Læsetid: 6 min.

Kønskampen i børneopdragelsen er død

Pigerne er i lyserødt og drengene i kamptøj. De danske forældre dyrker kønsforskellene, også når pligterne og skideballerne skal fordeles
3. oktober 2008

Frida på seks år er i lyserødt fra top til tå. Hendes seng har en blondehimmel og hendes yndlingsfilm er Askepot 2, som handler om livet på slottet, efter Askepot er blevet gift med prinsen. Hendes mor Solveig Daugaard har for længst accepteret, at hendes datter befinder sig bedst som prinsesse.

"I starten var vi meget bevidste, om at hun skulle have Briotog i fødselsdagsgave, men hun brugte det aldrig, så nu venter vi på, at hendes lillebror kan overtage det," siger hun, mens Frida er i gang med at folde et stort papirprinsesseslot ud på gulvet. Principielt mener Solveig Daugaard ikke, at hendes to børn skal opdrages forskelligt, men hun har alligevel iagttaget, hvordan kønsrollerne langsomt sniger sig ind på hende:

"Flere siger, at det er fordi Villy er en dreng, at han ikke er lige så interesseret i menneskelig kontakt som Frida. Jeg ved ikke, om det er rigtig, men jeg synes tit, at jeg skal forholde mig til sådanne nogle påstande."

Hvad end det skyldes køn eller individuelle præferencer, hjernestammer eller socialisering, så opdrages de danske pige- og drengebørn forskelligt. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har netop færdiggjort en undersøgelse af de 11-åriges daglige liv, og her var forskellene slående. De danske drenge opdrages med betydelig mindre dialog og medbestemmelse end de danske piger, til gengæld har de færre pligter derhjemme, og må i højere grad selv bestemme, hvad de skal bruge deres fritid til. Resultaterne kom bag på Cathrine Mattsson, som har stået for undersøgelsen:

"Vi har i så mange år haft et ideal om at behandle børnene ens på trods af køn, og så viser det sig alligevel, at vi gør så meget forskel," siger hun forundret.

Analysens resultat undrer derimod ikke børnepsykolog Ditte Winther-Lindqvist, som forsker i børns leg og venskaber. Hun mener, at kønsforskelle frem for ligestilling er dagens trend i de danske børneliv.

"Det store fokus hos både pædagoger og forældre er på at give kønsrollerne lov og plads til at være der. Samtidig har vi fået en masse naturvidenskabelige resultater, som faktisk bekræfter de biologiske forskelle i drengene og pigernes hjerner, og så er det jo nemt at drage konklusionen: Man kan alligevel ikke ændre ved naturen, så lad dog børnene være som de er," siger hun

En rigtig dreng

Ved siden af Frida og Villy bor Gabriel på to et halvt år, og her er der ingen lyserøde Disneyfigurer. Tværtimod er yndlingslegetøjet en stor plastik Lamborghini, som han fik et par dage, efter at han var blevet født. Hans far Michael Frost er glad for, at Gabriel er en rigtig dreng.

"Selvfølgelig er der mange ting, hvor man kan mærke, at Gabriel er en dreng. Lige fra han var tre måneder gammel, ville han for eksempel altid stå op, og så elsker han at køre i bil. Jeg har fundet en Disney film med racerbiler, og den vil han se hele tiden," siger Michael Frost, som understreger, at han stadig synes, at det vigtigste er at følge Gabriels præferencer, om de så inkluderer fodbold eller ballet.

"En dag sad Gabriel og legede med nabopigens dukker, og det kom bag på mig. Men min kone siger, at det er godt, at han får prøvet det af, og det er nok rigtigt. Jeg tror dog, at jeg ville sætte en grænse, hvis han ville have dukker herhjemme."

Michael Frost er ikke alene, mener børnepsykolog Ditte Winther-Lindqvist, for den officielle ligestillingspolitik har ikke gjort forældrene mindre tilbøjelige til at gøre forskel på drenge og piger.

"Mange forældre oplever, at det er en dyb tilfredsstillelse, at se sit barn leve op til sit køn, for så er det normalt. Det kræver noget af en mor og far at opdrage sit barn til at være en kønsmæssig outsider."

Lyserødt og kamouflagetøj

"Det var lige fra vuggestuen, at Frida og de andre piger begyndte at kommentere på hinandens tøj og helst ville gå i kjoler og lyserødt," siger Solveig Daugaard, som generelt lader Frida gå i det tøj, hun vil.

"Jeg synes ikke at hun skal kæmpe en eller anden kamp for min skyld, så jeg lader hende gøre det"

Forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Jesper Olesen, har lavet feltarbejde i tre danske børnehaver og mener, at det er i børnehaven, at normerne for pige- og drengeopførelse for alvor snævres ind.

"I børnehaven bliver pigerne mere og mere lyserøde, mens drengene begynder at klæde sig i kamptøj. Man kan sige, at drengene i børnehaverne er klædt på til voldsom leg, hvor pigerne klæder sig på til at sidde stille," forklarer han og mener, at børnene gør det, som tøjet lægger op til. Ude på legepladsen pisker drengene rundt i gruppestyrede aktiviteter, mens pigerne leger rollelege i et stille hjørne,

"Jo mere børnene selv får lov at definere legen, des mere deler de sig op i drenge- og pige aktiviteter og danske børnehaver har et meget stærkt ideal om at give plads til den frie leg,"siger Jesper Olesen.

Børnepsykologen Ditte Winther-Lindqvist påpeger, at de kønsopdelte aktiviteter flytter det pædagogiske fokus til at skabe plads og rum nok til drengene.

"Den gængse pigeopførsel passer udmærket til en børnehave med dårlige pladsforhold og en lav normering, og derfor skal man nok ikke forvente at pædagogerne vil gøre noget for at igangsætte vildere lege blandt pigerne," siger hun, som mener, at de fleste pædagoger har opgivet tanken om unisexpædagogik.

"At der skulle være forskel på små drenge og piger har nok altid været en del af folkepsykologien, men der har været en moddiskurs blandt pædagoger og lærere og den er forstummet," siger hun.

Jesper Olesen har forsøgt at omsætte sine forskningsresultater til pædagogisk materiale, som skal inspirere pædagogerne til en mere ligestillingsorienteret pædagogik, men har måtte konkludere, at materialet ikke bliver brugt.

"Bøger og foredrag om forskellene på drenge og pigers hjerner er til gengæld meget populære både blandt pædagoger, lærere og forældre. Måske fordi den forklaring ikke kolliderer så meget med vores hverdagsagtige forestillinger. Vores forskning træder jo også på nogle ømme tæer."

En af dem, som har fået trådt på sine ømme tæer, er Cathrine Mattsson fra Det Nationale Center For Velfærdsundersøgelser. Hun er rent ud sagt forbløffet over sine egne forskningsresultater.

"Vi har jo også undersøgt disse familier, da børnene var tre og syv år gamle, og kønsforskellene bliver bare større og større. Selvom jeg ikke kan se nogen logisk grund til, at flere piger end drenge skulle være i stand til at smøre deres egen madpakke," siger Cathrine Mattsson, som frygter, at et meget traditionelt kønsrollemønstre vil præge den opvoksende generation.

"Børnene i undersøgelsen har været igennem over halvdelen af deres barndom, og der har været signifikante forskelle på piger og drenge hele vejen igennem, så det er svært at forestille sig, at de ikke vil slå igennem i deres voksenliv. Vi skal interviewe børnene og deres forældre igen, når de fylder 15, og det bliver spændende at se, hvad der så er sket: Har pigerne gjort oprør mod alt det ansvar, eller mærker drengene konsekvensen af, at de aldrig har fået lov at være i dialog?"

Fremtidens kønsroller

Ditte Winther-Lindqvist tror til gengæld ikke, at nutidens prinsesseleg og kampklædte drengesoldater nødvendigvis vil føre til mindre ligestilling i fremtiden.

"Det er meget svært at sige, hvad en opdragelse præcist fører til. De kvinder, som stod for 1970'ernes kvindekamp, var jo selv opdraget til at gå i lyserødt og være pæne piger, men endte med at gøre noget helt andet. Måske er det fremtidens rødstrømper som i dag går i tylskørter?"

Når Solveig Daugård betragter sin datter, er hun heller ikke så sikker på, at hun står med en kommende passiv prinsesse.

"Fridas bedste ven hedder Elias, og de leger helt kønsstereotype lege, hvor hun er prinsessen, og han er ridderen, som redder hende. Men de er begge to aktive i at definere og styre legen. På den måde bruger hun alle de her Askepotfigurer på en meget federe måde, end jeg umiddelbart havde forestillet mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ok Danske forældre har opdaget at piger og drenge er forskellige - det er vel ikke i sig selv nogen ulykke? Hvis vi respekterer børns automomi må vi vel også respekter dem som individer med forskelle (også køns-)?

Inger Sundsvald

Hvis en dreng får en Lamborghini når han bliver født, så bør man vel ikke undre sig over, at kønsforskellene sniger sig ind på ham, eller at han efterligner sin far og hans interesser. Og man bør vel heller ikke undre sig over, at små piger efterligner deres mor og, når de kommer i børnehave, efterligner de andre små piger og alt det lyserøde. Egen bil skal de nok få interesse for i fremtiden.

Og hvad så? Gør det noget at der er forskel på udseendet. Det eneste bekymrende er vel, at drenge ikke anses for at være i stand til at smøre deres egen madpakke. Det er vel noget de får brug for i fremtiden.

Selv om der ikke fandtes så voldsomt meget lyserødt og lilla i min barndom, så kan jeg da godt snige en enkelt bluse ind i disse farver ved festlige lejligheder. Fordi jeg kan lide det.

Hvad har det med kønskamp, ligestilling og ligeløn at gøre?

Angelica Correa

"Det er meget svært at sige, hvad en opdragelse præcist fører til."

Vi ved jo allerede hvad den omtalte opdragelse har ført til. Stressede kvinder der udfører dobbeltarbejde og mænd der alligevel tjener mere. Det er for slapt at danske forældre ikke gider opdrage deres drengebørn til at tage ansvar (dvs. giver dem pligter og medbestemmelse).

Kjoler/nederdele kan også være i "kamp"-farver, polo-shirts kan også være lyserøde.
Strømpebusker er glimrende at klatre i træer i og elverprinsesser er seje og mestre sværd i stor stil.

Men når "voksne" siger "du skal passe på ikke at grisse det fine tøj til", eller "en rigtig dreng skal da slåsse", så er det nok der, der ligger noget og lugter?

Inger Sundsvald

"Mange forældre oplever, at det er en dyb tilfredsstillelse, at se sit barn leve op til sit køn, for så er det normalt”.

Det tror pokker, når bøsser og lesbiske behandles som de gør i samfundet.

Det er begrænsningerne i ungernes adfærd, der er grund til at sætte hælene i overfor. Børn bliver ikke bøsser/lesbiske af at lege med det ’forkerte’ legetøj, eller gå i det ’forkerte’ tøj.

Måske skulle der laves en undersøgelse af, om det er mødre eller fædre, der er værst, i angsten for hvad ’andre’ vil tænke.

Og i denne debat er der ingen grund til at involvere muslimer. Det er der rigeligt af andre steder.

Nu hvor nogen (alligevel) har bragt muslimerne på banen, så synes jeg lige den her er værd at bruge lidt tid på:

"-Drengene må i højere grad end pigerne bestemme, hvilke fritidsaktiviteter de må gå til, og hvornår de må komme hjem om eftermiddagen."

Dette er åbenbart hverdagen i hvide, kristne familier i Danmark. Hvis det var nu var muslimske familier, hvor dette forekom, så skulle I bare se alle islam-kritikerne på banen...

Meget er sagt om piger og drenge --- og meget vil sikkert blive sagt. Og her er det jeg vil sige om dette: Hjernen er plasticerbar hos bare børn og voskne og hvis piger hele tiden opmuntres til at lege sødt og sidde stille, ja så gør de det; hvis drengene hele tiden opmuntres til at rigtige drenge er vilde og slås hele dagen, ja så gør det det. Dette er det overordnede principielle standpunkt. Et andet er dette: Naturen kan tage fejl, også når det kommer til forskellen på drenge og piger, mænd og kvinder. Al natur i Danmark er nemlig indlejret i kulturelle forventninger om hvordan rigtige drenge og rigtige piger bør opføre sig; børn opfatter og læser her koder lynhurtigt. Der skal en stærk pige til at modstå at alt i 6 års alderen skal være Barbie og lyserødt, ligesom der skal en stærk dreng til at modstå at alt i 6 års alderen skal være Spiderman og voldsomme lege. Jeg giver ikke meget for hr. Frosts ideal om at støtte børnene, uanset om det er fodbold eller ballet, når det kommer bag på ham, at drenge (også) kan lege med dukker - og piger med racerbaner og biler - vil jeg så tilføje for egen regning. Det er igen det principielle i det - et slags ideal.

Noget andet er det konkrete, det der sker i hverdagen. Og her er det min helt klart erfaring og holdning at hvis en pige f.eks. viser interesse for racerbiler, ja så må forældre og pædoger støtte hende præcis på samme måde som hvis en dreng viser interesse for at male og tegne eller lave perleplader eller væve, ja så må pædagoger og forældre altså støtte op.

Jeg vil gerne nå dertil, at pædagoger og forældre tager udgangspunkt i det enkelte barn og styrker dets potentialer - uanset om det er en dreng eller pige. Og uanset om 6-7 årige piger til fastelavn insisterer på at have et sværd eller om 6-7 årige drenge insisterer på at lave perleplader eller væve.

Ellers er vi altså ved at være derhenne, hvor det at piger spiller tennis eller håndbold eller fodbold udløser en frygt for at de, pigerne, bliver lesbiske, mens det at drengene arbejder med sytråd og nål,
eller væver, udløser en frygt for, at de bliver bøsser.

Og så det lige før at visse afsnit af Matador opføres igen - denne gang i det vistnok hedder 'virkeligheden'.

/Karsten

Katinka My Jones

Jeg fatter seriøst heller ikke de der forældre, der ikke lærer deres drengebørn at vaske op, lave mad, vaske tøj, gøre rent osv. Og man VED, at der er sådan, når de har været ens venner og kæreste som unge voksne, der boede blandt colaflasker og pizzaæsker, og i øvrigt ikke anede, hvad skurepulver var for noget, eller hvordan man kogte et æg.

-øhm-

pointen er sådan set at jeg ved at i mange muslimske familier må drengene selv bestemme hvornår de må komme hjem og hvilke fritids-aktiviteter, om nogen, de vil gå til.

Pointen er sådan set også at danske piger også bliver styret mere tæt af deres forældre, præcist som det foregår i muslimske familier.

Nu er det vel ikke noget nyt at ens selvbillede kan splintres hvis man har et bestemt billede af en selv som værende i stand til at f.eks. at være god til at stå på skøjter og så siden opdage at man(d) ikke er der det. Og ja, dette kan fremkalde vrede og agression mod andre. Det har man sådan set vidst siden omkring ca. 1920 eller deromkring...

Og det som er problemet med indvandrer-drengene er at ingen gider anerkende dem, men alle vil forme dem efter et bestemt hvidt (kristent) middelklasse-ideal; de skal være på en bestemt måde og overtage bestemte værdier og normer for at få succes. Og nogen af dem reagerer så voldeligt mod dette... - og det er her man må sætte ind hvis man skal nå dem - mener jeg. Få dem til at forstå at vold ikke er løsningen, men det kræver, at man er tålmodig og når ind igennem alle de 100 facader, de har...

Jeg har vist skrevet at når vi taler om muslimer i det her land, taler vi altså om arabere, og måske endda mest om palæstinensere. Og det er klart at den arabiske kultur er en form for macho-kultur, men denne macho-kultur er altså ikke anderledes end den macho-kultur som stadig hersker i f.eks, Syditalien eller i middelhavs-kulturen for nu at kalde den det.

Selv Paven har jo sagt at kvinder der bliver slået af deres mænd, skal blive i deres ægteskaber...

----

Og jeg fatter ikke hvorfor flere ikke opdrager deres drenge til at rydde op efter sig selv, vaske tøj mm.
Det har de nemlig brug for når de engang får en kæreste eller en kone...

----

/Karsten

Karsten:
'Hjernen er plasticerbar hos bare børn og voskne og hvis piger hele tiden opmuntres til at lege sødt og sidde stille, ja så gør de det; hvis drengene hele tiden opmuntres til at rigtige drenge er vilde og slås hele dagen, ja så gør det det'
Jamen konklusionen i artiklen er en anden: Hvis man overlader det til drenge og piger selv at vælge deler de sig i hhv. drenge og pigeaktiviteter.
At piger i dagens Danmark hele tiden opmuntres til at sidde stille og drenge til at lege vildt har jo ikke meget med virkeligheden at gøre - vi voksne er generelt meget opmærksomme på som udgangspunkt ikke at behandle drenge og pige forskelligt - at vi alligevel ender med at behandle dem forskelligt i sidste ende hænger sammen med at de er forskellige. Det har de sidste 30 års forsøg på at udrydde kønsforskelle via opdragelsen ikke ændret på.
Mønstreret med de mere fysisk aktive drenge og pigers optagethed af 'æstetiske' lege (at 'arrangerer virkeligheden efter visse æstetiske regler) er et globalt mønster der ikke er specielt for vores kultur det ses hos børn i alle kulturer også der hvor den vestilge kultur ikke har haft indflydelse
Din argumentation er helt i tråd med den herskende paradime blandt pædagoger og udviklingpsykologer i 70*er : Børn bliver sådan om vi opdrager dem' . Det har vist sig ikke helt at holde. Børn er selv medagenter til deres udvikling. De fødes ikke som 'tomme tavler' hvor vi voksne kan 'skrive' hvad som helst.

Inger Sundsvald

ole falstoft

”Børn bliver sådan om vi opdrager dem'. Det har vist sig ikke helt at holde. Børn er selv medagenter til deres udvikling. De fødes ikke som 'tomme tavler' hvor vi voksne kan 'skrive' hvad som helst.”

Du har selvfølgelig ret i at vi selv bestemmer – til en vis grænse. Vi voksne ’skriver’ ubevidst det, som vi, gennem generationer, selv er blevet påvirket til. Og børn skriver med på historien, uden at vide det.

Spørgsmålet er så om det gør noget? Og spørgsmålet er om det er en ’kønskamp’ værd at lave om på det (og så i børnehaven!). I givet fald – hvad skal der så gøres?

Sundsvald: Om det gør noget? Først og fremmest må vi indse at det er sådan. Kønsroller indlæres men indlæringen foregår forskellig hos drenge og piger helt fra fødslen og kan ikke som sådan påvirkes. Altså: hvad der konkret læres er afhængig af den kultur man fødes ind i men måden man lærer det på er medfødt. Du vil ikke kunne ændre på at drenge er facineret af fysiske præstationer og dominans og at piger er optaget af æstetik - generelt set (der er individuelle forskelle) Men naturligvis kan vi påvirke hvordan facination konkret skal udtrykkes. Skal drengens optagethed af det fysiske udspille sig gennem krigslege eller i sport f,eks.?

"Forbyder man dem at udøve en bestemt aktivitet, vil de med stor sandsynlighed udleve fantasien, når lejlighed gives."

Ja, enig, det kan man f.eks se med kristendommen i østtyskland efter murens fald.

Noget helt andet. Er jeg den eneste som undrer sig over at "prinsesse-pige"-typen er belyst som en neutral til positiv ting? Personligt tror jeg at prinsesse piger er et langt værre problem for forældrene (og for dem selv når de vokser op), end drenge som er for dovne til at lave pligter (som ikke er ensbetydende med de ikke kan).