Læsetid: 10 min.

I Shellhuset skrev man kærlighedsdigte på toiletpapir

Informations grundlægger, Børge Outze, blev under Anden Verdenskrig en af landets mest eftersøgte modstandsfolk som frontfigur for det illegale nyhedsbureau Information. I oktober 1944 blev han fanget af Gestapo og bragt til Shellhuset. Paradoks bringer her uddrag af en ny bog om manden, der havde skrivemaskinen som våben, men skrev digte til sin gravide kone på smuglervenligt toiletpapir
Isolation. Da Gestapo tog Børge Outze til fange, blev han sat i enecelle og fik hverken ryge- eller læsetilladelse, og han fik kun gårdtur et kvarter hver dag - alene. Sine tanker måtte han skrive ned på toiletpapir, så de kunne smugles ud til hans højgravide kone.

Isolation. Da Gestapo tog Børge Outze til fange, blev han sat i enecelle og fik hverken ryge- eller læsetilladelse, og han fik kun gårdtur et kvarter hver dag - alene. Sine tanker måtte han skrive ned på toiletpapir, så de kunne smugles ud til hans højgravide kone.

Jacob Maarbjerg

17. oktober 2008

Fængselsdøgn er lange døgn - og for de fleste fanger bliver de kun længere, som tiden går. Børge Outze erfarede det på den hårde måde.

De første døgns hektiske forhørsaktivitet var overstået hurtigere end ventet. Derefter fulgte en mellemfase med udpegning og påvisning af lokaliteter, som Gestapo i bedste fald mente enten kunne give mulighed for at fange af illegale personer og finde illegalt materiale eller i hvert fald bidrage til en indsigt i, hvorledes det illegale arbejde foregik.

Til slut var det meste blot usikker ventetid i Vestre Fængsel, der føltes dobbelt enerverende for den trænede nyhedsjournalist, fordi han hverken vidste, hvornår eller hvordan opholdet i fængslet ville slutte.

I den situation udviklede Børge Outze sin livslange hang til at samle på absurditeter.

Første bidrag til samlingen kom, da gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann ligefrem roste Outze for at have indført en mere behagelig tone i den illegale presse. Han syntes bedre om Outzes sarkastiske stil end om den højstemte tone, der dominerede store dele af den illegale presse. Hoffmann lod selvtilfreds skinne igennem, hvor nøje han havde fulgt med i mange illegale publikationer.

Den største fare for Outze var de nøgler, han havde på sig ved arrestationen. Gestapo søgte straks at få nøglerne til at passe til låse på adresser, som Outze blev tvunget til at opgive. Han opgav to-tre lejligheder, som han havde boet i. Dertil passede nøglerne imidlertid ikke.

Outze var nået til et punkt, hvor han var ved at være knækket. Han opgav en villa i Ordrup, hvor han kun havde boet en enkelt nat. Gestapo-folkene vendte tilfredse tilbage og meddelte, at nu begyndte hans forklaringer endelig at ligne noget. Som repressalie blev villaen sprængt i luften.

Den første adressesag var dermed ude af verden.

Næste sag var vanskeligere. Gestapo ville have kommunisternes kontaktsted. Dén adresse skulle udleveres - so oder so, fastslog den mand, der afhørte Outze:

"Dem behøver vi jo ikke at forklare, hvad der vil ske med Dem, hvis De ikke taler. Den slags har De jo skrevet ganske udførligt om i Information. De ved jo besked."

På det tidspunkt havde Outze desuden set det første offer for et tilståelsesforhør, nemlig Jørgen Palm Petersen, hvis oplysninger havde sat hele den store bølge af anholdelser i gang.

Outze foretrak at give adressen med det samme.

Men også denne sag resulterede i en ny faglig diskussion mellem Outze og nogle af de ledende tyske politifolk. Outze medgav, at mulighederne for at få noget ud af ham ved hjælp af tortur var til stede, og at tyskerne givetvis endda kunne få meget ud af ham ad denne vej, men at der dog var en hage ved deres metoder.

"I kan kun få svar, når I ved, hvad I vil spørge om. Ellers får I jo intet ud af jeres anstrengelser."

Det var chefen for sikkerhedspolitiet, Otto Bovensiepen, der svarede ham: "De ved ikke, hvad De taler om. Vi kunne bringe Dem i en tilstand, hvor De ville være glad for at fortælle om alt, hvad De overhovedet ved." Det troede Outze ikke på - i hvert fald lod han som om, at han ikke troede på det.

"Ja, De kan blive klogere, hvis De ikke makker ret," replicerede Bovensiepen.

Senere i de lange fængselsdøgn i Shellhuset og Vestre Fængsel kunne Outze flere gange ved selvsyn konstatere, at Bovensiepen faktisk havde ret.

Outze mødte fanger, som efter at være tortureret havde fortalt alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om - også ting, som ty- skerne aldrig ville have fundet på at spørge om. Han så lange skriftlige tilståelser, hvoraf det fremgik, at de afhørte ligefrem havde anstrengt sig for at komme på mest muligt at fortælle forhørslederne.

Det var en uhyggelig oplevelse. Der blev tilstået langt mere under forhør i Shellhuset, end selv en velinformeret Børge Outze havde forestillet sig. (...)

Fogs facade og Outzes forklaring

Børge Outzes held var, at han havde været involveret i så mange illegale aktiviteter, at der var et vidt spillerum for, hvad Gestapo kunne være interesseret i.

Derfor havde han det i de fleste forhør nemmere end menige medlemmer af en illegal gruppe, der typisk blev tævet og mishandlet, til de opgav navn og adresse på gruppelederen, mens alt andet var Gestapo uvedkommende. Anderledes forholdt det sig med Mogens Fog, Aage Schoch og Børge Outze - i nævnte rækkefølge. Dem kunne og ville tyskerne gerne diskutere med, ikke blot krig og politik, men til slut endog filosofi.

Mogens Fog havde allerede før sin arrestation betroet Børge Outze, at såfremt han blev taget, ville han påtage sig skylden for alt, men lade som om, at han ikke kendte til detaljer.

Outze kendte altså Fogs taktik, da gestapo-chef Hoffmann ville høre Outzes mening om Fog. Outze betakkede sig. Fog ville han nødig udtale sig om. Hoffmann ville jo blot gå tilbage til Fog og fortælle alt. Hoffmann bedyrede, at det gjorde han ikke:

"Dette har ikke noget at gøre med Fogs sag. Det er blot, fordi professor Fog forvirrer mig. Jeg vil gerne vide, hvorledes De egentlig vurderer ham. De må jo have kendt ham."

Outze trykkede sig endnu mere, så Hoffmann kunne blive klar over, at dette var noget, han nødig ville udtale sig om, men sagde så:

"Der ist ein politischer Wirrkopf." ("Han er et politisk tågehorn.")

Hoffmann så glad på Outze og sagde:

"Ganz meiner Meinung." ("Akkurat min mening.")

Derpå forklarede han sig angående spørgsmålet om Fog:

"Vi kender alt til ham. Vi ved alt om, hvad han har lavet. Jeg kommer ind til ham med en rapport om et drab på en tysker. Han siger straks, at det er hans ansvar. De første gange mente vi, at sagen dermed var opklaret. Men nu viser det sig, at professor Fog ikke kender det mindste til de sager, han påtager sig ansvaret for. Det, han mener, er blot, at han med sine udgydelser har fået disse unge mennesker til at melde sig til kampen og dermed er moralsk ansvarlig for sagerne."

"Det er han sådan set også, for han har skrevet en masse udmærkede ting," svarede Outze.

Hoffman var irriteret:

"Jamen, kommer det sagen ved? Tror De, at det interesserer os? Det har ingen interesse."

"Nej, men sådan er han faktisk, jeg kan godt gå ind til ham og sige noget, så han står op og holder en tale," mente Outze.

"Behøves ikke, jeg har prøvet det," bed Hoffmann ham af. Så vidste Outze, at Fog spillede rollen. Han spillede den godt. For han var måske det medlem af Frihedsrådet, der vidste besked med mest.

Men han klarede frisag ved at holde gode kommunistiske taler i Shellhuset og endnu længere taler om det store moralske ansvar, der faldt på ham.

Ingen af delene interesserede Gestapo det mindste, og det lykkedes Fog at overbevise Gestapo om, at han ikke kendte til operative enkeltheder.

Fog har selv efter krigen vedgået, at han af Hoffmann fik prædikatet 'Ein typischer Wirrkopf' ('Et typisk tågehorn').

I kraft af denne karakteristik formåede han i Shellhuset at fremstå som modstandsbevægelsens ideologiske ballast - og ikke som den næsten alvidende nøglefigur han var. (...)

Det er svært at sætte sig ind i den fortættede stemning, der herskede i Shellhuset, hvor ingen i virkeligheden kunne vide, hvem der var venner, og hvem der var fjender.

For de tyske officerer gjaldt det hele tiden om at kaste et blik over skulderen - knivene sad løst i de interne magtkampe. Fangerne havde det selvsagt ikke lettere. Også i Shellhuset fandtes stikkere og folk, der gav sig ud for andre end dem, de var. (...)

Det mest påfaldende eksempel på en mand, der gav sig ud for en anden, var den berygtede danske torturbøddel Ib Birkedal Hansen.

Han stod for nogle af de mest grusomme mishandlinger af fanger under besættelsen og var efter krigen den sidste landsforræder, der blev henrettet.

Børge Outze havde mødt ham allerede en af de første dage i fangenskab, da Ib Birkedal Hansen havde foræret Outze et stykke bar- bersæbe og givet ham besked på at se ordentlig ud.

Den danske gestapo-mand talte perfekt tysk og blev af de tyske kolleger kun kaldt 'den Hansen'. Outze gik derfor ud fra, at han var tysker.

Nogle uger senere sad Børge Outze i Ib Birkedal Hansens kontor og ventede på at blive kørt tilbage til fængslet. Hansen ville gerne snakke - han havde stor respekt for Informations arbejde, fortalte han. Faktisk havde han stor respekt for hele modstandsbevægelsen, undtagen dem, der foretog likvideringer.

Ib Birkedal pralede med, at han selv havde dræbt 'Citronen', og at han havde været med til aktionen mod 'Flammen'.

Børge Outze sagde, hvad han allerede havde sagt til flere tyskere i Shellhuset - nemlig at han sagtens kunne forstå, at tyskerne jagtede danske modstandsfolk, men at der hverken moralsk eller juridisk fandtes nogen undskyldning for danskere i tysk tjeneste.

Da blev Hansen aldeles rasende. Han slog over i dansk.

"Nu skal jeg sige dig én ting, min fine ven. Jeg er lige så god dansker som du. Du er i engelsk tjeneste, og jeg er i tysk. Vi mener begge to at gøre det rigtige. Du har tabt spillet og slipper næppe godt fra dette her. Det er muligt, at jeg også taber mit, men jeg lader mig ikke tage levende. Jeg gør dette af overbevisning og ikke for penge."

Han sluttede en lang svada af med at sige:

"Det kan godt være, du ikke kan forstå os, men du skal ikke svine os til. Vi er soldater, selv om vi er civile."

"Se, se," sagde Børge Outze, "er du dansker?"

Lidt efter spurgte han, om Hansen var identisk med Ib Birkedal Hansen. Det var et skud i blinde, men det var den bedst kendte af de nazister ved navn Hansen, Outze havde hørt om. Han fik ikke klart svar:

"Det rager ikke dig. Her hedder jeg Hansen, og det kan være godt nok også til dig." (...)

Gestapofangens statusopgørelse

Under alle forhørene i Shellhuset fastholdt Børge Outze stædigt, at han alene stod for Informations redaktion, og at han derfor af gode grunde ikke kunne oplyse navne på andre redaktionelle medarbejdere.

Forklaringen blev sandsynliggjort af, at han allerede i forbindelse med fusionen mellem Information og Nordisk Nyhedstjeneste havde skrevet til abonnenterne, at Information var et enkeltmandsforetagende.

Den forklaring blev det imidlertid vanskeligere at opretholde, da også Gestapo efter et par uger fik fat i Information i en ny og udvidet, men absolut genkendelig udgave.

Outze forklarede sig ud af problemet ved at sige, at der jo så måtte være dannet en helt ny gruppe, som havde samlet nyhedstjenesten op.

Der var på det tidspunkt gået så lang tid siden arrestationen af Outze, at også Gestapo indså det formålsløse i at presse relevante navne ud af ham.

På det professionelle plan mente Outze derfor, at følgerne af, at han blev fanget af Gestapo, var begrænsede:

Information udkom fortsat, abonnentlisten var reddet, og de medarbejdere i administration, teknik og distribution, han havde måttet oplyse Gestapo om, kunne slippe med at blive overført til Frøslevlejren.

Gestapo havde til medarbejdernes held stolet på Outzes forsikring om, at de kun havde bistået ham med det praktiske. På det personlige plan så hans statusopgørelse lidt anderledes ud: Enecelle i Vestre Fængsel på ubestemt tid var en brat overgang og en belastende oplevelse efter mange måneders ubrudt illegal aktivitet, ofte næsten i døgndrift.

I enecellen fik han hverken ryge- eller læsetilladelse, og han fik kun gårdtur alene - et kvarter hver dag helt alene i fangegården. Først i de sidste dage af sit fængselsophold fik han lov at låne et par bøger af en medfange.

Ruth kunne og ville han ikke have besøg af. Hun var højgravid gemt bort i provinsen i den første usikre periode, hvor tyske repressalier mod familiemedlemmer ikke kunne udelukkes.

Men hun var i hans tanker - så meget, at det på deres bryllupsdag 28. oktober 1944 blev til et digt til hende, skrevet på toiletpapir og smuglet ud:

Midt i en Verden af Krig og Mord
hviler mit Sind hos dig
Når blot jeg lukker mit Øje i,
er jeg straks, som ved Trylleri,
i den lille By, hvor du bor.
Solen, der skinner på Cellens Mur,
tegner mit Gitters Net -
og paa en lille Stump himmelblaat,
i en Firkant af graat i graa,
flyver Maagerne Aftentur.

På andre stykker toiletpapir tegnede han deres villa på Amager Strandvej: grunden, kælderen, stueetagen og førstesalen - virkeligheden fastholdt i et forsøg på ikke at blive gal, men måske også en virkelighed tilsat drømme om en udbygning, en familieforøgelse var jo nært forestående. Tegningerne er opbyggelige og kan tolkes som fangens forsøg på at sikre fremtiden midt i den totale afmagt.

På endnu et stykke papir, smuglet ud til Ruth, foretog gestapofangen Børge Outze den ultimative personlige statusopgørelse:

"Hvis jeg overlever dette her, skylder jeg både dig og Vorherre at blive viet i en kirke." Det blev de så - præcis på tiårsdagen for vielsen på Odense Rådhus i 1935 blev de 28. oktober 1945 gift i Filips Kirke på Amager.

For med brevene til Ruth og løftet om kirkebryllup havde Børge Outze besluttet sig for at overleve.

Jakob Nielsen er journalist på Politiken. Erik Lund er afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Midt i en Besættelsestid. Den får ikke for lidt, Jakob Nielsen, samtidig med at din kollega på Politiken skriver som efter en fælles aftale med alle de andre landsdækkende redaktioner (16/10) om fantasten Hans Scherfig og alle de andre tåbelige stalinister. Efter 60 år kan ingen mere være i tvivl om, hvem der vandt krigen - mod hvem og hvorfor!