Læsetid: 9 min.

'Og jeg vil ikke bytte for en million'

Troels Trier bor på Fyn. Han har det godt og maler uudgrundelige tegneseriemalerier, hvis han da ikke har tømmermænd. Det er der nu skrevet en bog om
6. oktober 2008

Troels Trier står i en plettet blå kedeldragt og kigger ud gennem porten til sin stråtækte bondegård ved Kerteminde på Nordfyn. Han har et glas øl i hånden.

"Skal I have en morgenbajer," spørger han og misser mod solen.

Troels Trier har tømmermænd. Han blev skide sur i går, da han så Politiken. Avisen bragte i sin søndagsudgave et uddrag af den bog, der lige er udkommet om ham.

Tekstuddraget handlede om hans daværende kone Hannelene og hans to år gamle datter Astrid, som en sommerdag i 1968 druknede i Gyrstinge sø, da de var taget på cykeltur. Uddraget var forsynet med rubrikken: 'At male sorgen væk', og de to avis-opslag var illustreret med et af Troels' malerier, som forestiller en kvinde og et lille barn liggende med udstrakte arme på en mørkeblå baggrund. Da Troels så det, drak han sig hønefuld.

Han tager en tår til af sin øl. Det hjælper på tømmermændene, men han ved også, at nu kan han ikke gå over i atelieret, som er indrettet i den gamle svinestald og male videre på sine malerier, der er stærkt inspireret af tegneserier. Det kan han ellers godt lide, især tidligt om morgen, når man er allermest klar i hovedet.

"Sikke noget pis," snerrer han, men slår straks ud med hånden: "Hvad fanden, det er jo dejligt vejr, så lad os gå indenfor."

Troels Opfinder

Troels Trier blev landskendt, da han som bindegal mands-chauvinist iført hvid smokingjakke, sort butterfly og en slidt læderflyverhjelm skreg sig gennem landeplager som f.eks. 'Ta' på landet' med omkvædet: "Jeg er på rekreation..."

Der ligger nok en egen pointe i, at den private Troels Trier er så langt fra den hysteriske smokingjakke, som tænkes kan. Som barn og ung følte han sig ofte melankolsk, utryg og hæmmet over for andre mennesker. Og han var ikke ret gammel, før han opdagede, at gennem kunsten, uanset om det var billeder eller musik, kunne han bryde ud af den hæmmende skal ved at gøre sig så outreret som overhovedet muligt. Den opdagelse har i høj grad bestemt hans vej gennem livet.

"Selv om det lyder banalt, så tror jeg, at mange komikere har en hang til melankoli. Og jeg ved, at netop denne modsætning er meget karakteristisk for mange scenekunstnere," siger Troels, da vi sidder ved spisebordet i hans lavloftede stue. Gennem vinduet er der udsigt til marker, der breder sig i bløde nordfynske kurver.

Outreret var Troels allerede som skoledreng, da han pure nægtede at åbne munden i sangtimerne og til den daglige morgensang til lærernes store fortvivlelse.

"Jeg ved ikke, hvorfor jeg nægtede at synge. Jeg er vokset op i et miljø omkring højskolen i Vallekilde, som blev grundlagt af min oldefar. Måske havde jeg bare fået nok af højskolesangbogen og Grundtvigs salmer."

Outreret - eller med et mere moderne udtryk: nørdet - var Troels også, når han som otte-ni årigt opfindergeni konstruerede en pumpe, så hans far, der i lange perioder ernærede sig som malermester, ikke behøvede at bukke sig, når han skulle dyppe penslerne i malerbøtten. Eller når han forbandt en cykeldynamo med et gummihjul, så hans slidte rejsegrammofon ikke hele tiden skulle trækkes op. Eller da han med en pickup og en ledning fra en grammofon konstruerede en slags elektrisk forstærker til den guitar, han spillede på.

Da han efter folkeskolen kom på Høng Gymnasium, brugte han det meste af sin tid på at tegne eller gå i jazzklub. Selv om han sjældent viste sig på skolen, havde han let ved at få topkarakterer, men et par måneder før den afsluttende eksamen forlod han gymnasiet. Han ville hellere bo sammen med en sød pige og skabe sig en fremtid som jazzmusiker og kunstmaler.

Lil' Johnny

"I min familie har der i flere generationer været kunstnere og malere, så jeg tror, at det ligger i mine gener, lige som der i andre familie kan være anlæg til f.eks. dværgvækst. Altså, jeg har aldrig lidt af melankoli som en slags sygdom, fordi jeg har kunnet afreagere gennem kunsten."

Snart blev jazzorkestret The Spare Parts lagt på hylden, og efter en tid i Spanien, hvor Troels tegnede og malede, slog han sig ned som keramiker sammen med Hannelene. De serieproducerede potter og krus, som blev solgt gennem butikken Janus i det indre København, og varerne blev så populære, at det på et tidspunkt var nødvendigt med fem-seks ansatte.

"Jeg nød, at de ting, jeg lavede, faktisk kunne bruges til noget og blev efterspurgt - til forskel fra mine malerier," smiler Troels.

Det tog lang tid for ham at komme sig over sorgen over Hannelene og Astrid. Igen var kunsten den ventil, han benyttede. Men nu var det ikke længere tekrus.

Inspireret af ikke mindst USA's krig mod Vietnam dannede Troels sammen med barndomsvennen Ole Finding og hans grandkusine Dea Trier Mørch et kunstnerkollektiv, som efter forslag fra Dea fik navnet Røde Mor og et logo, der var letgenkendeligt: Et kvindehoved med åbne øjne og store bryster.

Og så gik det ellers der ud af med massefremstilling af linoleumssnit med strejkende arbejdere, venstreorienterede plakater og ikke mindst grammofonpladen om den amerikanske Vietnamsoldat med titlen 'Johnny gennem ild og vand'.

Pladen blev optaget i dybeste hemmelighed en nat på Filmskolens lydstudie, som helt i overensstemmelse med tidens ånd var blevet besat til lejligheden.

Pladens to sange var skrevet af Troels, der med hæs røst raspede sig gennem teksten om Lil' Johnny, hvis mund er fuld af blod... Pladens B-side var en sang om Che Guevaras død 'Fuglen over Rio Grande'.

- Så kunne du godt synge?

"Ja, det forbavsede også mig selv. Men selv om jeg altid har kunne spille, på fløjte, violin, guitar eller banjo, så har det aldrig interesseret mig at finpudse indtrykket. Tværtimod tror jeg, at hvis man hele tiden bliver bedre, så ender man med at blive ret ordinær, og man kommer jo alligevel aldrig til at spille som Clapton."

Professionel amatør

"I Røde Mor holdt vi os på amatørplanet. Vi delte instrumenter ud til folk, så de kunne spille med, når vi optrådte. Tanken var, at publikum skulle kunne identificere sig med det og tænke: Det kunne jeg da selv have lavet. Så det var altså primitivt med vilje. Vi inkorporerede amatører i alt, vi lavede dengang, uanset om det var de grafiske tryk eller sangene. Det skete ud fra en politisk opfattelse af, at folket kan selv. Så det var selvfølgelig meget forenklede ting, det siger sig selv."

- Var det for primitivt?

"Når jeg i dag ser tilbage på det, så byggede det på nogle opfattelser, som nok mere hørte hjemme i 1930'erne. Men det fik en identitetsskabende effekt for venstrefløjen, nok fordi det var så forenklet."

I hvert fald slog Røde Mor igennem på venstrefløjen med en kraft, som kom bag på mange. Og som senere banede vej også for en kommerciel succes. For som Troels siger det, så "gik der ikke lang tid, før vores plakater hang på alle kollegieværelserne."

Successen voksede og voksede, den ene plade fulgte den næste, og Troels skrev de fleste af sangene. Når der blev kaldt til demonstration foran den amerikanske ambassade, gik Røde Mor-medlemmer rundt med groteske masker med præsident Nixons og statsminister Hartlings ansigter.

Efterhånden fik Røde Mor på scenen assistance af mere kompetente musikere. Måske var det derfor, at Troels lidt efter lidt gjorde det til en vane at iklæde sig groteske dragter, mens han skreg numrene ud over rampen. I lang tid optrådte han således i et fast kostume, der bestod af svømmebriller, en lang næse samt en stribet natkjole spændt ud over en ordentlig vom. Senere, da Røde Mor turnede med showet 'Hjemlig hygge', udviklede han figuren med den hvide smokingjakke og flyverhjelmen. Det er ham, Troels kalder for sin dobbeltgænger.

Maler på tom hjerne

"Jeg har brugt ham til at udtrykke nogle politiske holdninger, f.eks. om de fremmede, som jeg selv er vildt uenig i. Men jeg vil ikke afvise, at der også er noget af mig selv i figuren. Han er den småborgerlige dansker, som har holdninger i stil med Dansk Folkeparti. Og meningen har selvfølgelig været, at publikum skulle identificere sig med den figur og derigennem grine af sig selv i stedet for at skælde ud på andre."

I mange år turnerede dobbeltgængeren sammen med Troels kone Rebecca Brüel, der selv har en scenefortid fra Jomfu Ane teatret i Aalborg. Ofte fik Troels drukket et par bajere eller lidt flere, inden hans show startede, men han mener ikke, at publikum dengang mærkede det, for som han siger: "De var jo selv fulde, når vi kom på scenen."

I dag er det slut med at turnere som dobbeltgængeren.

Troels kan ikke rigtigt klare turnelivet længere, og Rebecca kan slet ikke. Efter en mislykket rygoperation må hun bruge kørestol, hvis hun skal gå selv et kort stykke.

Derfor har Troels kastet sig over maleriet, og det har han fået solid succes med. Hans malerier er inspireret af tegneserier, især den amerikanske tegner Robert Crumb.

Inspirationen er tydelig, hvis man kender Crumb, hvis karakteristiske stil første gang blev kendt i Danmark gennem undergrundsbladet 'Superlove'. Troels malerier er opbygget i striber akkurat som en tegneserie, hvor ruderne er befolket med pudserløjelige figurer og symboler.

Men teknikken er meget anderledes end dengang, han og Røde Mor skrev venstrefløjens sange og trykte dens billeder:

"Jeg tømmer hovedet helt for tanker. Og så maler jeg det, der lige falder mig ind. Det er faktisk utrolig utrolig spændende sådan at slippe bevidstheden, selv om det ikke er en ny-udviklet teknik, men snarere startede langt tilbage med impressionisterne."

Troels har opdaget, at en af de faste figurer, der ofte optræder i hans malerier, er en flyvende kvinde. Og i sine afdøde mors gemmer har han fundet en tegning, han selv lavede som lille dreng. Den forestiller en flyvende kvinde med ørnenæb.

Øglehjernen

"Det er måske en arketype, der stammer oppe fra øglehjernen, hvad ved jeg. I hvert fald er mine malerier åbne for fortolkninger, og det hænger selvfølgelig sammen med, at udtrykket ikke er så klart politisk som før i tiden. Min teori er, at folk ikke er en skid interesseret i, hvordan kunsten er. Derimod er de meget interesseret i at opleve sig selv, og derfor skal en kunstner kunne slippe sig selv og gå i ét med sit publikum. Kan man ikke det, kan man aldrig lave ordentlig kunst."

Troels starter med at lave ruderne. Dernæst fylder han dem op med figurer, og når han er tilfreds, overfører han det serigrafisk til en række lærreder. Og mens Rebecca maler baggrundfarverne, farvelægger Troels figurerne.

De hygger sig sammen i atelieret, og derfor er alle malerierne forskellige, selv om grundmotivet godt kan være det samme. Derved sikrer Troels sig også, at malerierne kan sælges for en beskeden pris. Det er han godt tilfreds med, og det har også vist sig at være en succes:

"Jeg sælger et maleri for 3.000 kr. , og den pris har vist sig at ligge meget godt for f.eks. kunstforeninger. De er jo på udkig efter originalkunst, som deres medlemmer kan trække lod om. Derudover sælger jeg gennem seks gallerier, så det går sgu' meget godt, også fordi der i de her år er en historisk interesse for kunst, en slags boom med helt fantastiske priser. Men på en eller anden måde er det røvkedeligt, hvis almindelige mennesker ikke skulle have råd til et ordentligt maleri."

Lars Henriksen: 'Troels Trier, dobbeltgængeren' er udkommet på forlaget Documentas

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu