Læsetid: 6 min.

Har hun fortjent mere anerkendelse?

Er det snobberi, når Hanne-Vibeke Holst formenes adgang til det litterære parnas - eller er hun bare ikke god nok? Spørgsmålet skiller vandene
2. oktober 2008

"Jeg har jo for helvede titusindvis af bibliotekslæsere, og de skal ikke være flove over deres litterære smag," sagde Hanne-Vibeke Holst for nylig til Politiken, da hun i anledning af sin kommende roman, Dronningeofret, klagede over mangel på litterær anerkendelse. Hanne-Vibeke Holst er "pissehamrende sur" over, at hun på trods af sin status som en af Danmarks bedst sælgende forfattere aldrig har modtaget De Gyldne Laurbær eller andre af kulturparnassets hædersbevisninger. Og hun har en sag, mener blandt andre Informations Kristen Bjørnkjær, der i den forgangne uge gav sin kollega fuld moralsk opbakning:

"Er man først non grata i miljøet, så er ens navn blevet et kodeord, og man kan jages frit hele året," skrev han i sin ugentlige klumme.

Men er det virkelig så banalt? Er Hanne-Vibeke Holst bare et offer for en forudsigelig udstødningsmekanisme i det litterære miljø, der automatisk sender bestsellerforfattere ud af det fine selskab?

Nej, mener lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Anne Fastrup, der i en artikel i litteraturtidsskriftet Den Blå Port har analyseret Hanne-Vibeke Holsts to seneste politiske romaner, Kronprinsessen (2002) og Kongemordet (2005). Problemet med Hanne-Vibeke Holst er hverken, at hun sælger for godt eller skriver for dårligt. Problemet er, at hun glemmer at undersøge kompleksiteten i de konflikter og personer, hun beskæftiger sig med, mener Fastrup.

"Hendes telegramstil med knappe og rappe formuleringer vidner for mig om en forfatter, der har mere travlt med at demonstrere sin suveræne beherskelse af sproget, end hun har travlt med at bruge sproget til at åbne og undersøge virkeligheden med," siger Anne Fastrup, der mener, at personer og konflikter hos Hanne Vibeke-Holst alt for ofte bliver stereotype.

"Hvis du skal op i det fine selskab, skal du være villig til at slagte dine hellige køer. Du må være villig til at dekonstruere alle dine indre autoriteter og idealer. Du kan ikke have et entydigt budskab, du vil af med. Men det har Hanne-Vibeke Holst. Derfor bliver de personer og konflikter, hun skildrer, meget ofte endimensionale og skematiske, og det er ikke særligt interessant for andre end dem, der søger entydige svar på livets spørgsmål."

- Men det er der så tilsyneladende ret mange, der gør, i og med at Hanne Vibeke Holst er en af landets bedst sælgende forfattere. Bør det ikke vække til eftertanke i kritikerkredse?

"Jeg har ikke det fjerneste imod, at folk læser Hanne-Vibeke Holst. Folk må læse og skrive de bøger, de ønsker. Men som professionelle litterater må vi til gengæld også have lov at være kritiske, når vi mener, det er berettiget, i stedet for bare at sige: 'Nå, hvis der er så mange, der kan lide det, så må det nok være godt'," siger Anne Fastrup.

Episk talent

I Hanne-Vibeke Holst to seneste romaner er der flere grunde til at rynke brynene, mener Fastrup. For det første er køns- og menneskesynet meget ideologisk præget.

"Romanerne er fortalt med et vist episk talent, men hvis man lægger mærke til det, er der altid noget, der er rigtigt og forkert, godt og dårligt. Der er altid nogle, der er stærke og beundringsværdige og nogle, der er svage og ynkelige. Hvis Hanne-Vibeke Holst havde været en smule nytænkende, havde hun prøvet at skrive sig hinsides de her patriarkalske modsætningspar for at se, om det hele måske var lidt mere mudret og kompliceret - såvel i det enkelte menneske som i forholdet mellem kønnene," siger Anne Fastrup.

Dertil kommer, at det er perspektivløst, når Hanne-Vibeke Holst i sine romaner blot vender kønshierarkiet på hovedet, så det er kvinderne i stedet for mændene, der er i førersædet, mener hun.

"Hovedpersonen i Kronprinsessen, Charlotte Damgaard, er en fuldstændig suveræn person, som kan klare alle udfordringer, mens mændene rundt om hende hele tiden placeres i situationer, hvor de fremstår meget ynkelige. Den dogmatik hæmmer fortællingen, samtidig med at den røber en dyb fascination af magt og styrke - og en tilsvarende foragt for svaghed."

- Mange kvinder vil nok mene, det er befriende, at de for engang skyld kan læse om en kvindelig politiker, der både er sexet og har succes - hvorfor er det ikke progressivt?

"Fordi de succeskriterier, Hanne-Vibeke Holst stiller op for, hvornår man som kvinde er kommet langt her i tilværelsen, udelukkende handler om medieeksponering, styrke, politisk magt og indflydelse. Altså de samme trivielle parametre for succes, som vi kender fra det patriarkalske samfund," siger hun.

'Hun har en sag'

Mag. art. i litteratur Marie-Louise Kjølbye har anmeldt mange af Hanne-Vibeke Holsts bøger og er ikke enig i Anne Fastrups kritik. Ifølge hende er Hanne-Vibeke Holst fuldt på højde med mange af de underholdningsforfattere, der allerede har modtaget De Gyldne Laurbær.

"I mine øjne er Hanne-Vibeke Holst langt mere interessant end både Jane Aamund, Knud Romer og Morten Ramsland, som alle tidligere har fået prisen. Så jeg synes, hun har en sag," siger Marie-Louise Kjølbye, som heller ikke er enig i, at Kronprinsessen og Kongemordet skulle være båret af en overdreven fascination af styrke.

"Når scenen er politik, er det helt naturligt at magt og indflydelse også bliver omdrejningspunktet for romanerne. Men samtidig handler bøgerne jo ikke kun om fascinationen ved magt, de handler også om de ofre, magtens mennesker må bringe. Påstanden er, at hvis du ikke kan tåle mosten, så må du gå. Og det tror jeg faktisk er en meget realistisk beskrivelse, for i politik er der ikke plads til at være et tudefjæs. Man kan ikke sætte sig ned i en partilederrunde og sige: 'Jeg synes simpelthen bare I taler så grimt til mig'."

Marie-Louise Kjølbye afviser også, at kønsrollerne hos Hanne-Vibeke Holst skulle være specielt stereotype. Tværtimod er romanerne med til at nuancere, at mande- og kvinderoller ikke er naturgivne, men netop roller, som begge køn kan spille, mener hun.

"Den verden, Hanne-Vibeke Holst portrætterer, er magtens verden. Og hun viser, at når kvinder bliver tvunget ind i rollen som 'den stærke', så er deres mænd nødt til at spille den klassiske kvinderolle. Det synes jeg faktisk er en nuanceret beskrivelse, fordi den viser, at mande- og kvinderoller ikke er noget, der er bundet til kønnene, men til magten og den funktion, vi har i livet," siger hun.

Et anatomisk lune

I den brede befolkning opfattes Hanne-Vibeke Holst ofte som feminist. Men spørger man Anne Fastrup er det en sandhed med modifikationer. Ifølge hende er Hanne-Vibeke Holsts feminisme nemlig i fuld samklang med en patriarkalsk kultur: Manden er modellen, og kvinden en kopi af denne model - hvis det da ellers går hende godt i tilværelsen.

"Lykkes kvinden hos Hanne Vibeke-Holst, er det fordi hun formår at gøre det, som mændene har gjort gennem generationer - lige med den lille nuance, at hun gør det meget bedre, for i virkeligheden er mænd ikke rigtig i stand til at indfri de patriarkalske succeskriterier," siger Anne Fastrup.

Det paradoksale er, at mens Hanne-Vibeke Holst på den ene side konstant håner og latterliggør sine mandlige karakterer, så beundrer hun samtidig den styrke, som det mandlige køn er et symbol på, mener hun.

"Hun synes at mene, at det må have været et anatomisk lune, der har placeret fallossymbolet på mændene i stedet for på kvinderne, for kvinder er meget bedre til at forvalte magt og styrke. Eller rettere: De fleste kvinder er. De kvinder, som ikke tør tage udfordringen op, men bliver bløde og får børn, har hun til gengæld foragt for. For kvinder skal tilsyneladende have karriereambitioner og leve efter de succeskriterier, som det patriarkalske samfund har sat op for tilværelsen," siger Anne Fastrup

Marie-Louise Kjølbye forstår imidlertid ikke, hvorfor den kritik lige præcis skal rettes mod Hanne-Vibeke Holst. For den kunne, mener hun, principielt rettes mod en lang række allerede anerkendte forfattere.

"Jeg synes, Anne Fastrups analyse svarer til en genfødsel af 1970'ernes ideologikritik, hvor man sidder og ser på romanpersonerne og siger: Er det ordentlige mennesker det her? Kan vi udsætte skoleelever for dem? Personligt mener jeg, Hanne-Vibeke Holst er helt på højde med Henning Mankell, Stieg Larsson og andre underholdningsforfattere af samme kaliber. De er alle sårbare for ideologikritiske analyser, men af en eller anden grund er det altid de kvindelige forfatteres kvindelige hovedpersoner, der bliver stillet krav til, at man skal kunne identificere sig med," siger hun og tilføjer:

"Men det kunne da være spændende, hvis Anne Fastrup går i gang med at læse Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen og Ib Michael på samme måde. For her er der mindst lige så meget at komme efter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det her er godt nok en helt overflødig og irrelevant artikel.

Holst klarer sig fint og vi elsker hende og hendes bøger.

Men Informations opgave burde være at gøre os læsere opmærksom på de perler vi ikke selv har fået øje på.

Tag dog og prioriter pladsen i min avis lidt bedre!

Hun er 'pissehamrende sur' over ikke at have modtaget en pris. Det skal vel ikke være salgstallene der skal afgøre hvem der fortjener en pris? Hun klarer sig åbenbart udmærket uden så hvad skal at det klynk gør godt for? Det er sikkert udmærket underholdning det hun laver - om det er stor kunst? Lad os vente 20 år og se om hun stadig læses - jeg tror det ikke

Stanislav Hvas

Helt ærlig... Ville det ikke være mere interessant hvis hun rent faktisk kunne skrive uden at gøre brug af de fordomme og platituder, som hun selv ser sig som et offer for...? Og hvornår har kønnet været en garant for bedre eller mindreværdig litteratur? Da ikke de seneste år hvor mesterlige forfattere som Kerstin Ekman, Joyce Carol Oates og Margerat Atwood stadig udgiver bøger...