"Falder du ned på den side, kan du komme voldsomt galt af sted, men du vil nok overleve," siger Dave Buting og peger på højderyggens mindst stejle side. "Men," tilføjer Dave og vender sig nu imod den 300 meter dybe slugt på den anden side: "Ryger du derned, kan du godt belave dig på tæppefald."
Der er ikke noget som afgrunde eller dødsangst, der kan få sanseapparatet til at fokusere anspændt og forvandle ens ben til gelé. Vi står på et fladt stykke på en højderyg - det er næppe en halv meter bredt - omkring 2.000 meter oppe i de Bayerske Alper. Jeg har ganske vist et reb om mig, men på denne strækning er der ingen steder, jeg kan fastgøre det.
Dave er min guide. Han er i færd med at introducere mig til Klettersteig, en bjergsti af en særlig slags, som jeg ikke tidligere har prøvet på mine ture på den anden side af Alperne i Frankrig og Schweiz. Den italienske betegnelse via ferrate ('jernvej') er for så vidt mere retvisende, for skjult højt oppe i Alperne langs bjergrygge og op ad skråninger strækker de sig, disse netværk af stålwirer og ståltrin, der er boltet fast til klipper og bjergvægge for at gøre det muligt for almindelige dødelige som jeg selv at klatre der, hvor tidligere kun øvede bjergbestigere kunne agte sig hen.
Hægter sig på kabler
Vi tager livtag med Hindelanger-'klatrestigen', som strækker sig mere end tre kilometer langs en flere steder næsten knivskarp bjergryg fra toppen af Nebelhorns tovbane, som hidlokker eventyrere fra markedsbyen Oberstdorf.
På de vanskeligste afsnit, hvor stien stopper brat foran bjergmassivet, falder stejlt, snævrer sig ind til kun en støvles bredde eller bugter sig uden om klipper så store som huse, er der udlagt kabler.
For at hægte sig på disse har man brug for clips, som sidder i de nylonsnore, der er fastgjort til ens sele. Disse gør det muligt at bevæge sig fremad ved at glide langs med kablet. Problemet er bare, at der er farlige afsnit her på Hindelanger, hvor der ikke er fastgjort kabler. Jeg har stolet på lignende systemer, da jeg prøvede bungee-jump, tvillingefaldskærmsudspring og rapelling (nedfiring ved reb, red.), men når jeg kun har min hjerne og fire lemmer som sikkerhedsnet, er jeg tilbøjelig til at kravle som en fordrukken bavian.
I det mindste er jeg ikke den første voksne mand, som har slingret angstbævende af sted på bjergrygge som denne. Hindelangers Klettersteig blev anlagt sidst i 1970'erne, men denne særlige sport går hele 90 år tilbage. I Første Verdenskrig, da østrigske og italienske tropper udkæmpede hårde slag mod hinanden i de frygtindgydende Dolomitter, en udløber af de italienske Alper, blev soldater fra begge sider jævnligt dræbt i faldulykker. Så for at minimere disse tab fandt man på at fastgøre kabler og stiger flere steder.
Da krigen sluttede, rykkede alpinsportsklubberne ind og vie ferrate vandt snart udbredelse. Nye klatreruter er løbende tilføjet over hele Alperne, og der er noget for enhver smag - for den seriøse bjergklatrer til den glade amatør.
Min berusede abefremfærd afslører mig som amatør, men i det mindste har jeg da Dave at støtte mig til. Der er ikke mange så kvalificerede som han, når det gælder om at finde rundt i disse højder. Sin smag for bjergbestigning fik han i Derbyshires noget lavere bakkedrag, da han meldte sig til hæren for over 20 år siden.
Måtte opgive Everest
I 2006 organiserede og ledede han en ekspedition til Mount Everest, hvor han sammen med sin ven og tidligere specialstyrkesoldat John Doyle og 22 andre bjergklatrere fra den britiske hær forsøgte at blive de første briter til at erobre verdens højeste tinde via dennes berygtede vestside. Livsfarlige sneforhold betød imidlertid, at forsøget ærgerligt nok måtte indstilles ganske tæt på toppen. Da de vendte hjem, besluttede John og Dave imidlertid at dele deres passion for bjergenes univers med almindelige civilister.
My Peak Potential hedder det firma, som de to mænd har stiftet sammen med to andre gamle soldaterkammerater, og det har nu eksisteret i knap et år. Det har til huse i et tidligere alpehotel i den højt beliggende Gunzesried-dal i Allgäu-regionen, kun tre kilometer fra den fra østrigske grænse. Beliggenheden kunne ikke være mere malerisk. Selv under det skydække, som ligger tæt over landskabet, ser de skærende grønne bakker ud til at gløde, og luften er så frisk som de glitrende bjergbække, der strømmer ned fra horisontens forrevne tinder. Dave og John, der kører foretagendet sammen med deres respektive (og meget søde) koner, Jo og Sue, håber, at denne relativt oversete tyske idyl vil kunne lokke flere turister væk fra de overfyldte feriesteder i Frankrig og Schweiz.
