Læsetid: 5 min.

Champions League - nu med neger

Fans fra alle verdenshjørner forenes fordi de qua sporten abonnerer på det samme gensidige had og griber til forhåndenværende hånemekanismer - og fodboldkamp uden dertilhørende ramasjang ville true med at reducere metieren til demotiverende landsstævne for hyggelige sundhedsfreaks i tights
Fans fra alle verdenshjørner forenes fordi de qua sporten abonnerer på det samme gensidige had og griber til forhåndenværende hånemekanismer - og fodboldkamp uden dertilhørende ramasjang ville true med at reducere metieren til demotiverende landsstævne for hyggelige sundhedsfreaks i tights
25. oktober 2008

Der var en verden til forskel før kick-off onsdag aften i årets Champions League. Selv uden ex-madrileneren Fernando Torres, som hellere ville pleje skaden hjemme i Merseyside og pænt afslog tilbuddet fra den spanske hovedstad om VIP-behandling og royal service i kulissen, var Liverpool FC anført af træner Rafael Benitez i diplomatisk godt humør. Aftenens værter, los rojiblancos, de rød-hvide fra Atletico Madrid, var til gengæld smurt ind i onde konspirationer og uheldige medieomtaler.

Hvordan kunne man til trods for nye forhåbninger, nyt blod og en eminent Sergio 'Kun' Agüero i front tabe lokalderbyet endnu en gang til kongeholdet Real Madrid? Og så endda i allersidste splitsekund. Hvordan undskylde øretæver og tenniscifre mod FC Messi og resten af Barca-holdet tidligere på måneden?

Oven i hatten stod emsige UEFA og überfrelste Michel Platini og brølede op om hovedstadsklubbens racistiske tilbøjeligheder og kummerlige forhold på stadion. Stakkels Atletico. De evigt uheldige, der synger de retfærdiges harmfulde sang og ikke kan få lov til at smadre løs på en busfuld Marseille-spillere. Eller måske de fyrige tudeprinser, som skyder skylden på dommeren, græssets beskaffenhed og den lunefulde efterårsmåne.

På Vicente Calderón Stadion i onsdags var der én ret på menuen. Det gjaldt om at sparke øgenavnet 'Patetico Madrid' ad helvede til og helst med lækker akrobatik og fightende holdindsats.

Det begyndte ellers som forventet. 'Little Spain' - som fans kalder Liverpool på grund af de mange spillere fra den iberiske halvø - dominerede positionerne og kom efter 14 minutter foran på en flot scoring af nyindkøbte Robbie Keane. Atletico havde derimod lært af taktiske fejltagelser på stribe mod hjemlandets fjender, og træner Javier Aguirre forsøgte klogt at sprede boldomgangen ud på fløjene i stedet for at klumpe den massivt sammen på midten. Og så skete det utænkelige, som piskede ny passion i de rød-hvides forhåbninger og kværkede den onde skæbnerøst nede fra dybet: Simao udlignede til 1-1 i det 83. minut.

Træfferen blev fejret, som om verden med ét blev befriet for al nød. Det var nemlig ikke så meget målet i sig selv, jo, det var flot og atletisk, men det pludselige boost i forsmået selvprofil, som dæmredes for det tusindtallige menneskehav. Vi kan komme igen! Vi kan vende et nederlag til en sejr! Nå ja, næsten altså.

Det nødvendige arvefjendehad

Det er på Vicente Calderón i hjertet af Madrid, at man rigtig mærker den spanske morbo, arvefjendehadet, som trækker på århundreders politiske og sociale konflikter, og som i nutidens mere domesticerede udgave stadig er hovedpulsåre i sportens maskuline univers.

Herregud, hvis utopien indtraf, og folk ikke længere havde noget at opponere imod og være sure over, ville de helt sikkert opfinde nogle nye stridsspørgsmål. Ellers ville fodboldens nerve forsvinde. Ellers var der ikke noget at skændes med naboens søn om.

En fortælling uden dramatisk plot er som at slå en prut i en papkasse. Man vil hurtigt ud igen. Og en fodboldkamp uden dertilhørende ramasjang ville true med at reducere metieren til demotiverende landsstævne for hyggelige sundhedsfreaks i tights.

Glem alt om glitteropgørene på Camp Nou i Barcelona eller Santiago Bernabéu i Madrid. Tag til Osasuna i Baskerlandet eller Calderón i metropolen. Her mærkes folkeånden og den svære grænsedragning mellem fascistoid dumhed og selvbevidst heltedyrkelse. Dommeren burde graves langt ned i jorden, skriger man, og kommer momentet efter i tanker om, at man skal huske at købe fløde med hjem til kaffen. Intet under, at Liverpool føler sig hjemme dér. Problemet er selvfølgelig, når grænsen mellem passioneret forelskelse og hjernedød fankultur viskes ud, og sportens spektakulære arenaer stigmatiseres til ukendelighed.

En fuldendt misere

I starten af oktober gik det hårdt for sig, da Atletico tørnede sammen med Marseille i Champions Leagues gruppe D.

Den spanske klub sørgede ikke for ordentlig politiescorte til de franske fans. Bussen med Marseille-truppen blev overfaldet. Der blev ikke taget hensyn til fans i kørestol. En sektion på lægterne muntrede sig med racistiske abeimitationer. Og for at fuldende miseren overfaldt træner Aguirre gentagne gange verbalt Marseilles midtbanespiller Mathieu Valbuena. Vanen tro anklages de sydlandske politibetjente nu for meningsløs vold mod sagesløse tilskuere, naturligvis især mod de retrospektivt set engleblide gutter fra Marseille.

Platini & Co. var hurtig med udrykningen. Babu babu, lød det i alle medier, mens en bøde på halvanden million til Patetico inklusiv udelukkelse fra hjemmestadion i tre kampe og afstraffelse af Aguirre blev forberedt af juristerne fra Schweiz.

Stigmatiseringen fulgte lige efter. UEFA ville angiveligt "sende et budskab", for det handlede jo summa summarum om den nye fodbolds racistiske, grimme fjæs. Sådan noget er nemmere at pakke ind i letfordøjelig populisme, mens man charmant glemmer, at hardcore fans stadig gjalder med på kolonialistiske refræner og i øvrigt jubler over luksusatleter fra det dybeste Afrika. Hvis de altså scorer for deres eget hold og ikke tilhører klaptorskene fra hademandskabets Zoo.

Pist væk var også den simple kendsgerning, at Atletico-råbet "Kun, Kun, Kun" snildt kunne mistolkes som amøbeagtige gorillaefterligninger, men i realiteten var rettet mod Maradonas svigersøn, Sergio 'Kun' Agüero, der netop havde udlignet og fortryllet det temperamentsfulde hjemmestadion. Endelig er hudfarven på Valbuena, som Aguirre så sig gal på, hvid som perlemoret på Stevie Wonders klaver.

Nietzche på speed

Hårdt presset satte UEFA midlertidigt sanktionerne på standby, og Liverpool-matchens danskerdommer Claus Bo Larsen fik carte blanche til at afbryde løjerne, hvis racistiske eder hørtes i den madrilenske aftenbrise.

Vi står midt i et triangulært morads: Der er klubbens økonomiske aktiviteter, som får gevaldige ridser som følge af deporteringen fra hovedstad til udørk. Der er sportens nerve, betændt for nogle og livsbekræftende for andre, som endnu engang spindes ind i en plamage af politiserende spin.

Mens demokratiet taler om sund kropsudfoldelse og venskab på tværs af territoriale kridtstreger, virker sportens egen elitære - og uegalitære - stræben som Nietzsche på speed.

I den første version opfattes abekattestreger som et brud på folkejuraens konsensus, mens den i sportsudgavens skarpe vind-eller-forsvind-kode er momentan hysteri forklædt som lige netop dét, der forener fans fra alle verdenshjørner. Nemlig ikke, at de elsker hinanden uagtet hudfarve og nationale ideologier, men tværtimod at de qua sporten abonnerer på det samme gensidige had og griber til forhåndenværende hånemekanismer, når lejligheden byder sig. Platini er da også en frankofil frølårsæder, er han ikke?

Og endelig er anti-racisme ikke bare flertallets indfølende minoritetsbeskyttelse. I UEFA's optik er den såmænd også en del af brandet. 'Anti-racisme' er et logo svøbt i præcis den paintbrush-blå farve, som sporten og dens fotogene arenaer ligeledes sælges på.

Måske skal fodbold i virkeligheden høres i radioen. Så kan det jo være lige meget, om gudedribleren Simaos hud er hvid som sne, mørk som chokolade eller gul som en forårsrulle. Alt andet ville være patetisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu