BAMAKO, Mali - "Det bliver helt skørt derude, ja, i hele Bamako, hvis vi taber til Tchad. Sidste gang kastede de med sten, og militæret blev sat ind."
Den 'sidste gang',
taxachaufføren fortæller om på vejen til Malis nationalarena, var for en måneds tid siden, da Malis landshold kom hjem efter overraskende at have tabt en udekamp til Congo, og spillernes bus blev angrebet med sten og stokke af rasende tilhængere.
Malierne har længe sukket efter et landshold, der kan måle sig med de andre vestafrikanske landes landshold. Cameroun har været med til flere VM-slutrunder, men også Senegal, Togo, Ghana og Elfenbenskysten har med succes deltaget i VM-slutrunder. Den eneste meriterende placering, Mali har, er en sølvmedalje fra African Cup of Nations i 1972.
Nederlaget til Congo betyder, at Mali skal vinde aftenens landskamp mod Tchad for at gå videre til en af de fem puljer, der i Afrika spiller om adgang til VM i Sydafrika i 2012.
Egentlig er det svært at forestille sig Bamako miste besindelsen. Byen og dens indbyggere er tilbagelænede som en søndag i solskin. Overalt stråler der af smil og folk i farver, som havde en eller anden revet en kæmpe udgave af Malis flag i sensommerens gule, grønne og røde farver itu og spredt det med rund hånd ud over byen.
Sådan et farvestrålende første indtryk giver Bamako, og sådan forholder det sig naturligvis kun på overfladen i et af verdens fattigste lande, hvor hver femte nyfødte barn ikke når at fejre sin femårsfødselsdag.
Farvestrålende er her måske nok. Men det er farvestrålende som det benzinblå brændstof, der kun skal en enkelt gnist til at antænde. Utilfredsheden ulmer, og befolkningens gnist kan antændes af frustrationer af enhver art - også af en tabt fodboldkamp og endnu en forspildt chance for - for et kort øjeblik - at træde ud af det mørke, som fattigdom til alle tider har hensat mennesket i.
Glæde med undertoner
Taxachaufføren peger smilende på to gamle udtjente firehjulstrækkere, der overhaler en scooter. Den ene uden om, og den anden inden om, begge med hornet i bund og en mand hængende langt ud af vinduet viftende med Malis flag. Lige efter skramler et cyangrønt folkevognsrugbrød forbi.
På taget står en ung mand viklet ind i et andet flag og fløjter højt i en dommerfløjte. Sådan bliver det ved hele vejen til nationalstadionet Stade du 26 Mars. Tusindvis af fløjter skaber en massiv lyd af glad forventning. Men en glæde med undertoner. Som en melodi, der kan spilles i dur såvel som i mol og på ingen tid blive dyster og faretruende.
Tilhængerne af Malis landshold har god grund til at have høje forventninger til kampen og deres landshold. Holdets nigerianske træner, Stephen Keshi, kalder holdet for det mest talentfulde nogensinde i landets historie. Ørnene, som landsholdet hedder i folkemunde, er nemlig bygget op omkring anfører Mahamadou Diarra, den knaldhårde defensive midtbanespiller fra Real Madrid, og FC Barcelonas Seydou Keita, den måske mest komplette midtbanespiller i verden lige nu. I angrebet spiller holdets store internationale stjerne, Frederic Kanoute, der i de senere år har været en af den spanske ligas mest scorende angribere. En trio der på sine bedste dage - hvad angår styrke og hurtighed - svarer til at have Achilleus og Hektor på midtbanen placeret lige bagved Tjalfe. Omkring de tre spiller bl.a. Mohammed Sissoko fra Juventus og unge talenter som Auxerres forsvarspiller Sammy Traore.
Gadefest
Mali starter kampen i et rasende tempo. Allerede efter tre minutter får Kanoute en stor chance for at score fra kanten af feltet, men skyder forbi. Mali presser Tchad langt tilbage og tilspiller sig i første halvleg otte åbne chancer, men misbruger dem alle. Kanoute brænder flest, og det er, som om han og Diarra har det svært med det stigende pres fra tribunen.
Der skal en standardsituation til i det sidste minut af første halvleg. Keita sender et frispark fra højre ind til navnebror Sidi Keita, der får lavet et lidt tilfældigt hovedstødsmål. Det sætter gang i en fest, der varer langt ind i anden halvleg, hvor Mali spiller fremragende i en 4-2-3-1-opstilling, lige indtil Tchad mod al logik får udlignet på holdets første chance i kampen. Mens de få medrejsende tilhængere fra Tchad jubler med ørkenens traditionelle rullende fløjtelyde, river og flår resten af publikum i stolene og kaster mønter ind på banen. De mange betjente og soldater på stadion begynder at se mere og mere beklemte ud. Inde på banen er Malis spillere febrilske i deres pres. Både Diarra og Kanoute er humpet ud med tvivlsomme skader, og Keita må den ene gang efter den anden alene føre bolden frem, men ingen holdkammerater tilbyder sig, og når de endelig modtager bolden, tøver de, hvor de før afsluttede. På tribunerne slår utilfredsheden gnister.
Det får dog ende, da Keita fem minutter før tid dundrer bolden af sted 40 meter udefra efter et frispark, hvorpå Sidi Keita samler riposten op og tørt bringer Mali foran til slutresultatet 2-1.
Som en steppebrand breder festen sig fra Stade du 26 Mars til resten af Bamako.
På vejen tilbage kan taxaen næsten ikke komme igennem for den hujende menneskemængde i gaderne. Dunk på bilernes tage blander sig med musik, fløjter og flagsvingende dansende mennesker. Endnu en gang har fodbolden vist sit mærkværdige enestående ansigt, der ikke findes lignende i andre sportsgrene. Fodbold kan slukke lys, men også tænde det, selv i Bamakos slum. Fodbold er sportens forglemmigej. En bebuder af følelser, der aldrig er til at forudsige. Deri ligger fascinationen.
