af den vedtagne kode, sikkerhedsfolkene i parken, hvis akavede kropssprog fik dem til at ligne kloninger af deres okapi-agtige præsident - illustrerede i ét glimt Damaskus' dilemma: Hvordan tilpasses et tilknappet diktatur til den ny globale espresso-virkelighed med internet, satellit-tv og piger i push up-bh'er over for en marcherende religiøsitet, der de senere år har bredt sig med gadebilledets stedse flere tildækkede kvinder, og som for få år siden blev set som latent islamisk terrortrussel?

Svaret er: Diktaturet tilpasser sig begge dele - den gamle alawit-garde overtager de nye privatiseringer, og de sunni-islamiske grupperinger, der nu er synlige i det offentlige liv, kontrolleres af licenser til deres aktiviteter og systemets informanter. Resterne af en sekulær opposition klemmes inde i deres ghetto af indbyrdes uenighed, hvis de da ikke er i spjældet.

Disse dissidenter, kunstnere, forfattere, journalister og akademikere, mødes i snævre, tilrøgede caféer, hvor alle kender alle, de ses i kaffehuse så store som fodboldbaner, hvor afstanden mellem bordene sikrer, at systemets stikkere ikke lytter ind. Ikke langt fra Martyrernes Plads, hvor den mest berømte israelske spion, Eli Cohen, blev hængt foran snurrende tv-kameraer i 1965, hviskes der over vandpiberne i Havana-caféen, som før Hafez-kuppet i 1970 var center for politiske konspirationer og intriger.

Men samtalerne er et resigneret ekko af de håb, den nu 43-årige Bashar tændte ved sin tiltræden i 2000 med reformløfter om demokrati og ytringsfrihed. Forsøget på et syrisk glasnost med sekulære og liberale som drivhjul blev resolut kværket af Hafez' gamle alawit-noklamentura, der fik tynd mave - ikke kun af råbene på ytringsfrihed og frie valg, men mere af kravet om fri markedsøkonomi, der ville true dens monopol på koncessioner, import-tilladelser og finanssektor.

Således er disse byer meget mere end spisesteder og turist-seværdigheder, de er mentale rum, som alene i kraft af den globale politiske geografi gør krav på årvågen opmærksomhed. Se selv i udenrigsministeriets rejsevejledning - og i diverse guide-bøger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her