Læsetid: 5 min.

Nøglens indehaver

Milan Kunderas manglende evne til at indrømme sin handling fra en fjern fortid kunne også være grunden til, at han så stædigt og kompromisløst har taget afstand fra sit hjemland og modersmål
Kultur
23. oktober 2008
Milan Kundera forspildte chancen for selv at fortælle om sit forræderi, ligesom hans store rejsefælle, Günther Grass, gjorde for ikke så længe siden. Her ses Kundera i Paris i 1975.

Milan Kundera forspildte chancen for selv at fortælle om sit forræderi, ligesom hans store rejsefælle, Günther Grass, gjorde for ikke så længe siden. Her ses Kundera i Paris i 1975.

Vidnesbyrdet om en anmeldelse, som var gemt i en politirapport, lå i over 50 år skjult i en bunke journaler. Det blev fundet ved en tilfældighed og har gjort os i stand til at afdække en historie, som går tilbage til 1950, hvor to jævnaldrende unge mænds skæbner blot en enkelt gang krydsede hinanden. En af dem kom til at sidde i fængsel i mange år, mens den anden senere blev en verdensberømt forfatter.

I 1949 flygtede Miroslav Dvoracek til Vesttyskland, hvor han under amerikansk kommando blev oplært af tjekkiske instruktører, som for manges vedkommende var krigshelte, så han efter krigen kunne vende tilbage til det kommunistiske Tjekkoslovakiet som kurer. En af hans ture blev skæbnesvanger - en ung studerende angav ham. Dvoracek slap med nød og næppe for en dødsstraf og tilbragte 14 år i fængsel. Han bor nu i Sverige. Den unge mand, som angav ham, hedder Milan Kundera og bor nu i Frankrig.

Kunderas skrifter har påvirket adskillige generationer af læsere over hele verden. Tre spørgsmål presser sig derfor på.

Spørgsmål 1

Kunne han tillade sig at forblive tavs om sin fortid?

Angiveri er en ugerning, som det totalitære regime ophøjede til en dyd og gjorde til grundlaget for sin magt. Måske er det ikke tilfældigt, at angiveri spiller så vigtig en rolle i mange af Kunderas værker. Angiveri er den drivende kraft i plottet i hans første roman, En spøg (1969), der handler om en student, som bliver angivet af en ven på grund af en ironisk besked på et postkort. Han bliver således smidt ud af universitetet og bliver tvunget til at arbejde i minerne i årevis, og hans forsøg på at tage hævn ender som en fiasko. Angiveri (forræderi) er hovedtemaet i Kunderas digt Sidste år i maj (1955), og en angivelse udløser intrigen i hans berømte stykke Nøglens indehaver (1963) osv. Det er således muligt, at Kundera tilstod sin ugerning ved at skrive stykker, hvor han nådesløst placerede sine karakterer i et net af forræderi og store historiske begivenheder.

Kundera er sammen med Vaclav Havel en af de mest kendte, nulevende tjekker, og siden 50'erne har han opdyrket billedet af sig selv som en forfatter, der aldrig mere vil falde for utopier, og har desuden givet afkald på rollen som 'offentlig figur'. Ikke desto mindre har han ved flere lejligheder deltaget i kampen for menneskers frihed og værdighed: i sin tale ved forfatternes kongres, i debatten om 'tjekkernes skæbne' og i sit essay om Centraleuropa.

Alt det kunne han ikke have gjort, hvis han offentligt havde indrømmet sine handlinger, fordi han så ville have mistet sin aura af moralsk autoritet. Men det argument gælder ikke længere. Kundera forspildte chancen for at sige det selv, ligesom hans store rejsefælle, Günther Grass, gjorde for ikke så længe siden.

Spørgsmål 2

Hvordan har denne hemmelighed påvirket hans liv og værk?

Vi ved ikke, om Kundera 'fortrængte' sin ugerning, eller om han har været bevidst om den hver eneste dag gennem seks lange årtier. I et af sine essays om romanen og dens evne til at substituere filosofien, spørger han: "Hvad er forbrydelse, når Brochs Hugenau ikke blot ikke fortryder de mord, han har begået, men ikke engang kan huske dem?"

Kunderas manglende evne til offentligt at indrømme sin handling fra en fjern fortid kunne også være grunden til, at han så bestemt, stædigt og kompromisløst har taget afstand fra sit hjemland og sit modersmål. Hans emfatiske forkastelse af sin egen fortid står også i forbindelse med hans senere lidenskabelige forsvar for romanen, som skal læses i egen ret, helt uafhængigt af forfatteren. Romanens eneste moralske funktion, skriver han i essayet Den nedvurderede arv efter Cervantes, er at "opdage ukendte kendsgerninger om den menneskelige eksistens", men den må ikke be-smudses af opdagelser om forfatterens liv.

Så tidligt som i 1985 erklærende Kundera i sin seneste offentlige tale, som han holdt i Jerusalem, at "romanforfatteren ifølge Flaubert er en person, der forsøger at skjule sig bag sit værk. At skjule sig bag sit værk betyder, at man giver afkald på sin rolle som offentlig person." Ifølge Kundera "ødelagde" den amerikanske professor Jeffrey Meyers Hemingways værk ved at forsøge at finde de virkelige personer fra forfatterens omgangskreds i hans bøger, og hans fortolkning forvandlede således hele Hemingways produktion til en lang nøgleroman; de fiktive figurer blev forvandlet til virkelige mennesker, og levnedsskildreren placerede forfatteren på anklagebænken med en moralsk tiltale.

Spørgsmål 3

Tilgivelse eller straf?

Kunderas betydelige intellektuelle anstrengelser for at modarbejde dem, der leder efter nøglerne, ser på paradoksal vis ud til at give bagslag. Hans ugerning fra en fjern fortid kunne blive nøglen til en ny læsning af alle hans værker. For en forfatter som Kundera, der er neurotisk optaget af fortolkningen af sine tekster, er dette den hårdeste straf - forfatteren bliver forvandlet til romanfigur. Så meget desto mere som han er overbevist om, at "romanen, ligesom alle kulturprodukter, i stadig stigende grad er i hænderne på massemedierne; som repræsentanter for ensretningen af planetens historie forstærker og styrer medierne denne reduktionsproces."

Kundera har gjort sig mange anstrengelser for at undgå en sådan "reduktion". Han taler ikke med medierne (han vil højst gå med til at sende dem et interview, han har lavet med sig selv, som f.eks. det, der for nylig blev offentliggjort i dagbladet MF Dnes) og har trukket sig tilbage til en fuldstændig privat uforstyrrethed. Det, som den 80-årige sandsynligvis nu oplever, er skæbnens onde spøg, hvis grumme poetik han burde acceptere. Denne dystre fortælling om ungdommeligt forræderi, der pludselig dukker op som et spøgelse efter 60 år, passer perfekt ind i det kunderaske syn på verden, hvor "mennesket tænker, Gud ler".

Kundera plejede at nedgøre tilgivelse eller katarsis hos sine figurer. Men samfundet, deriblandt det tjekkiske samfund, har brug for tilgivelse - netop for at kunne opleve katarsis. Uden Kunderas velvilje og ærlighed kan det vise sig at blive meget svært.

Helte

Kundera er ikke helten i denne historie, der tager sig ud som en græsk tragedie. Helt er hans jævnaldrende Miroslav Dvoracek, en mand, der gik i kamp mod "det totalitære univers" - for nu at bruge Kunderas betegnelse. Han ved stadig ikke, hvem der forrådte ham, og han har aldrig fortalt sine børn om sine 14 år i fængsel. Iva Militká, på hvis kollegieværelse politiet ventede på Dvoracek, har lige siden plaget sig selv med selvbebrejdelser ved tanken om, at hun - selv om det var ubevidst - har ødelagt en mands liv. Mange andre personer i denne komplekse historie kan uden patos betegnes som tjekkiske helte.

Deres skæbner er et vindue til den tjekkiske fortid, som simpelthen er nødt til at blive åbnet. Det skylder vi både dem og os selv. 1950'erne udklækkede ugerninger af enhver slags, som bliver ved med at påvirke vores samfund, men årtiet skabte også helte, som kan hjælpe os til at frigøre os fra disse ugerninger og opleve katarsis. Vi skal blot opdage dem.

Teksten er fra det tjekkiske ugemagasin Respekt. Den er skrevet af Martin Simecka, magasinets chefredaktør. Trykt med tilladelse fra forfatteren

Oversat af Mads Frese

Den Sorte Skole vender tilbage næste uge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her