Læsetid: 5 min.

Ny skole for manuskriptskrivning

Er der for få manuskriptforfattere i dansk film? Og fortæller de samme stemmer det samme efter samme model? Ny manuskriptskole slår dørene op i morgen og inviterer til debat
6. oktober 2008

Der er brug for nye stemmer og anderledes historier i dansk film. Det mener Patricia Davelouis, som er programleder for den nye manuskriptskole Copenhagen Screenwriting School.

Skolen slår i morgen dørene op for et efterår med weekendkurser om manuskriptskrivning, og planen er at udvide uddannelsen med et et-årigt forløb fra januar næste år.

I samarbejde med Euro-Script i London satses der på engelsksprogede kurser, for dermed kan ikke blot danskere være med.

Udlændinge kan også finde vej til dansk film, og det vil efter Patricia Davelouis' mening give et tiltrængt nyt pust. Hun kom selv fra Peru til Danmark for fem år siden og har oplevet det svære i at komme ind i en branche, hvor de fleste har samme baggrund og har lært de samme ting.

"Dansk film er en meget homogen størrelse, hvor historierne tit ligner hinanden," konstaterer Patricia Davelouis.

"Vi vil gerne skabe mulighed for, at nye typer af historier kan præge dansk film ved at åbne for mennesker med andre baggrunde og andre sprog. For folk, der har oplevet andre ting, end den almindelige dansker har. På den måde er Copenhagen Screenwriting School på mange måder et idealistisk projekt. Det handler om at få nye og flere stemmer frem. I øjeblikket uddannes omkring en håndfuld manuskriptforfattere hvert andet år fra Den Danske Filmskole. Der er brug for og plads til flere," siger Patricia Davelouis, som ikke mindst beskriver den økonomiske side af skolens eksistens som idea-listisk.

Uden støtte fra Det Danske Filminstitut eller fonde er skolens etableringsgrundlag 10.000 kroner fra Københavns Kommune, indtil de betalende studerende starter i løbet af oktober.

Behov for flere

Copenhagen Screenwriting School holder i morgen en åbningsdebat om historierne i dansk film. Paneldeltagerne er filminstruktør Christian Braad Thomsen, producent Meta Louise Foldager og kunstnerisk leder af New Danish Screen, Jakob Høgel. Sammen med den amerikanske filminstruktør John Waters, den engelske kunstner Andrew Kötting og den tyske producent Peter Nadermann udgør de skolens Advisory Board.

For Jakob Høgel er skolens internationale tilsnit spændende. Han ser ikke skolen som en konkurrent til Filmskolens manuskriptuddannelse, men som et sted, der tillader flere forskellige mennesker at prøve kræfter med at skrive film.

Efter hans mening mangler der som sådan ikke andre historier, men der er til gengæld behov for flere forfattere.

"Der er en god understrøm af folk, som vil alt muligt forskelligt i dansk film. Der er ikke mangel på forskellige historier, men der er mangel på forfattere. Nogle af de instruktører, der vil frem i dansk film, har meget svært ved at finde forfattere. Det er svært på debutniveauet. De kan ikke finde nogen til at skrive, og så ender de med at skrive selv. Det vil være fint, hvis der kommer flere forfattere, som er sultne efter at skrive, og som ikke bliver opslugt af tv på samme måde, som afgangseleverne fra Filmskolens manuskriptuddannelse."

Kursus ikke alternativ

Instruktør Kathrine Windfeld står efter tv-serierne 'Kronprinsessen' og 'Kongemordet' over for sin spillefilmdebut med 'Flugten til januar'. Hun hilser den nye skole velkommen, men påpeger også, at et weekendkursus aldrig vil være et alternativ til en topprofessionel fagskole.

"Der er absolut et stort problem, at der er for få forfattere i dansk film, fordi tv spiser dem alle sammen direkte fra Filmskolen. Den optimale løsning ville være at tage flere ind på manuskriptuddannelsen, for vil man være professionel manuskriptforfatter, skal man gå på Filmskolen. Manuskriptskrivning er et fag, man lærer. Et weekendkursus eller et fire måneders forløb er ingen uddannelse, men når nu Filmskolen ikke optager flere, er det fint med andre steder, hvor man kan få lov til at snuse til noget," mener Kathrine Windfeld, som har fuld forståelse for forfatternes fokus på tv.

Som instruktør er det svært at bede en forfatter om at arbejde på uvisse projekter og for små beløb i filmbranchen, mens tv tilbyder fastansættelser og høje honorarer pr. afsnit af en tv-serie.

Godt med fokus

Faglærer på Filmskolens manuskriptuddannelse, Lars Detlefsen, bekræfter, at der i øjeblikket er rift om afgangseleverne.

"Mange af vores elever skriver til tv, når de er færdige, fordi de bliver tilbudt fast arbejde og en god løn, men skolen prioriterer ikke tv over film. Vi bruger et semester på at skrive tv og tre på at skrive film. Virkeligheden er bare sådan, at der er en helt anden økonomi i tv end i film," fortæller Lars Detlefsen.

Han understreger, at selv om to af de fire afgangselever sidste år gik direkte til tv-ansættelser, har tre af de fire spillefilmsprojekter på vej. Lars Detlefsen synes, at det er godt med de nye kurser i manuskriptskrivning, for de sætter fokus på faget og tvinger Filmskolen til at forholde sig til nye vinde: "Vi er glade hver gang, der er fokus på manuskriptskrivning. Det er jo dejligt, at forfatterne er kommet så meget i vælten. Det er fint, hvis en ny skole vil hjælpe til. Al konkurrence er positiv. Det er lidt som da Super16 startede. De tvang Filmskolen til at komme op af stolen og blive bedre."

Lars Detlefsen udelukker ikke, at Filmskolen på længere sigt vil udvide optaget af elever, men som det er nu, er der ikke kapacitet til det.

Ifølge Patricia Davelouis betragter Copenhagen Screenwriting School sig ikke som en konkurrent til Filmskolens fuldtidsuddannelse, men som et alternativ til folk, som gerne vil lære mere om manuskriptskrivning, mens de passer et andet arbejde.

"Vi vil gerne åbne døre for de folk, som har det at skrive i sig, " forklarer hun. "Vi vil lære folk noget om historier og manuskriptskrivning, men vi kan ikke lære dem, hvordan de skal skrive deres historier. Det handler om at skrive og skrive igen, og rette og rette igen. Vi skal ikke give folk noget, de ikke har, men hjælpe dem med at få det ud, som de har i sig. Vi håber på, at vores elever bliver mange vidt forskellige mennesker med vidt forskellige historier i sig, og at vi så kan få en dialog i gang og påvirke hinanden."

Copenhagen Screenwriting School har i øjeblikket deltagere nok til de første 3-4 workshops og annoncerer flere i løbet af oktober.

Copenhagen Screenwriting School åbner dørene med et debatarrangement under overskriften 'Er der virkelig plads til nye typer historier?' i morgen kl. 19.30. Man kan læse mere og tilmelde sig på www.screenwritingschool.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu