Læsetid: 9 min.

Hvad er det kvinder har lyst til, når de tvinger foden ned i en stilet?

Stiletten har været lagt for had i flere perioder i historien. Så hvad er det egentlig, der er sket, når tårnhøje hæle nu er blevet fetich for den vestlige verdens kvinder? Har de fået mere lyst til stiletter end til mænd?
Stiletten har været lagt for had i flere perioder i historien. Så hvad er det egentlig, der er sket, når tårnhøje hæle nu er blevet fetich for den vestlige verdens kvinder? Har de fået mere lyst til stiletter end til mænd?
3. oktober 2008

Midt i filmen The Devil Wears Prada, giver Meryl Streep's chefredaktør Miranda Pristly, en ondskabsfuldt præcis definition af, hvordan mode skabes.

Heltinden, Andrea, der er provinsiel og intellektuel, har klædt sig i en håbløs blå acryl-sweater af typen, "jeg har bare købt den i det nærmeste supermarked". Hvorpå djævlen Miranda, alt mens hun lynhurtigt vælger out-fits til fotografering, ydmygende forklarer, hvorledes netop denne ceruleanblå er resultatet af en række essentielle valg, inden den som sidste led i en fødekæde ender i et supermarked.

At den intellektuelle Andrea tror sig højt hævet over moden er derfor, fra djævlens overlegne synspunkt, falsk bevidsthed.

Nu tages moden alvorligt. Også af intellektuelle, eller dem der ligner, og Trapholtmuseet for kunst og design i Kolding kan derfor med god samvittighed hellige det så populære fænomen sko en stor aktuel udstilling, der kører frem til januar måned.

Designmæssigt er der al mulig grund til det. Prøv at udregne, hvor megen vægt, der hviler på en halv kvadratcentimeter Manolo Blahnik-stilethæl i forhold til presset på et Goodyear eller Michelin-dæk. Det kommer nok ud på et.

Derefter skal man forestille sig dækket beklædt med satin, fjer, snører eller malet rødt. Om ikke andet kan dette argument måske få gemalen med på udstilling, for mænd kan vist godt lide bildæk.

Den selvsikre krop

Mænd foretrækker også kvinder i høje hæle, i al fald ifølge forfatterne til bogen Sko - stil, sex og sunde fødder, der er udkommet på Gads Forlag i forbindelse med udstillingen. De er meget sikre på, at høje hæle "forplanter en udfordrende og selvsikker holdning i kroppen".

Helt sikkert er det et meget godt spørgsmål, hvad det egentlig er, der er sket, så tårnhøje hæle nu er blevet fetich for den vestlige verdens kvinder? Det besvarer den smukke bog, der passer perfekt til en designsko, desværre ikke, trods af et væld af oplysninger og fortællinger. Jo, de besvarer det med, at vi har lyst. Men lyst til hvad?

En lidende and

Fra min karnap i Paris kan jeg hver morgen betragte kvinder i meget høje sko, "clackers", som det hedder i New York, styre mod metroen. Jeg er i morgenkaffe og Birkenstock - i øvrigt i filt, diskret henvisning til den tyske kunstner Joseph Beuys. Men fra mit udsigtspunkt overbevises jeg ikke helt om, at de høje hæle fremhæver læggen, sender numsen bagud og får ryggen til at knejse. Altså at det er sexet. En del af kvinderne ser meget lidende ud, som en and på vej til skafottet. Det synes svært at efterleve den franske skomager Christian Louboutins ord om, at "man bliver nødt til at gå langsommere, mere elegant".

På Internettet forklarer en fransk provinskvinde sin chokerende oplevelse i mødet med Paris:

"I provinsen kunne jeg lykkeligt leve i de højhælede, for jeg tog bilen alle steder hen."

I Paris går man meget, og man går hurtigt.

Det er så udmærket, hvis kvinder i Kolding nu spankulerer rundt i stiletter, når de alligevel tager bilen og køber ind i storcentret. Jeg voksede op et stenkast fra Trapholt, dengang en forladt og mystisk plantage, ideel til æblerov og hemmelige stævnemøder. Dengang fandtes museet ikke, men der fandtes heller ikke stilethæle. Eller rettere: de fandtes på byens danseskoler, hvortil man skamfuldt medbragte sine syv centimeter højhælede, måske af mærket 'repetto'.

Dengang var mærker ikke så vigtige, skoene klarede sig uden magiske navne. Til gengæld kunne man rent faktisk, i en velbygget stilet, bevæge sig nogenlunde lige så hurtigt, som i et par Adidas.

Hævet over skidtet

Uden for danseskolen herskede en anden skomode. I såkaldt andefødder gik det raskt derudad i fællestrav, og det var hverken fetichisme eller æstetik, det handlede om. Til gengæld var det et moralsk imperativ. Man burde ikke gå i andet. Alt, der bare mindede om lak, sløjfer eller guld var bagstræberisk og out. En stilethæl var politisk ukorrekt og kvindeundertrykkende. Set i bakspejlet var det en historisk niche af en type, som er regelmæssigt tilbagevendende.

Høje hæle er gentagne gange i historiens løb blevet identificeret med overklasse, på godt og ondt, man var simpelthen hævet over skidtet. Efter den franske revolution blev de flade sko tegn på frihed, lighed og demokratiske idealer. Det kunne nu også gå den anden vej. Under renæssancen blev skoene i England op til 15 cm brede - måske inspireret af den franske Charles VII født med seks tæer på hver fod. Den katolske Mary Stuart forbød dem i midten af 1500-tallet, fordi de var udtryk for forfængelighed og grådighed, to af de syv dødssynder. Hvilke sko havde hun mon på, da kusinen Elisabeth I sendte hende til skafottet? Og kunne man forestille sig andefødder forbudt som kokette?

Sex and the City

Få hundrede meter fra min karnap, på vej hen mod Pigalle og Moulin Rouge, det hotte kvarter i Paris, kan man købe ret fantastiske sko. Der er knaldrøde lakstøvler til godt op på låret med tårnhøje stiletter og plateau. Der er similibesatte sølvdrømme, men nok til de mere erotiske af slagsen. Her køber luderne ind, eller turister som skal hjem og hygge sig. Langt er vi fra de elegante parisiske kvinder. Eller fra kvinderne i den så umådeligt populære serie Sex and the City.

Og så ikke så langt igen.

Christian Louboutin - hvis sko netop, sammen med Manolo Blahniks eller Jimmy Choos, nærmest er hovedpersoner i serien - var en af dem, der fra starten af firserne møjsommeligt bragte stiletten ind i moden igen. For den var altså forsvundet. Første gang Louboutin så en stilet, var som sekstenårig i 1979 på et skilt på det nu nedlagte Museum for afrikansk og oceanisk kunst i Paris. Skiltet var et forbud mod stiletter, der kunne ødelægge de fine parketgulve. Problemet var blot, at det var et forbud mod noget, som ikke længere fandtes. Og dog. En sortklædt kvinde, som den unge Louboutin fascineret fulgte efter, viste sig at være prostitueret, og så er vi i nærheden af Pigalle igen. Louboutin har genskabt sin vision med den klassiske sorte 'Escarpin' navngivet efter Piaf - der var opdraget på et bordel - rød inden i og med den neglelaksrøde sål, der er hans signatur. Tre gange sublimeret luder. Højhælede sko eksisterede selvfølgelig også i den franske overklasse, der købte Haute Couture og kunne beundres på de glitrede sider i Vogue. Men kan man forestille sig, at der stort set ikke var nogen af dem ude i halvfjerdsernes virkelighed?

Færre knyster skal slikkes

Det er, som om forfatterne til bogen faktisk har svært ved at forestille sig, at det ikke er så universelt og evigt det med kvinder og sko - på trods af det indledende historiske kapitel. At en æstetisk vinkel sagtens kan tvinges i baggrunden, at det kan være mænd, der bærer den, eller at det grimme vitterlig skifter status fra tid til tid. Jeg sværger: man synes en Charles Jourdan pump var grim i Kolding i halvfjerdserne.

Men derfor er der masser af det, vi nu synes er smukke sko, i bogen. Der er de nye stiletpionerer; navne som Louboutin, Blahnik, Choo eller Marc Jacob, der er blevet så kendte, fordi de har været en tur over Atlanten og er kommet tilbage til Europa via fladskærme og sladderblade. Og så vore egne danske bidrag lige i hælene. Men Camilla Skovgaard eller Cecilie Toklums delikate varer leverer, trods deres succes, blot gradbøjninger af noget kendt.

I den farligere ende kan man følge engelske Vivienne Westwood. Det er skulpturelt, det er provokerende, men pludselig opdager man, at mainstream måske så alligevel er præcist det mest gangbare. Det må stadig ikke være for meget. Westwoods så tårnhøje bondagesko er for højtråbende s/m i forhold til Camilla Skovgaards diskrete og mere stuerene 'Wraps'. Måske er Ecco og Jaco Form derfor trods alt det mest originale danske skodesign, selvom de fodformede ikke inspirerer forfatterne halvt så meget som de højhælede. Og selvom også Jaco Form har måttet give efter for en ny tids imperativ.

"Nej, de er ikke sexede - men du har færre knyster, når dine tæer skal slikkes."

For at det handler om sex, det er da klart. Eller er det?

Djævlens værk

Hvis man skal spille djævlens advokat, er det jo slet ikke nok, at modeskaberne blot skaber noget og påtvinger andre det.

"Man kan ikke forandre moden ved blot at sende femogtyve sømandsdragter ned af et podium," har Anna Wintour, Vogues amerikanske redaktør forklaret - det er hende, der er forbillede for djævlen klædt i Prada. Så når djævlen forklarer, at en ceruleanblå er et spørgsmål om beslutninger, er det måske djævlen, der snyder Andrea - Andrea kommer jo for resten af etymologien for mand eller menneske... Det er snarere djævlen, der må ligge på lur efter menneskets begær, hvis moden skal slå igennem.

Hvilket begær handler de højhælede så om? At tro det handler om sex er i en vis forstand forkert. I al fald ikke direkte, hvor meget man ellers påstår, at stiletter oser af det. Er det ikke efterhånden klart, at karrierekvinder falder dødtrætte om hver aften og i øvrigt i USA kan finde på at anlægge sag an for sexchikane, fra toppen af deres Jimmy Choo? Og at kvinderne i Sex and the City har mere lidenskabelige forhold til deres sko end til deres mænd?

"Med Blahnik kan man være monogam", som Sarah Jessica Parker fra serien formulerer det som modsætning til ægteskaber, der kan være kortvarige. De kvinder, der stavrer forbi mit vindue om morgenen, ser også ud til at have gang i alt muligt andet end sex. Hvis der er sex i det, er det i selvsving med skoen og skoens navn. For tro ikke at de versioner, der findes på Pigalle, importeret fra Kina i skinnende rødt plastik, skåret over samme læst som Blahniks, will do the trick. Også lige meget hvor meget de tvinger enden bagud og gør benet længere. Skoen skal have det rigtige navn. Og den skal koste dyrt. Og man kan ikke få for mange af dem. Der er snarere tale om fetichisme, både som den gode Freud definerede det - at fetichen i realiteten er en erstatning for fallos. Men dermed også med fetichisme i den ældre religiøse forstand, et magisk objekt - man så oven i købet kan stikke fødderne i. De højhælede sko er tegn på magt, kvindepower som det så hedder.

De så "feminine" høje sko er ikke sex, de skal signalere sex, overskud, at magte verden, også lige meget hvor meget, man vralter af sted. Og hvis det er magt, det handler om, hvem tør så tage de flade på, helt ærligt?

Nu er stiletterne ikke alene nået til Kolding, de er også kommet på museum. Det lykkes da også djævlen Miranda at ophøje 'manden' Andrea til at være en rigtig kvinde med hele staffagen. At være kvinde lige nu, synes ikke at have ret meget at gøre med at ville tækkes en mand. Både Miranda og Andrea mister deres, mens stiletterne fører dem op ad karrierestigen.

Og nu vi er midt i kampen, så kunne den intellektuelle Andrea tage en passende hævn over djævelen. For det var så ikke Mirandas sofistikerede og iskolde valg, der bestemte slagets gang. Den gik kun, fordi Andrea i sidste ende havde lyst. Lyst til ceruleanblå, Blahnikstiletter og magt.

Udstillingen 'Sko' på Trapholt museum løber frem til 11. januar og har seks temaer: Skønhed, Komfort, Performance, Protese, Sko som skulptur og Historiske sko. Bogen 'Sko - Stil sex og sunde fødder' er udkommet på Gads forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu