Læsetid: 4 min.

Separatisme og den borgerlige snusfornuft

Hvad er ligheden mellem kvindebevægelsen og Sandholmlejr-aktionen? Når aktivister i morgen vil lukke lejren, indkaldes der til indvandrer-separatistisk blok
Kultur
24. oktober 2008

Kvinder, arbejdere, homo'er, sorte gør det. Tager udgangspunkt i og organiserer sig ud fra bestemte sociale positioner - en strategi, der kaldes separatisme. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og Black Liberation er klassikere. Argumentet for separatisme er ofte at underhundspositionen kan bruges som udgangspunkt for en offensiv strategi til at tilkæmpe sig den plads i samfundet, man burde have, men aldrig har 'fået'.

Ikke alle finder det lige legitimt med bevægelser, rum eller aktioner, hvor 'alle ikke må være med'. Men at separatisme ikke har været spild af tid, vidner suffragetternes (britisk kvindebevægelse i starten af 1900tallet, red.) kamp for kvinders stemmeret om . Og hvordan ikke-heteroseksuelles vilkår i dag ville være uden organisationer som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes organisering af først bøsser, senere lesbiske og biseksuelle - og for nylig transkønnede - er ikke rart at tænke på. Nutidens hype om queer-teori og kritik af heteronormativitet står i gæld til 70'ernes radikale bøsse- og lesbiske bevægelser. Nok har heteroseksuelle også interesse i et opgør med normer om mand-kvinde-dynamik, men det var ikke heteroseksuelle, der i udgangspunktet anfægtede 'det selvfølgelige' i hetero-logikkerne.

'Omvendt racisme'

At separatistiske politiske bevægelser har spillet en central rolle i kampen for social omfordeling, har ikke fritaget strategien for kritik. Når det gælder seksualitet, er der to yderpositioner for og imod. Imod-positionen går på, at separatisme er 'omvendt racisme'.

Hvis man udgrænser andre - også dem, der udgrænser én - er man lige så slem selv. Det er sund fornuft. At homoerotisk anlagte herrer har langt større adgang til at møde hinanden end ditto damer, er ikke relevant. Sexfester kun for damer, der er til damer, er tarvelig udelukkelse, for vi er jo alle sammen bare mennesker. At tale om magtforhold og ulige fordeling af rum hører til på den proletariske lørdagsskole og ikke i en god moderne og borgerlig institution som seksualitet.

Den modsatte yderlighed er, at særlige foreninger for homo- og biseksuelle kun skal beskæftige sig med nemt genkendelige homo- og bi-relevante spørgsmål. At mænd tjener mere end kvinder, og at lesbiske dermed trækker nitten i gamet om at blive populær målgruppe for markedet og dets tolerance, har jo ikke noget at gøre med vores fælles homofile interesse i at blive helt normale borgere. Og blæse være med at man også som flygtning eller indvandrer behandles som andenrangsborger. Det er jo ikke selve magtstruktureringen, der interesserer os.

Borgere med og uden

En mere avanceret indvending mod separatisme, den queerteoretiske, retter sig ikke mindst mod denne position og dens blindhed for magtforhold. I sin radikale form ser denne anti-separatisme selve kategoriseringen som magtstrukturernes rod. Af italesættelsen kommer undertrykkelsen.

Helt løgn er det ikke. Undertrykkelse og dens legitimering fungerer på den ene side som usynliggørelse, men på den anden side også som overeksponering og identificeringstvang. Når borgere med migrantbaggrund - heteroer som ikke-heteroer - i stigende grad frarøves borgerrettigheder, har den verbale dæmonisering af 'muslimer' en god del af skylden for, at det kan lade sig gøre. Når adgangen til statsborgerskab indskrænkes ved hjælp af prøver, som universitetsstuderende med dansk som modersmål har svært ved at bestå. Når en racistisk anordning som anbringelse af flygtede borgere i lejre har opnået massiv parlamentarisk legitimitet. Når irrationelle størrelser som 'nation' og 'danskhed' tæller højere end borgerret. Muslim er du, hvis du opviser sorte kropstegn i den araberlignende udgave og/eller kommer fra lande, der af Bush og Huntington defineres som 'muslimske'. 'Indvandrer' er du, hvis du har relation til noget 'uvestligt' og 'udansk'. Så er du et særligt problem. Eller et særligt objekt for filantropi og uegennytte. Ikke en, der kan tage skeen i egen hånd og kræve verden lavet om som en helt legitim og pissesur borger, for det er du jo netop ikke. Borger.

Snusfornuft

Da Luk Lejren-aktivisterne proklamerede at de i morgen den 25. oktober lukker lejren i Sandholm, var det som "borgere med og uden statsborgerskab". Alligevel lød det blandt de positive reaktioner, at her var der tale om uegennyttige unge mennesker, der gjorde noget ved en racisme, de ikke selv var ramt af. Når indvandrerkategoriserede aktivister på Luk Lejrens hjemmeside mobiliserer til en separatistisk blok i aktionen, som består af "alle os der oplever racismen i dens mange former, dvs. os de kalder indvandrere, udlændinge, fremmedarbejdere og lignende," kan man sige, at en historisk set succesfuld politisk tradition har fået en ny og tiltrængt form: Migranter og ikke-migranter aktionerer sammen som borgere mod racisme, men det tydeliggøres samtidig, at nogen i praksis er regnet for mere borgere end andre. At disse 'andre' selv kan slå igen. Og at 'vi' ikke er stillet lige i forhold til de magtstrukturer vi bekæmper.

Eller skal man med borgerlig snusfornuft sige, at de migrante aktivister selv skaber deres undertrykkelse ved gå sammen til Sandholm, og i øvrigt udsætter 'os andre' for racisme?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her