Læsetid: 3 min.

Fra sjælens begsorte brønde

Ikke noget flæberi, ingen billige jokes, ingen patetisk maskuline positurer. Men en mand, der skriver og synger sig gennem sin forandring. Peter Sommer er blevet far, rocksanger og modnet sangskriver med et nyt og stærkt anfægtende udsyn
Peter Sommer har begået et rockalbum, der trækker på en stolt tradition med 1970-erne inden for rækkevidde

Peter Sommer har begået et rockalbum, der trækker på en stolt tradition med 1970-erne inden for rækkevidde

Kåre Viemose

4. oktober 2008

Dette er, hvad vi ved: Peter Sommer har fået barn, han har sat sig ved orglet, han har smidt troubadouren ud og fundet rocksangeren frem. Dette er, hvad pressemeddelelsen lader os vide. Det er ord på et stykke printerpapir, som er lette at forstå.

Men den forståelse, der siver gennem musikken på Sommers tredje album, er af en helt anden observans. Det er den intuitive forståelse. Den får man ikke gennem printerblækket. Det er den magiske osmose, som gør, at musikken uden for dig og musikken inde i dig er den samme. At du for en stund er et med udtrykket.

Dén oplevelse kan være forfærdelig, når man uforvarende får f.eks. Big Fat Snake på sine celler ved en slentretur henad FM-båndet eller gennem DAB-sværmen, men det er også dén proces, som gør musik så fantastisk. Og i Peter Sommers tilfælde til musik, der anfægter ens selvopfattelse.

Sommer har ikke sunget bedre end her på sin nye samling Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, og han lægger sig uden problemer som autoritær sortnistret spydspids i det rockband, som det har været nødvendigt at samle for at male disse billeder af det puslespil, der var en mand.

Skærebrændende røst

Det er Sommers tredje album, og det består af de to tidligere udgivne ep'er Til Rotterne og Til Kragerne samt nye numre i en sydende helhed. Dynamisk som bare pokker. Med Sommers skærebrændende nasale stemme (han er sikkert allerede træt af sammenligningerne med C.V. Jørgensen) bragende sikkert gennem sangene.

Her er ikke noget flæberi, ingen billige jokes, ingen patetisk maskuline positurer; her er en mand, der skriver og synger sig igennem sin forandring og angst. I teksterne jongleres der med modsætninger og kiler imellem dem; der leges med ordsprog og talemåder, som vi kender fra Højholt og C.V., men også noget andet mere voldsomt:

"Han har så meget at sige/der ikke kan komme på tale. De må skære i hans krop/hvis de vil se hvad han har på hjerte," lyder de første linjer på albummet.

Og så skærer Sommer ellers igennem bræmmen af menneskelig desillusion, vores emotionelle krat og den altfortærende dødsangst med hårdt spændt farvebånd.

"Han løber efter én, der også løber efter toget."

Det er et rockalbum, der trækker på en stolt tradition med 1970'erne inden for rækkevidde. Tæt sammenspillet, melodisk, i et medrivende groove. Og det fungerer endda i samtlige gear. Fra det ganske lille band, i fuld galop gennem gnistrende sange som den knejsende "Rødt kort" eller den let funky, kierkegaardske "Vi falder først den dag vi kigger ned". Til langsomt udfoldende sange som kærlighedssalmen "7.777.777" og den rygradsrislende "Himmelflugt" med ordene "lad så kærligheden komme de elskende i møde". I sin grundtone og sin ophøjede skønhed får den mig til at tænke på Lars Hug og Søren Ulrik Thomsens City Slang.

Overgangen fra det lette kæreste- til det forpligtende forældreliv kan altså åbne en sortbejdset ladeport i ethvert menneske og i hvert fald i Sommer. Og indenfor, i den endnu mørkere lade, kan der være køtere berøvet retningssans, skambidte mandslinger, vingeskudte livsløgnere; mennesker faldet fra hinanden, eksistenser fra den danske tryghedsboble, hvor man - som Sommer formulerer det - får rødt kort, hvis man brokker sig.

Nyt udsyn

Det er den intuitive forståelse, jeg har fået af at lytte til Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. Som brænder igennem med skingrende klarhed, i fuldfede produktioner, hvor frontmandens vokal ydes ganske nuanceret retfærdighed.

Albummet lider lidt under Sommers og Henrik Ballings til tider distanceblændende produktion, der sjældent sætter spørgsmålstegn ved sit rockistisk autentiske udtryk. En mand og hans kvababbelser fortalt gennem hans værk med hans band som trofaste fødselshjælpere. Produktionen er da saftig, effektiv, jovist, men jeg kan godt savne flere lag, flere rum især i rockdrønene, flere frækheder som dén el-guitar, hvis forvrængning bløder til alle sider, mere af dén søgen, som teksterne er så rige på.

Men det ændrer ikke ved, at Peter Sommer med Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene giver et helt nyt udsyn over dansk musik. Herfra kan han nikke til kuldslåede ikoner som C.V. Jørgensen og Povl Dissing, herfra kan han bukke for en udvidet publikumsskare, der vil kunne drikke fadøl til denne rock'n'roll fra sjælens begsorte brønde.

Det er en anselig bedrift fra hr. Sommers side.

Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene (Genlyd/Sony BMG). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu