Læsetid: 5 min.

Cool som icecream

Koder. Hjemme skal du blot slå en prut i farver for at komme på forsiden af avisen. I New York er der No mercy og så mange flere kreative lange fingre og en særlig kode. Kan man på nogen måde lade som om, man er fra 'over there'?
Inspiration. New York er det nye elegante Berlin. Det er her, man flytter til for at anonymisere sig og udvikle sig selv.

Inspiration. New York er det nye elegante Berlin. Det er her, man flytter til for at anonymisere sig og udvikle sig selv.

Michel Setboun

3. oktober 2008

Jeg er i New York pt. Der er der rigtig mange danskere, der er. Det er det nye elegante Berlin. Det er her, man flytter til for at anonymisere sig, urbant selvudvikle og søge ultimativ inspiration til de snigende nye projekter. Og projekter, det har dem, vi møder her. Selvfølgelig. Københavnere som udenlandskdanskere som newyorkere. Helt opslugte af noget, hvor man kun får en Snickers i døgnet, fordi der konstant bliver brainet og sparret og skabt - man er faktisk kommet direkte fra studier, atelierer, redaktioner eller andre tyfoner. Men er det nok bare at have et projekt og et tremåneders-visum og en halvskummel kontaktadresse - hvor der lige bliver skiftet tøj - til at være semi-herfra?. Jeg ved det ikke. Men der er røde og hvide modernitetsfælder alle vegne, og jeg er sært søgende og meget på vagt - om så det er hej-hej fest til WoodWoods show på en Mercedes- sponsoreret rooftop eller farveldrinks i Helena Christensen Butik, der vist flytter hjem igen. "It's fashionweek - men det er ikke derfor vi er her," synger Ane Trolle, sammen med brødrene Hess, en aften hvor der dejligt bliver jammet på tværs på en klassisk mørk Lower East Side-venue. Men hvorfor er det så? Hvad er det, vi gerne vil have. Og hvordan får vi det?

Der er selvfølgelig først og fremmest størrelsen. Og overskueligheden. Så mange seje signifikante områder - i gåafstand. Lige noget for forvænte københavnere med dårlige ben. Og så har de jo broer - "ligesom os" og vand. Og er man mest i enten Brooklyn eller Lower East eller - Meat Packing District - den 'rigtige' kødby så er der jo slet ikke stressende. Men derimod laid back og sydlandsk og hey hey, dollaren er stadig lav. Så alle shopper jo - for der skal ikke mangle noget - medmindre man selvfølgelig skal lade som om, man bor her, og man derfor blot er rig på tid.

En prut i farver

Og så er der jo udseendet. De klassiske brandtrapper der snor sig som den ultimative urbane vedben. Og de nussede facader og baggårde og resten af det, vi aldrig får tilbage efter byfornyelsens 20-årige rengøringsvanvid. Og den særlige måde de gør sig umage på. I DK skal du blot slå en prut i farver for at komme på forsiden af Politikens Ibyen-tillæg. Her er der No mercy og så mange flere kreative lange fingre om buddet, og ligegyldigt om det er bar-interiør, vinduesdekoration eller pigen på gaden, så ved de, at der skal gøres en ekstra opfindsom indsats for at blive nogenlunde husket.

Og så er der flexibiliten. Lokaler, der er en karateklub den ene dag, er Bicram Yoga studio den næste. Og gay tuesdays. Og kun Morrisey-plader om søndagen. Det er sådan en befrielse, at man ikke ved, hvad man får, og at man nogle gange ikke kan finde og skal søge og lede og blive afvist i døren og komme tilbage og tigge på knæ eller hovent råbe "this is a fucking turist-trap" og næste dag er der åbne arme og undergrund igen - på samme matrikel. København er jo så frygtelig bange for at forvirre sine kunder, men en by, der konstant flytter sig, er i hvert fald ikke i fare for at dreje indbildsk rundt om sig selv.

Og så er der jo hundene. Singlekulturens bedste ven. Og jeg har kælet med en tilfældig bohemepuddel - udenfor en latino-coffeeshop.

"Its a great dog," sagde damen der efterlod den trygt hos mig. "Cos' it's not mine," sagde hun videre og grinede højt.

Alle tænkelige hunderacer er overalt, og i parkerne er der flere tilbud til dem end til de børn, der fås senere og senere, fordi hele kataloger af elskere og stillinger og konstellationer skal prøves først og jo! vi har taget Sex and the city-touren - i bus! Tre en halv time med frigjorte spanske og britiske sexturister med lige cpr-nummer og plus 50! Så sjovt og så forkert. Fordi alt det særlige new yorkske, der til stadighed bliver dyrket på både poppet og arthousey manér i film og tv-serier og kulturhistorie; fra Sarah Jessica Parker til Harmony Korine og tilbage til Warhol og Greenwich Willage og så videre; alt det kræver jo nogle ægte new yorkere i hovedrollerne. Så selvom de mimer vores cykelkultur og shopper vores møbler og Lou Reed 'glad' kommer til Europa for at opføre Berlin - så er den der new yorker-ting underligt deres. Og den er svær at definere - for de kan se nok umiddelbare almindelige ud. Det hele ligger som sædvanlig i twistet - i detaljen. I den tilvænnede måde at have det hele for sine fødder - på. Og i den ligger der en indbygget ikke-desperation. En afslappethed og en åndelig plads.

Kan man lære det?

Kan man så lære det? Måske. Der er så nogle, der blender rimelig godt ind herovre, fordi enten talen eller mentalitet ligger lige til højrebenets øjenæble. Sådan nogle Camilla Stærk, Sune Wagner, Simon Grotrian -agtige typer. Der er jo åbenlyst international snit og fylde og tatovering. Og et lesbisk par med greencard, der har det vildeste party-netværk, men har trukket stikket ud for at sidde og kysse i Central - og Battery Park. Og min hemmelige ven, der lever på tredje år som illegal modeslave - fordi han ikke kan overskue bureaukrati og Ribers og fædreland.

Det var så de andre. Hvad med mig? Jo, jeg ville faktisk gøre mig ud for en glimrende teenager i New York. Hvis jeg går omkring Ludlow og ser lidt moody ud, så er det ikke grundlæggende identitetsforvirring. Jeg har styr på det meste. Jeg er en hårdkogt lille sag. Jeg ved, hvordan jeg skal komme i kontakt med dem og dem og dem. Jeg kender koderne. Jeg ved godt, at jeg er cool. Cool som icecream. Jeg er måske bare lidt for tyk.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had, Dunst og pt: Jolene bar. Hun skriver derudover kulturjournalistik og er musikkonsulent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu