Læsetid: 6 min.

Halløj i Hollywood

Hollywood har en lang tradition for at se sig selv i troldspejlet. Resultatet er ikke altid lige vellykket, men her er en håndfuld perler, der alle er værd at se igen
Hollywood har en lang tradition for at se sig selv i troldspejlet. Resultatet er ikke altid lige vellykket, men her er en håndfuld perler, der alle er værd at se igen
10. oktober 2008

Hvad enten det er Barton Fink, der bliver ramt af en skriveblokering og ikke kan levere manuskriptet til en billig bryderfilm, eller Ed Wood, der begejstret råber 'tak' til en scene, selv om kulisserne vælter under optagelserne, kan det være umådeligt underholdende at være i selskab med Hollywoods arbejdende folk. Især når de virkelig tager publikum med om bag kulisserne og udleverer både sig selv og hinanden.

I anledning af dagens premiere på Ben Stillers Hollywood-satire Tropic Thunder (se anmeldelse her på opslaget) kommer her en guide til ikke alle, men en lille halv snes af de bedste amerikanske film om film.

Sullivan's Travels (1941) - Screwball-mesteren Preston Sturgess har instrueret denne opbyggelige og morsomme film om en succesfuld komedieinstruktør, John L. Lloyd Sullivan (Joel McCrea), der har ambitioner om at lave en engageret, samfundsrelevant film og derfor tager på inspirationsrejse i et depressionsramt USA forklædt som vagabond og med bekymrede filmselskabsfolk i hælene. Sullivan finder dog snart ud af, hvor vigtige hans livsbekræftende komedier er for helt almindelige mennesker, fordi de tilbyder et afbræk i en trøstesløs hverdag, og Sturgess' begavede og vittige film bliver således et forsvar for komediegenren, der ufortjent altid har stået i skyggen af sin noget mere alvorlige fætter, dramaet.

Sunset Blvd. (1950) - Film noir og Hollywood-satire blandes veloplagt i Billy Wilders skarpe mesterværk om den lidet succesfulde manuskriptforfatter Joe Gillis (William Holden), der flytter ind hos en stumfilmdiva, Norma Desmond (Gloria Swansson), som ikke vil indse, at hun ikke længere er et navn, og hendes loyale butler, der spilles af instruktøren Erich von Stroheim. Gillis lever altså som en holdt mand, men forelsker sig i en ung kollega, og Norma Desmonds voldsomme jalousi får fatale følger. Sunset Blvd. er fuld af minder om en svunden (stumfilm)tid, og Desmonds bridgemakkere tæller stumfilmkomikeren Buster Keaton, mens hun selv forgæves forsøger at få en rolle i en film af storinstruktøren Cecil B. DeMille, som i øvrigt også spiller sig selv. Billy Wilder og Charles Bracketts manuskript er fyldt med mindeværdige replikker, som spidder filmbyen og dens iboende storhedsvanvid, blandt andet denne ordveksling mellem Gillis og Desmond, da de møder hinanden for første gang:

Joe Gillis: "You're Norma Desmond. You used to be in silent pictures. You used to be big."

Norma Desmond: "I AM big. It's the PICTURES that got small."

Singin' in the Rain (1952) - Stumfilm fylder også meget i denne dejlige musical af Stanley Donen og Gene Kelly. Den foregår i slutningen af 1920'erne, hvor tonefilmen gjorde sit indtog i Hollywood, og Kelly spiller filmstjernen Don Lockwood, der sammen med sin filmmakker og tidligere kæreste, Lina Lamont (Jean Hagen) er en af Hollywoods populæreste stumfilmstjerner. Men han betages af den unge skuespillerinde Kathy Selden (Debbie Reynolds), som får til opgave at synge og tale i stedet for Lina, da Lamont og Lockwood skal indspille sin første talefilm. Lina har nemlig en helt og aldeles rædselsfuld stemme. Singin' in the Rain er en af de mest charmerende og energiske musicals nogensinde, og den byder på mange farvestrålende og smukt koreograferede optrin, hvor Kelly, Reynolds og en ung Donald O'Conner synger og danser sig vej ind i vores hjerter.

Barton Fink (1991) - Aldrig har en skriveblokering taget sig så på én gang morsomt og gruopvækkende ud som i Coen-brødrenes film om en - i egen selvforståelse - forfinet og intellektuel New York-dramatikers sammenstød med Hollywoods overfladiske filmkøbmænd, der ikke vil have kvalitet, men kvantitet og effektivitet. Alligevel var der mange dramatikere og seriøse forfattere, F. Scott Fitzgerald, Raymond Chandler og naturligvis Barton Fink (John Turturro), som i 1930'erne og 40'erne drog til Hollywood, lokket af de penge og den mulige berømmelse, som en populær film kunne føre med sig. Men for Barton kommer der kun sjælekvaler ud af denne rejse vestpå. Han lader sig indlogere på et luset hotel, hvor naboen (John Goodman) er alt andet end almindelig, og det hvide papir giver ham mareridt. John Mahoney spiller den fordrukne Fitzgerald-klon W.P. Mayhew og Judy Davis Mayhews elskerinde, som Barton forelsker sig i, hvilket får uheldige konsekvenser. Det er både sjovt og rystende.

The Player (1992) - Efter min mening Robert Altmans bedste film fra 1990'erne og en herligt kynisk udlevering af Hollywoods mindre pæne sider. Tim Robbins spiller Griffin Mill, der er kreativ direktør i et stort filmselskab og ved at blive drevet til vanvid af de trusselspostkort, han får med posten fra en anonym, forsmået manuskriptforfatter. Det ene fører det andet med sig, og Griffin gør sig ved et uheld skyldig i drab, indleder et forhold til den afdødes kæreste (Greta Scacchi) og må samtidig kæmpe for sit professionelle liv i Hollywoods brutale fødekæde. Sort humor krydres med bidsk karakterstudie i en film, hvor også Whoopi Goldberg, Lyle Lovett, Sydney Pollack og en række berømtheder - de spiller sig selv - er på rollelisten, og Altman tilmed slipper godt fra at lave en uklippet åbningssekvens, der matcher den virtuose åbning af Orson Welles' Politiets blinde øje - vel at mærke mens de medvirkende i The Player diskuterer netop Welles' film.

Ed Wood (1994) - Johnny Depp leverer en af sin karrieres bedste præstationer som den berømte og berygtede excentriker Edward D. Wood Jr., der i 1950'erne skabte sig et ry som verdens dårligste filminstruktør med nu udødelige titler som scifi-filmen Plan 9 from Outer Space (1959), monsterfilmen Bride of the Monster (1955) og kønsskiftedramaet Glen or Glenda (1953). I Depps skikkelse er Wood en ukuelig optimist, der ikke lader sig slå ud af hård kritik, manglende finansiering, elendigt skuespil eller utroværdige kulisser og effekter. Iført kvindetøj - han elsker kærestens angorasweatere - klør han på og får en god ven i den afdankede, morfinafhængige skrækfilmstjerne Bela Lugosi (Martin Landau, der fortjent vandt en Oscar for sit spil), der oplever en genkomst af en slags i Woods film. Tim Burton fortæller i stemningsfuld sort/hvid, akkompagneret af Howard Shores veloplagte, genre- og tidstypiske musik, og iscenesætter blandt andet et tænkt eksempel fra Woods liv og karriere, hvor han trist til mode møder selveste Orson Welles, der opfordrer ham til at blive ved med at slås for sine ideer og sin uafhængighed. Det gør Wood så, og et af hans største makværker kommer til verden.

Get Shorty (1995) - John Travolta spiller mafiamanden Chili Palmer, verdens mest cool mand, som får lyst til at lave film, da han kommer til Los Angeles i jagten på nogle forsvundne penge. Han møder B-filmproducenten Harry Zimm (Gene Hackman) og den smukke, tidligere B-filmstjerne Karen Flores (Rene Russo), der engang var kæreste med Hollywoods nu største stjerne, Martin Weir (Danny DeVito). Og mens Chili effektivt holder diverse mere eller mindre aggressive og ubegavede mafiahåndlangere stangen, plejer han ikke mindre dygtigt sin karriere som filmmand og får stablet en produktion af de større på benene. Get Shorty, der vel må siges at være en komedie, er baseret på en fremragende bog af krimimesteren Elmore Leonard, og heldigvis formår manuskriptforfatter Scott Frank og instruktør Barry Sonnenfeld at bevare forlæggets velformede personer og rappe dialog.

Gods and Monsters (1998) - Den homoseksuelle, britiskfødte skrækfilminstruktør James Whale (Ian McKellen), der i 1940'erne stod bag klassikere som Frankenstein og Bride of Frankenstein, knytter i 1950'ernes Los Angeles et nært venskab med sin unge gartner (Brendan Fraser) og kigger samtidig tilbage på et liv fuld af fortrængninger og løgne. Bill Condon brød igennem med Gods and Monsters, der bevægende fortæller historien om en aldrende kunstners forhold til sit værk og forholdet mellem hans værk og hans liv. McKellen og Fraser leverer beundringsværdigt indfølte præstationer, der er blandt deres karrierers bedste, og filmen står som et blandt bemærkelsesværdigt mange højdepunkter i amerikansk film i sen-1990'erne.

De nævnte film kan fås på dvd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu