For fem år siden skrev Jens Andersen en stort anlagt biografi om H.C. Andersen. Tidligere havde han udgivet bøger om Thit Jensen, Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. Men nu har den 52-årige litterat vovet sig ned fra elfenbenstårnet og ud på grønsværen. Han er gået med på trenden for nostalgiske fodboldbøger og har begået biografien Frankie Boy om Frank Arnesen, 80'er-landsholdets forrygende fløjspiller, der for et par årtier siden skiftede træningsdragten ud med jakkesæt og siden er blevet en af den globale fodboldforretnings mest magtfulde købmænd.
"Jeg havde sådan lyst til at skrive om noget andet end litteratur, noget andet end forfattere. Og jeg havde altid gerne villet prøve at lave en fodboldbog. Men jeg havde ikke fået ideen til hvordan. Og jeg havde ikke lyst til at lave en bestillingsbog. Men så faldt jeg over en gammel artikel om Frank Arnesen og tænkte hold da kæft, ham din jævnaldrende, hele udviklingen i hans karriere, det er jo fantastisk," siger Jens Andersen og grunder lidt, før han fortsætter:
"Det er ikke noget signal om, at jeg ikke gider skrive om litteratur længere. Sådan er det slet ikke. Men jeg vil gerne have, at mit forfatterskab er i bevægelse. Det skal ikke blive en fabrik, der producerer bøger om afdøde forfattere."
Det at fortælle en jævnaldrendes historie skulle da også blive en helt anderledes oplevelse end at fabrikere bøger om afdøde forfattere:
"Når du skriver om de døde, har du jo en vis frihed. De kommer højst efter dig, når du sover. Det ville selvfølgelig være noget vrøvl at sige, at du står i større gæld til sandheden, bare fordi du skriver om en nulevende. Man skal jo for helvede altid prøve at nå ind til sandheden. Men her har jeg skrevet så meget op imod min egen tid, at jeg på en måde selv er en del af fortællingen. Og der er så mange mennesker udover Frank selv, der har oplevet ham og er en del af den historie. Og det, synes jeg, har været en stor udfordring. Det har ikke ligefrem gjort mig bange. Men jeg har været meget fokuseret på, at miljøerne og alt det, der er sket, skulle stemme overens med, hvordan folk har oplevet det," forklarer Jens Andersen, der er på fornavn med Frank Arnesen, som venligt har besvaret hans spørgsmål pr. mail, men siden visse uoverensstemmelser med engelsk presse i forbindelse med hans skifte fra jobbet som sportschef i Tottenham til talentchef i Chelsea ikke har villet medvirke i interview af nogen slags.
Fra Andersen til Arnesen
Efterhånden som Jens Andersen arbejdede sig ind på livet af den store fodboldpersonlighed, kunne han imidlertid se, at der måske egentlig ikke var så langt fra Andersen til Arnesen, som han først havde troet.
"Frank er en af de danskere, der har sprængt rammerne for, hvad det vil sige at være dansk. Ligesom H.C. Andersen, som også syntes, at andedammen herhjemme var for trang og mudret. Man kan sige, at ligesom H.C. Andersen var, er Frank en stor europæer. En verdensborger. Han taler seks-syv sprog, og det, han taler dårligst, er efterhånden dansk. Han kalder sig stadig dansker, men betragter sig som europæer. Han er den form for dansker, der udvider vores danskhedsbegreb. Det kan jeg godt lide," fastslår Jens Andersen.
Kendetegnende for både Andersen og Arnesen er også ifølge Jens Andersen, at de begge har haft "Mod til at have Talent", som Brandes sagde om eventyrdigteren. Med en dristighed til at stole på sine egne indskydelser, der kunne minde om den unge Andersens tillid til sin egen intuition, var Arnesen således allerede som 17-årig, da han i 1974 debuterede for Fremad Amagers seniorhold, iværksætter af storslåede, vovede aktioner på banen, som ikke altid lykkedes, men som af og til nærmede sig det geniale.
Dette talent var ifølge Jens Andersen næsten uovertruffent. Og det mener også Frank Arnesens nære ven og kollega i belgiske Anderlecht og på 80'er-landsholdet, Per Frimann, som forfatteren har ført lange samtaler med under sin research til bogen:
"Jeg har jo altid syntes, at Frank - og Allan Simonsen - var større spillere end f.eks. Michael Laudrup, Morten Olsen og Preben Elkjær. De var selvfølgelig hver på deres måde fænomenale, men Frank var den mest intelligente spiller af os alle sammen. Teknisk var han utrolig god og ikke mindre god taktisk", sagde Per Frimann åbenhjertigt til Jens Andersen.
Kombineret med dette enorme talent - med accelerationskraften, den sublime sparketeknik og evnen til at lægge de mest kreative, spektakulært uforudsigelige afleveringer i huller, som ingen andre end afsenderen og modtageren havde set - ser Jens Andersen en barnlig begejstring for sporten. Og denne begejstring sporer biografisten tilbage til drengeårene på Amager og senere Christianshavn, hvor den lille, magre Frank hver dag gik ud for at finde en fodboldkamp, han kunne være med i, eller bare for at stå og træne for sig selv, mens han forestillede sig at være en af nøglespillerne i tidens legendariske topkampe.
For sådan var det dengang: "Min egen generation, vi var ude hver dag. Vi havde jo ikke et værelse, der var koblet op på alt muligt spændende. Men leg i dag har ændret sig fra dengang, og fodboldleg udenfor findes ikke rigtig længere. Børnene sidder højst oppe på værelset og spiller FIFA 08. Og det kan man jo godt blive lidt nostalgisk over. Det er selvfølgelig klart, at udviklingen ikke er til at lave om på. Men på den anden side så jeg gerne, at flere børn kom ud og lege med en bold," siger den efterhånden helt gråhårede Andersen og tilføjer, at man ikke længere finder så helstøbte unge spillere i vestlige lande som en Frank Arnesen, der tillærte sig sin fænomenale boldomgang rundt omkring i byens baggårde i de år, hvor han var mest udviklingsdygtig.
Skaderne
Det åbenlyse talent førte allerede ved udgangen af 1975 19-årige Frank Arnesen til mægtige Ajax Amsterdam, der også skrev kontrakt med Fremad Amagers anden guldfugl, den blot 17-årige Søren Lerby. Dengang var Ajax en langt mere toneangivende klub end i dag, om end man midt i halvfjerdserne havde svært ved at leve op til det hold, der med profiler som Johan Cruijff, Piet Keizer og Johan Neeskens var Europas vel nok stærkeste mandskab i begyndelsen af årtiet.
Senere fortsatte Arnesen i spanske Valencia, belgiske Anderlecht og hollandske PSV Eindhoven, hvor han blev genforenet med Lerby. Men karrieren blev punkteret af alvorlige skader, og Arnesen måtte endegyldigt stille Hummel-støvlerne på hylden i 1988 efter et fatalt ankelbrud.
Som regel siger man, at Arnesens karriere således blev forplumret af skader, som han uforskyldt blev ramt af, forklarer Jens Andersen. Han blev rigtignok en stor spiller, men på grund af sin skrøbelige fysik aldrig den superstjerne, hans talent ellers berettigede ham til.
Helt så uskyldig er Frank Arnesen imidlertid ikke, mener Jens Andersen:
"Myten har jo altid været, at uha, han har fandeme altid været så uheldig. Men jeg forsøger i bogen at forfølge et mønster, som jeg ser i hans liv, helt fra han debuterer i Fremad Amager. Og det mønster har med hans begejstring for sporten at gøre. Sagen er jo, at han altid ville være 110 procent med og helst også på 110 procent af hele banen. Det er jo egentlig ret barnligt. Sådan ligesom smådrenge, der render rundt og vil være, hvor bolden er. Og på den måde drev han i virkeligheden rovdrift på sig selv både under kampene, træningen og genoptræningen i stedet for at økonomisere med sine kræfter. Han kunne ganske enkelt ikke lade være."
Samme barnlige begejstring for fodbold kom til udtryk, da Arnesens karriere bevægede sig ud på den anden side af kridtstregerne:
"Jeg ser nogle klare paralleller mellem hans lyst til at være her og der og alle vegne på banen og så hans nuværende rolle hos Chelsea, hvor han både er talentchef og chief scout, men også fiser rundt omkring Scolaris førstehold. Han kan simpelthen ikke lade være med at deltage i de mange lag, der er i en klub. Sådan gjorde han også, da han var manager i Eindhoven, og det er helt fundamentalt udtryk for samme nysgerrighed og lidenskab for fodbolden. Han er egentlig ikke ude på at tilrane sig større magt eller mere opmærksomhed, tror jeg, men helt basalt styret af en enorm lyst til at være med, til at bygge op og skabe noget," siger Jens Andersen.
Sociale kompetencer
En anden struktur, den erfarne biografist mener at være kommet på sporet af, har med Frank Arnesens veludviklede sociale intelligens at gøre. Manden, der går for at være en af den russiske Chelsea-ejer Roman Abramovichs nærmeste rådgivere og har æren for at have opdaget spillere som Ronaldo, Ruud van Nistelrooy og Arjen Robben, har nemlig altid været god til mennesker.
"Alle, jeg har talt med, har jo lyst til at tale om Frank. Alle har næsten kun haft positive oplevelser med ham. For han er et virkelig socialt kompetent menneske. Det er ikke påtaget. Det er ikke noget, han har gået på kursus i. Det er, fordi der inde i ham er en basal nysgerrighed over for andre mennesker. Og det er nogle egenskaber, han også virkelig kan trække på i forretningsverdenen. For han kender så ekstremt mange mennesker, han kan bruge overalt i verden. Ja, jeg tror faktisk, det i høj grad er takket være hans sociale kompetencer, at han i dag har nået den position, hvor han sidder lige under denne her stinkende rige russer, som har midlerne til, at han kan realisere nogle af de drømme, han har på fodboldens vegne," siger Jens Andersen, der dog samtidig erkender, at han har fremlæst nogle mønstre, som han ikke ved, om Frank Arnesen selv vil kunne se.
Men han har sendt bogen af sted mod London, og nu venter han spændt. For de levende kan jo godt komme efter en, også når man er vågen. Hvor sympatiske de end måtte være.
Læs anmeldelsen af Jens Andersens bog, 'Frankieboy' her
