Aldrig så snart havde jeg sat mig som ny mand i redaktørstolen på Informations kulturredaktion for 15 år siden, førend jeg fik besøg af en mand. At han var gammel, kunne man se på hans umanerligt lange skæg. Ellers kunne man ikke se det. Kroppen var spændstigheden selv (kliche). Viddet funklede (kliche). Humoren glimtede (dårligt sprog). At det var ungdommens tennis- og jazzhelt, var jeg jo ikke i tvivl om.
Torben Ulrich slog sig ned ved et bord bag mit og lod som om, at han var hjemme. Han, der bor i Seattle, plejede næsten altid at besøge Information, sin gamle arbejdsplads, når han var hjemme i gamle Danmark.
Han var også elskværdigheden selv - bortset fra at han pludselig kom i tanker om en kulturredaktør, han havde haft på en anden avis, og som pludselig sank sammen ved sit skrivebord og døde.
"Bare sådan!" konstaterede han. Det var jo opmuntrende.
Fiktive kampe
Han holdt hof et par timer, for mange kom og hilste på ham. Han underholdt med en historie om en strejke, der p.t. var i amerikansk football. En avis havde fået den idé at fodre en computer med oplysninger om spillerne. På computeren udspilledes så de kampe, der var aflyst, hvorefter en journalist refererede de fiktive kampe, så læserne af sporten ikke skulle få abstinenser.
Forleden blev Torben Ulrich 80 år, hvilket vi helt glemte at skrive i AndersHaahr Rasmussens brillante interview med ham her i bladet, hvor Torben Ulrich udlagde Roger Federers tennisspil som "en dansant svæven, der bevægede sig 'over jorden' med en lethed og luftighed" osv. Men desværre var legen gået af spillet, der i stedet var blevet en kedelig kunnen, der nok gav Federer sejre, men ikke var så interessant. En kliche på sig selv.
Ordet kliche er til gengæld interessant. Jeg spurgte engang Poul Hammerich, om han var i familie med dem, der havde Hammerichs Klichefabrik i Århus, som fremstillede klicheer til Demokraten, hvor jeg var journa-listelev. Han troede, det var et drilleri med implicit kritik af hans skrivestil - og morede sig da heldigvis over det. Det var det nu ikke.
Grønspættebogen
Klicheerne er igen hevet frem i anmeldelserne af Hanne-Vibeke Holsts nye roman. Der er for mange klicheer til, at den kan kaldes god litteratur, hævder kritikere. Det står i paragraf ét i grønspættebogen for litteraturbedømmere.
Det interessante er imidlertid ikke, at der er mange klicheer, men at hendes romaner på trods af klicheerne forekommer langt mere vedkommende end så mange andre bøger, som bliver anerkendt af kritikerne, og som er helt fri for klicheer. Det må være den samlede udstråling fra en bog, der tæller. En anden kritik går på, at 100.000 bogkøbere ikke er garant for, at den har kvalitet. Rigtigt! Men det modsatte er så sandelig heller ikke tilfældet. Kritikken er i øvrigt selv en kliche.
Hanne-Vibeke Holst har fundet sin kunnen, sit leje. Modsat Torben Ulrich synes jeg ikke, det er negativt. Hvis man kan noget, er det da ved Gud med at bruge det, men jeg forstår selvfølgelig godt, hvad han mener.
Madlavning
Digteren F.P. Jac har også fundet sin kunnen og sit leje. Jeg blev meget glad over at erfare, at han nu skal have Det Danske Akademis store, litterære pris. Helt fortjent, for han har i den grad fornyet det danske sprog ved at skabe sit eget lyriske. Til gengæld har han ikke så mange læsere. Derfor er der en retfærdighed i det.
H-VH er ked af, at hun ikke har fået Boghandlernes Gyldne Laurbær. Det får hun nok en dag, men hvad pokker kan man bruge dem til bag-efter? Tove Ditlevsen spøgte med at hævde, at hun brugte sine i madlavningen. Spøgte? Næh, hun har garanteret gjort det!
Min yndlings-Torben Ulrich-historie: Han spillede mixed double i Baden-Baden, men han og partneren ville gerne hjem til København før tiden. Det måtte de ikke. I stedet for spillede de med vilje bolden ud over linjerne så tit som muligt med nogle kiksede slag, så de kunne tabe og derved komme hjem. Undervejs fandt de ud af, at modstanderne havde fået nøjagtig den samme idé. Det blev den dårligste og mest komiske kamp, der nogensinde er spillet i Baden-Baden.
