Læsetid 4 min.

Maleriet, der blev levende

Den abstrakte maler Mark Rothkos udstilling på Tate Modern får tiden til at gå i stå
/b> er store, abstrakte billeder, der ofte kun har to dominerende farver.

/b> er store, abstrakte billeder, der ofte kun har to dominerende farver.

Andrew Winning
6. oktober 2008

"Den russisk fødte amerikanske kunstner kendt som Mark Rothko (1903-1970) behandlede sine malerier som levende væsner. De var døde, indtil tilskuerne vakte dem til live",

Det fortæller den mystis-ke blondine, som jeg møder til denne før udstilling på Tate Modern i London.

Jeg lærer meget denne regnfulde eftermiddag i London.

Rothko var en af de første kunstnere, der indså, at det at beskue et billede er at deltage i en form for totalteater. Hvis tilskueren ikke medvirkede, ville billedet forblive dødt.

Det gjorde ham til lidt af en primadonna - i ordets både bedste og værste betydning. Inden han solgte et billede, ville han besøge den potentielle køber, undersøge galleriet, dets belysning og ikke mindst køberens holdning til kunst. Var han ikke tilfreds solgte han ikke billedet - ej heller selv om han blev tilbudt enorme beløb, har hans datter, Kate Rothko Prizel, for nylig fortalt i et interview med avisen The Observer.

Rothkos billeder kan - siger kataloget fra udstillingen - kun forstås, hvis man ser dem i virkeligheden. Og det er ikke noget, de bare skriver for at få os til at betale billetten for at komme ind på denne retrospektive udstilling på Londons Tate Modern.

Rothkos billeder er store, abstrakte billeder, der ofte kun har to farver. Ofte ser de ud som simple firkanter. Men fordi Rothko malede lag på lag på lag, kan man - dersom man betragter billederne længe nok - opleve, at de ligesom bliver levende, at stregerne og malingen begynder at bevæge sig på en næsten psykedelisk måde.

Det er derfor, at Rothkos billeder ikke kan reproduceres. Det er næsten uetisk - ja, sakrosankt endog- at købe en reproduktion. For plakaterne, som man kan købe i forhallen, mangler den livskraft der bogstaveligt findes i billedets abstrakte firkanter og streger.

Han var en lidt mærkelig mand. Det er store kunstnere ofte. Rothko sagde altid, at han var autodidakt. Det var han ikke. Han gik på kunst-akademiet i New York i to år, og han var en hovedfigur i det sprudlende kunstnermiljø i storbyen i 1940'erne og i 1950'erne. Men han præsenterede sig gerne som en outsider.

Han blev tilknyttet Peggy Guggenheim - en kendt mæcen - der støttede andre avantgardister som Jackson Pollock og Barnett Newman. Og han var på alle måder en del af kunstverdenens etablissement. Men ville ikke indrømme det.

Han var meget bevidst om sin baggrund. Rothko, der var jøde, flygtede som ni-årig fra den stigende antisemitisme i Rusland sammen med sin far.

Hans far døde kort efter, de var ankommet til Portland Oregon. Trods stor fattigdom var Rothko en mønsterstudent. Han vandt et stipendium til Yale University, men mistede det - sandsynligvis på grund af antisemitisme.

Han arbejdede derefter som tjener og buddreng for at få råd til at fortsætte studierne. Men han blev ikke færdig og tog til New York. Han ændrede sit navn fra Marcus Rothkowitz til det mere amerikanskklingende Mark Rothko.

I New York studerede han kunst, men ernærede sig samtidig som maler på et teater. Det var her, han blev opdaget af Guggenheim.

Inspireret af Pollock og andre bevægede han sig væk fra sine tidlige figurative værker og i en mere og mere radikal abstrakt retning. Han udviklede gradvist og samtidigt hermed en teori om publikums deltagelse i maleriet.

I hvalens bug

Det sidste oplever man i det rum på Tate Modern, der kaldes The Whale Room. Her i hvalfiskens bug kan man - som en anden Jonas - sidde i lang tid og flyde med ind i billederne.

Det er blevet beregnet, at den typiske gallerigæst ser ni sekunder på hvert maleri. Rothkos billeder kræver mindst fem minutter - men helst 15-25 - før de bliver vakt til live.

Den store tyske kunstteoretiker Walter Benjamin skrev engang et berømt essay om 'Kunsten i den Mekaniske Reproduktions Tidsalder'.

Mark Rothko levede i denne tidsalder, og er måske denne periodes mest væsentlige kunstner. Og alligevel er han den billedkunstner der står i størst kontrast til den forjagede og materialistiske tidsalder, som Benjamin beskrev.

Hans billeder. der ikke lader sig reproducere, er bevidst skabt til at tvinge beskueren til at reflektere og meditere over de abstrakte farver.

Rothko var, som det måske fremgår, en meget principfast kunstner. Det er ikke overraskende, at hans mest berømte værk fortolker livet som en simpel struktur af tre lag: himlen, jorden og helvede.

Himlen beskriver det sensitive og enddog seksuelle, jorden repræsenterer det materielle, og helvede repræsenterer hans indre dæmoner. Det var de sidste der - sammen med alkohol - til sidst tog livet af ham. Han begik selvmord i 1970. Denne udstilling er den første retrospektive af hans værker i 20 år. Den kan varmt anbefales!

Og den mystiske blondine? Hun forsvinder uden, jeg bemærker det, og efterlader mig alene med de kæmpestore billeder i det mørke galleri.

Rothko, London Tate Modern fra 26. september til 1. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu