Læsetid: 2 min.

Skagensmaler i baghuset

I årevis har vi spekuleret på, hvad det var for et fint palæ, som lå indeklemt mellem Bredgade og St. Kongensgade. Nu ved vi det
7. oktober 2008

Der er ting, man ser uden at se dem. Noget, man kan have for øje i årevis uden at bemærke de værdier, det indeholder.

Her tænkes ikke på Deres ægtefælle, tumpede læser, men på en palælignende bygning, som man kan se, hvis man kigger skråt ned fra Informations redaktionssekretariat på tredje sal i bladhuset i Sct. Annæ Passage i København. Bygningen ligger underligt klemt inde i baggården mellem andre bygninger. Den synes at have kendt bedre dage. På facaden ses relieffer af yndige gratier og alvorlige herreprofiler.

Skønt journalister har ingen af os mærkeligt nok undersøgt det før nu, men jævnligt har den teori været udkastet, at det da "vist var en magasinbygning for auktionsfirmaet Bruun Rasmussen". Således mumlende er vi gået videre til vort arbejde.

Solgt!

Det var på et hængende hår, vi fik adgang til bygningen, da vi henvendte os til Sebastian Lerche fra Bruun Rasmussen i forhuset, Bredgade 33. Han tog os ind gennem porten, og her foldede et lille stykke Rom sig ud, idet biler holdt parkeret i flere lag foran os. Sebastian låste os ind i huset, der var fuld af støvet 1800-tals-atmosfære. En trappe førte fra det lavloftede rum i stuen op til et lysere sted ovenpå.

"Det er en historisk bygning," fortæller han. "Her havde maleren P.S. Krøyer sit atelier, ligesom flere andre kunstnere - Tuxen, Weie og Carl Bloch. Siden 1947 har det været i familien Bruun Rasmussens eje, og det har vi været stolte over. Vi har brugt det til vores restaureringsafdeling, vores afdeling for bøger og manuskripter og desuden til opbevaring af kunst og antikviteter. Men for et par uger siden har vi solgt det fra til firmaet Jeudan, som så vil finde ud af, hvad de vil gøre med bygningen."

Omorganisering

Den er fredet, men man kunne forestille sig lejligheder indeni. Jeudan er et ejendoms- og entreprenørfirma, hvis navn ikke udtales på fransk, som mange tror. Det er opkaldt efter stifteren Jens Erik Udsen, Danmark, hvis fikse, sortklædte håndværkere ses mange steder i city i denne tid. Så fik vi også det opklaret.

DFDS' grundlægger H.P. Prior lod det bygge i en del af forhusets have. Gratierne, muligvis udført af billedhuggeren Vilhelm Bissen, symboliserer malerkunst, arkitektur og billedhugning, og Bertel Thorvaldsen ses på en af portrætmedaljonerne. Salget er sket i forbindelse med en omorganisering af Bruun Rasmussens ejendomsaktiviteter. Selv har Sebastian Lerche kontor skråt over for Informations indgangsdør i et nysseligt pandekagehus i passagen. Auktionerne holdes dels i lokalerne ud til Bredgade, dels i Nordhavn - samt i et slot ved Vejle. Alt det fik vi nu på plads. Det lettede!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu