Han har fået egoet i bevægelse

Nok har Lars Frost bevæget sig fra den smalle kortprosa over samtidsromanen til nu den historiske roman. Men han pludrer stadigvæk videre med en stor sproglig bevidsthed. Gennem et galleri af mere eller mindre indignerede figurer konstruerer han billeder af fortid, samtid og forbindelsen imellem.

"En fremragende forfatter, som lige nøjagtig i denne egenskab kan gøre os andre kloge på, hvad der foregår inden i os," skrev Informations Erik Skyum-Nielsen begejstret i sin anmeldelse.

Lars Frost udgav i tirsdags den historiske roman Ubevidst rødgang. Bogen, der er Frosts tredje roman, manifesterer hans position som en af sin generations mest interessante romanforfattere. Der er ikke som i hans tidligere værker en Frost-lignende ung mand, der sanser København. Nu er det forfatterens forældres generation, 'dem, der byggede Danmark,' der behandles.

Pludregenerationen

Lars Frost er på mange måder en karikatur af en forfatter. Han spiller lynskak på Bobibar i det indre København, imens han drikker whisky. Han holder af at diskutere. Han hænger ud med forfatterkollegaerne på Café Props på Nørrebro og beklager sig over sin ensomhed.

På forfatterkollegaen Janus Kodals hjemmeside incink.dk med et omfattende forfatterbilledgalleri er han afbilledet i utallige situationer. Også på vej ud af Netto med en flaske champagne. Men Frost er langtfra kun en parodi. Han er en forfatter, der konstant forfiner sin poetiske behandling af samtiden og samfundet.

"Lars Frosts analyse og kritik af 1970'erne viser klart, at det var romanforfatter, han skulle være," skrev Informations Erik Skyum-Nielsen om den tidligere forfatterskoleelevs udvikling og hans nyeste roman.

"Den kaotiske degeneration" har Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl kaldt Lars Frosts generation af forfattere. Allerede ved debuten var han imponeret. "Der var nogle debutanter, som formåede at charmere voldsomt. Det er dem, jeg kalder pludregenerationen. Lars Frost og Ursula Andkjær Olsen var de største talenter af disse. De formåede gennem pludringen at forholde sig til samfund, moral og etik. Det er meget opsigtsvækkende," siger Bukdahl.

Frosts debutbog, Og så af sted til Wien, var kortprosa med et mandligt sansende jegs oplevelser i København. Siden er hans værker blevet større og kommenterer nu både samtiden og fortiden i romanform.

Forfatteren Frost

Med det karakteristiske krøllede rødlige hår, brillerne og den grå trenchcoat er Lars Frost let genkendelig i det københavnske gadebillede og forfattermiljø.

"Han er jo en festlig fyr. Men samtidig meget temperamentsfuld. Han har mange meninger. Og så er han utrolig generøs, han er meget opmærksom på andres meninger," siger vennen og litteraturanmelderen Tue Andersen Nexø.

Frosts fremtoning kan minde om de mandlige hovedpersoner i hans egne bøger. Og det har fået mange til at sætte lighedstegn mellem forfatteren Lars Frost og hovedpersonen Lasse i romanen Smukke biler efter krigen. Lars og Lasse. De minder om hinanden. Lasse brokkede sig pludrende over alt fra Islandsk popkultur til dansk politik.

"Mange begik den fejl at tro, at Lasse var talerør for Lars Frost," siger Tue Andersen Nexø. Samtidig mener han, at man i modtagelsen af Frosts bøger måske har været for god til at kæde forfatteren og bøgernes figurer sammen. Han mener, at Frost er meget bevidst om, hvordan han konstruerer jeget.

I Frosts nyeste roman, Ubevidst rødgang, er der lagt afstand til hans egen person. Hovedpersonen er ingeniør og lever i 1970'erne. Men der stadigvæk figurer, der brokker sig.

Samtidsromanen

Efter den eksperimenterende romandebut, Allermest undrer det mig at vi kan glemme, som Frost selv betegner som sin bedste, forsøgte han efter eget udsagn at efterkomme de krav, som kritikerne stillede til den unge generation af forfattere. Kravet om samtidsromanen med bl.a. samfundskritik og sex blev efterkommet i den mere strømlinede Smukke biler efter krigen. At bogen skulle have succes, var for Frost heller ikke uvæsentligt.

Men det, der ifølge Bukdahl, gør Smukke biler efter krigen til noget specielt, er, at Frost formår at lægge en vis afstand til sin egen person. Noget som ellers ikke altid er lykkedes.

"Digtsamlingen Et par dage kom alt for meget til at ligne Lars Frosts epigoner med fiffige udsagn om piger og flaneur i København. Jeg synes hans store bøger undgår dette. Her har han villet ryste sit eget jeg af sig. Han har fået egoet i bevægelse," siger Bukdahl om Frosts udvikling.

Kopiere forestillinger

Det litterære greb, hvor romanfigurerne udtrykker deres egne markante holdninger om emner i tiden, er karakteristisk for Lars Frost. Men det er dog ikke uproblematisk at konstruere en samtidsroman på denne måde, mener ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet Maja Bissenbakker, der har foretaget en såkaldt queerlæsning af Smukke biler efter krigen i tidsskriftet Bananasplit.

"Der opstår altid nogle problemer, når man fremstiller tidens dilemmaer gennem en person som Lasse, der har en helt masse meninger om blandt andet køn og kvinder. Man risikerer at kopiere nogle forestillinger i stedet for at kritisere dem. Der er en hårfin grænse imellem, det man er kritisk overfor, og det man blot udstiller," siger Bissenbakker.

Ifølge Bissenbakker er der altid visse problemer forbundet med at skrive en samtidsroman på den måde, som Lars Frost har gjort det. Særligt, når man bruger tydeligt indignerede personer til at illustrere tidens idiosynkrasier.

"Er det her en scene, der udstiller det problematiske eller bruger den det bare til at skabe sjov og spænding?" er et spørgsmål Bissenbakker mener man kan stille.

Hun fremhæver, at Frost i Smukke biler efter krigen i høj grad lykkes med et rammende samfundsportræt. Men hun synes samtidig, det er svært at sige, om det også er et kritisk et af slagsen.

Tilbage til halvfjerdserne

Handlingen i Frosts nyeste roman er henlagt til halvfjerdserne. Forfatteren forsøger at skildre "dem, der byggede det Danmark, vi bor i i dag."

"Overalt møder man spørgsmål, der kræver svar, på kontoret, i trafikken, overalt spørger verden os om vores mening, og beder os om at tage stilling, vælge en retning," lyder det i Ubevidst rødgang.

Ubevidst rødgang er et udtryk, politiet bruger om det fænomen, at en fodgænger går over for rødt, og en menneskemængde blindt følger efter. Det er ofte problemet, Frosts figurer kæmper med. De brokker sig uden dog at være i stand til at handle derefter. Når det kommer til stykket, følger de blot med.