Læsetid: 2 min.

Kort vej fra kærlighed til had

De samme dele af vor hjerne er i spil, når vi henholdsvis hader og elsker
Kultur
30. oktober 2008
De nervekredsløb i hjernen, som er ansvarlige for hadefulde følelser, er de samme som dem, der er involveret i kærlige og romantiske følelser.

De nervekredsløb i hjernen, som er ansvarlige for hadefulde følelser, er de samme som dem, der er involveret i kærlige og romantiske følelser.

Per Morten Abrahamsen

Nu er det bevist: Der er ikke langt fra kærlighed til had - ja, disse to følelser, som hører til de mest intense, der kan opfylde såvel mænds som kvinders sind, er nært forbundne. Det fremgår af ny forskning, som har søgt at afdække hjernens biologiske grundlag for to følelser, der ellers kendes som hinandens absolutte og polære modsætninger.

Ved at undersøge de fysiske symptomer på had med en hjernescanner konstaterede forskerne, at de nerve-kredsløb i hjernen, som er ansvarlige for den hadefulde tilstand, var de samme som dem, der var involveret i kærlige og romantiske følelser.

Resultaterne kan forklare, hvorfor had og romantisk kærlighed kan udarte i sammenlignelig ekstrem adfærd - det være sig af heroisk eller ondartet karakter, udtaler professor Semir Zeki fra University College i London, som stod i spidsen for undersøgelsen, der netop er offentliggjort på on-line tidsskriftet PLoS ONE.

"Had anses ofte for enondartet lidenskab, som i en bedre verden bør kunne kontrolleres og udryddes. For en biolog er had imidlertid en følelse, som pådrager sig lige så stor interesse som kærlighed," pointerer Semir Zeki.

Forskerne efterlyste frivillige til at deltage i under-søgelsen, og 17 mennesker, som havde det til fælles, at de følte et dybt had til en given enkeltperson, blev udvalgt. Som 'hadeobjekt' valgte de fleste en elsker, der havde forsmået dem, eller en konkurrent på jobbet - en enkelt kvinde udvalgte dog en fremtrædende politisk figur.

Også foragt og afsky

Professor Zeki og hans forskerhold undersøgte derefter aktiviteten i de neurale kredsløb i hjernen, som lyste op, når forsøgspersonerne så på billeder af den hadede person.

Det viste sig, at 'had-kredsløbene' omfatter de dele af den nedre hjernebark, der kaldes putamen og insula. I forvejen vidste man, at putamen er involveret i følelser af foragt og afsky og muligvis også aktiverer det motoriske system til bevægelser og handlinger.

"Det bemærkelsesværdige er, at såvel putamen som insula også aktiveres af kærlighed. På en måde er det ikke overraskende, for putamen kan også inddrages ved forberedelse af aggressive handlinger i en romantisk kontekst, som i situationer, hvor en rival udgør en fare," forklarer professor Zeki og siger videre:

"Tidligere undersøgelser har antydet, at insula kan være i spil i reaktioner på urovækkende stimuli, og at visning af både en elsket og en hadet persons ansigt kan udgøre et sådant foruroligende signal."

En væsentlig forskel mellem kærlighed og had ser dog ud til at være, at store dele af hjernebarken, som forbindes med dømmekraft og ræsonnement, bliver sat ud af kraft under kærlighed, mens kun et lille område herfra deaktiveres ved had.

"Det kan forekomme overraskende, da had kendes som en lige så stærk lidenskab som kærlighed. Men hvor den elskende i romantisk kærlighed ofte er mindre dømmende og kritisk over for den elskede, kan den hadefulde i sit had være tilbøjelig til at finde på måder, hvorpå han eller hun kan hævne sig på eller såre den hadede," vurderer professoren.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her