Læserbrev
Læsetid: 5 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Kultur
9. oktober 2008

Min mosters elektrochok

Inge Eriksesn, forfatter

En af mine mange mostre fik elektrochok, da hendes sindslidelse åbenbart ikke kunne klares på andre måder. Det var naturligvis en skandale i familien, dels at et medlem var schizofren, dels at behandlingen skulle være så brutal.

Denne moster kunne optræde meget provokerende og sige, at djævlen stod bag ved en uskyldig gammel tante. Når hun kørte den af på mig som teenager, sagde jeg bare - uden at vende mig om for at checke - at det gjorde han ikke! Så vi havde det faktisk udmærket med hinanden.

Jeg lærte en hel del af samværet med denne besværlige moster. Noget af det vigtigste var, at jeg skulle stole på min egen dømmekraft og ikke bilde mig ind, at der stod en djævel bag ved mig.

Jeg har haft brug for den lærdom mange gange senere i livet, især da som romanforfatter på det danske marked.

I mere end 30 år har jeg læst de besynderligste anmeldelser af egne og andres romaner og tænkt: Hvad foregår der her!?

Den korte version:

I det danske litterære establishments optik er lyrikken hævet over resten af de publicerede værker, ikke mindst romanerne. Dvs. at anmelderne på grund af manglende respekt egentlig ikke ved særlig meget om romaner. Det hjalp lidt, da Forfatterskolens nye stjerner begyndte at publicere kortprosabøger med Merete Pryds Helle som en fascinerende undtagelse.

Med disse små formalistisk set perfekte bøger fik anmelderkorpset fornyet forståelsesrammen, den var ikke længere implicit nordisk, der var kommet noget andet til.

Men der lå jo stadig et næsten mørkelagt Europa udenom, og selvom der var specia-lister i tysk og fransk litteratur, var det lidt småt med forståelsen af, at ganske mange danske romanforfattere skriver i forhold til en angelsaksisk romantradition: Det her kan jeg bruge, det der ikke.

Hvis vi holder krimilitteraturen udenfor, betyder det, at flertallet af danske romaner - mainstream eller eksperimenterende - faktisk savner kvalificerede formidlere. Det er ikke, fordi anmeldere er djævle, de er bare uvidende om deres egen indskrænkethed og provinsialisme.

Manglen på indsigt i den angelsaksiske tradition kommer bl.a. og især til udtryk som manglende genrebevidsthed. Altså bortset fra krimierne. Med én lysende undtagelse, nemlig Bo Tao Michaelis, der desværre for os mainstream forfattere (hvis det er det, vi er), især anmelder krimier. BTM besidder en genrebevidsthed, hvis essens er, at man ikke rakker en cowboy film ned, men gir den kniven, hvis det er en dårlig cowboyfilm. Det lyder enkelt, men i praksis er der tale om en uoverstigelig barriere af fordomme i anmelderkorpset.

Jeg ved ikke, hvad de studerende lærer på navnlig Københavns Universitet, men de lærer åbenbart noget, der gør, at de ved, hvad litteratur er. Enhver fornuftig forlagsredaktør kan berette, at sådan er det ikke, der er brug for åbenhed over for et hvilket som helst manuskript, et analytisk arbejde på de præmisser værket selv sætter osv.

Selvfølgelig er der grænser for, hvad genrekasser kan betyde, men det ville dog være vederkvægende, hvis der var bare et par kvalificerede kasser at putte romanerne ned i!

Et sidste men ikke uvæsentligt pip i 'Den korte version' lyder:

Hvorfor er et begreb som håndværk tabuiseret i den danske formidling? Når jeg tænker på det bjerg af romaner, jeg har læst gennem et langt liv, ved jeg en del om, hvad godt håndværk betyder for en vellykket roman! Men den håndværksmæssige kompetance omtales aldrig, det virker gudhjælpemig, som om anmelderne tror, at en roman handler om inspiration, hittepåsomhed og afsavn og ikke også om en bevidsthed om, hvad fanden det er vi skriver og hvordan!

Der ligger indlysende nok mange års irritation bag disse linjer. Når de blir skrevet netop nu, skyldes det diskussionen om Hanne-Vibeke Holsts nye politiske spændingsroman Dronningeofret. Den manglende genrebevidsthed har allerede før udgivelsesdagen stukket sit grimme hoved frem, der blir ikke snakket om genre, men om det uinteressante sprog, klicheerne i persontegning osv.

Men hvad nu, hvis tempoet, romanens flow og håndværket er blevet forfinet i forhold til den sidste politiske spændingroman, Kongemordet?

Jeg har ikke brug for elektrochok, ingen djævel står bag ved mig, men må jeg ikke citere den alitterære Søren Brun fra Radiserne?

'Jeg græmmes -'

Mudderkast

Aase Bak-Nielsen, Nibe

Demokratiet har i de seneste år været under stærkt pres, både internt i Danmark og på EU-plan. Mon mange ikke stadig husker Hal Kochs bog fra 1945, Hvad er demokrati?, hvor han betegner samtalen som det væsentligste grund-element i demokratiet.

Der udgives i disse år mange samtalebøger, som mest fokuserer på kändisser og deres liv. For nylig er der kommet en bog, Samtaler - på en anden måde, som fokuserer på en række aktuelle samfundsspørgsmål lige fra unionsudviklingen, finanskrisen og den globale opvarmning til arbejdsmiljøet på universiteterne, kristendommen og monarkiet.

Her vises på en inspirerende måde, hvordan en sådan demokratisk samtale kan foregå. Emnerne er udvalgt efter debatter, som forfatteren, professor Niels I. Meyer, selv har deltaget i, men han beskriver meget loyalt sine modstanderes synspunkter og lader altid dem få det sidste ord.

Bogen vil være en glimrende igangsætter for dem, der ikke ser sort-hvidt på problemerne, men reelt ønsker at bidrage til demokratiet med gode samtaler - i stedet for blot og bar mudderkastning.

De Gyldne Laurbær

Jon Albjerg Ravnholt, onlineboghandler, Kbh.

Det er en smigrende misforståelse, at De Gyldne Laurbær skulle være en af kulturparnassets hædersbevisninger (Inf. 2. okt.):

Prisen uddeles af landets boghandlerne, og selvom vi i vidtløftige stunder ynder at kalde os selv kulturformidlere, er størstedelen af os snarere købmænd, og da nomineringen foregår i halen på julesalget, er det næsten uundgåeligt, at de fleste skeler mere til salgs- end til lixtallene, når de stemmer på deres kandidat.

Kriterierne for at modtage prisen er, at forfatteren skal være dansk, nulevende, ikke tidligere have modtaget prisen og i det forgangne år have udgivet et skønlitterært værk.

Et kig ned over listen afslører, at Holst ved sine seneste tre romaner har måttet se sig slået af henholdsvis Morten Ramsland i 2006, Jakob Ejersbo i 2003 og Jens Christian Grøndahl i 1999: Alle tre bestsellerforfattere som Holst, ingen af dem på nogen måde finlitterære - Grøndahls tidlige romaner regnes for forholdsvist smalle, men det var lægeromancen Lucca han modtog De Gyldne Laurbær for. Tre forfattere i samme liga som Holst, som altså de givne år har slået bedre igennem hos boghandlerne end hun.

Jeg mener ikke, at Grøndahl, Carsten Jensen eller Ib Michael, som trækkes frem i artiklen, er hverken værre eller bedre end Holst: De skriver alle tre populære romaner, som henvender sig til et bredt publikum, og de er for den sags skyld alle lige så mere eller mindre velovervejede samfundsdebattører som Holst.

Netop derfor kan jeg heller ikke se, hvorfor De Gyldne Laurbær skulle være en finkulturel hædersbevisning - jeg mener, Leif Davidsen har modtaget den!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her