Læsetid: 4 min.

'Du' det dummeste kvaj, De Unge Mødre er motherfucking klogere end dig!'

Årets fest i dansk hiphop er improvisationsmesterskabet MC's Fight Night, hvor tusinde gæster betaler boksen for at opleve 16 undergrundsrappere, der battler om at være den ondeste freestyler. Lørdag nat leverede kombattanterne endnu en gang varen med rå rim om selv de mest evnesvage emner
Kultur
23. oktober 2008
Årets fest i dansk hiphop er improvisationsmesterskabet MC's Fight Night, hvor tusinde gæster betaler boksen for at opleve 16 undergrundsrappere, der battler om at være den ondeste freestyler

Det blev den uheldige helts tur til at favne heldet, da københavneren MikL lørdag nat endelig vandt improvisationsmesterskabet i rap.

3.500 ætsende ellevilde publikummer i KB-Hallen kunne opleve kampdommer Jøden rive den langlemmede hurtigmunds højre lap i vejret og erklære Mikkel Lauritzen, som han i virkeligheden hedder, for vinder af MC's Fight Night 2008.

Det var tredje gang, MikL nåede finalen, men hvor dommerstemmerne de første to gange gik ham imod med den mindst tænkelige margin, endte det denne lørdag med 2-1 i hans favør.

Taberen af finalen var en nær ven - den forsvarende mester og dobbelte Fight Night-champ Pede B - der ellers kunne være blevet den mest vindende danske free-stylerapper nogensinde. Nu må han fortsat dele æren med pensionisten Per Vers.

Efter en lidt anspændt start blev MikL stærkere og stærkere aftenen igennem, og da han i finalerunden konstaterede, at Pede B var en vatpik, der umuligt ville afslutte finalen med et hattrick, begyndte det for alvor at lugte af sejren på 25.000 kroner, mesterskabsbæltet og en palle af hiphoppernes foretrukne blingbling-bajer, Guld Tuborg.

I løbet af aftenen fik MikL adskillige gange demonstreret sit særlige improvisationstalent, og i den indledende runde brugte han således et fejlfrit minut på rimende at improvisere over emnet 'bandekrig'.

Ikke med det forudsigelige facit at nedgøre sin modstander verbalt, som freestyledisciplinen oftest går ud på, men faktisk med et naivt ønske om fred på gaderne i sit hood. Vældig fint og passende til et arrangement, der har for uvane også at tiltrække lidt af hvert fra den kriminelle underverden.

Han skræller dig

Men én ting er at være sympatisk, en anden ting er at vinde folks sympati. Da MikL i kvartfinalen slog den jyske publikumsfavorit Johnni G, blev der de gode intentioner til trods buhet en smule.

Men dommertrioen - produceren Jeppe Bisgaard samt rapperne Joe True og Clemens - holdt sig reelt til reglerne og belønnede MikL's bedre evner til at udnytte emneordene og få sit flow til at flyde.

Johnni G's mange variationer over sin modstanders køns-organ var ellers noget, som størstedelen af det overvejende berusede publikum kunne bruge igennem de tre runder à et minuts varighed, som hver rapper har til rådighed. En del af det var bare hørt før - ikke mindst den om at bruge rivalens diminutive pik som tandstik.

I semifinalen steg MikL's formkurve fortsat, og en tæt battle mod Skanderborgs egen Ham Den Lange blev afgjort på MikL's fornemme finish, hvor han brugte sine emneord fra de to første omgange ganske overlegent.

'Bagerjomfru' og 'vuggedød' er åbenbart ikke de sværeste størrelser at improvisere over, selv om tilskuerne hviner, dj'ens beat dunker, og du skal huske dit emne og rime til rytmen, mens de næste linjer gøres parat oppe i det hårdtarbejdende hoved.

Ham Den Lange endte altså som taberen af den tætte semifinale, hvilket ingenlunde var givet på forhånd. Tidligere havde sidste års finalist nemlig demonstreret decideret storform, da han trak emnet 'juice'.

Vi kom stort set gennem hele den lokale frugthandel, før Ham Den Lange begyndte at blande nogle af de andre deltageres emneord ind i legen og eksempelvis afsluttede en runde med den bevingede trussel: »- så fuck bandekrig / jeg skræller dig som en mandarin.«

Genvinder tronen

I den anden lodtrækningshalvdel spadserede Pede B rutinemæssigt igennem, og den garvede freestyler - som med sit korpulente kropssprog plejer at kanøfle modstanderne rundt i bokseringen - virkede næsten til at have det for let. Især fordi han i sin semifinale med en anden eks-champ, den efterhånden 20-årige Fantomet, havde publikum på sin side.

Fantomet havde nemlig været så fræk at nedgøre publikums dømmekraft oven på sejren i første runde over den blot 14 år unge Dahl, som ud fra emneordet 'Burger King' erklærede, at han ikke blot kan whoope, men også "whoppe" Fantomet bagi. Det var noget, KB-Hallen ku' li'.

I hvert fald en af dommerne opfattede dog, at Fantomet egentlig var ganske godt flyvende aftenen igennem, men bare manglede ørenlyd i KB-Hallen. Lige lidt hjalp det, og i stedet var det altså Pede B, som skulle op mod sin gamle ven og træningsmakker MikL i det altafgørende showdown.

Mesteren var ikke skidt kørende, og det blev aldrig mere ukammeratligt, end at MikL fik sammenlignet sin intelligens med hovedobjekterne i realityserien 'De Unge Mødre' på Kanal 5.

Og så gik det sådan, som det ofte gør i MC's Fight Night. Den, der er ondest i sulet og mest sulten, tager det hele. Toeren går i konkurrencekulturens ånd tomhændet fra mesterskabet.

MikL's sidste emneord blev 'Den Syvende Himmel' - og her kunne han jo passende konstatere, at Pede B var i gang med seks minutter i skærsilden.

Og med afslutningen »MikL tager dig rimeligt meget ud / du er så wack, at det eneste, der ku' hjælp' dig, er at be' til gud,« endte tredje gang med at blive lykkens for antihelten fra Brønshøj. Måske ikke helt efter planen, men helt fortjent. MikL havde genvundet troen og vundet tronen i dansk freestylerap.

Rune Skyum-Nielsen er forfatter til bogen om dansk hiphop, Nr. 1, der blev udgivet på Informations Forlag i 2006

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her