Og lokkemidler er her da også mange af. Ud over de storslåede bjerglandskaber og komfortable indkvarteringsmuligheder (lidt mere kunst på væggene kunne dog godt tilføre lidt alpin charme til de ret spartansk udstyrede værelser) er der et væld af aktivitetsmuligheder. Alle ser ud til at dyrke en eller anden sportsgren her, om det så er mountainbike-cykling, løb eller sejlture på Alpsee nede i dalen.
Svævebane til Alpenrose
For at indføre mig i dette hektiske livstempo, beslutter John at tage mig med på den direkte rute fra Friedrichshafen, regionens lille lufthavn. I stedet for at køre ad de snoede bjergveje mellem lufthavnen og Alpenrose, stiger vi ind i en svævebane og tager turen over bjergryggen. Efter at have passeret zenbuddhistisk uforstyrrelige køer og skæggede bayerske bjergbønder, når vi frem til de mountainbikes, som John har lejet tidligere på dagen. For fuld fart ned ad bjerget går det så til Alpenrose, hvor et velskænket glas af den lokale fadøl føles meget velkomment. Sådan burde man altid ankomme til et feriemål.
Efter en lidt urolig nats søvn i en dødslignende stilhed, der først brydes ved daggry ved lyden af hundredvis af fjerne koklokker, går turen til Oberstdorf, Tysklands sydligste by. Har man først lagt byens kuriøse torv og stille veje bag sig, er den største attraktion i området skihop. Og hvem skulle nu have troet, at man kunne lege Eddie the Eagle her i sensommeren? Men da vi ankommer, viser det sig, at det russiske landshold er ved at øve på den kunstige overflade, der skal gøre det ud for sne.
Arenaen her fungerer også som et såkaldt Hochseil, der er en slags tovværksbane. Ophængt imellem de enorme betonsøjler, hvorpå skihopsrampen hviler, er et sandt virvar af reb, rebbroer og rebstiger. Den eneste måde at navigere igennem uden at falde er ved at samarbejde som et team.
Og teambuildingkurser er da også My Potential Peaks specialitet. Dave og John trækker på deres erfaringer fra hæren og bjergbestigningssporten og tilbyder også grupper fra virksomheder en pause fra skrivebordet, så de kan styrke sammenholdet på de store vidder og føle adrenalinens sus.
Endeløse muligheder
Om vinteren er der mulighed for skiløb af enhver slags, herunder langrend, hvilket mange af de lokale dyrker som en besættelse. Listen over sommeraktiviteter er næsten endeløs. På andendagen tager jeg en kanotur op ad den smukke flod Iller, som bugter sig nordpå for til sidst at løbe ud i Donau, og samme eftermiddag tager jeg endnu en tur i tovværksbanen, men alle disse øvelser er kun opvarmning til den Klettersteig, som Dave og John har planlagt for mig.
Timers vedvarende regn har efterladt en grå tåge, der indhyller bjergene ved dagens frembrud, men den letter hurtigt for et blændende solskin, og da vi med svævebane har tilbagelagt distancen fra Oberstdorf til toppen af Nebelhorn er sceneriet spektakulært. I teorien skulle man kunne se hele 400 tinder herfra, deriblandt Zugspitze, men luften er så klar og sollyset så kraftigt, at man snarere har indtryk af at kunne se hvert eneste højdepunkt i Alperne. Hvad der længere nede faldt som regn, er blevet en sjælden august-sne, som kontrasterer med den mørke klippe, der nu opvarmes af solen og det frodige grønne fra dalen.
Godt en time senere på Hindelanger er vi fremme ved rutens vanskeligste passage. Kablet holder op ved en stejl slugt, og den eneste måde, hvorpå jeg kan klatre videre, er ved at omfavne klipperne, som skyldte jeg dem min overlevelse. Det er med en blanding af lettelse og skuffelse, at vi når det punkt på ruten, hvorfra jeg med svævebane atter må tilbage til lufthavnen. Det har været som en smuttur i parken for Dave, hvis brede smil aldrig synes at forlade hans ansigt.
- Keder De dem aldrig med nybegyndere som mig?
"Nej, da," svarer han. "Hele begrundelsen for, at vi gør det her, er, at vi elsker at være heroppe og dele disse bjerge med andre mennesker," siger han.
Da jeg tager afsked med den gæve bjergbetvinger og denne vidunderlige udsigt, er jeg kun ked af, at vi ikke kan dele dem lidt længere.
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
Mere info på: www.my-peakpotential.com
