Interview
Læsetid: 8 min.

Da Olafur Eliasson blev en superstar

Olafur Eliasson vil gerne skabe samfundsdebat og gøre en forskel med sin kunst. For at nå et stort publikum installerer han sine spektakulære værker i det offentlige rum og bruger en række af oplevelsesøkonomiens greb. Men hvordan optræder man som mainstreamkunstner uden at forfladige værkerne?
Kultur
18. oktober 2008
Olafur Eliasson måtte kæmpe mod det kommercielle i forbindelse med installationen -The New York City Waterfalls-.

Olafur Eliasson måtte kæmpe mod det kommercielle i forbindelse med installationen -The New York City Waterfalls-.

Mario Tama

Olafur Eliassons kunstneriske karriere har været én lang himmelflugt, og der er ingen, der længere kan være i tvivl om, at han har nået stjernerne.

På den internationale kunstguide ARTFACTS ligger han på en 18. plads over verdenshistoriens mest betydningsfulde kunstnere - to pladser under Roy Lichtenstein. Fra april til juni i år har der kørt en stor retrospektiv Olafur Eliasson-udstilling på New Yorks mest prestigefyldte museum MoMA, og i juni i år åbnede hans 30 - 40 meter store vandfaldsinstallationer i East River.

Lige siden Olafur Eliasson i 2003 installerede en gigantisk kunstig sol på Tate Mo-dern, har han været noget så usædvanligt som en kunstner, der både kunne rydde forsider i den internationale presse, samle et millionpublikum og høste de største roser fra verdens mest anerkendte kunstkritikere.

Hans praksis har udviklet sig til en kunstvirksomhed, som tæller mere end 30 ansatte ingeniører, arkitekter, teknikere og kunsthistorikere. Og uanset om Olafur Eliasson installerer hvide legoklodser på Rådhuspladsen i København eller vandfald i New York, kan man være sikker på at hele det store presseapparat bliver kørt i stilling.

Hvad betyder det for værkerne og kunsten, at du ligesom f.eks. Damien Hirst nærmest har opnået rockstjernestatus?

"Det, det først og fremmest handler om, er vel, hvorvidt jeg er bevidst om det eller lader som om, det ikke er et problem. For det er selvfølgelig et helt konkret problem. Du nævner selv Damien Hirst, hvor jeg mener, at han og jeg har to helt forskellige strategier. Damien Hirst har valgt at gøre det at være en stjerne til en del af sit kunstprojekt - og det med stor virtuositet må man jo sige. Hans evne til at lade markedet arbejde for sig i stedet for imod sig er jo nærmest mere kunstnerisk interessant, end hans egentlige kunstprojekt. Men hans problem er, at han stadigvæk foregiver, at der er forskel på hans kommercielle interesser og hans kunstneriske projekt, hvilket jeg ikke kan se, der er," siger Olafur Eliasson.

I mange af hans egne værker krydser kunsten og det kommercielle spor. Han har samarbejdet med store virksomheder som Louis Vouitton Eye see you, 2006 og BMW Your mobile expectations: BMW H2R project, 2007, og mange af værkerne spiller bevidst på det spektakulære og storslåede - greb, som vi kender fra underholdnings- og oplevelsesindustrien.

"Jeg tror, vi er nødt til at acceptere, at tiden, hvor oplevelse og økonomi lever i to forskellige verdener, er forbi. Det vil være naivt at insistere på at holde de to adskilt," siger Olafur Eliasson.

Med værkerne vil han gerne betage og forbløffe, men han mener samtidig, at kunstens rolle er at skabe samfundsdebat og eftertænksomhed.

"Jeg tror ikke på den her skelnen, hvor man siger, at enten er man kommerciel, eller også er man ren, ligesom jeg ikke tror på, at eftertænksomhed er det omvendte af wouw. Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at noget smukt og en stærk oplevelse overlades til underholdningsindustrien, og derfor føler jeg mig fuldstændigt berettiget til at kræve, at en række wouw-oplevelser også sagtens kan give stof til eftertanke," siger Olafur Eliasson.

Mainstreamkunstner

Olafur Eliasson har betegnet sig selv som mainstream-kunstner og ser et stort potentiale i at rykke værkerne fra museumsinstitutionen og ud til folket i det offentlige rum. Samtidig ser han en masse faldgruber, når værkerne bliver voldsomt eksponerede.

Kan et kunstværk blive så stor en publikumssucces, at det ødelægger værket?

"Det er svært at sige, men selvfølgelig er der, når der er mange mennesker, fare for mere inflation, fordi tingene kan eskalere og løbe ud af kontrol, men på den anden side er det jo netop også interessant," siger Olafur Eliasson.

"Med The New York City Waterfalls var der en hel masse ting, vi måtte kæmpe imod, for at det kommercielle ikke overtog værket. Vi sagde nej til en lang række folk, som ville lave modeshows foran værkerne, og på samme måde kunne man forestille sig, at der blev trykt kopper, badges og T-shirts, og at der blev lavet en hel gadgetserie - der var rent faktisk mange, der spurgte mig, hvorfor i alverden, vi ikke tog den indtægt med," siger Olafur Eliasson.

I sin åbningstale lagde New Yorks borgmester Michael R. Bloomberg vægt på, at han håbede, The New York City Waterfalls ville trække mange turister til byen, og selv om der hverken blev produceret T-shirts eller tekopper med vandfald på, lavede en lang række hoteller i New York særlige Waterfall-weekendophold, hvor man fik sightseeingture i bus og båd til værkerne.

Et af hotellerne lokkede oveni købet med, "at speedbåden ville runde frihedsgudinden på vejen", mens et andet forsøgte at tiltrække turister ved at tilbyde en kurv med fyldte chokolader og Perrier på sejlturen plus to gange 50 minutters massage i hotellets spa efter turen.

Olafur Eliasson er meget bevidst om, at værker bliver skabt af den kontekst, de bliver placeret i, og han gør, hvad han kan for, at værkerne ikke ender i en sammenhæng, hvor de ligner forlystelserne i en temapark.

"Jeg mener, jeg har et ansvar for at opretholde de værdier, jeg har, og som ligger i min kunst. Jeg forsøger at tilføre oplevelsesøkonomiens forfladigende, generaliserende og normative sprog en eller anden form for kompleksitet. Så hvis borgmesteren i New York siger noget i sin åbningstale, som jeg synes er forkert, ringer jeg til ham og siger, 'jeg synes, du sagde noget forkert'," siger Olafur Eliasson.

I løbet af det toårige samarbejde, han indgik med Michael R. Bloomberg, aftalte de bl.a., at Bloomberg skulle sørge for ofte at nævne, at det var Olafur Eliassons idé at lave vandfaldene i New York, så folk ikke troede, at Olafur Eliasson blot var en dekoratør, borgmesteren havde ringet til for at få skabt noget spektakulært, som ville tiltrække turister til byen.

Et kontrolleret brand

Olafur Eliasson gør i det hele taget, hvad han kan for at styre den kontekst, hans værker bliver læst i.

"Jeg arbejder i det offentlige rum, hvor der er nogle andre mekanismer, end der er i et galleri eller i et hvidt rum, så jeg prøver at se, hvordan jeg kan navigere i det. Der er masser af måder, hvorpå jeg som kunstner har indflydelse på, hvordan værket opererer ude i samfundet. Jeg kan jo påvirke læsningen af mine værker og mig selv ved at fravælge og tilvælge dem, jeg taler med om mine værker," siger han.

Det betyder i praksis, at man skal igennem en godkendelsesproces for som medie at få lov til at tale med Olafur Eliasson.

Inden det her interview kom i stand, skulle Olafur Eliasson således godkende et oplæg til, hvad vi skulle snakke om, mens det blev påbudt ikke at fotografere Eliasson i hans værksted, men kun sammen med værket på Rådhuspladsen. Ifølge Olafur Eliasson er kontrollen nødvendig, fordi det er det eneste værn, han har til at beskytte værkerne.

"Jeg mener, at pressen alt for ofte interesser sig for at fortælle en historie, som ikke kommer kunsten til gode, og det forsøger jeg så at manøvrere i. Jeg vælger f.eks. dem fra, der ikke interesserer sig for, hvad jeg laver, men kun for hvem jeg er, og modsat vælger jeg dem til, som er interesserede i at gå ind i værket og i mindre grad skrive om mig," siger han.

Hvorfor vil du gerne holde dig selv ude af mediebilledet?

"Oplevelsen af mit værk skal selvfølgelig ikke stå i skyggen af, hvem jeg er som person. Nogle kunstnere arbejder jo meget biografisk og selvbiografisk, og deres personlighed står ofte meget langt fremme i værket. Sådan er det f.eks. med Tal R, og det er også helt fint. Det er i virkeligheden den største og mest dominerende tendens inden for kunsthistorien, at kunstneren ses som ikon eller mester og er en del af værket. Men jeg arbejder med et helt andet værksprog, hvor jeg som person træder i baggrunden, for hvis jeg står i forgrunden, vil jeg blive opfattet som fortolkende på vegne af folk - og det er en pointe, at mine værker er åbne for mange fortolkninger. Derfor ville det være i modstrid med værkets indhold, at jeg brugte værket til at promovere mig selv," siger Olafur Eliasson.

Kan man tale om at din kunstvirksomhed nærmest er blevet et brand, som du bliver nødt til at beskytte?

"Et brand er så hårdt et ord, men der opstår en linje i et kunstnerisk projekt, hvor genkendelsen af værket er så stærk, at man ikke længere går ind på det enkelte værks betingelser, men i stedet bliver kategoriserende og siger: 'Nå, det er en Eliasson. Jeg kan genkende det'. Jeg synes,

det er et interessant fænomen det her med, at man bliver til en repræsentation af sig selv, og hvordan det her repræsentative lag i virkeligheden kan gøre folk lidt følelsesløse, så de ikke rigtigt går ind i værkerne. Det er jeg selvfølgelig bevidst om, men på den anden side er det jo ikke sådan, at der findes et objekt, som ikke har et repræsentativt lag. Der findes jo ikke et frit kunstværk, som man kan se på med frie øjne. Alting er jo fuld af alle mulige forskellige strukturer, og derfor er det ikke sådan, at jeg ser min berømmelse og den høje eksponering som en forhindring for oplevelsen af et rent værk. En høj eksponering betyder bare, at det er nogle andre betingelser, man arbejder under, og jeg tror udfordringen er at vedkende sig de farer og det ansvar, der er i forhold til det sted, hvor man står," siger Olafur Eliasson.

Olafur Eliasson er netop nu aktuel med værket 'The Collectivity Project' [2005], som er en del af U-turnfestivallen for samtidskunst og kan opleves på Rådhuspladsen i København til og med søndag den. 19. oktober. Værket består i al sin enkelhed af en rundkreds af borde, hvor et hav af hvide legoklodser siden i lørdags har ligget bredt ud. Alle og enhver kan bygge, og det har resulteret i et fantasifuldt bylandskab, hvor skulpturelle bygninger forgrener sig og højhuse stræber mod himlen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her