Læsetid: 4 min.

Hvad musik mon er værd

Store, anerkendte og også stærkt sælgende kunstnere vrister sig fri af de store gamle pladeselskaber og sælger deres musik på egne websites til lavpris. Ja, nogle gange giver de den væk - Og tjener alligevel penge
Trent Reznor fra det amerikanske band Nine Inch Nails.

Trent Reznor fra det amerikanske band Nine Inch Nails.

14. oktober 2008

"IF IF IF IF IF music is free, dear Fraunhofer Institute, please develop something funky like this for humans too!"

Ordene kommer fra produceren og sangeren AGF - Antye Greie - og de er stilet til opfinderne af mp3-kodekset, som jo har sat musikverdenen på den anden ende her i det 21. århundrede. Kunne de også skabe noget så revolutionerende og gennemgribende til mennesket?

Ordene i citatet ledsager den berlinske musikers nye lifligt klangbehandlede, køligt dansable, kunstnerisk kantede (tænk Laurie Anderson som germansk electronica) album Dancefloor Drachen på det website, hvor hun har lagt det ud til gratis download. Ikke noget, hun har for vane at gøre, men noget hun har valgt at gøre denne gang, for, som hun skriver, at bede lytterne om at vise personlig påskønnelse af den musik, de har oplevet.

Humanistisk bavl? Tja. Men det er en diskussion vi er nødt til at tage, om den smuldrende magtelite - altså de multinationale selskaber - kan lide det eller ej. Diskussionen om hvad musik er værd.

Ingenting, kan svaret lyde. Altså gjort op i cool cash. Ingenting var i hvert fald prisen på amerikanske Nine Inch Nails seneste album, The Slip.

"Thank you for your continued and loyal support over the years - this one's on me", skrev Trent Reznor alias Nine Inch Nails i maj i år på sit site. Og ikke noget med at tilbyde albummet i en inferiør mp3-kvalitet som Radiohead gjorde. Nej, det kunne og kan - til evig tid, som der står på sitet - downloades i flere forskellige formater, heraf et, der er bedre end cd'en.

Og hvornår kører de så Trent Reznor væk i spændetrøje? Det sker formentlig ikke, for Nine Inch Nails er en strålende forretning. Merchandise og koncertvirksomhed holder uden problemer hjulene i gang. Og så er det faktisk anden gang i år, at han udgiver gratis materiale.

Første gang var med det instrumentale firedobbelte album Ghosts I-IV, hvoraf man kunne downloade det første album gratis og ellers betale sølle fem dollar for alle mp3-filer.

Imponerende salgstal

Resultatet var ifølge NIN's management 781.917 betalte og gratis downloads og en brutto-indtægt på 1.619.420 dollar. Den første uge. Heraf var en indtægtkilde de 2.500 eksemplarer af et udsolgt oplag af en deluxe-udgave til 300 dollar, som appellerer til hardcore-fans.

Et trick som Radiohead også brugte med In Rainbows, og som David Byrne & Brian Eno bruger om deres andet duo-samarbejde på tre årtier.

Deres første samarbejde My Life In The Bush of The Ghosts fra 1981 er noget nær en klassiker, og selv om samme skæbne formentlig ikke vil tilfalde Everything That Happens Will Happen Today, så er det da et besjælet, rislende lækkert popalbum fra to herrer, der tydeligvis nyder hinandens selskab. Og at de har friheden til at udgive albummet direkte og eksklusivt på nettet: Som billig download (9 dollar) i høj kvalitet, billig cd (12 dollar), begge dele eller i dyr, deluxe udgave.

Dermed slutter Byrne og Eno sig til Radiohead, Raconteurs, Nine Inch Nails, der kan bruge deres berømmelse til at lægge musik på nettet gratis eller billigt. For ad den vej får de pr, presse, goodwill, glade fans. Og sidstnævnte viser sig at være mere og mere værd. Knyt dine fans tæt til dig, lyder rådet fra flere og flere eksperter.

Bloc Party forsøger at følge trop med deres nye, hidsende, dynamiske album Intimacy - der dog udkommer under pladeselskab. Det britiske band har valgt at sælge billigt som download eller som senere udgivet cd med ekstra tracks - måske i forsøget på at få fans til at købe begge dele. Og dermed løber de noget af en risiko.

For det er den slags tricks, som hurtigt kan blive udlagt som profitjagt, frem for dialog med folks ønske om valgmuligheder. Det er en hårfin balance.

Så er den amerikanske samplerkunstner Girl Talk helt straight med sit tilbud under selskabet Illegal Art.

Betal et eller andet, også en cent, og du får en mp3-udgave af hans nye, sydende, feststemte mashup-album, hvor f.eks. 'Hotel California' kan knalde melodien sammen med en ætsende rapper.

Moralens pris

Giv fem dollar, og du får den i det bedre FLAC-format, og for ti dollar får du cd'en. Så enkelt kan det gøres, også når man kun er en undergrundsstjerne. Dette er (på nær AGF) musikere, der bevarer albummets integritet på nettet ved at sælge dem som færdige pakker - men til gengæld til noget nær halv eller kvart pris af, hvad iTunes ville have taget for dem.

Og det er musikere, der sender spørgsmålet om musikkens værdi videre til sine fans og til den almindeligt nysgerrige forbruger. Er min musik ni dollar eller fem dollar værd?

Når vi er nede i de prislejer, så bliver den moralske diskussion endnu sværere at undgå. For man kan dårligt tale om grisk profitmargin - især ikke i de tilfælde, hvor pladeselskabet er helt ude af ligningen.

Historien om de stakkels udnyttede kunstnere og de onde kapitalister bliver ganske enkelt meningsløs. For pengene går i flere af ovenstående tilfælde mere eller mindre direkte til musikerne og deres management.

Der er skåret et eller flere led væk mellem afsender og modtager, så sidstnævnte næsten kan røre ved de musikere, de holder af.

Skal de også snydes for et par dask for deres anstrengelser?

AGF: Dancefloor Drachen: http://dancefloordrachen.poemproducer.com

Nine Inch Nails på The Slip og Ghosts I-IV: www.nin.com

David Byrne & Brian Eno: Everything That Happens Will Happen Today. www.everythingthathappens.co

Bloc Party: Intimacy. http://blocparty.sandbag.uk.com

Girl Talk: Feed The Animals. http://illegalart.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Se endelige artikel, som jeg kan følge..

Det er ikke et spørgsmålom hvor meget musikken er værd, men hvor mange, som vil betale for at høre den.

gratis download af musik, betyder for de fleste musikkere, flere spillejob = flere penge til bandet/musikerne. flere koncerter = større publikum = flere downloads...og så køre det i ring..
De smarte bands, har forlængst opdaget et det her pengene på deres fans sidder.

koncerter er ikke blot et olevelse for lytterene, men også et marked for bandmerchandise.

det er en pointe..

Lad mig nu vende det om.

Hvorfor forudsættes det som en selvfølge, at hvis jeg køber en bog, læser den, og giver den dig, så må du gerne læse den.
hvis jeg så køber en cd, film, et komputerspil, som jeg synes er god, og giver den til dig, overtræder jeg rettighedsloven. Fordi jeg ejer ikke den cd/dvd, som jeg har købt, ejer kun retten til afspille indholdet cd/dvd,

hænger det helt sammen.

en anden ting. Jeg har læst om at IFPI, har stævnet en 14 årige dreng, for at have delt hans musikcd'er med hans venner og klassekammerater. Han riskere bødestraf og sanktioner imod at anvende internettet, pga hans "forbrydelse"

Da jeg var 14 år gammel, byttede jeg også musik med mine venner og klassekammerater, når kassetter med C90'er blev kopieret på hispeed-dubbing i en dobbelt kassetteafspiller, og fyldt mit teenageværelse med ny musik. (ja selv de voksne byttede musik dengang)

Dengang foregik byttehandlen bare ikke via internettet, men via rubrikannoncer i den blå avis.

Hvor er vi kommet til som samfund, når megakapitelens interesseorganisationer som IFPI kan gøre en 14 årige drengs deling af hans købte musik, med sine venner ulovlig, kriminelt og strafbart. Det er sygt!!

som en slut kommentar, er det værd at bemærke, at IFPI fascistiske "3 strike and you're out" foreslag er blevet sænket i EU. Selv den klamme korrupte franske præsident, der er megakapitalens skødehund må rette sig ind.

Så internettet er stadig frit,

Lennart Kampmann

Idag handler det om at skabe trafik til sin butik. Så man giver noget væk gratis, og får adgang til en mindre målgruppe, der til gengæld er mere lukrativ.

Nogle har dog allerede så meget overskud at de ikke behøver at spille efter økonomiske regler.

end of story.

med venlig hilsen
Lennart