Læserbrev
Læsetid: 5 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Kultur
23. oktober 2008

Fejllæsning

Pia Tafdrup, forfatter

På vej hjem fra en oplæsning i kulturnatten passerede jeg en gruppe unge mennesker, der som jeg nød den gode, lune oktoberluft. En ung fyr sagde til sine kammerater: "Det skete mellem klokken elleve og fucking halv tolv". Hvilken replik! Det slog mig, den ville jeg nok ikke skrive direkte. Det, der fangede mig, var dramaet, som udspillede sig mellem klokken elleve og fucking halv tolv. Hvad var hændt i det tidsrum?

Det interesserer mig at komme ind i personers tanker, deres forestillinger om sig selv, deres afgrunde i sindet. Jeg spejler ikke, jeg forvandler. Jeg har, i det mindste ikke i Stjerne uden land, været optaget af sociolekter, miljøskildringer o.lign., skønt Kamilla Löfström efterlyser en anden form for direkte skrift i sin anmeldelse (Inf. 11. oktber). Tid og sted angives, men først og fremmest lader jeg handlingen foregå i indre landskaber, hvor meget i vores liv udspilles.

Kunst er kunstig. Kunst er en konstruktion, kun som sådan fungerer den. Handlingen i Stjerne uden land foregår, ved at personer fortæller hinanden, hvad der er hændt, efter at en begivenhed har fundet sted - og meget sker her, hvor en mand længe efter sin elskedes død søger hende i andre kvinder.

Der ligger et bevidst valg i den berettende fortælleform. Den giver anledning til kommentarer og refleksioner. Jeg har fokuseret på, hvad der foregår mellem personer, når de bagefter forholder sig til begivenheder, hvor de har handlet uden måske at tænke sig særlig godt om eller har været hårdt presset. Disse samtaler, hvor man på mange niveauer styrer og påvirker hinanden, er, for mig, lige så afgørende som de begivenheder, der refereres til. Der kan i samtalerne finde en stærk forvandlingskraft sted, ikke anderledes end når man kaster sig hovedkulds ud i "pulserende liv". Jeg har valgt personer, der kan sætte ord på, hvad der foregår inde i dem og finder det vigtigt at tale sammen og dermed involvere sig i hinandens liv. Identitet og grænsedragning er centrale størrelser i romanen, hvor tre kvinder forholder sig vidt forskelligt til katalysatoren, den mandlige hovedperson.

Kamilla Löfström har undret sig over den valgte tone. Det undrer mig. Hvorfor jeg skal mødes med et krav om realisme, når jeg bearbejder og transformerer i stedet for at gengive direkte 1:1. Jeg har forsøgt, med afsæt i en eksistentialistisk tradition, ikke at lade den ydre realitet få al magt, men pege på en større betydning med spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvordan aflæser det betydninger? Hvad længes det efter? Jeg har oplevet det som en befrielse og meget inspirerende at skrive fra det sted, hvor jeg har en åbenhed for personernes sind.

Kamilla Löfström skriver om en dagbog, der udgør en stor del af romanen, at den ligger oppe "på loftet". Det står der intet sted! Det kan bekymre en forfatter at møde en sådan fejllæsning, der åbenbart også resulterer i, at det ikke opfattes, at jeg ønsker en anden dimension skrevet frem end personernes blotte faktuelle fremtoning.

Kvindeundertrykkelse?

Suste Bonnén, Frederiksberg

Er det almindelig mørkerød kvindeundertrykkelse eller ualmindelig lysegrøn misundelse, der får mænd til at blive så agressive over for HanneVibeke Holst?

Når nu Bent Vinn Nielsen (i Inf. 11. oktober) midt i en artikel om, hvor glimrende brød han selv bager, får en hel spaltes plads til at besvære sig over, hvor mange paller bøger hun sælger?

Han bliver helt syg bare ved tanken. "Mon sygekassen giver tilskud til anskaffelsen af hendes bøger?" skriver han med reference til en anden mandlig anmelder, som har fundet frem til det eneste positive syn han kan finde på sin kvindelige kollegas succes: "danskerne må jo have brug for det, hun kan". Hendes forfatterskab er et sygdomssymptom, menes der.

D'herrer er enige om den kvindelige forfatters gebrækkeligheder.

Jeg tænker tilbage på fortiden, hvor de særligt begavede kvinder blev brændt på bålet. Fordi de var farlige. Eller syge, mente mændene.

I dag mener kloge mænd som Erik Skyum så, at det er kunderne - folk der værdsætter Hanne-Vibeke Holsts viden, talent og mod - der er syge og derfor har brug for hendes medicin.

At det ikke er kvindehad i al almindelighed, som Bent Vinn-Nielsen lider af, beviser han umiddelbart derefter ved at højne Enighedsvejs bagerpiges ord til visdom. "Smilende og rapt" bekræfter hun ham i hans irritation over ikke at kunne finde nok småmønter til at betale med.

Og nu kommer det, der skal lovprises - sådan taler en kvinde, der har fortjent smækkys på panden. Ikke noget med triologier og tv-serier i ind- og udland, essays der skaber holdningsændringer, og hvad Hanne-Vibeke Holst ellers har udrettet med sit mod og sit talent. Nej. En kvindes tale skal stige op fra bag ved bagerdisken og skal lyde sådan her : "Sådan er det altid - man står altid lige og mangler til det sidste."

Angående Nobelprisen

Michael Kongstad Nielsen, Virum

Nobelprisen i litteratur er det fornemmeste, en forfatter kan opnå, og mens der er jubel i forfatterens hjemland, er der lidt surhed og vrede at spore andre steder. Således også i Danmark, hvor Johannes Riis og andre jamrer sig over, at Jean-Marie Gustave le Clézio er passé, ude af tidsånden, ikke rykker noget, ikke flytter noget.

Jeg har aldrig læst le Clézio, men af omtalen kan man forstå, at han skriver civilisationskritik så det basker. Han skriver om det moderne menneske, der fjerner sig fra sig selv, og bliver fremmed over for egne oprindelige evner, muligheder og kompetencer. Og om mødet og sammenstødet med netop mere oprindelige mennesker, der lever i nærmere kontakt med sig selv og naturen. Der er måske lidt Gogin og lidt Rousseau i inspirationen, og teksten skulle flyde med fortryllelse, sanselighed og poesi. Mon ikke mange moderne mennesker kunne have godt af at få et langt og kærligt los i røven af le Clézio.

Flytter han ikke noget? Jamen, hvad flytter tidsåndens egen litteratur da? Ikke meget andet end penge fra de mægtige læserskarer og ned i lommerne på forlag og forfattere. Der er gået marked i det, er der. Jagten på bestselleren lurer i alle branchens kroge. Efter underholdningen står læseren tilbage med nøjagtig den samme mentale ordning inde i sit hoved som før.

I dag er det ikke koloni- eller verdenskrige, der fjerner mennesket fra sig selv og truer civilisationen, det er det vildt fråsende overforbrug, der gør det. Mennesket vil ikke sit eget bedste, det kan man se på alle de kriser, det nedkalder over sig.

Så kære Johannes Riis - se så at få oversat le Clézios sidste og genudgivet de gamle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her