Læsetid: 2 min.

Kontroversiel Muhammedbog på gaden i USA

Trods pres fra muslimske kredse udkommer romanen 'The Jewel of Medina' nu i USA. I Storbritannien er udgivelsen udsat på grund af brandattentat mod forlæggeren
'The Jewel of Medina' kunne allerede i sidste måned købes i serbiske boglader.

'The Jewel of Medina' kunne allerede i sidste måned købes i serbiske boglader.

Andrej Isakovic

Kultur
8. oktober 2008

En kontroversiel roman om profeten Muhammeds barnebrud blev mandag i al hastværk sendt ud til amerikanske boghandlere. Det skete ni dage tidligere end planlagt, efter at kontorerne for bogens britiske forlægger blev angrebet.

Forlaget Beaufort Books påtog sig udgivelsen i USA af The Jewel of Medina af journalisten Sherry Jones, efter at et andet forlag, Random House, i maj trak sig på grund af bekymringer for, at romanen ville afstedkomme vrede blandt muslimer.

Beaufort siger, at man har sendt et første oplag på i alt 40.000 eksemplarer ud til boghandlerne.

Romanen følger barnebruden Aisha fra hendes forlovelse med Muhammed i en alder af seks år og til profetens død.

Hovedkontoret for bogens britiske forlægger, Gibson Square Books, blev udsat for et brandattentat den 27. september. Ingen kom til skade, men dagen for bogens udgivelse i Storbritannien er blevet udskudt. Britisk politi har anholdt tre mænd og sigtet dem efter landets terrorlovgivning.

Beauforts præsident, Eric Kampmann, siger, at hverken han eller Jones har modtaget trusler, men at begge ønsker bogen udgivet så hurtigt som muligt.

"Vi følte, at i lyset af det, der er sket, ville det være bedre for alle parter, at diskussionen flytter sig fra en diskussion om terrorister og frygtsomme forlæggere til en diskussion om selve bogens fortjenester," siger Kampmann.

Random House meddelte i august, at man havde modtaget "advarende råd om, at en udgivelse af denne bog kunne virke stødende over for nogle i det muslimske samfund, men også, at den kunne fremprovokere voldshandlinger foretaget af små, radikale grupperinger".

Uundgåelige angreb

I Storbritannien er chefen for Gibson Square Books, Martin Rynja, under politibeskyttelse, efter at muslimske ekstremister har fremsat dødstrusler mod ham.

Radikale præster har advaret om, at flere angreb vil være "uundgåelige", hvis forlæggeren udgiver The Jewel of Medina. Den radikale præst Anjem Choudhary siger ifølge den britiske avis Daily Mail, at bogen fornærmer profeten Muhammeds ære, hvilket indebærer 'dødsstraf' i henhold til sharia-lovene. Han siger videre, at han ikke er overrasket over brandattentatet og forudser flere angreb.

"Folk må være klar over følgerne, når de fremstiller materiale som dette. De burde kende omfanget af de følelser, som de fremprovokerer," siger Choudhary.

The Jewel of Medina blev udgivet i Serbien i august, men blev straks trukket tilbage efter pres fra islamiske ledere. I september blev den imidlertid genudgivet af det serbiske forlag Beobook.

ritzau/Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her