Læsetid: 8 min.

En hiphop-guide til Toscanas skatte

Går det an at medbringe to streetsmarte teenagere og en kunstelskende bedstemor på én og samme ferietur? Hvis turen går til midtitaliens jordiske paradis, er svaret ja
San Gimignanos strittende tårne giver byen udseende af et arkitektonisk pindsvin. Og dog er der kun 14 tårne tilbage. Engang var der 72 til at bære vidnesbyrd om den falliske besættelse, der havde grebet byens middelalderlige klanoverhoveder, for hvem prestige frem for alt var et spørgsmål om høje tårne.

San Gimignanos strittende tårne giver byen udseende af et arkitektonisk pindsvin. Og dog er der kun 14 tårne tilbage. Engang var der 72 til at bære vidnesbyrd om den falliske besættelse, der havde grebet byens middelalderlige klanoverhoveder, for hvem prestige frem for alt var et spørgsmål om høje tårne.

17. oktober 2008

Har Duccio di Buoninsegna, født i Siena i 1255, og Marshall Mathers III, født 1972 i Detroit, nogensinde beboet det samme rum? Det er ikke et spørgsmål, man ofte hører stillet. Men lad os i stedet omformulere det: Er det muligt at invitere et par streetsmarte teenagere fra det sydlige London på ferietur sammen med deres kunstelskende 70-årige bedstemor til Toscana?

Det lyder som plottet til et flippet nyt reality-show på tv, og som ethvert andet godt bud på denne genre synes det også at varsle eksplosive personopgør. Dramaets personkreds omfatter i det foreliggende tilfælde min mor (alias Bedste) og mine sønner Tom på 16 og Niko på 12. Scenen er sat i det centrale Toscana i nærheden af San Gimignano. Selv er jeg naturligvis instruktøren. Jeg har på forhånd ingen anelse om, hvorvidt dette vil udvikle sig til komedie eller tragedie.

Vi har indkvarteret os i en ombygget gård. Borgo di Mariano hedder den, og den ligger umiddelbart ud for Castel San Gimignano. Vi bor i en søvnig bakketop-landsby med kun en købmand. Herfra er der omtrent lige langt til San Gimignano og Volterra. Siena ligger cirka 40 kilometer væk, men jeg beslutter, at det er bedre at udskyde angrebet på områdets absolutte kulturelle højborg til et senere tidspunkt for i stedet at søge vellykket akklimatisering til næromgivelserne.

Fallossymbolerne

Set på denne afstand giver San Gimignanos strittende tårne byen udseende af et arkitektonisk pindsvin. Og dog er der kun 14 tårne tilbage. Engang var der 72 til at bære vidnesbyrd om den falliske besættelse, der havde grebet byens middelalderlige klanoverhoveder, for hvem prestige frem for alt var et spørgsmål om høje tårne.

Tårnene gav da San Gimignano en mere markeret profil, og takket være byens beliggenhed mellem Firenze og Siena ville det da også være urealistisk at forvente, at den skulle blive forskånet for sommerens horder. Det er en del år siden, jeg sidst har været i San Gimignano, og forandringerne er slående. Dens citadel er nu omgivet af parkeringspladser, og at nå hen til disse kan meget vel indebære lang tids kørsel i myldretidstrafik.

Byens basilika er stadig et veritabelt udstillingsvindue for middelalderlig kunst, som - med Nikos ord - er "hammerkedelig". Jeg overtaler Tom til at sammenligne det 14. århundrede vægmalerier på henholdsvis nord- og sydmuren. De blev malet med 30 års mellemrum, og efter min vurdering er de tidlige malerier af Simone Martini-skolen de mest gennemførte. Tom synes i en flimren af et øjeblik at overveje rimeligheden i min betragtning. Så ankommer Bedste til scenen og affyrer adskillige salver af overophedet kunsthistorisk viden mod den arme drengs hoved. Han mister ganske modet under dette stormløb.

Tilbage i Borgo genvinder drengene lykkeligvis atter livslysten, da de boltrer sig i poolen. En storslået solnedgang farver horisonten pink og violet. I det svindende lys fortoner de blidt kuperede bakker sig bakkekam for bakkekam til et diset forsvindingspunkt. Dette danner baggrund for utallige renæssancemalerier.

Senere i huset sætter drengene en Eminem-melodi på deres iPod. Snedige gamle Bedste øjner en mulighed. "Hvem er denne sanger?", spørger hun. Snart er de i dyb samtale. "Jeg har en idé," siger hun glædestrålende. "Vi kan lege en leg. I fortæller mig alt om Eminem, og jeg fortæller jer alt om kunst og kirker - bagefter kan vi så teste hinanden, om vi har hørt efter. Den, som får flest point, vinder." Ingen af drengene kan modstå maddingen.

Over morgenmaden næste dag krydsforhører Niko sin bedstemor.

"Hvad er Eminems rigtige navn?", spørger han.

"Michael?", forsøger hun. "Eller var det Martin? Martin Matthews?"

"Forkert!", siger Niko henrykt.

"Nu er det din tur," siger bedstemor hurtigt. "Hvad er en blind bue?"

Midtergangen i en kirke

Volterra er det næste citadel i vores kulturelle felttog. Det meste af dagen er allerede gået med at spille tennis og hænge ud ved poolen, men vi vil først tage af sted, når eftermiddagsheden har toppet. Byen har en dominerende position på en bjergkam, og dens massive mure er en påmindelse om Volterras modstand mod at blive underlagt Firenzes hegemoni. Som navnet antyder, er det en by med jord og vind, og det fæstningslignende 1200-tals rådhus Palazzo dei priori har da også en dyster, elementær udstråling.

Byen her er mindre overrendt af turister end San Gimignano. Lokale familier slentrer på torvet, gamle mænd udveksler nyheder i aftensolens sidste stråler, mens en række blåhårede bedstemødre sidder og sludrer på de stenbænke, der er indbygget i facaden af rådhuset.

Tom og Niko sidder på fortovet ud for den lettere nedslidte katedral og synes tilfredse med at bruge adskillige minutter på bare at absorbere atmosfæren. Fra en piazzetta ved siden af bymuren ser vi ud på et virvar af solstegte terrakotta-hustage og den majestætiske udsigt over det omgivende landskab. Bedste og jeg nipper til Camparier i den excentriske lille Caffè dei Fornelli. Tom er i tænksomt lune. "Jeg kan godt lide dette sted. Det er meget bedre end San Gimignano," siger han. Bedste henvender sig til Niko. "Nå, hvad kalder man så midtergangen i en kirke?", spørger hun. "Midterskibet," svarer han prompte.

Vi er klar til det store nummer: Siena. Det blotte syn af Il Campo, den centrale piazza, hvor de årlige Palio-hestevæddeløb bliver afholdt, aftvinger anerkendende toner fra drengene. Den er anlagt som en enorm muslingeskal foran det uforsonligt gotiske Palazzo Comunale med dets 100 meter høje Torre del Mangia, som blev rejst i den hensigt at få rivalen Firenze til at føle sig utilstrækkelig. Erektionskonkurrencer synes at have været et populært tidsfordriv i disse egne.

Vi finder det bemærkelsesværdigt nemt at vige uden om de menneskemængder, som er stimlet sammen bag tårnet, og styre ind på Piazza del Mercato og videre gennem Porta Giustizia til Orto de'Pecci, en ekstraordinær grøn oase bag Sienas mure, som kun de færreste turister lader til at have fået øje på. Haverne drives af et kooperativ ved navn La Proposta, som har til opgave at rehabilitere mennesker med "sociale problemer" som tidligere misbrugere og tidligere straffede. De dyrker økologiske grøntsager, passer en lille gård, en voliere med falke og en børnehave. Vi indtager en meget afslappet frokost i deres gårdhaverestaurant, All'Orto de' Pecci, til akkompagnement af gryntende svin, geder og hanekyllinger. Vi kunne være langt ude på landet, men er forbavsende få minutter fra trængslen på Piazza del Campo.

Berigede og styrkede efter denne nadver tager vi fat på Sienas storslåede Duomo (domkirke, red.) Fra det øjeblik, man træder ind, bliver man næsten overvældet. Hver eneste centimeter interiør kalder på beundrende opmærksomhed fra de sort-hvide sten, der indfatter de massive søjler, til den dybblå hvælving de gyldne stjerner og de 56 indlagte stenpaneler på gulvet. Og dette er alt sammen, før man når at registrere de forventede højdepunkter - Donatellos Johannes Døberen, Pisanos prædikestol og Pinturicchios fresker i Piccolomini-biblioteket. Efter at have tilbragt to timer i katedralen begynder drengene at knurre, og vi mangler endnu at se Sienas største skat.

Heste er mystiske

Duccios Maesta (Madonna og barn i majestæt) er udstillet ved siden af på et museum. Alene størrelsen (4 x 2 meter) er imponerende. En barriere tvinger os til at opretholde en respektfuld afstand, men heldigvis er der ingen beskyttende glasskærm og maleriets rigdom af toner i rosa og guld er blændende. Utroligt nok er der ingen andre i rummet. Ingen tvivl om, at mesterværket ville slå mere an, hvis Dan Brown fandt på at indflette Maesta i en af sine meningsløse bestsellere. For øjeblikket har vi dog Duccio helt for os selv, hvilket føles som et stort privilegium for bedste og mig, selv om vi er bevidste om, at vores kontemplation strækker Toms og Nikos tålmodighed til det yderste.

De får deres belønning på Fattoria di Voltrona, et ridecenter i nærheden af San Gimignano. Heste er mystiske væsener for drengene og mig. Bedste har klogeligt valgt at melde pas i denne omgang. Vi har dog tillid til at vore krikker er superføjelige. De er importeret fra Island, og vores charmerende ridelærer, Linda, er importeret fra Sverige. Landskabet er imidlertid som kvintessensen af Toscana.

Vi rider ud i den sene eftermiddags gyldne lys, og det står med det samme klart, at vi befinder os på et af de smukkeste steder på jorden. Linda udviser en langt højere tålmodighed, end hendes job forpligter hende til - med at holde styr på os storbysnuder og forklare, hvordan man bremser og styrer. Men hestene ved nøjagtigt, hvad de skal gøre, nemlig at ignorere vores tilstedeværelse på deres rygge. Linda forklarer, at islandske heste har fem gangarter, hvor vi andre kun har tre. Vi kan afprøve en af disse særlige gangarter, foreslår hun, og før jeg får en chance for at blive grebet af panik, skridter vi at sted i firtaktet tölt langs kanten af en vinmark. Vi udgør nogle komiske figurer i et sublimt landskab. De plumpe heste svinger venstre og højre bensæt skiftevis. Det ser hysterisk morsomt ud, men turen forløber overraskende glat. Ingen falder af, hvilket er en behagelig bonus.

Vi boltrer os i en have af jordiske glæder. De blide bakkedrag er iklædt egetræsskove, marker af solsikker, græsenge, vinmarker og olivenlunde, der tilsammen danner en uendelig palet af grøn, brun og guld. Cypress-veje følger gamle vognspor op fra dalene til bakkekammene. På en fjern bakketop ses de aftenrødefarvede tårne i San Gimignano mod en klar blå himmel. På hesteryg føler man sig forbundet med dette landskab, der synes som uændret i tusind år.

Det er mørkt, da vi igen slutter os til bedste over middagen på Fattorias terrasse. Cikaderne har istemt i en vedvarende bølge af støj omkring bordene. Deres metalliske kalden og svar er ganske hypnotiske. Over pastaen forsøger Niko at fange hende på det forkerte ben med et spørgsmål: "Hvad er Eminems rigtige navn?" "Marshall Mathers," siger hun uden at fortrække en mine. "Men nu, Tom, kan du så fortælle mig, hvad en konsolsten er for noget?"

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu