Læsetid: 3 min.

Fyrige spanske toner

DR SymfoniOrkestret lagde ud med stemningsfulde spanske toner ved torsdagens koncert. Publikum kvitterede med klap, tramp og pift - man følte næsten, at man var til fodboldkamp
Kultur
11. oktober 2008

Sjældent har man hørt publikum udtrykke så voldsom begejstring under en torsdagskoncert: Det var lige før, de høje pift, tramp og klapsalver mindede mere om stemningen under en syd-europæisk fodboldkamp end ved en klassisk koncert i København en kølig aften i oktober. Koncerten, som markerede afslutningen på en uge med spanske toner i flere af de københavnske koncertsale, havde da også hele to fyrige, spanske værker på programmet. Dertil kom, at både solist og dirigent har rødder i tyrefægternes hjemland.

Aftenens dirigent, den berømte maestro Rafael Frühbeck de Burgos, leverede en imponerende indsats. Selv om han har rundet de 75 år, tryller han stadig overlegent fra podiet - såvel med sin klangsans som med sin eminente fornemmelse for at formidle tempi til orkestret. Kontant og klart styrede han hele aftenen orkestret organisk fremad, uden at det nogensinde virkede stresset. Musikerne fulgte ham - og musikken levede.

Man hørte det allerede i aftenens appetitvækker - en samling satser fra den spanske komponist Albéniz' Suite Española. Frühbeck de Burgos har selv orkestreret værket ud fra Albéniz' oprindelige klaverversion: Spændstigt og stramt klang den indledende sats - krydret med kastagnetlyde og lækre, dansante rytmefigurer. Musikken er inspireret af folkemusikken fra Spaniens forskellige egne - hver sats sin særprægede rytme og karakter. Man nød at høre instrumentalisterne skabe kontraster; fra diskrete pasteller til dybe flammefarver.

Solist lukket om sig selv

Joaquin Rodrigos Concierto de Aranjuez klang på én gang velkendt og fremmedartet i hænderne på aftenens guitarsolist - spanske Angel Romero. Det var, som om han lukkede sig om musikken og nedprioriterede kontakten med orkestret. Selve starten stod lidt stift. I den smukke andensats savnede man udadvendtheden hos solisten i de sangbare fraser. Det var overvejende orkestret, som bar satsen. Tredjesatsen fik mere liv, bid og autoritet med de mange små dialoger mellem orkestrets soloinstrumenter og solisten selv.

Først i ekstranummeret kom forløsningen, efter at Romero havde tørret en tåre bort og takket orkester og dirigent. I dette heftige værk, komponeret af Romeros egen far, turde han endelig åbne sig og lade klangen gøre det samme.

Strauss uden dødsforagt

Kådt kastede orkestret sig efter pausen ud i Richard Strauss' balstyriske tonedigt Don Juan. Dirigent og orkester satte flot af sammen - sprudlende af energi og intensitet. De halsbrækkende indledende passager skød frem med brutal vildskab hos strygerne. Intenst og sart stod den blide violinsolo senere. Man fornemmede hvert klangligt lag i musikken - hver stemme kunne skelnes i det omhyggeligt nuancerede helhedsbillede.

Brillant Ravel

Anden suite af Ravels Daphnis et Cloë - oprindeligt komponeret i ballet-øjemed - gav koncerten en brillant afslutning. Solopgangen, som skitseres i starten, tog nænsomt form. Med ordløse klange lagde DR KoncertKoret diskrete farver ud over orkestret. Også her var dirigenten tempomæssigt på forkant, hvilket gav musikken et stramt, energisk flow. Insisterende arbejdede værket sig frem mod de store kulminationer, som, trods massiv messing, aldrig virkede tunge. Den lyriske fløjtesolo svang sig mod himlen. Sangbart og med smukke lysglimt i hver eneste tone.

Med værkets intensitet indeni gik man opløftet ud i efterårskulden.

Torsdagskoncert - 'Symfoniske Tapas'. Musikkonservatoriets Koncertsal torsdag d. 9. oktober. DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret. Dirigent: Rafael Frühbeck de Burgos. Solist: Angel Romero, guitar. Isaac Albéniz/Rafael Frühbeck de Burgos: Suite Española op. 40. Joaquin Rodrigo: Concierto de Aranjuez for guitar og orkester. Richard Strauss: Don Juan. Maurice Ravel: Daphnis et Chloë, suite nr. 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her