Læsetid: 10 min.

En glad dreng med døden i hælene

Selv om han slås med både kræft og depression synes journalist og forfatter Martin Krasnik, at vi lever i en fantastisk spændende tid, hvor der er plads til de store diskussioner om, hvordan verden skal indrettes
17. oktober 2008

Jeg møder Martin Krasnik i hans ven og forlæggers lejlighed på Frederiksberg, da hans eget hus på Østerbro er fuld af unger.

Stuerne er lyse og spartansk indrettede. Krasnik slår sig hjemmevant ned i hjørnestuen, hvor der ud over en uglet dobbeltseng er et lille cremefarvet interiør med en sofa på spinkle ben, tilhørende stole og et zebraskind på væggen. Han sætter sig i sofaen under zebraen og overtaler værten til at lave kaffe. Så gnider han sig i øjnene og lader sig glide ned i møblet, selv om han er alt for lang til den lille sofa. Halvt liggende sender han mig et lidt fortabt smil, der bliver siddende i de smukke øjne og udtrykker sårbarhed og nysgerrighed på samme tid. Han ser lidt træt ud. Ved godt, hvad hans skal igennem de næste par timer.

Sådan ville Krasnik måske indlede et interview med ... Krasnik.

Det bobler og syder

Martin Krasnik er journalist og uddannet i statskundskab. Han har tidligere som korrespondent i Mellemøsten skrevet interviewbogen De retfærdige - en islamisk stafet. Denne gang har han gennem flere år rejst rundt i USA og interviewet kulturpersonligheder på jagt efter den amerikanske drøm. Interviewene er løbende blevet bragt i Weekendavisen, og nu har han samlet dem i bogen Min amerikanske drøm og skrevet personlige passager til. Længere refleksioner over det amerikanske samfund: sex, litteratur og politisk showtime. Men også om sin egen kræftsygdom, rastløshed, depression, lidenskab og nysgerrighed efter at afdække, hvilken verden vi lever i.

Hvilken verden lever vi i?

Han begynder at grine. Måske fordi han hører ekkoet af et spørgsmål, han selv har stillet andre.

"Aha", siger han og retter sig op. Han gentager spørgsmålet og kigger på mig.

"Vi lever i en meget, meget interessant verden. I disse år er der opbrud overalt. Det bobler og syder i Mellemøsten. Forandringerne er måske små, men alligevel meget markante. Der er et folkeligt pres på de gamle regimer. Når man er der, kan man virkelig mærke det. I Amerika sker der også store ting, som ikke er sket før i min generation. Man kan tydeligt mærke det, selv om man ikke kan se det fra oven."

Hvordan føles det?

"Intenst, spændende. Jeg synes, det er et fantastisk tidspunkt at leve på. Mange synes, at verden er usikker og uforudsigelig med al den terror og ubalance og alle de politiske omvæltninger. Men det betyder også, at der er plads til store diskussioner om, hvordan verden skal indrettes. Forholdet mellem religion og sekularisme, om demokratiets rolle og forudsætninger osv. Det har vi længe taget for givet."

"Understrømmen i det hele er spørgsmålet om personlig identitet. Her sker der virkelig noget. Især Muhammed-krisen tvang os til at forholde os til vores egen identitet og vores egne prioriteter, når det kommer til stykket."

Så hvilke prioriteter har du, når det kommer til stykket?

"Jeg har som så mange andre haft en religiøs periode i mit liv. Jeg har nok forsøgt at være mere religiøs, end jeg er. Forsøgt at skabe en klar fortælling om mig selv. Jeg gik en del i synagogen og boede i Israel og forsøgte at tage en del af det til mig, som har fyldt en del i hele min barndom og opvækst. Men jeg har konstateret, at jeg ingen tro har på noget som helst, der er højere end mennesket. Der er intet mere mellem himmel og jord. Det har været en utrolig lettelse at finde ud af.

Følelsesmæssig politik

"Tidens værdimæssige diskussioner er så spændende, fordi de er en del af en heftig magtkamp: mellem øst og vest, religion og sekularisme, det individuelle og det kollektive, og det passer mit temperament godt."

"Politiske holdninger er jo i sidste ende et spørgsmål om personlig etik og moral, identitet, smag og lidenskaber. Det er da skønt. Så slipper man for at slæbe sig gennem den politiske ørken, som jeg gjorde på statskundskab, hvor intet var personlighed og følelser, og alt var rationelt."

Bekymrer det dig ikke, hvis politik i højere grad bliver subjektivt og et spørgsmål om smag og lidenskab?

"Nej, slet ikke. De politiske argumenter skal selvfølgelig være baseret på fornuft og være rationelle. Men grundlaget for politisk engagement er en masse personligt som fordomme, tro og lidenskaber. Det glemmer vi meget ofte. Vi har en forestilling om, at vi i politik kan diskutere os til enighed. Det kan vi ikke. Da jeg var vært på Deadline, undrede det mig, hvordan man altid talte ordentligt og fornuftigt og ikke hævede stemmen. Jeg kan godt lide, når følelser bliver bragt i spil. Det ville klæde programmet, hvis nogen en gang imellem rejser sig og siger: 'Nu holder du kraftedeme din kæft, din store idiot!'"

Krasnik beskriver den amerikanske tv-kultur og den offentlige debat som sindssygt følelsesladet. Fordi amerikanerne konstant vender de store spørgsmål, som vi i vores del af verden har lagt låg på og troede var uddebatteret. Hvad skal forholdet være mellem de forskellige etniske grupper, hvordan forholder politik og religion sig til hinanden, hvad med den frie abort?

Hvad kan vi lære af den amerikanske kultur og livsstil, og hvad skal vi tage afstand fra?

"Det, der er så fantastisk ved Amerika, er, at alt er større og mindre på én gang. Der er så få filtre. Det, der er smukt, er smukkere, og det, der er grimt, er grimmere. Det betyder, at de menneskelige følelser og længsler og drifter får meget mere ... luft. Derfor får man også den største litteratur og de mest forfærdelige talkshows på samme tid. Det elsker jeg."

Obamas pakke er grumset

"Men det, vi især kan lære af USA, er diskussionerne om identitet. I de seneste år har amerikanerne simpelt hen glemt den amerikanske drøm, der handler om, at identitet ikke er noget, man kan fortælle klare og færdige historier om. I meget lang tid har man krævet klare, hvide mainstreamhistorier. Eller klare mindretalshistorier. Hvor kommer man fra? Hvem er man? Den tendens er blevet styrket af den 11. september. Politikere har gjort alt for at fortælle en klar og ensrettet historie om sig selv."

"Nu kommer en mand som Barack Obama og minder amerikanerne om noget vigtigt, for han nægter jo at fortælle en klar historie om sig selv. Kommer han fra Afrika eller Hawaii? Eller kommer han som sin mor fra Kansas? Kommer han fra Harvard University? South Side Chicago? Hvad er han? For mange amerikanere er den pakke simpelt hen for grumset til at fatte. Men det er også derfor, han kan mobilisere millioner af vælgere. Det er en meget moderne opfattelse af identitet. Og jeg synes, det er en kæmpestor lettelse."

Hvem er Martin Krasnik?

"Pyh, jeg tror, jeg vil holde op med at stille folk det spørgsmål," smiler han og virrer med hovedet.

"Det er det samme svar, vi afkræver den voksende gruppe af muslimer i Europa. Hvad er du mest, sig det nu, er du muslim eller demokrat? De insisterer på at se anderledes ud og have nogle andre følelsesmæssige tilgange til forholdet mellem kultur, religion og politik. Det er vi nødt til at forholde os til, for det gør identitet til et mere grumset fænomen."

"Der er muslimske kvinder, der ikke kan forklare, hvorfor de har tørklæde på. De kan ikke forklare det, og de skal heller ikke forklare det. Vi andre kan alligevel ikke forstå det. Jeg kan heller ikke forklare dig, hvorfor jeg har omskåret min søn, når jeg nu ikke tror en døjt på Gud. Men det har jeg altså. Jeg vil ikke være den, der afbryder en tradition, der har fundet af sted i hundredvis af generationer. Det må andre gøre."

Fortæller du ikke historier om dig selv?

"Jo, hele tiden, og det er skide anstrengende. I min generation laver vi jo ikke andet end at arbejde og gå i terapi for at fortælle os historier om os selv."

Du ville helst være fri?

"Ja, en pause ville være rar. Men de er jo vigtige for, at vi kan udvikle os. Vi fortæller os selv historier for at kunne leve, som Joan Didion siger i bogen."

Kræften og rastløsheden

Netop interviewet med forfatteren og journalisten Joan Didion er et af bogens stærke kapitler. Denne skarpe, intellektuelle reporter, der mistede sin mand og sin voksne datter med kort tids mellemrum og skrev en bog om tabet af sin livsledsager, men endnu ikke kan få historien på plads om datterens død. Kapitlet starter, som de alle gør, med Krasniks personlige refleksioner:

"Jeg sidder på et helt absurd grimt Howard Johnson-motel i Dearborn uden for Detroit og har et kort, men heftigt anfald af angst for, at kræften er kommet tilbage ..."

Kræften og rastløsheden er faste følgesvende i Krasniks liv. Som 23-årig fik han konstateret en sjælden kræftform i armen. Rastløsheden blev hans reaktion på kræften og udviklede sig i en grad, hvor den drev ham videre og videre hele tiden, så han til sidst ikke var i stand til at sidde ned i fem minutter ad gangen. For tre år siden gik det op for ham, at han havde udviklet en depression.

"Det er jo ikke så mærkeligt. Den rastløse flugt over plankeværket udløste en depression til sidst. Jeg gik i behandling for den og er nu ved at trappe ud af de her piller. Jeg har prøvet en enkelt gang før, hvor det gik galt."

Jeg ved ikke, om det er nikket eller smilet, der får ham til at spørge:

"Kender du det?"

Og pludselig er interviewet en sær spejling af det, han selv har lavet med Erica Jong, hvor de to helt umærkeligt og midt i interviewet udveksler depressionspræparater og doser, som om de udvekslede skostørrelser. Det eftertænksomme udtryk forsvinder, og han læner sig frem, nysgerrigt lyttende efter detaljerne om en vellykket udtrapning.

"Det er utroligt, at depression stadig er sådan et tabu. Vi bliver ved med at sige, at det er det ikke, fordi store skuespillere fortæller åbent om det, men når man er midt i det selv, ved man, hvor tabubelagt det er. Psykisk sygdom er fandeme ikke noget, man taler om."

"Jeg kan pludselig se det i folks øjne alle vegne. Kassedamen i Matas eller en eller anden journalist i Washington, jeg taler med. Jeg har lyst til at ruske i dem og sige: 'Du er jo deprimeret mand! Hvis du ikke allerede er i gang med at tage piller, så kom dog i gang, før du ødelægger resten af dit liv, din idiot!'"

Hverdagsangsten

Er du bange for at dø?

Krasnik glider igen ned i den alt for lille sofa.

"Ja, for fanden, hvem er ikke bange for døden? Jeg er altid bange for, at kræften skal komme tilbage. I de perioder, jeg har troet det, og jeg boede rundtom i verden og skulle tilbage til København for at blive scannet, tog jeg mig i at ønske, at den faktisk var kommet tilbage. At den blev konkret, så jeg kunne gå i gang med at bekæmpe den, i stedet for at den skulle være en diffus rædselsslagen tilstand."

Hvad er du ellers bange for?

"Jeg er bange for ikke at nå alt det, jeg gerne vil. Derfor har jeg haft svært ved at træffe store beslutninger, for tænk nu, hvis det ikke var den rigtige? Så ville jeg risikere at gå den forkerte vej og fare vild og spilde tiden. Det har jo lagt et helt åndssvagt stort ansvar på mig selv. Nogle gange har beslutninger lammet mig fuldkommen, fordi jeg har troet, at det handlede om liv eller død."

"Det er måske derfor, det har været så fuldkommen fantastisk for mig at få børn. Det folder jo ens liv ud. Pludselig kan man forestille sig selv leve de næste 80 år, fordi man gerne vil være sammen med de rollinger altid. Og man kan jo nå meget på 80 år. Har du børn?" Jeg nikker.

Har det været en svær beslutning at skrive din kræftsygdom og din depression ind i bogen?

"Nej, overhovedet ikke. Jeg synes ikke, der er så meget, der er privat, når det kommer til stykket. Der er til gengæld meget, der er personligt, og det deler jeg gerne med andre. Det er også derfor, jeg befinder mig så godt i Amerika, grænserne mellem det private og det personlige er flydende."

"Desuden har jeg en høj grad af ekshibitionisme. Jeg vil gerne have, at folk kan se, hvad jeg går og laver."

Han ligger lidt og ser tænksom ud, og der er noget drenget over ham, da han kigger op og siger:

"Jeg er 37 år. Jeg vil gerne snart finde en eller anden form for ro i mig selv. Det er nok på tide."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu