Kampen for albummet

Hvad har supermarkedsgiganten Wal-Mart, kaffekæden Starbucks og oliekoncernen Statoil til fælles?

De tjener penge på album og endda cd'er i en tid, hvor alle forbereder nekrologer over aluminiumsskiven, og hvor de fleste er enige om, at albumformatet har mistet terræn til den enkelte sang solgt i mp3-format.

Folk udnytter nemlig - fair nok - muligheden for kun at betale for de en, to eller tre gode sange på et ellers crappy album. Samtidig er fokus på den enkelte sang også vokset betragtelig med blogificeringen af musikkulturen.

Indflydelsesrige bloggere skriver ofte om enkelte sange frem for albums, og de har typisk kun en enkelt sang til download. Og på sociale musiksites som iLike, iMeem eller Last.fm handler det om det ene fix, sjældnere det 12 numre lange seje træk.

Ifølge analyseinstituttet Nielsen SoundScan, så købte folk 844 millioner enkeltsange digitalt sidste år og kun 50 millioner digitale album i USA - primært på iTunes. Folket synes på vej tilbage til syvtommer-singlen i digital forklædning.

Så det kan godt virke som om Wal-Mart, Starbucks og Statoil pisser mod tidens vind. Men egentlig er de bare i gang med at skrabe lidt ekstra penge op under neglene. For der er stadig penge at tjene, hvis man tænker i god gammeldags stordrift.

Og cd'en og albummet har i mange år været stordrift. Der er flere penge i at sælge et album end tre enkelte sange, når bandet nu alligevel har været i studiet og markedsføringen alligevel skal op og køre.

Så kampen for albummet er i gang, og fordi de gamle modeller skranter, oplever vi nu en balkanisering af album-salget, hvor nye spillere er med til spekulere i, hvordan pokker man får folk til at købe hele balladen, hele albummet - også i mp3-udgave.

Faktisk så kan man hverken købe giganterne Beatles' eller AC/DC's bagkatalog på iTunes, fordi de nægter at sælge albummet som andet end en helhed, altså uden muligheden for at købe enkeltsange. Og strategien virker for de gamle drenge, som sælger flest bagkatalog-albums i USA overhovedet.

Beatles solgte 3,9 og AC/DC 3,6 millioner fra 2006 til august 2008. Og nul enkeltnumre. Rolling Stones solgte i samme periode seks millioner af sidstnævnte, men kun 1,8 millioner album fra deres ellers lige så stolte bagkatalog.

AC/DC dropper iTunes

Australske AC/DC's nye, længe ventede album Black Ice, der udkom mandag, kommer heller ikke til salg på iTunes, men kun på bandets website - og da kun som fuldt album. Og i USA kommer man kun til at kunne købe det hos Wal-Mart.

"Maybe I'm just being old fashioned, but this iTunes, God bless 'em, it's going to kill music if they're not careful," siger den 61-årige forsanger Brian Johnson til Reuters.

"It's a monster, this thing. It just worries me. And I'm sure they're just doing it all in the interest of making as much cash as possible. Let's put it this way, it's certainly not for the love, let's get that out of the way, right away".

En udtalelse, der selvfølgelig kan undre, når de så tvinger amerikanske musikfans i supermarkeder for at købe AC/DC's nye plade.

Det går også godt for amerikanske Kid Rock, der har nægtet at sælge sit nye album Rock n Roll Jesus via iTunes, hvilket ikke har forhindret ham i at sælge 1,7 millioner eksemplarer i USA. Som er mange eksemplarer i disse dage.

"På mange måder har de gjort vores branche til en singlebranche igen", siger Kid Rocks manager Ken Levitan om iTunes til Wall Street Journal.

Og det er han ikke glad for, ja, han mener faktisk, at iTunes er med til at befordre musikbranchens død.

Ulempen ved at nægte folket single-tracks er ellers flere. Dels forhindrer man den mere impulsive opdagelse af musik, fordi det med et slag kan blive 10 gange dyrere at stifte bekendtskab med ny musik fra et band. Dels kan man komme til at animere flere folk til illegal downloading igen. Og oven i det risikerer man igen at påkalde sig forbrugernes vrede, der ellers endelig er i aftagende efter at der er langt om længe er kommet lovlige alternativer såsom iTunes, eMusic og AmazonMp3.

De fleste forbrugere kan jo godt regne ud, at det er et profitmotiv, der driver strategien bag album-only downloads. Og ganske vist oplever mange musikere, at deres album er helheder, men læren fra internettet er, at man er nødt til at give forbrugeren, hvad hun vil have. Ellers bliver man straffet.

Men tilbage til butikskæderne Wal-Mart, Starbucks, Statoil: Hos sidstnævnte norske selskab har man øget udbuddet af cd'er solgt ved siden af chokoladen på deres tankstationer, og man har alene i år og ved at sænke priserne til det samme som et download-album øget salget med 47 procent, beretter svenske Dagens Nyheter.

Der kommer jo også flere mennesker på en benzintankstation, end i en pladeforretning. Og benzintankstationerne er også efterhånden uendelig meget nemmere at finde. Så nu er der tv-reklamer for Statoils cd-udbud i Norge.

Hos det magtfulde Wal-Mart (der, indtil iTunes for nylig overhalede dem, var USA's største forhandler af musik) er man gået skridtet videre og udgiver plader eksklusivt. Og det altså fra AC/DC og sidste år fra The Eagles, jep, dem med "Hotel California".

Deres Wal-Mart-only-album Long Road Out of Eden endte som det tredje mest solgte album sidste år i USA. Ikke dårligt gået af nogle drenge i tre årtiers afstand fra deres storhedstid.

Og samtidig et godt eksempel på, hvad stordrift kan gøre for et cd-album. Hvis det er placeret i øjenhøjde ved tilstrækkelig mange kasseapparater, ja, så har du et hit.

Også selv om salget på 2,6 millioner er akkurat en tredjedel af salgstallet for år 2000's nummer tre album, Britney Spears' Oops!... I Did It Again. Men der er recession i musikbranchen, så 2,6 millioner albums er en klokkeklar succes. Især når det er solgt under monopoliserede tilstande.

Skærer i sortimentet

Starbucks har måske til gengæld overdrevet deres aktiviteter. De har længe solgt et smagfuldt udvalg af cd'er i deres forretninger, og i 2007 begyndte deres selskab Hear Music at udgive albums med så legendariske folk som Paul McCartney og Joni Mitchell.

Men de seneste år har Starbucks samtidig udvidet kvantiteten af cd'er til salg og inkluderet mere 'almindelige' cd'er fra f.eks. James Blunt og Alicia Keys. Hvilket åbenbart ikke er faldet i god jord.

Starbucks' brand har trods alt en vis appel til et lidt finere segment, som render rundt med en vis kulturel selvbevidsthed, kan finde på at stille krav og ønsker at føle sig specielle. Så nu skærer koncernen ned for cd-repertoiret i forretningerne. Selv om man slog rekord og solgte 4,4 millioner cd'er sidste år.

Hvilket også er grunden til at Starbucks stadig er populære hos de skrantende pladeselskaber, hvor man f.eks. er taknemmelig for, at det lykkedes at sælge 120.000 eksemplarer af Alicia Keys' seneste album alene i kaffeforretningerne.

Og ulempen ved at sælge cd'er i forretningskæder? Tja. Pengene er gode. Men det er selvfølgelig et stærkt monokulturelt udvalg, der byder sig til. Ellers var det jo ikke stordrift.

Så hele long tail-effektens diversificering (langt flere forskellige udgivelser sælger, men til gengæld i færre enheder) modarbejdes, og det er synd for kulturen. Og at finde cd'en mellem Matador Mix og Se & Hør reducerer selvfølgelig også musik til en vare, til noget man konsumerer på linje med flæskesvær. Og det vil nogle kalde musikkens død.

Men det bekymrer de sig nok ikke om i Wal-Mart, så længe muzakken spiller.