Læsetid: 6 min.

Kanoner uden kaptajn

Problemer. Arsenal lider under manglende lederskab på banen og magtkampe blandt pengemændene i kulisserne
Krise. Mens Arsenals træner ArsèneWenger kæmper for at få styr på tingene på banen, så slås et kulørt galleri af pengemænd om magten i kulisserne, et af de mest aggressive kommer fra en uzbekisk oligark ved navn Alisher Usmanov, der vil overtage klubben.

Krise. Mens Arsenals træner ArsèneWenger kæmper for at få styr på tingene på banen, så slås et kulørt galleri af pengemænd om magten i kulisserne, et af de mest aggressive kommer fra en uzbekisk oligark ved navn Alisher Usmanov, der vil overtage klubben.

John Sibley

Kultur
11. oktober 2008

Engang for mange år siden, da Arsène Wenger var træner for det upåagtede franske hold Nancy-Lorraine, sad han i bussen med spillerne på vej hjem fra et nederlag til Lens. På et tidspunkt bad han buschaufføren om at holde ind til siden, hvorefter han steg ud af bussen og kastede op i grøftekanten. Ikke fordi han var syg. Men fordi forbitrelsen over nederlaget gjorde ham fysisk dårlig.

Dette eksempel på Wengers vindermentalitet randt mig i hu, da Arsenal-træneren i sidste uge udtalte, at hans spilleres præstation i hjemmekampen mod Hull havde gjort ham "physically sick". Kampen endte med en 2-1 sejr til oprykkerne fra den nordøstlige industriby, og Wengers forpinte reaktion bundede i visheden om, at det engelske mesterskab ikke vindes af hold, der taber mere end fire - højest fem - kampe på en sæson. Og nu, før turneringen rigtig er kommet op i omdrejninger, har Arsenal allerede tabt to kampe. Til Fulham og Hull. På hjemmebane.

Dermed er det tilfaldet to af nedrykningskandidaterne at underminere Arsenals mesterskabsambitioner og rette opmærksomheden mod de problemer, som den høje, aristokratiske franskmand i manager-sædet slås med. Problemer, der hænger tæt sammen med den økonomiske struktur, Arsenals mandskab er bygget op omkring.

Stjernelønninger?

Disse problemer blev allerede tydeliggjort i løbet af sommeren, hvor Wenger mistede to af sine vigtigste midtbanespillere, Mathieu Flamini og Alexander Hleb, til henholdsvis Milan og Barcelona; ikke nødvendigvis fordi de sportslige udfordringer var større i Italien og Spanien, men fordi Milan og Barcelona var villig til at udskrive honorarer, som Arsenal ikke kunne - eller ville - konkurrere med. Selv om Arsenal rent omsætningsmæssigt er en af verdens største klubber, så sværger klubben nemlig til en stram - og i bund og grund ganske solidarisk - lønstruktur, hvor der er relativt lille forskel på udbetalingen til spillerne i førsteholdstruppen. Resultatet er, at vandbærerne hos the Gunners modtager ganske pæne lønninger, mens holdets stjerner må erkende, at de ikke kan indhøste de beløb, som de største spillere hos de nærmeste konkurrenter tjener.

Den højest lønnede aktør hos Arsenal er således anføreren, William Gallas, der 'blot' tjener 60.000 pund om ugen, hvilket skal ses i sammenligning med, at Fernando Torres og Steven Gerrard lønnes med 100.000 ugentlige pund hos Liverpool; at Cristiano Ronaldo tjener 120.000 pund om ugen hos Manchester United; samt at Chelseas anfører, John Terry, modtager 135.000 pund om ugen.

Arsenal har forsvaret sit lønsystem med at henvise til, at klubben samlet set udbetaler honorarer til alle sine spillere på 89,7 millioner pund om året og dermed næsten ligger på højde med Manchester United og betragteligt over Liverpool, hvis samlede lønudgifter ligger helt nede på 68,9 millioner pund årligt. Men det argument bider altså ikke på stjernerne, der helt principelt er iskolde over for, hvad holdkammeraterne tjener, så længe deres egne salærer er i top.

Den stramme lønpolitik kombineret med Arsène Wèngers grundlæggende modvilje mod at bruge kæmpe summer på at indkøbe etablerede storspillere, har medvirket til at fremprovokere den sportslige krise, som Arsenal befinder sig i lige nu; en krise, der helt grundlæggende handler om mangel på lederskab. Hvor Arsenal tidligere kunne mønstre generaler som Tony Adams og Patrick Viera i truppen, så er det et tegn på tidens triste tilstand hos the Gunners, at deres nuværende anfører hedder William Gallas - et af Premier Leagues største tudefjæs og en centerforsvarer, der både savner de spillemæssige og menneskelige kvaliteter til at løfte den tunge og traditionsrige post. Dermed hviler opgaven med at lede holdet i høj grad hos playmakeren Cesc Fabregas, og det ansvar er den diminutive spanier endnu ikke klar til at løfte. Han savner ældre og mere erfarne spillere at støtte sig til, og de er en mangelvare på mandskabet fra Nordlondon, der i sine bedste stunder kan diske op med short-passing spil af højeste klasse og flå modstanderne fra hinanden - som det skete med FC Porto, der blev besejret 4-0 i Champions League for nylig - men som savner beslutsomheden og kynismen til at hive et resultat hjem på de dage, hvor spillet ikke rigtig flyder. Eller for at bruge et af Liverpool-træner Rafael Benitez' yndlingsudtryk, så mangler Arsenal evnen "to win ugly", hvilket er en nødvendighed hos ethvert hold, der ønsker at erobre mesterskabet i England, hvor det er et geografisk betinget krav, at man kan hente mange point på regntunge og forblæste stadions i Midt- og Nordengland.

Problemer på banen og i kulissen

Tillige slås Wenger og hans tropper med at få styr på holdets forsvarsspil, der fremtræder stadig mere suspekt. Det er aldrig et sundhedstegn, når træneren vælger at afskibe en af sine midterforsvarere kort inde i den nye sæson, men det var tilfældet i Arsenal, hvor Arsène Wenger i slutningen af august sendte den schweiziske midterforsvarer Philippe Senderos til Milan på en etårig låneaftale. Handlingen lignede en regulær straffeaktion over for Senderos, der få dage tidligere havde haft hovedansvaret for, at Fulham havde kunnet score det mål, der sikrede dem en 1-0 sejr over Arsenal på Emirates Stadium, men var formentlig blot et udtryk for, at Wengers tålmodighed med den talentfulde men labile schweizer endelig var sluppet op.

Afmønstringen af Senderos har været med til at understrege, at Arsenals defensiv ikke rummer den påkrævede kvalitet, især ikke i midterforsvaret, hvor Kolo Touré alt for ofte kæmper en ensom kamp for at holde sammen på tingene. Hans makker, William Gallas, er overvurderet, og aflastningsspilleren i det centrale forsvar, Mikael Silvestre, er over the hill. Og mens Wenger kæmper for at få styr på tingene på banen, så slås et kulørt galleri af pengemænd om magten i kulisserne. Ligesom så mange andre klubber er Arsenal i disse år mål for mere eller mindre fjendtlige overtagelsesforsøg, hvoraf det mest aggressive kommer fra en uzbekisk oligark ved navn Alisher Usmanov, der med en personlig formue på omkring 5,5 milliarder dollars regnes for verdens 142. rigeste person.

Hvem sagde kedeligt?

Usmanov, der i tidens løb både er blevet beskyldt for bestikkelse og voldtægt, og som under skyggefulde omstændigheder sad fængslet i det gamle Sovjetunionen i seks år, har erhvervet sig 24,9 procent af aktierne i klubben, men kan tilsyneladende ikke fuldføre sit overtagelsesforsøg, fordi han er blevet blokeret af en alliance af klubbens øvrige større aktiebesiddere. Denne alliance anføres af Danny Fiszman, en diamanthandler, der lever i skattely i Geneve, og som har en formue på 236 millioner pund, hvoraf han har brugt en del af midlerne på at erhverve sig 24,11 procent af aktierne i Arsenal FC.

Fiszman og hans fæller i ledelsen af Arsenal er imidlertid også under pres fra en amerikansk milliardær ved navn Stan Kroenke, der primært har tjent sine penge på ejendomshandel. Også Kroenke aspirerer til at blive eneejer af Arsenal, men har indtil videre måttet nøjes med 12,19 procent af aktierne samt en plads i Arsenals bestyrelse, hvor han primært bruges som et redskab til at dæmme op for Usmanovs manøvrer.

Så fremtidsudsigterne er mildt sagt mudrede på det superdyre Emirates Stadium, hvor Arsenals spillere tydeligvis endnu ikke har fundet sig til rette. Spillet på banen veksler mellem det sublime og det middelmådige, og uden for linierne kæmper en uzbekisk oligark, en diamanthandler i schweizisk skattely og en amerikansk milliardær om magten over klubben.

Hvem sagde Boring Arsenal?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her