Læsetid: 8 min.

Fortaleren for rundheden

Klima og krig er to faretruende fænomener, der optager Ursula Andkjær Olsen, som erkender, at hun nok er lidt katastrofisk anlagt – og meget nødigt vil tages til indtægt for bare at sige, at det gode er godt, og det onde ondt
2. oktober 2008

Engang i folkeskolen var Ursula Andkjær Olsen i praktik som skovrider. Hun sagde ikke et ord hele ugen, og ude i skoven troede de, at hun var tysker. Siden hun hed Ursula og åbenbart ikke kunne tale dansk.

"Jeg kunne simpelthen ikke få fortalt, at jeg da bare var helt almindelig dansk. Jeg var bare så umulig til at kommunikere," klukker den 37-årige digter, der hævder, at hun først lærte samtalens svære kunst, da hun endte på forfatterskolen, hvor alt blev gennemdiskuteret igen og igen. Men måske var det netop hendes manglende oratoriske evner, der i første omgang fik hende til at skrive, mener hun.

"Når man er dårlig til at kommunikere i det almindelige liv, så opstår trangen til at sige det hele, helt klart, i tide og på én gang. Og mens jeg sidder og skriver, tænker jeg også altid, at for helvede, nu kommer mesterværket. Nu får jeg sagt alting, præcis som det skal siges. Men bagefter, når jeg får den færdigtrykte bog i hånden, må jeg så gang på gang indse, at nej, det lykkedes ikke alligevel."

I den næsten frenetiske eufori, der altid følger, efter hun har skrevet færdig, er hun imidlertid stadig overbevist om, at hun har begået et mesterværk, erkender hun efter en tænkepause.

"Og når jeg så ser anmeldelserne, så synes jeg jo lidt, at de aldrig er begejstrede nok. Det er så det, man kalder storhedsvanvid, det må jeg jo indrømme."

En sammensat sag

Seneste forsøg på et fuldendt mesterværk er digtsamlingen Havet er en scene, der udkom i forrige uge, og som de fleste kritikere modtog på en måde, der næsten må have kunnet leve op til forfatterens forventninger.

"Et af de største digthoveder overhovedet på den danske lyrikscene anno 2008", skrev Politikens Mikkel Bruun Zangenberg.

"Suverænt sprogshow og tankestimulerende tvetydig omgang med tidsånden", jublede Berlingskes Jørgen Johansen.

Der var dog også mindre begejstrede stemmer. Som Kristeligt Dagblads Peter Stein Larsen, der synes, at "man som læser har mere end svært ved at fastholde et intentionelt centrum".

Og den store, tohundredesiders mobbedreng er da også en særdeles sammensat sag. En gennemgående handlingsstreng er to forskellige auditions - til deltagelse i henholdsvis det konfliktfrie liv og det omkostningsfrie liv - der er delt op i tre scener hver, og hvor tre afsindige figurer sidder i dommerpanelet: den vise Klog, den listige Ræv og den betuttede Sang. Ind imellem disse replikbårne passager, der mest af alt har karakter af absurd teater, glitrer forskellige stykker mere klassisk andkjærsk lyrik med bratte linjeskift og små, en til fire-linjede strofeklumper, udsagt af digterjegene Slør og Sværd samt (jeg) og JEG. Dertil kommer enkelte spiralformede figurdigte samt en række korte melankolske strofer på engelsk, der bygger på tekststykker, Ursula Andkjær Olsen har klippet fra diverse blogs, skrevet af amerikanske soldater udstationeret i Afghanistan og Irak. Og som for at binde hele denne viltert strittende samling sammen løber et blåt bånd for neden hele vejen igennem bogen, hvor en stemme knevrer poetisk derudaf uden nogensinde at referere tilbage til noget subjekt.

Farlige fænomener

Jo tak. Havet er en scene er rigtignok ikke helt ukompliceret. Men måske er titlen et godt sted at starte forsøget på at prøve at forstå lidt af, hvad det er, der foregår:

"Jeg er godt klar over, at havet i titlen er sådan et poetisk skrækord. En rigtig floskel," forklarer Ursula Andkjær Olsen.

"Men egentlig var det for mig mere noget med, at der er tale om et vilkår. Der er ting i livet som er vilkår, som vi ikke kan ændre på, men som vi godt kan lære at leve med. Det er havet et billede på. Det går op og ned, og det er et vilkår, vi ikke kan gøre noget ved, men vi kan faktisk godt lære at sejle på det. Og det er så et billede på den bevægelige scene, som menneskeheden har at udspille sine tragedier og komedier på."

Men havet er ikke bare et billede på eksistensvilkår. Det er også et konkret eksempel på en livsbetingelse og derfor interessant i sig selv, synes Ursula Andkjær Olsen.

"Da jeg var lille, tænkte jeg hele tiden over atombomben. Jeg er nok lidt katastrofisk anlagt. Og nu tænker jeg så meget over, hvor meget havet skal stige, før det kommer skyllende ind over os. Jeg har jo også iagttaget, at vejrudsigten fylder virkelig meget i fjerneren. Mere og mere. Og det første jeg tænkte var, at det der med vejret var noget, der lurede farligt i baggrunden, og som man var nødt til at tale om hele tiden for ligesom at tæmme det lidt. Selvom jeg har ladet mig fortælle at det bare er, fordi vejrudsigten er billig at producere."

Et andet farligt fænomen, der optager Ursula Andkjær Olsen og fylder meget i Havet er en scene, er krig.

