Læsetid: 15 min.

Rapport fra bagscenen af bogscenen

Frankfurt. Hvert år valfarter agenter og forlæggere fra hele verden til Frankfurt for at forhandle rettigheder. Information fulgte Nordens største litterære agentur, Leonhardt & Høier, under hele bogmessen. Rapport fra en virkelighed, hvor bøger er benhård business, og diskretion er en æressag
Hvert år valfarter agenter og forlæggere fra hele verden til bogmessen i Frankfurt, hvor bøger er benhård business og diskretion en æressag. Information var med
23. oktober 2008

Man skal være mere end almindeligt heldig for at booke et hotelværelse i Frankfurt i oktober. Under den årlige bogmesse er byen belejret af bogfolk, og priserne er skruet urimeligt i vejret.

Derfor har jeg i stedet ladet mig indlogere på et privat pensionat hos en elskværdig ældre dame med rødt hår og tykke briller. Hos Frau Lauper, som hun hedder, er der hverken stuepige eller room- service, til gengæld er der hyggesnak i køkkenet og Schinken mit Eier til morgenmad. Og så er beliggenheden perfekt. Frau Laupers lejlighed ligger lige over for den berømte messeby i Frankfurt, hvor det knejsende vartegn, 'Blyanten', med sine 256 meter rager op i luften som en katedral. Der er dog ret beset mere børs end katedral over de aktiviteter, som udspiller sig i messehallerne indenfor, hvor verdens største og mest betydningsfulde bogmesse hvert år finder sted. I løbet af fem dage går 300.000 besøgende her rundt mellem 8.ooo stande fra 100 forskellige lande i et område på 170.000 kvadratmeter.

Det er i år 40. år i træk, at Anneli Høier er med på messen. Første gang var i 1968 som nyansat assistent. I dag er hun medejer af et af Nordens største litterære agenturer, Leonhardt & Høier A/S, som hun driver i partnerskab med agenten Monica Gram. Agenturet har over årene udviklet sig til at være et af de mest respekterede i branchen, og blandt det guldrandede klientel finder man blandt andre forfattere som Günter Grass, Henning Mankell, Åsne Seierstad og Leif Davidsen.

Mens Høier kan fejre 40-års-jubilæum, er det første gang, jeg selv er med på messen. Aftalen er, at jeg skal følge Anneli Høier, Monica Gram og deres kollega Eva Haagerup under hele messen for at rapportere fra en virkelighed, som kun de færreste kender til. En virkelighed, hvor bøger er benhård business, og hvor forfattere gør bedst i at blive væk.

Den, der lever skjult ...

Jeg ankommer til Frankfurt tirsdag over middag og følges med Anneli Høier over til messebyen. Der kører spe-cialindsatte busser i pendulfart mellem de grå messehaller, og vi springer på den første og den bedste. På vej til messehal nummer 6, hvor Leonhardt & Høier har sin stand, passerer vi en eskadrille af OB-vogne med paraboler på taget og hurtigtsnakkende reportere foran kameraer i spotlys. Det er dagen før den officielle åbning onsdag, og hele området emmer af aktivitet. For Anneli Høier har de snurrende kameraer dog ikke interesse. I hendes branche er diskretion en æressag, fortæller hun.

"Den, der lever skjult, lever godt. Det er et princip, jeg altid har hyldet," siger hun og viser ind i hallen.

"Jeg har ikke noget ønske om at blive kendt af alverden. Derimod er det afgørende, at vi som agentur er synlige i branchen og nyder respekt blandt de kolleger, vi omgås" forklarer hun.

Vi går lidt rundt på messen, inden vi går hver til sit og aftaler at mødes næste morgen.

Tilbage i Frau Laupers lejlighed finder jeg en udskrift frem af en mail, Anneli har sendt mig forud for afrejsen.

"Hvis du vil møde den forsamlede internationale forlagsverden i koncentrat, så skal du bare gå ind i lobbyen på Frankfurter Hof på tirsdag," står der.

Jeg skriver adressen ned og smækker benene op.

'Guten Abend, Herr'

Samme aften ifører jeg mig min nålestribede konfirmationsjakke og prajer en taxa.

"Zum Frankfurter Hof," siger jeg kækt og sætter mig ind på bagsædet.

På vej ind mod byen kredser to politihelikoptere rundt mellem skyskraberne i Frankfurts skyline. Sikkerheden er i år skærpet betydeligt, fortæller taxachaufføren mig, for tyrkerne er æresgæster, og i aften er Abdullah Gül inviteret i operaen af sin tyske præsidentkollega Horst Köhler.

Vi fortsætter forbi Willy Brandt Platz og helt ind i hjertet af det pengestærke finanscentrum, hvor de store tyske banker har deres hovedsæde. Taxaen parkerer foran et oplyst hotel med ioniske søjler og romanske buer på Kaiserstrasse. En mand med hvide handsker og kasket åbner døren fra ydersiden.

"Willkommen," siger han venligt og slår ud med armene.

Frankfurter Hof er den samlede forlagsverdens skolegård. Når klokken ringer ud i messehallerne på Ludwig-Erhard-Anlage, og mørket falder på, mødes alle her i lobbyen på det historiske hotel for at kindkysse og svinge guldkortene.

Indenfor er stemningen høj. En hær af vimsende tjenere med sorte veste og høfligheder på læberne balancerer elegant rundt på bakker med champagne og skummende øl.

"Guten Abend, Herr," siger en ung tjener med en flaske La Veuve Cliquot og en hvid serviet på armen.

"Hey," svarer jeg lidt omtumlet og skynder mig at kigge den anden vej.

Under krystallysekronernes dæmpede lys høres lyden af klirrende glas og vibrerende summen, som kun afbrydes, når gamle venner pludselig falder hinanden hjerteligt om halsen. Man hygger sig her på Frankfurts dyreste adresse, men man skal ikke tage fejl. Aftenerne på Frankfurter Hof er samtidig skemalagt pligtstof i en verden, hvor uformelle alliancer er nøglen til succes. Siger man nej til et after party her, siger man samtidig nej til at lykkes i branchen.

I aften konkurrerer en anden reception dog om opmærksomheden i de tilstødende lokaler, hvor det prestigiøse Berlin Verlag traditionen tro holder sin årlige åbningsreception. Invitation er påkrævet, men Anneli møder mig i døren.

"Han er med mig," siger hun og viser ind.

Indenfor er der varmt som i en sauna. Folk står med jakken over armen og svedperler på overlæben, mens de kigger i retning af et lille podium, hvor forlagets administrerende direktør holder tale.

"Den er berømt for at være kedelig - men den er nu ikke så slem som sidste år," betror en kvinde fra Borgen mig.

Kort efter kigger den islandske forlægger og litterat Halldór Gudmundsson forbi. Han skrev engang for Information, fortæller han, og i øvrigt er hans biografi om forfatteren Halldór Laxness på vej i en dansk oversættelse. Han vil kontakte mig, når datoen for udgivelsen nærmer sig, siger han og skynder sig videre. Andre har lignende gode idéer, så baglommen er tyk af visitkort, da jeg nogle timer senere låser mig ind i lejligheden hos Frau Lauper. Den gratis vin summer stadig i hovedet, da jeg lægger mig på sengen. Jeg er træt og falder hurtigt i søvn.

En underlig udørk

Anneli er ikke helt tilfreds med placeringen på årets messe, da jeg møder hende dagen efter. Arrangørerne har flyttet agenturets stand i forhold til de sidste år.

"Det er en underlig udørk, vi er havnet i," siger hun og kigger sig opgivende omkring.

Heldigvis er der andet at glæde sig over.

"Se her," siger hun og trækker et avisudklip fra dagens udgave af Süddeutsche Zeitung frem, hvor Carsten Jensens Wir Ertrunkenen (Vi, de druknede, red.) anmeldes særdeles positivt over en halv side. Timingen er perfekt, for anmeldelsen udgør et godt salgsargument, når de udenlandske forlag i løbet af ugen skal overtales til at udgive den danske forfatter.

"Jeg har allerede ringet og fortalt Carsten det. Han er meget glad," siger hun.

Carsten Jensen er en af de forfattere, Leonhardt & Høier håber kan skabe stor interesse på årets messe. Foreløbig er det lykkedes at sælge rettighederne til Vi, de druknede til 12 lande verden over, og i aften har Anneli arrangeret en eksklusiv middag for forfatteren, hvor hans udenlandske forlæggere vil få lejlighed til at møde deres danske satsning. Det er ikke normal kutyme, at agenter laver den slags arrangementer for deres forfattere. På Leonhardt & Høier har man kun gjort det to gange tidligere - for henholdsvis Henning Mankell og Åsne Seierstad - så der er tale om en sjælden gestus. Carsten Jensen stråler da også som beriget uran, da han klokken kvart over otte onsdag aften ankommer til Restaurant Divino på Zimmerweg, hvor et selskab på knap 25 mennesker hilser ham velkommen med brede smil og høflige kommentarer. Navnlig Håkon Harket fra det norske forlag Press har svært ved at skjule begejstringen for sin danske guldfugl. Vi, de druknede har foreløbig solgt i over 40.000 eksemplarer i Norge, fortæller han mig, da jeg senere får ham til bords. Det er mere, end den til dato har formået at sælge i Danmark. I sin takketale senere på aftenen fremhæver Carsten Jensen sit samarbejde med Johannes Riis, der har hjulpet med redigeringen af det digre værk. Fra sin placering bagerst i lokalet kæmper Gyldendal-direktøren med at undertrykke et veltilfreds smil bag sit karakteristiske overskæg.

Vi drikker ud og kører i samlet trop til ... Frankfurter Hof.

Agenter og spejdere

På vej til frokost torsdag middag drejer jeg forbi agency-centret på anden sal i messehal 6. Det er her, langt størsteparten af messens agenter og spejdere holder til. Området er lukket land for pressen, så jeg har overtalt Eva Haagerup fra agenturet til at være mit alibi.

"Do you have an appointment?," spørger en ung mand os ved indgangen.

"Yes, yes" lyver vi og glider uhindret ind i det forjættede land.

Her sidder agenter fra hele verden bænket ved endeløse rækker af skriveborde, inddelt efter alfabetets bogstaver.

"Vi kunne i princippet lige så godt sidde heroppe," fortæller Eva Haagerup og peger ud over det triste kontorlandskab.

"Bortset fra at vi ikke ville kunne holde det ud. Når vi tager på messe, vil vi have de bøger med, vi forhandler om, så vi kan vise dem ordentligt frem, og forlagene har mulighed for at bladre i dem - og det kan man kun, hvis man har betalt for en stand," forklarer hun.

Senere på dagen kommer Dan Israel fra Leopard Förlag i Stockholm mig i møde. Han har sin egen stand ved siden af Leonhardt & Høiers og har lagt mærke til, at jeg har fulgt i hælene på Anneli hele dagen. Nu vil han gerne aflevere et budskab.

"Mange forfattere oplever Frankfurt som et frygteligt sted, fordi de dybest set bliver reduceret til varer," begynder han.

"Men hos Anneli opleves det ikke sådan, for man mærker, at hun har en oprigtig passion for bøger. Hun kunne ikke lige så godt bare sælge cola eller vaskepulver," siger han.

Anneli har lyttet med fra sidelinjen og bryder nu ind.

"Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv," siger hun.

Da Dan Israel er gået igen, siger hun det bedre selv.

"I den her branche er det ikke nok bare at være økonom. Man skal også være litterat, diplomat og jurist, man skal kunne sin kulturhistorie, være god til sprog og holde sig velorienteret om politiske forhold - og så skal man først og fremmest kende branchens interne spilleregler."

Og hvordan ser de så ud? Anneli tænker sig om. Egentlig kan de opsummeres i to ord, forklarer hun: Oprigtighed og loyalitet. For eksempel lyver man ikke i en forhandlingssituation ved at sige, man har flere tilbud på hånden for at presse prisen. Og man falder heller ikke sine faste forretningspartnere i ryggen, når en ny spiller pludselig melder sig på banen med et bedre tilbud. Oprigtighed og loyalitet.

"Forestil dig det samme kodeks i filmbranchen - det ville jo aldrig kunne lade sig gøre. På den måde er bogbranchen faktisk 'blød business'," siger Anneli.

Det er dog ikke alle, der overholder branchens mange uskrevne regler, understreger hun. Den engelske agent Andrew Wylie, bedre kendt som 'Sjakalen', er således berygtet for ikke at sky nogen midler, når det kommer til at skaffe sig selv og sine klienter - som blandt andre tæller Philip Roth og Salman Rushdie - optimalt udbytte. Meget apropos er det netop Andrew Wylie, som pryder forsiden af Frankfurter Allgemeines bogmessetillæg denne torsdag, hvor et billede af ham er ledsaget af en lidet flatterende overskrift: "Der gierigste Mann der Messe" (Messens gerrigste mand, red.).

Man får imidlertid ikke Anneli Høier til at udtale sig kritisk om hverken Wylies eller andre kollegers arbejdsmetoder. I stedet nøjes hun lakonisk med at konstatere det åbenlyse:

"Vi gør det på en anden måde," siger hun.

Og hvordan er så det? Mest i øjnefaldende er det, at agenturet helt og aldeles forlader sig på en tillidskultur, der indebærer, at man ikke skriver kontrakter med de klienter, man repræsenterer.

"Vores aftaler beror udelukkende på et håndtryk eller et blik. For eksempel repræsenterer vi Åsne Seierstad over hele verden, men vi har ikke papir på hinanden. Det har vi kun på to-tre forfattere - alle andre aftaler beror udelukkende på mundtlige gentleman agreements. Og alligevel har vi aldrig i agenturets 60-årige historie været involveret i en eneste retssag," fortæller hun.

Modsat manges forestillinger handler bogmessen i Frankfurt ikke så meget om at skrive kontrakter og forhandle økonomi, som den handler om at formidle interesse og skabe hype om forfatterskaber.

"Vores kriterium for succes hernede er, at vi får bekræftet, at vi stadig har de rigtige bøger og den rigtige anseelse i branchen," forklarer Anneli.

Men der er undtagelser fra reglen, viser det sig, da hun senere på dagen triumferende kommer mig i møde:

"Jeg har lige solgt Erling Jepsen til Frankrig!" udbryder hun.

Det er forlaget Sabine Wespieser, der har meldt sig som køber, og Erling Jepsen er ikke den eneste succeshistorie.

"Vi har i år prøvet at slå et slag for Das Beckwerk, som mange tyske forlag har vist interesse for. Der har også være god respons på Kirsten Hammann, som blandt andet er solgt til Holland, og så har det tyske forlag Suhrkamp, der i forvejen udgiver Erling Jepsen, tilkendegivet, at de vil fortsætte samarbejdet, ligesom Tjekkiet også har købt ham," siger hun.

Min søsters børn

Ved et af bordene ved siden af holder Monica Gram møde med Maite Cuadros fra forlaget Maevea i Madrid.

"Du skal lige se min søsters barn, Daniel, han er to år nu," siger hun og finder et billede frem på sin mobiltelefon.

"Narjh, hvor er han sød," siger Monica begejstret og fisker selv et gammelt billede frem fra kalenderen af sine egne børn, Sebastian og Terese.

Lige siden jeg i tirsdags satte mine ben i Frankfurt, har den slags episoder ustandseligt fundet sted. Overalt ser man folk, der omfavner hinanden, udveksler personlige ferieminder og griner højlydt af hinandens historier, alt imens millioner af rettighedskroner aftales og fordeles. Den hjertelige og personlige omgangsform er tydeligvis en forudsætning for at være her på messen - eller rettere for at få noget ud af at være her. Men hvad er ægte, og hvad er spil for galleriet? Jeg er i tvivl og konfronterer Anneli.

"Vi er i en branche, hvor det kræves, at man hele tiden viser noget af sig selv," forklarer hun.

"Når man handler med noget så personligt som oplevelser - og det er bøger jo -så bliver man nødt til selv at være personlig. Når vi taler om penge, så taler vi om penge, men det udelukker ikke, at vi bagefter kan vise familiebillederne frem."

En af de forlæggere, Anneli selv har udviklet "en særlig gensidig sympati med", er Carmen Corral fra det spanske forlag Tusquets. De sidste mange år har de spist frokost sammen den sidste fredag på messen. Og i år er ingen undtagelse.

"Jeg overvejer, om ikke jeg burde tage de smykker på, hun forærede mig sidst?," siger Anneli og fisker en halskæde frem fra et plasticchartek i skabet bag sig.

"Hvad man ikke gør for litteraturen," siger hun, mens hun krænger smykket om halsen.

Carmen Corral har altid en gave med, når hun besøger Anneli, og da hun kigger forbi lidt i tolv, stikker der også denne gang en lang grøn pakke op af hendes taske. Anneli tager imod hende med åbne arme. Men først skal der tales forretninger. Corral har et prøveeksemplar af Mankells El Chino, Kineseren, med. Hun fortæller, at førsteoplaget vil blive trykt i 40.000 eksemplarer. Anneli er begejstret.

"Hold op, hvor ser det godt ud. Jeg brød mig ærlig talt ikke om forsiden på den tyske udgave, men den her er virkelig flot," komplimenterer hun.

Og så er det endelig tid til gaveudpakning. Den aflange æske gemmer på et silketørklæde i spraglede farver.

"Jeg så det for en måned siden og tænkte: Det her er perfekt til dig," siger Corral.

Anneli rødmer, øjnene svulmer op og en tåre triller ned af hendes ene kind. "Undskyld," siger hun og kigger forlegent op.

"It's a dream, thank you."

Miraklet i 1998

Leonhardt & Høier tager ingen faste tariffer for det arbejde, de udfører, men får udelukkende procenter af rettighedernes endelige pris. Med de rigtige klienter ombord, kan det imidlertid beløbe sig til mange penge.

Den svenske forfatter Henning Mankell er en af agenturets absolut største succeshistorier. Høier havde ham allerede som klient tilbage i 1990, før nogen uden for Sverige overhovedet havde hørt om ham. I begyndelsen gik salget sløjt, men da det lykkedes at få det højlitterære Carl Hanser Verlag som udgiver i Tyskland, ændredes alting med et slag. Den femte kvinde udkom i 1998 og blev en øjeblikkelig bestseller, og siden har Mankell solgt over 14 millioner eksemplarer i Tyskland, hvor han en overgang var mere populær end Harry Potter. Agenturet forhandler i dag rettighederne til Mankells bøger på verdensplan på et tidspunkt, hvor oplaget har rundet de 30 millioner eksemplarer.

"Det er det niveau, vi taler om," siger Anneli.

En verden til forskel

Der er kun 100 meter fra messebyen på Ludwig-Erhard-Anlage til Frau Laupers lejlighed på den anden side af vejen. Men der er en verden til forskel. Fredag morgen spiser jeg som sædvanlig morgenmad i køkkenet, da Frau Lauper fortæller, at hendes opvaskemaskine netop er gået i stykker.

"Så nu bliver jeg nødt til at have overnattende gæster i næste uge også," siger hun og smiler træt.

Hun er ikke modtagelig for opmuntring, så jeg spiser færdig og går ind for at pakke mine ting, inden jeg for sidste gang begiver mig ned på messen.

Selv om de fleste store forlag for længst har oprettet egne agenturer, er de stadig dybt afhængige af eksterne agenter, fortæller Anneli, da jeg møder hende på standen. Mange forfattere har den opfattelse, at private agenturer engagerer sig mere helhjertet i deres bøger - og det er en opfattelse, de med rette kan have, mener hun.

"For i modsætning til de store forlagsagenturer, der er forpligtede til at repræsentere samtlige af forlagets forfattere, så kan vi helt selv vælge og vrage mellem, hvem vi vil tage ind," siger Anneli, der understreger, at det skal forstås helt bogstaveligt. Således henvender agenturet sig aldrig selv til hverken forfattere eller forlag.

"Det er ikke nødvendigt. Har du først fået et godt ry i branchen, så kommer både forlag og forfattere til dig."

På nærmest daglig basis takker hun nej til forespørgsler fra forlag og forfattere, der ønsker at blive repræsenteret.

"Vi er ikke interesserede i at blive meget større, end vi er. Vi koncentrerer i stedet vores kræfter om at forfine det, vi allerede kan," lyder credoet.

Redaktionen i St. Kongensgade har bedt mig skrive en artikel til morgendagens avis, så jeg forlader for en kort bemærkning standen og bevæger mig op i presserummet på anden sal. Da jeg nogle timer senere stikker hovedet forbi standen for at sige farvel, kommer Anneli mig i møde med fremstrakte arme. Med begge hænder trykker hun min hånd og klapper mig kærligt på kinden.

"Kom godt hjem," siger hun og smiler venligt.

"Og skriv nu noget pænt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu