Sit hjemlands stolthed

To minutter fik Jean-Marie Gustave Le Clézio i kværnen på de store tv-kanaler, da nyheden torsdag slap ud i Frankrig, om at den nu 68-årige forfatter var blevet tildelt Nobelprisen i litteratur. Der blev talt om rejser og drømme og en fantastisk rig produktion gennem 45 år, inden blikket atter vendtes mod dalende børskurver og milliardhjælpepakker.

For en gangs skyld er det en i forvejen populær og meget læst forfatter, der får den store svenske pris. Skal man med et tog i Frankrig, har man så langt mand mindes, kunnet regne med at finde om ikke den sidste så en eller anden pocketudgave af Le Clézio i selv den fjerneste franske jernbanekiosk.

Skrev roman som 6-årig

Skrevet har han altid, i et selvportræt til et forfatterleksikon fra 1988 fortalte han om sin allerførste sætning til sin allerførste roman, og det var "Hvornår tager de afsted hr. Awlb?"

Dengang var han seks år og befandt sig på et fragtskib på vej til Afrika, hvor han skulle møde sin ukendte engelske far. Det står i parentes. Det som beskrives i Le Clézios forfatterskab er altid rejsen uden for parentesen. De mennesker, han møder, de afrikanske eller mexicanske landskaber, myterne, floderne, alt det som gør, at Le Clézio rejser for sine læsere og altid har gjort det. Han skrev hele to romaner, da han var seks år. "Ingen romaner, jeg har skrevet siden, har haft så stor betydning, som disse to afrikanske romaner," har han sagt.

De franske læsere mødte Le Clézio i 1963 da han blot 23 år gammel vandt Renaudotprisen for sin første roman Le procés-verbal og var lige ved at løbe med Goncourtprisen. Som sædvanlig var han blot 'hjemme' at vende i Frankrig. Familien er fra Bretagne på moderens side, men emigreret til ile Maurice, faderen er engelsk, og Le Clezio er blevet kaldet den "skrivende nomade" eller "en indianer i byen". Et ophold mellem 1970 og 1974 i Panama i Sydamerika, hvor han levede sammen med indianere, ændrede med egne ord "hele mit liv, min måde at spise, sove, elske og drømme".

Som en åndemaner

Lige siden var det, som om Le Clézio altid kom tilbage til den franske litterære verden som en slags åndemaner. I en udgave, der fremstod som en ret behagelig mellemting mellem Paul Newman og Robert Redford, sad han der på tv-skærmene og talte om sine sidste litterære produktioner - over 50 er det blevet til - hos Bernard Pivot og alle de andre tv-interviewer-litterater, der kom efter. Som kom han fra en helt anden verden, hvor naturen er ånd, og ånden er materiel.

Sådan var det så også denne torsdag i Frankrig, da Le Clézio fik verdens største litteraturpris. Med strithår og morgenøjne sad han der på 'France Inter' og skulle fortælle om sin netop udgivne roman La ritournelle de la faim - Sultens omkvæd, en roman, der skildrer moderens liv, en anden gang, verden gik af lave. Han har nu også fået lidt Per Kirkeby over sig og havde ikke engang fået Nobelprisen endnu.

- Tror de på det? spørger intervieweren så.

"Ja, jeg tror på det," svarer vor åndemaner, "det er en litteraturpris, jeg er forfatter, så selvfølgelig tror jeg på den."

- Og hvad ville den så betyde?

"Al litteratur er at stille spørgsmål, og dette er et svar," og for det andet "så giver det tid. Tid og lyst til at skrive endnu mere."

Vidste Le Clézio allerede torsdag morgen, at Nobelprisen var hans? Det tror vi på, for det er nu den slags, man tror på, når man tager fragtskibe fyldt med afrikanere med skinnende kroppe, mod horisonter langt over børskurvernes lave bjerge.