Læsetid: 5 min.

Le Clézio er et postkolonialistisk paradoks

Årets Nobelpris i litteratur hædrer en forfatter, der har udmærket sig ved skarp kritik af vestlig og fransk civilisation. Men fransk åndslivs traditioner for åbenhed over for fremmede kulturer har dybe rødder - og nu bliver Le Clézio selv indlemmet i Pantheon-kulten for 'fædrelandets store sønner'
Årets Nobelpris i litteratur hædrer en forfatter, der har udmærket sig ved skarp kritik af vestlig og fransk civilisation. Men fransk åndslivs traditioner for åbenhed over for fremmede kulturer har dybe rødder - og nu bliver Le Clézio selv indlemmet i Pantheon-kulten for 'fædrelandets store sønner'
23. oktober 2008

Årets Nobelpris i litteratur gik altså til en franskmand, Jean-Marie Gustave Le Clézio. Han er ikke en hvilken som helst fransk forfatter. I sin prismotivering fremhævede Svenska Akademien, at Le Clézio er en "udforsker af menneskeligheden, uden for og neden for den herskende civilisation".

Le Clézio er med andre ord en franskmand, som har taget ihærdigt afstand fra fransk civilisation - ja, fra hele Europa og Vesten. Debutbogen Le procès verbal fra 1963 handler om en dreng i krise, Adam, som hurtigt kommer på kant med samfundet.

Den seneste bog hedder Raga og er en reportage om, hvorledes globaliseringen er ved at smadre ønationen Vanuatu i Stillehavet. Det er, som om Le Clézio ville sige, at alting ville have været bedre, hvis det bare var aztekerne og afrikanerne, som havde koloniseret Europa.

Med denne skarpe civilisationskritik viderefører Le Clézio den måske mest attraktive linje i fransk åndshistorie. Den løber mellem metropolen på den ene side og Orienten og troperne på den anden. Det begynder en gang i det sekstende århundrede, da Montaigne udtrykker sin fascination ved "kannibalerne", og Rabelais sender sin helt, Pantagruel, på rejse til de forunderlige øer hinsides havet. Forbindelsen videreføres lige så markant hos Voltaires Amerika-farer Candide, i Diderots forsvar for "barbarernes" kulturer, i Rousseaus tiljubling af "den ædle vilde", i Montesquieus Persiske breve og i sammes fantasier om "Louisianas vilde".

I efterkrigstiden forandres denne strømning. Det skyldes, at flere forfatterstammer fra kolonierne - eksempelvis Leopold Senghor, Aimé Césaire og Frantz Fanon - bryder igennem og indstifter en postkolonial verdensbeskrivelse. Vi får også en række franske forfattere, der flår verdensbillederne itu indefra. Disse forfattere er kolonialismens børn - og er vokset op i Frankrigs kolonier. Og de tager deres hjemstavns parti imod Frankrig.

Et eksempel er Marguerite Duras, som i en vis forstand begynder alle sine fortællinger fra samme udgangspunkt ved Mekong-floden. En anden er Albert Camus fra Algeriet.

En verdensborger

En tredje er netop Le Clézio. I hans livsværk findes fra første færd Ogoja, en landsby i den østlige del af Nigeria.

Dertil kom Le Clézio som otteårig. Hans far var en læge. I hans selvbiografiske fortælling L'Africain forklarer Le Clézio, hvordan dette sted kom til at definere hele hans følelsesliv og ambitioner.

Jovist, det er en tiltrækkende linje i fransk kultur. Men den er også dybt tvetydig. For selv om mange af disse forfattere og kunstnere fordømmer grådighed og krigslyst, er de stadig nødsagede til at tilpasse sig til de værdier, der hersker i Paris. Med eller mod deres vilje bidrager de til at styrke hjemlandets greb om den øvrige verden.

Risikoen nu er, at Le Clézio lider samme skæbne. Han er en stor fransk forfatter, der viser, at fransk litteratur har universel appel og dækker alle aspekter af virkeligheden, lyder det i hyldesttalerne fra Paris. "Han er en borger i verden, et barn på alle kontinenter og alle kulturer," siger præsident Nicholas Sarkozy, som dog samtidig synes at antyde, at det måske i grunden kun er franskmænd, der på denne vis forstår at ophøje sig selv til sande universelle mennesker.

Hvordan kan det være, at en af de mest svidende kritikere af de vestlige samfunds arrogance og overlegenhedsprætentioner - en forfatter, der hævder, at kolonialismen, neokolonialismen og det moderne kapitalistiske system er en form for barbari - bliver forvandlet til eksponent for vestlig overlegenhed og tages til indtægt for, at den franske kultur er stærkere og bedre end nogensinde?

Le Clézios Nobelpris tilbageviser påstanden om, at fransk kultur er i tilbagegang, hævder landets premierminister François Fillon.

Postkolonial teori

I bedste fald kan dette års Nobelpris dog bidrage til at kvalificere den debat om kolonialismens arv og den franske universalismes blinde pletter, som gennem de seneste to år har udviklet sig intenst i Frankrig. Dette manifesterer sig ikke mindst i, at det franske åndsliv nu også har fået øjnene op for det, som kendes som postkolonial teori, der nu med 20 års forsinkelse lanceres på ny over en bred front. Tendensen træder tydeligt frem i kulturtidsskrifterne.

I foråret 2006 udgav Contretemps f. eks. et særnummer om Postkolonialisme og indvandring. Og siden fulgte en lang række andre publikationer op. Og i efteråret 2007 kom den første franske bog, der introducerer den postkoloniale teori, La situation postcoloniale. Les 'postcolonial studies' dans le débat français. Det er ikke vanskeligt at forklare, hvorfor debatten om kolonialismens arv og postkolonial teori er blusset op i netop Frankrig. (Men hvorfor har det taget så lang tid?)

Man behøver blot at henvise til forstadsoptøjerne i 2005, som afslørede, hvordan den franske integrationspolitik er stødt på sine grænser, og tydeliggjorde behovet for at finde nye tilgange til multikulturelle samfund.

De modsætninger fra kolonialtiden, som alle hævdede var et overstået stadium, viste at være flyttet inden for landets grænser. Samme år vedtog Nationalforsamlingen en opsigtsvækkende lov, som indebar, at landets skoler skal undervise i, at den franske kolonialisme også har været til gavn for de koloniserede folkeslag ved at anvise dem en vej til civilisation.

Relevant i sammenhængen er også Rachid Bouchareds film Indigènes ('Indfødte soldater') fra 2005, som satte fokus på alle de senegalesere, marokkanere og algeriere, der kæmpede heroisk for Frankrig i Anden Verdenskrig, men alligevel blev konsekvent diskrimineret af den franske stat. Og i foråret 2007 offentliggjorde dagbladet Le Monde De firefyrres manifest, som var underskrevet af fransksprogede forfattere med rødder i Asien, Amerika og Afrika.

Forfatternes budskab var omtrent dette: "Vi skriver på fransk, vi er en del af fransk litteratur, mange af os har større succes end de af vore kolleger, der er franske statsborgere. Hvorfor har vi ikke fået samme plads i litteraturhistorien og litteraturundervisningen som de forfattere, der er født i Frankrig?"

Jean-Marie Gustave Le Clézio blev ganske vist født i Frankrig, men i alle øvrige henseender ligner han 'De fireogfyrre'. Barndommen i Afrika er den faste klangbund for hans liv.

"Det var her, i dette landskab, at jeg levede mit frie, vilde, næsten farlige liv. En fri bevægelighed, i tanker og følelser, som jeg ikke siden har oplevet."

Bogen adskiller sig fra næsten alle andre europæiske Afrika-skildringer ved ikke at besidde så meget som et gran af eksotisme. De fleste skildringer af Afrika skrevet af europæere, styres at et imperialistisk blik, som kigger på andre og søger at trænge ind i det fremmede.

Le Clézios historie er derimod en løbende introspektion. Når han taler om Afrika, taler han om sig selv og om det, som ligger ham nærmest. Når han taler om Europa, er det, som om han skildrer en fremmed, kold og ugæstfri planet.

Stefan Jonsson er kulturredaktør på Dagens Nyheter.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu