Læsetid: 2 min.

Kunsten at gå til fernisering

Om hvordan korrespondenten ikke helt fik snakket med Pet Shop Boys, Bianca Jagger og Gérard Depardieu på Warhol-udstillingen
Kultur
8. oktober 2008
Andy Warhols -greatest hits- kan ses på Hayward Gallery i London - men kunstværkerne er ikke det vigtigste ved ferniseringen.

Andy Warhols -greatest hits- kan ses på Hayward Gallery i London - men kunstværkerne er ikke det vigtigste ved ferniseringen.

Shaun Curry

LONDON - Hvis man vil være noget - og hvem vil ikke det i denne verden? - må man gå til ferniseringer i London - eller New York, Milano eller Paris.

Så et behjertet menneske havde givet mig sin adgangsbillet til ferniseringen af den nye Andy Warhol-udstilling på Hayward Gallery i London.

Der er nogen, der har den misforståede opfattelse, at kunstudstillinger handler om at forstå kunst. Det er kun sekundært.

Her på 'The Hayward' finder man alle de kendte greatest hits af Andy Warhol, altså billederne af Marilyn Monroe, portrætserien af Mick Jagger, det cover, Warhol lavede til Rolling Stones-albummet Sticky Fingers, og omslaget til Velvet Undergrounds 'banan'-plade.

Og så er der masser af citater af salig Andy, altså kendte filosofiske dybsindigheder som: "I fremtiden vil alle være verdensberømte i 15 minutter" og - den for korrespondenten nye - "Hvad der er stort ved Amerika er, at vi startede den tradition, der gør, at de rige køber det samme som de fattige". Den slags kunne man filosofere over- men det er selvsagt ikke meningen.

Her drejer det sig om at blive set med de kendte - og helst gøre det, når fotografen fra Hello Magazine - eller endog Vogue eller Vanity Fair - kommer forbi.

At være noget

Det første, man skal gøre, er at finde de kendte. De er her i hobetal. Gérard Depardieu står og kigger andægtigt på billederne - og gnider sig karakteristisk på sin kæmpenæse. Et par billeder længere fremme ser man Bianca Jagger, som står og snakker med Pete Townshend. Den udsendte hilser nonchalant på 'Pete' - som hilser tilbage med et "all right mate - how's life". The Who-guitaristen kender selvfølgelig hverken Information eller den udsendte, men ved ferniseringer drejer det sig om at virke, som om man er noget. Og det virker. 10 minutter efter smiler Bianca Jagger til korrespondenten - for jeg kunne jo være noget.

Desværre er Vogue-fotografen gået, da jeg endelig får udvekslet et ord med Neil Tennant fra popduoen The Pet Shop Boys. Han er ikke længere så kendt, så han vil gerne snakke, dvs. indtil han ser kunstneren Tracy Emin. I det øjeblik bliver jeg luft.

I forhallen kan man købe T-shirts med inskriptionen: Deep down I am a very superficial person. Det er et citat af Warhol. Han havde tydeligvis forståelse for sit publikum. Måske var han endda en stor kunstner?

Andy Warhol, Other Voices Other Rooms. The Hayward Gallery, London www.hayward.org.uk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her