Læsetid: 4 min.

Forlag bestiller rosende omtaler

Det amerikanske og engelske bogmarked svømmer over af bøger, hvis omslag er plastret til med begejstrede anbefalinger fra berømte forfatterkolleger. Superlativerne er forudbestilt af forlagene for at højne salgstallene, og nu er de såkaldte blurbs også nået til Danmark.
Det amerikanske bogmarked svømmer over af bøger, hvis omslag er plastret til med begejstrede anbefalinger fra berømte forfatterkolleger. Superlativerne er forudbestilt af forlagene for at højne salgstallene, og nu er de såkaldte blurbs også nået til Danmark.
2. oktober 2008

"Denne bogs kraft og energi kan forsyne et helt tog!"

- Bagsiden af forfatteren Dave Eggers' første bog. Afsenderen er forfatter-kollega og komiker David Sedaris

Én til tre linjer, tilsyneladende nedfældet i spontan begejstring, der i slagfærdige og næsten poetiske vendinger roser en ny bog til skyerne. Det er det, der udgør en blurb. Stort set alle førsteudgaver på det engelske og amerikanske bogmarked er forsynet med en række blurbs, så det ved første øjekast ser ud, som om bogen allerede har modtaget et stående bifald fra kritikerkorpset. Ved nærmere eftersyn er anbefalingen dog udfærdiget specielt til lejligheden, bestilt af forlaget og gerne skrevet af en berømt forfatter, der alene med sit navn kan give læseren et positivt indtryk af bogens stil og genre.

Selvom der er bred enighed om, at blurbs sælger bøger, stiller de den enkelte forfatter i et dilemma, hvad enten det handler om at give eller modtage dem. For blurbs indgår i et kringlet kredsløb af pres fra forlagene, indbyrdes konkurrence, selveksponering, og tjenester, der bliver givet ud og siden skal tilbagebetales.

"Kort efter at Salman Rushdie havde skrevet en blurb til Don DeLillos roman Underverden, udgav han selv romanen Under hendes fødder. Ikke overraskende, var bagsiden forsynet med en fin blurb fra Don DeLillos hånd," fortæller adjunkt Tore Rye Andersen, der forsker i bogmediet ved Aarhus Universitet. Episoden med Rushdie og DeLillo fik den engelske forfatter Lawrence Norfolk til at finde det beskidte vokabular frem.

"Han startede med at sige, at den slags offentligt rygklapperi er til at brække sig over. Så kom han frem til, at 'hvis man absolut skal slikke pik, så skal man lade være med at gøre det offentligt!'," citerer Tore Rye Andersen.

Selvom det i nogle tilfælde er oplagt, hvem der blurber hvem og hvorfor, kan man alligevel ikke altid gennemskue systemet. Dét, der komplicerer Norfolks kontante udmelding, er nemlig, at Norfolk ikke selv er bleg for at skrive blurbs. Det har han bla. gjort til den engelske forfatter David Mitchell.

En værdiløs værdidom

Betragtet som smagsdom har blurben ifølge Tore Rye Andersen ingen værdi. Han sammenligner den hellere med et reklameslogan, end med en anmeldelse. "Blurben er det, jeg kalder en værdiløs værdidom, fordi dens udsagn er givet på forhånd. Den giver sig ud for at være en uhildet smagsdom, ligesom en anmeldelse, men den er pr. definition positiv," siger han.

På forlaget Klim har man endnu ikke benyttet sig af blurbs, for som redaktør Camilla Rohde Søndergaard siger: "Hvis man skriver anbefalinger i tide og utide, så ender de med at blive devaluerede." Hendes erfaring er, at der er gået inflation i de positive anbefalinger.

"Eksempelvis er den skotske forfatter Ian Rankin blevet bedt af sin forlægger om ikke at give flere blurbs," fortæller hun. I stedet trykker Klim ofte uddrag af positive anmeldelser på deres udgivelser.

Hos forlaget People's Press har de til gengæld haft succes med brugen af blurbs. I sidste ende ser pr-medarbejder ved People's Press Nana Thylstrup ikke nogen afgørende forskel på blurbs og anmeldercitater.

"Selvom man godt kan sige, at der er en principiel forskel, bliver resultatet nu alligevel det samme i praksis. For intet forlag optrykker jo et negativt citat - det ville være at lave selvmål," konstaterer hun. Brugen af blurbs er efter hendes mening ikke værdiløs set fra forbrugerens synspunkt. Tværtimod handler det om, at gøre det tydeligt for læseren, hvilken type forfatter, der er tale om.

"Når vi køber en ukendt udenlandsk forfatter, bruger vi en mere kendt forfatter til at markere hvilken slags bog, der er tale om." Det var f.eks. tilfældet, da People's Press udgav krimien Den du ikke ser af Mari Jungstedt, og krimidronningen Camilla Läckberg til lejligheden komponerede ordene: "Mari Jungstedt er en garanti for spænding ... Krimi i den absolutte topklasse".

Forlaget styrer

Forfattere er ifølge Tore Rye i høj grad presset af deres forlagskontrakter til at lade sig blurbe. Derfor kan man faktisk tolke det som et tegn på højstatus og litterær pondus, når det eksempelvis er lykkedes for den amerikanske forfatter Thomas Pynchon at modstå presset og udkomme uden blurbs siden 1963.

"Jeg tror gerne, at han vil undgå den ubevidst styrende effekt, som de har på læsningen af værket," fortæller Tore Rye Andersen.

Når forlaget ved hjælp af en blurb lader ét forfatternavn optræde på bagsiden af en anden forfatters bog, skabes der nemlig et intuitivt link mellem de to forfatteres stil og genre. Den effekt nød Zadie Smiths debutroman Hvide tænder og Chimamanda Ngozi Adichies En halv gul sol godt af, da de blev blurbet af Salman Rushdie. Hvor deres bøger kunne være blevet læst som sort kvindelitteratur i overensstemmelse med forfatterindernes herkomst, blev de i stedet fortolket indenfor den litterære kontekst af intelligent postkolonialisme, som Salman Rushdie er eksponent for.

I det hele taget kan forlagstekster på bogens smudsomslag være direkte ødelæggende for forfatterens kunstneriske projekt, vurderer Tore Rye Andersen: "Den netop afdøde David Foster Wallace ønskede med sit forfatterskab at gøre op med forfattere som Pynchon og Nabokov, altså de tidlige postmodernister. Alligevel måtte han lide den tort at blive sammenlignet med Pynchon igen og igen."

Michiko Kakutani, en af USA's mest toneangivende kritikere, skrev i anmeldelsen af David Foster Wallaces debutroman The Broom of the System, at den ville minde læsere om Thomas Pynchons The Crying Lot of 49. Det var præcis det samme, som forlaget havde skrevet på bogen.

"Helt ned til syntaksen var sætningen bevaret. Dét forlaget skriver på smudsomslaget, kan ende med at blive en selvopfyldende profeti," konkluderer Tore Rye Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu