Læsetid: 3 min.

Det nødvendige håb

Håbet er en god morgenmad, men en sløj middag
Håb er ikke kun en begejstret forestilling om dét, der skal komme; håb er en åndelig eller sjælelig dimension.

Håb er ikke kun en begejstret forestilling om dét, der skal komme; håb er en åndelig eller sjælelig dimension.

Nana Reimers

9. oktober 2008

"Vi har vænnet os til at leve i håb om godt vejr, lykkelig kærlighed, rigdom og succes, men jeg har aldrig hørt om nogen, der håbede på at blive klogere," skrev digteren og lægen Tjekhov til en ven:

"Vi siger til os selv, at det bliver snart bedre, og endnu bedre om 200 år. Men hvem gør noget for at få denne gode tid til at begynde i morgen?"

I den græske sagnhistorie gik en vis Prometheus til hånde for guderne på Olympen, og en dag stjal han ilden, som havde været forbeholdt guderne, og overlod den til menneskene. Det passede ikke den øverste leder, Zeus, og for at straffe menneskene for at have taget imod ilden, sendte han den første kvinde, Pandora, ned til dem med en æske, der indeholdt alle de fortrædeligheder som menneskene hidtil havde været forskånet for. Da låget røg af æsken, fløj al den sygdom og elendighed, som vi kender, ud over verden.

Før man (i ytringsfrihedens navn) kritiserer de græske guder for at lade det være en kvinde, der bragte ulykker over menneskeheden, skal man vide, at Pandoras æske ud over elendigheden indeholdt endnu en ting, som menneskene fik i tilgift - håbet, som vi aldrig skal miste.

Vente og håbe

Håbet er drivkraften i ethvert forsøg på at forandre noget til det bedre, det være sig helbredet, økonomien, samfundet, de andre eller én selv. Men håb bliver ofte forvekslet med holdninger og ønsker som ikke har så meget med håb at gøre.

At længes efter ting og sager er ikke udtryk for håb, det siger sig selv - drømmer man om en større bil, en fladere bærbar, en mindre mobiltelefon eller andre aktuelle forbrugsgoder, vil man ikke kunne kaldes for håbefuld. At ønske sig radikale samfundsforandringer eller et bedre liv, for slet ikke at tale om et evigt, vil mange måske nok kalde for håb, men længsler af den art er ofte passive og afventende. Det latinske ord for at håbe og at vente er det samme.

Vi, eller de af os det gælder, lader i alt for høj grad politikere, specialister og bureaukrater sætte dagsordenen, og populisterne får det sidste fremmedfjendske ord, efter at befolkningen er blevet forsikret om, at hvad mange oplever som velfærdsforringelser for dem selv og deres børn, i virkeligheden er forbedringer.

I stedet for at gennemskue den manipulerende kynisme og løgnagtighed, spørger vi os selv og hinanden om, hvad vi dog skal stille op - og det er et godt spørgsmål, som det hedder i den politiske debatjargon.

Uden at kunne se andre handlemuligheder end vores stemmeafgivning ved næste valg, sætter vi vores lid til, at fremtiden nok skal føre noget godt med sig og gøre noget for os. Men som Karl Marx sagde, er historien ingenting og gør ingenting, det er mennesket, der er og gør.

Al den fremtid

Dyrkelsen af eftertiden tog sin begyndelse under den franske revolution, da blodhunden Robespierre hyldede fremtiden som en gudinde, der ville bringe ham dét, han ikke kunne opnå. Fremtidsmyten indgår også i nyliberalismens dyrkelse af 'fremskridtet', en dyrkelse, der isolerer håbet og gør det fremmed for os som eksistentiel nødvendighed. En blind fremskridtstro ændrer ingenting, og den resignerede skæbnetro udelukker på forhånd al fremtid.

Den amerikanske kulturkritiker og psykolog Erich Fromm har defineret håbet som en tiger der gør sig klar til spring, når øjeblikket er inde: være parat til dét, som endnu ikke er født. At håbe på noget, som ikke er muligt, er lige så meningsløst som at håbe på noget, der findes i forvejen. Den, hvis håb er svagt, lader sig nøje med velstand eller vold. Den der har et stærkt håb, ser tegnene på et nyt liv og er parat til at hjælpe dét frem, som er modent til at blive født.

Troen

Håb er ikke kun en begejstret forestilling om dét, der skal komme; håb er en åndelig eller sjælelig dimension og forbundet med et indhold; det er konkret og har et mål. Og håbet lever af troen på, at noget er muligt, som endnu ikke eksisterer.

Det er en tro på, at forandringer ikke kun er nødvendige i vores globale økonomiske magtstrukturer, men også i vores individuelle adfærd, i vores værdiopfattelse og ideer om de menneskelige mål for vores rigelige midler.

Det er en tro, der har mod til at tænke det utænkelige og samtidig handle inden for rammerne af, hvad der er rea-listisk muligt.

Så længe der er liv, er der håb, sagde en romersk vismand. Lad der være håb, så længe der er liv, siger jeg i min naive pladderhumanisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Navnet Pandora skulle betyde: ”Den som har modtaget gaver af alle”.

’Gaverne’ fik Pandora af alle guderne i form af forskellige færdigheder, heriblandt alverdens mindre heldige færdigheder og ulykker, som den dag i dag tillægges kvinden mange steder.

Da Pandora tog låget af æsken, fløj alle ulykkerne ud, og blandede sig med menneskene. Kun håbet blev tilbage i æsken.

En som gerne vil blive klogere, kunne godt tænke sig at vide, hvilken gud der gav Pandora håbet. – Kan nogen hjælpe mig?

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvem der har lettet på låget efterfølgende, for håbet eksisterer da, og så længe der er liv, vil der jo nok også være et håb, som svæver lidt upåagtet rundt.

@Hans Hansen

Eller? Det siges at over indgangen til det sted de kristne opfatter som Helvede - er en tekst: "Her lades alt håb ude" , men at alt håb der er ladt ude - kunne jo skyldes: At der er håb aldrig nødvendigt !