"Mit syn på sagen er, at krig er uundgåeligt, og det må vi acceptere. Vi kan ikke tale det væk. Det er ikke, fordi man ikke må sige, at fred er godt. Det er ikke det, jeg mener. Men vi kan ikke gå rundt og sige, at hvis vi bare lige er gode og rare ved hinanden, så forsvinder alle vores aggressioner og alle vores forskelligheder. Sådan en måde at tale om tingene på ironiserer jeg over i afsnittene om det konfriktfrie liv, der er et billede på en velmenende, men naiv og blind retorik, som var meget fremtrædende hele min opvækst igennem. Det der med at man bare skal forstå hinanden, og så bliver alt godt, som om det er en let sag at forstå hinanden, og som om reel uenighed ikke rigtig findes," siger Ursula Andkjær Olsen og tilføjer: "For mig handler bogen blandt andet om, at krig og fred, aggressivitet og stabilitet er ligeværdige sider af livet. Man kan ikke udrydde den ene og tro, at det skulle være godt."

Og derfor er hun ikke helt enig, må hun indrømme, med Informations Erik Skyum-Nielsen, der i sin begejstrede anmeldelse skriver, at hun synger en sang "imod krigen og for kærlighed og freden":

"Er det mon, fordi jeg er poet, han skriver sådan? Jeg synes, jeg forsøger at vise, at verden ikke er enkel, at modsætninger spiller dynamisk sammen, og hvis jeg synger, så vil jeg hellere sige, at jeg synger for at lære at leve med dét. Jeg vil ikke bare sige, at det gode er godt, og det onde er ondt. Det er altså virkelig ikke sådan, jeg ser på verden eller tror, det er sundt at se på verden. Men man kan jo som bekendt læse en bog på mange forskellige måder."

Polyfoniens rødder

Netop det med, at verden ikke er enkel, er måske Ursula Andkjær Olsens vigtigste programpunkt. Gennem hele hendes værk snor sig en stædig insisteren på at holde forskellige stemmers mod-satrettede udsagn op imod hinanden uden at udnævne det ene eller det andet til sandheden. Kritikerne taler derfor om, at hun i meget høj grad benytter polyfoni som litterær strategi.

- Den polyfoni, der på en måde er blevet dit varemærke, har den noget med din holdning til krig at gøre? Den er vel et formalt udtryk for konflikt.

"Ja, det kunne man sige. På den ene side. Men jeg er kommet frem til, at det med flerstemmigheden har to forskellige rødder. Den ene hænger sammen med, at den såkaldt klassiske musik har optaget meget af mit liv. Jeg har jo studeret musikvidenskab. Og musik, ikke mindst den klassiske musik, er jo flerstemmig, uden at det forhindrer den i at være harmonisk. Derfor er det helt naturligt for mig at skrive flerstemmigt, og at det skulle være ualmindeligt, det har jeg nok aldrig tænkt over, og det var heller ikke ment som specielt avantgardistisk. Men på den anden side er der da noget livssynshalløj i flerstemmigheden. For jeg synes jo, at hvis man har en opgave som menneske og som samfund, så er det at lære at leve med, at verden er fuld af forskellige meninger. Og også meninger, som er helt modsat ens egne.

- Og vel dermed konflikter? Og krige?

"Ja bestemt. Krig er jo bare den yderste konsekvens af forskellige meninger, af interessekonflikt, og også nogle gange en nødvendig konsekvens. Men vi kan også se det med de her skyderier i gaderne for tiden. Det er folk med modstridende interesser, som ikke lige kan komme på talefod, og så kører den derudaf på et grundlag, der udefra set forekommer mere tåbeligt end nødvendigt, og som et samfund som vores selvfølgelig ikke kan acceptere."

Realistisk utopi

- Det er jo så en slags konstatering af tingenes tilstand. Men er der ikke også en forhåbning om noget pluralistisk, noget demokratisk i flerstemmigheden?

"Jo, helt sikkert. Nu sidder jeg her og siger, at konflikt er der, og at det må vi acceptere. Men det er jo ikke, fordi jeg er krigsforherliger og synes, at vi bare skal skyde løs - selvom jeg nu godt kunne tænke mig at gå til skydning. En så at sige realistisk utopi er et samfund, der er i stand til at være mangfoldigt, uden at man skyder hinanden ned hele tiden. Og den utopi ligger selvfølgelig også i flerstemmigheden. Jeg tror bare ikke på udryddelsen af konflikter som et endemål. Men det at tingene fungerer på en ublodig måde kan godt få fæste, og det håber jeg jo så på, at det gør, ligesom jeg tror på at man som samfund kan arbejde på at fremme betingelserne for en sådan ublodig sameksistens. Jeg er jo ikke apolitisk, selvom jeg godt kan være lidt fatalistisk."

- Så modsætninger kan godt i perioder eksistere i harmoni?

"Ja, det kan de - eller i accept. Harmoni er et stort ord. Da jeg studerede musikvidenskab, taltes der om den runde klang, om det runde kunstværk, og mine musikalske forbilleder var så i starten dem, der brød ud af den der rundhed. Men jeg må indrømme, at jeg selv er blevet mere og mere fortaler for rundhed, bare netop ikke at forveksle med blødhed, men forstået på den måde, at rundheden er det, der inkluderer modsætninger, ligesom jorden gør. Som gør det muligt at have et sandhedsbegreb, som ikke bygger på, at modsætninger er kontradiktoriske, men derimod siger, at modsætninger er komplementære og i indbyrdes samspil. Så vi ikke skal forblive i et verdensbillede, hvor den ene halvdel af alting skal udryddes, hvor vi kun har stive, udynamiske begreber og billeder at fatte verden i, som ikke er i stand til se og tænke tingene sammen i de dynamiske helheder, de faktisk indgår i."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu