Nobelprisvinderen med det lidt androgyne og smukt klingende navn Jean-Marie Gustave Le Clézios forhold til den moderne verden er nomadisk.
"Hele min opvækst har jeg fortalt mig selv, at mit hjemland fandtes et andet sted," har han sagt til France diplomatie.
"En dag ville jeg nå dertil og vide, hvad det var. Så jeg har altid følt mig som en outsider i Frankrig. På den anden side elsker jeg det franske sprog, så måske er det mit sande hjemland."
Er Le Clézio en slags hjemløs, er det nok ikke så mærkeligt, at han er kendt for at skrive på et sammensat inspirationsgrundlag af såvel franske klassikere som engelsksprogede eksilforfattere som Robert Louis Stevenson og James Joyce. Måske er det derfor, at hjemlandets kritikere har så svært ved at indkredse hans stil.
Storbyens vanvid
Debutromanen 'Rapport om Adam' anslår de toneangivende tematiske tangenter i Le Clézios litterære livsvandring: flugten fra civilisationens krav om konsensus til den frie tankes, til tider ekstreme, udfoldelse.
Hovedpersonen Adam er en tænksom ung mand, som vandrer hvileløst rundt på gader og stræder, til han holder en tale, der er så agiteret, at han ender på sindssyge-hospitalet.
Karakteristisk for Le Clézios forfatterskab er det, at Adam er i konflikt med byrummet, med moderne teknologi og med moderne livsførelse i det hele taget. Overordnet kan man skelne mellem to perioder i forfatterskabet. Den første løber fra debuten i 1963 til de sene 70'ere, og rummer den unge Le Clézios forsøg på, at slippe ud af eksistentialismens kølvand.
I sprogligt udforskende formeksperimenter, med inspiration fra de såkaldte nouveau roman-forfattere Michel Butor og Alain Robbe-Grillet, forsøger han at løfte sine beskrivelser ud over hverdagens normalsprog for i stedet at beskrive virkeligheden på tæt hold. Sprogligt raser han mod det, han opfatter som den vestlige verdens ødelæggende formålsrationalitet, og tematisk kredser han om vanviddet. Filosoffer som Michel Foucault og Gilles Deleuze hylder på det tidspunkt Le Clézio, og er med til at give ham et ry som fritænker og rebel.
Naturens indtog
I de sene 70'ere undergår Le Clézios forfatterskab en gennemgribende stilistisk forandring.
Han går bort fra de formelle eksperimenter, og hans romaner bliver mindre dystre, efterhånden som han begynder at behandle emner som barndom, ungdom, og rejse.
Fra 1969 til 1973 lever han blandt indianere i Panama, og bogen Da vil jeg kun fred og hvile er skrevet i denne periode.
Det er en lyrisk beretning om en tid vel tilbragt, langt fra civilisationens bærme. Naturen gør sit indtog, og sol, hav, lys og vand bliver genkommende billeder i forfatterskabet, der gennem beskrivelser af egne rejseoplevelser reflekterer over globaliseringens ulige kulturmøder.
I romanen Ørken bliver en ung nomadekvinde fra Sahara en feteret fotomodel, men ender alligevel at vende den vestlige civilisation ryggen, for i stedet at gå tilbage til ørkenen.
Samtidig kører en parallel fortælling om de franske kolonisters udslettelse af tuaregerne i begyndelsen af det 20. århundrede.
Ikke overraskende er det denne mere let tilgængelige del af forfatterskabet, der har tiltrukket den bredere læserskare.
