Læsetid: 3 min.

Dronningens fald

Kritikerne er hårde ved Pia Tafdrups nye roman, 'Stjerne uden land'. Men så må man jo bare selv gøre reklame for sin bog
16. oktober 2008

Pia Tafdrups nye roman, Stjerne uden land, er lyrikerens blot andet forsøg ud i romankunsten. Den handler om mennesker, der former andre mennesker. Centralt står kunstfotografen Andreas, som subtilt modellerer sine kærester, så de såvel ud- som indvendigt kommer til at ligne hans afdøde kone. Det går blandt andet ud over den unge kunsthistoriestuderende Rebecca, beretter fortælleren Sophia, der er journalist og vistnok hemmeligt forelsket i den karismatiske fotograf.

Heldigvis for Tafdrup besidder de danske litteratur-anmeldere næppe samme evner som Andreas i forhold til deres læsere. Men er der alligevel enkelte autoritetstro tosser derude, der lader sig forme af smagsdommernes meninger, vil de næppe gå i boghandlen efter Stjerne uden land.

Det skulle da lige være de, der har læst Kristeligt Dagblads Anders Juhl Rasmussen, der synes, at Stjerne uden land er "en formidabel god roman" og priser Tafdrups poetiske prosa og romanens tematiske tyngde. Holder man til gengæld Weekendavisen, kunne man læse Liselotte Wiemers entydigt negative anmeldelse af romanen. Særlig to ting skærer Wiemer i øjnene. Bogen er for langsom og for konstrueret. Det kommer blandt andet til udtryk i de replikbårne scener, hvor "hver lille nuance skal med", og hvor figurernes tale er teateragtigt unaturlig.

Informations egen Kamilla Löfström hæfter sig også ved sprogets kunstighed. Og modsat Anders Juhl Rasmussen synes hun, der er meget lidt lyrik over prosaen. Den virker nærmest som et fængsel for den drevne digter, mener Löfström.

For mange spørgsmål

Ligeledes gør Politikens Lasse Horne Kjældgaard sig tanker om forholdet mellem lyrikeren Tafdrup og prosaisten Tafdrup.

"Stjerne uden land overbeviser mig ikke om, at Pia Tafdrups store talent er bedst givet ud på fiktionsprosa", konkluderer Kjældgaard tørt, og det, der vist irriterer ham mest ved romanen, er, at den stiller alt for mange spørgsmål, som ikke bliver uddybet, men blot får lov at stå og blafre. Noget, Anders Juhl Rasmussen er helt uenig i. De mange spørgsmål er netop en af romanens forcer, mener han:

"I stedet for at give de sædvanlige letkøbte svar stiller forfatteren sig selv og læseren en række væsentlige spørgsmål."

Lidt færre spørgsmål og lidt mere substans er nu nok netop det, Jyllands-Postens Erik Svendsen savner. Eller i hvert fald det, han tror, den almindelige læser vil savne. Romanen er en æterisk sag, konstaterer han, og derfor er han "ikke sikker på, om der er kød nok på historien, til at den vil forføre mange læsere".

Men hvis romanen er lidt svær at få hold om, er det anerkendelsesværdigt, at flere af anmelderne følger den gode tradition for at tage læseren ved hånden og tilbyde nogle fortolkningsperspektiver. Og netop det gør særlig Anders Juhl Rasmussen og Lasse Horne Kjældgaard en dyd ud af.

Kristeligt Dagblads kyndige kritiker peger på to centrale spørgsmål:

"Det psykologiske spørgsmål, fortælleren stiller læseren, er, hvad der driver Rebecca til at ville overtage en andens personlighed, og hvorfor Andreas ikke kan se Rebecca som den, hun er. Det etiske spørgsmål, fortælleren stiller sig selv, er, hvornår hun bør gribe ind i historien for at hjælpe Rebecca til at forstå alvoren i legen."

Også Kjældgaad peger på to afgørende spor i romanen. For det første mener han, romanen arbejder med spørgsmålet om, hvorvidt tiltrækning kan være drevet af psykiske tab og mangler. Om man måske søger efter det, man har mistet, i den anden. Og for det andet er den forvandlingskraft, som kunst og kærlighed har til fælles, et vigtigt tema, mener Kjældgaard, men brokker sig over, at disse forvandlinger ikke bliver gennemspillet, men kun udsagt:

"Personerne kommenterer konstant, hvad der foregår inde i dem, men rørelserne viser sig ikke rigtig i det ydre. Det hænger også sammen med, at personerne ikke for alvor foldes psykologisk ud, hvorfor påstande om deres pludselige forandringer bliver svære at følge."

Egen anbefaling

Er kritikernes modtagelse ikke ligefrem prangende, gør det ikke sagen sjovere for Tafdrup, at ingen af landets dagblade i anledning af romanen har afsat spalteplads til et interview med dansk digtekunsts dronning, som før i tiden fik lov at brede sig over det ene opslag efter det andet rundt omkring i kultursektionerne.

Men får man ikke avisernes opbakning, må man jo selv gøre reklame for sin bog.

På et spørgsmål fra Information om, hvilken bog hun ville ønske, alle ville læse, svarede Pia Tafdrup i fredagsavisen:

"Om ikke alle, så mange ... min nye roman, Stjerne uden land, vil jeg gerne have lov at anbefale her på udgivelsesdagen."

Serie

Seneste artikler

  • Alle elskede Inger Christensen

    8. januar 2009
    Digteren Inger Christensen, der døde i fredags, er oversat til 30 sprog. Men bortset fra i skandinaviske aviser er det i Tyskland, man skal søge efter de gode nekrologer – endnu
  • 'Det er bare super flot'

    9. oktober 2008
    Inden udgivelsen af hendes nye roman 'Dronningeofret' havde Hanne-Vibeke Holst i et interview i Politiken proklameret, at hun er pissesur over ikke at være anerkendt af det litterære parnas. Men lod kritikerne sig mon påvirke af det?
  • Ikke for fastholdere

    2. oktober 2008
    Rune Lykkebergs 'Kampen om sandhederne' blev højlydt applauderet men bragte også usikkerheden frem
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu