Hvor skyerne altid hænger lidt lavere

Lidt syd for Kolding begynder det. Landskabet er fladt, fladere end noget andet sted i Danmark. Fugle kredser hen over markerne, som er lagt i brune plovfolder kun afbrudt af enkelte rækker af træer for at holde vinden i skak. Så kommer Vojens, Haderslev, Rødekro, Tinglev, og til sidst når man Padborg på grænsen til Tyskland. Det er grænselandet. Her er fladt og brunt. Medmindre man kører østpå, væk fra motorvejen mod havet til skoven og bakkerne, hvor Aabenraa ligger med sine små byhuse, gågaden og havnen, hvorfra en ram stank af kraftfoder har det med at lægge sig som en dyne. Længere nede ligger Als og Sønderborg lige efter Dybbøl Mølle. Her er skov og skrænter og marker og bakker. Kører man i stedet mod vest fra motorvejen, rammer man Rømø, Tønder, Ribe - marsklandskabet ved Højer sluse, hvor der er græssende får, diger, fladt, fladt og fladt og kilometer af mudret vadehav, før man når vandet.

"På Google Earth ligner Tønder et selvdødt pindsvin, som en ådselæder har taget et par dygtige bidder af," skrev de københavnske journalister Nikolaj Thomassen og Mads Brügger i deres bog Grænselandet. Et psykisk landskab, kalder musikeren Michael Falch det.

"Man krydser ind over Jylland, og på et tidspunkt kommer man til den sidste højderyg, og så bliver det fladt - så skræmmende fladt på en eller anden måde. Landskabet er en mental faktor, men der er noget ved landskabet, som også er sindssygt dragende. Jeg ved ikke, hvad der sker, men når jeg kommer til Kolding fra Østdanmark, og når der står Tønder på skiltet, så kribler det i mig."

Michael Falch gennemlevede sin ungdom i Tønder, og byen har aldrig sluppet taget i ham. Han har lavet plader om Tønder, især på de seneste to er der 'Tønder-lyd'. Lyden af Tønder, fra dengang man gik til koncert i Schweizerhalle.

"Det er mærkeligt, jeg har haft fuldstændig den samme følelse med Tønder som 15-16-årig. Jeg har sunget om kærlighedens lysthus - Liebestempel - der ligger i et anlæg i byen, hvor vi sad og kyssede, når vi ellers kunne finde nogen, der havde lyst til at kysse os. På en eller anden måde er jeg igen og igen vendt tilbage til Tønder i mine sange."

Skyerne hænger lavere

Lige så lidt har sønderjyske Gram sluppet taget i forfatteren Erling Jepsen. Filmatiseringen af hans roman Frygtelig Lykkelig om miniputbyen Højer får premiere i næste uge, og igen og igen vender Jepsen tilbage til Sønderjylland i sine romaner, først med Kunsten at græde i kor, senest med hans og filminstruktør Henrik Ruben Genz' Alting begynder i Gram. 'Angstprovokerende' har han kaldt Sønderjylland. Han må væk igen efter få dage, hjem til København. Alligevel tænker han på sønderjysk, når han skriver, han oversætter fra sønderjysk i sine romaner, har han fortalt. For han kan ikke lade være med at skrive om hjemstavnen. Og den følelse kender Michael Falch .

"Man kører ud i det her lavland, hvor regnen regner mere end noget andet sted i Danmark. Skyerne er tungere, de hænger lavere, og der er flere af dem. Sådan en gråvejrsdag i Tønder er hardcore. Dengang var det bare så trykkende, så forfærdeligt. Jeg følte det nærmest som noget suicidalt, der hang over det hjørne af landet. Sådan er det selvfølgelig ikke længere," siger Michael Falch, der som 13-årig flyttede til Tønder fra Taastrup, hvor han havde mærket ungdomsoprørets susen. Det var i 1970, han havde langt hår og frynsevest og havde prøvet at ryge hash. Og da han kiggede på danmarkskortet for at se, hvor han skulle bo, så han bare en lillebitte plet, længst væk i det sydvestligste hjørne. Så langt væk, man overhovedet kunne komme.

"Jeg kom til Tønder en februarsøndag i 1970, og jeg var simpelthen målløs. Jeg var dybt, dybt rystet. Jeg cyklede op i byen og havde det, som om jeg cyklede rundt i Rusland i 50'erne. Det var en lammende følelse, og jeg kan huske, hvordan jeg længtes efter at komme væk derfra, det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg tog ud til Tønder øst, hvor togskinnerne gik ud af byen, og hver gang tænkte jeg 'yes, det er den vej, jeg skal'. Jeg kunne ikke vente. Men jeg har elsket det sted i mange år nu."

Outsideren

Men hvad er der med denne firkant mellem Christiansfeld og Padborg, mellem Tønder og Sønderborg, et område, som skiftevis har været tysk og dansk, og hvor to kulturer har bekriget hinanden og levet sammen side om side? Hvor små landsbyer og mindre handelsbyer, hvor husene ligger på lige rækker omkring hovedgaderne, som om de kun var til for at blive kørt igennem, er spredt ud mellem landbrugene og marsklandet på vestkysten og de stejle skrænter østpå. Hvor man siger 'møjn', når man hilser, hvor 'du' bliver til 'do', hvor 'frokost' bliver til 'unne' og 'undertrøje' bliver til 'særk'. Hvor man enten går i træsko eller i gummistøvler. Grønne gummistøvler, som Erling Jepsen skriver i Frygtelig Lykkelig, hvor den lokale betjent Krüger netop har budt københavnerpolitibetjenten Robert velkommen til landsbyen Højer, der ligger på vestkysten ud til Højer sluse og marsklandet. Højer, Sønderjyllands vilde vesten, hvor man ordner sine problemer selv, og hvor det meste ligger under overfladen:

"Jeg hører, du har købt blå gummistøvler? Blå? Ja, hvorfor ikke?"

Robert følte allerede, han havde lavet den første lille fejl. Så skulle han alligevel have taget de grønne.

"Ja her kan du ikke foretage dig noget, uden at alle ved det. Det kan du lige så godt vænne dig til."

Sådan er det i Sønderjylland, mener også Ole Birk Olesen, der er journalist og stifter af den liberale netavis 180 grader og er født og opvokset på en gård i Agerskov, en lille by med 1.000 indbyggere midt i Sønderjylland. Her boede han, indtil han som 19-årig tog til Århus for at læse statskundskab.

"Sønderjylland består i høj grad af små samfund, og i små samfund ved man, hvad andre har lavet, og hvad de ikke har lavet. Folk fra små flækker går mere op i at være troværdige, holde sig til sandheden og overholde aftaler. Den slags ting. For hvis det rygtes, at man er utroværdig, er man ilde stedt. Der er mere social kontrol med folk," siger Olesen, der i dag bor i København. Man fortæller heller ikke røverhistorier i Agerskov. Her kender man til, hvad der var foregået, hvis man har haft en oplevelse i lokalsamfundet. Medmindre man har været helt alene.

"I København fortæller folk jo tit historier, hvor man tænker: 'Det er jo ikke sandt, det der'. Jeg reagerer negativt på det, hvor andre måske ikke synes, at det gør noget at pynte lidt på historien. Jeg tror, at det skyldes min opvækst," siger Ole Birk Olesen, der er enig med Jepsen i, at man i Sønderjylland vasker sit beskidte vasketøj inden døre. Man ordner sine problemer selv. Lige som i det gamle Danmark.

Ingen gider flytte til Tønder

Helt så idyllisk et billede ser den københavnske journalist og forfatter Nikolaj Thomassen ikke. Gennem halvandet år besøgte han sammen med kollegaen Mads Brügger Tønder-egnen i forbindelse med researcharbejdet til bogen Grænseland, der beskriver Tøndersagen. Og de to kom ikke hjem med et glansbillede af landsdelen.

"Jeg synes sgu, det var deprimerende," siger Nikolaj Thomassen.

"I hvert fald den del, som Tønder ligger i - for hvis du bevæger dig hen på tværs til Als og Sønderborg, virker her meget mere dynamisk og velstående. Men ude mod vest virker det, som om specielt politikerne lever i en eller anden form for selvbedrag, hvor de tror, at Tønder og omegn bare er en diamant, der venter på at blive opdaget. De har lavet handlingsplaner for, hvordan det kan blive et vækstcenter, hvordan de kan tiltrække industri, altså hele forestillingen om, at der overhovedet er nogen, der gider flytte til Tønder af erhvervsmæssig karakter. Men der er jo ikke nogen store virksomheder, der overhovedet kan lægge deres virksomhed dernede."

Ifølge Thomassen giver det en selvforstærkende negativ effekt. Fraflytning af erhverv betyder en øget koncentration af arbejdsløse. Det sociale system vokser, og den sociale slagside bliver større og større.

"Det er ikke noget, der tiltrækker velfungerende familier. Det kan virke, som om Tønder er delt op i tre dele. I den ene er alt fint. Så er der en tredjedel, der sidder på rådhuset, og deres arbejde består mestendels i at give den sidste tredjedel penge," siger Nikolaj Thomassen og slår det fast:

"Jeg synes på ingen måde, at der er noget romantisk over Tønder. Tværtimod er det virkelig Danmark på femte klasse. Der er virkelig mange spændinger, selv om der er få mennesker, og det virker, som om der virkelig er mange, der har noget på hinanden, og folk, der bruger og misbruger deres magt."

Undergrunden

Michael Falch kom til Tønder som outsider med langt hår og afghanerpels, og det fik han at mærke.

"Min ven Niels Gunder Hansen har fortalt mig, at jeg fik tæsk den første dag i skolegården. Jeg så jo lidt anderledes ud, men jeg var nok også selv grænsende til det adfærdsvanskelige. Jeg blev gode venner med præstens søn, og det var rimelig radikalt at have mig med hjemme i præstegården på det tidspunkt, for da var jeg blevet københavner, jeg talte københavnsk og lugtede af afghanerpels."

Men allerede ugen efter var der koncert med Falchs yndlingsband, de ultimative syrehippier Alrune Rod i Schweizerhalle ude på Ribe Landevej.

"Da fandt jeg ud af, at der var nogle lidt alternative grupperinger i Tønder, og det var enormt fortrøstningsfuldt at finde nogle, der også lugtede af afghanerpels og rød libanon."

Hvis der er et kodeord for sønderjyderne, må det være selvbevidsthed, mener Ole Birk Olesen. For selv om man siger om jyder, at de er beskedne og ikke siger så meget, er hans oplevelse af sønderjyderne det modsatte.

"Jeg ved ikke, hvor mange radiostationer, som har heddet Radio Møjn i Sønderjylland, og jeg kender ikke til andre steder, der dyrker dialekten på samme måde."

For sønderjyderne er selvbevidste grænsende til brovtende. Da han og hans kone var til 60-års-fødselsdag i familien for nylig, blev der sunget om, hvor godt der er i Sønderjylland i forhold til alle andre steder. Hvor gode sønderjyderne er i forhold til andre. Hans kone syntes, at det var en mærkelig form for lokalchauvinisme. Det er selvbevidstheden, det er en trodsig kultur, mener han. Både på godt og ondt.

"Jeg har aldrig har lagt mærke til, at det har accellereret og er blevet til noget andet. Bortset fra at man godt kunne finde på at drille folk, der snakkede rigsdansk, men det var mest i forhold til afhoppere. Især piger, der kom i puberteten og pludselig syntes, at de nu skulle til at tale ligesom i fjernsynet."

Identitetspolitik

At regionen både er tysk og dansk, har præget den, mener sociologen Henrik Dahl. Han er præstesøn fra Skærbæk, hvor han boede, fra han var otte, til han som 18-årig blev student.

"Den tyske betegnelse for Sønderjylland er Nordslesvig, og det fortæller meget fint, hvad det er for en historie, man har med sig i det område. Men der er stadig folk i landsdelen, der vil blive afsindig sure af at få det mærkat, og man glemmer sent i Sønderjylland," fortæller Henrik Dahl.

For sønderjyderne har et ambivalent forhold til tyskere. På et personligt plan kan man godt lide dem, man ser tysk tv, har tyske naboer, taler tysk.

"Så vi kunne godt lide tyskere som mennesker, men ikke som kategori."

Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, der som syvårig flyttede fra Tønder til Haderslev, ser netop det flerkulturelle i at være sønderjyde som en gave. At være sønderjyde er stadig en del af hans identitet.

"Det er lidt som at komme hjem, når jeg tager til Tønder og Haderslev. Det var der, man havde sin barndom og sin ungdom. Det glemmer man aldrig, man husker alle gaderne, man husker, hvor der var en købmand og en bager," siger Poul Schlüter, der flyttede fra landsdelen, da han i 1948 som 18-årig blev student og skulle til Århus for at studere.

"Min mor fortalte mig, at jeg, da jeg var barn, talte lige godt tysk og dansk. Hver anden af mine kammerater tilhørte det tyske mindretal, så vi gik og talte begge dele. Sproget blandede sig, der var for eksempel borgmesteren i Højer, der var tysker. Højer-sproget er jo en blanding af tysk og dansk, og han havde for vane at sige: 'Nå, no ge vi in te æ sitzung'. Det var der ingen, der blinkede af."

Borgerkrig prægede byen

Men det var ikke altid uden problemer, mener Michael Falch, og det prægede byen.

"I mine første år i Tønder var der tysksindede gader, og danskerne handlede altså ikke i den tyske slagter. Jeg husker, at vi spillede håndbold mod det tyske hold i byen, der var en rimelig ufed stemning, for på en eller anden måde var der en diskret kamufleret borgerkrig, som prægede byen."

Og netop på grund af det flerkulturelle spiller identitet så stor en rolle i Sønderjylland, mener Henrik Dahl.

"I forvejen betyder identitetspolitik meget i Danmark, men i Sønderjylland bliver det i XL. Man går op i sine traditioner og værner om sine særegenheder, men denne identitetsdyrkelse giver også en utrolig stærk selvbevidsthed, der både er på godt og ondt. Godt i den forstand, at det fører til et sammenhold og en solidaritet, men ondt, fordi det hurtigt kommer til at handle om et os mod dem og et udenfor og indenfor," siger Henrik Dahl, der selv har et dybt ambivalent forhold til Sønderjylland.

"For at sige det lidt hårdt synes jeg, at der var en dumhedskultur, som er gengivet utrolig godt i satire som Polle fra Snave og Baune fra Drengene fra Angora - de typer har jeg gået i klasse med. Jeg begyndte jo ikke først at læse bøger som 18-årig, så det var svært at vokse op i et miljø, hvor jeg havde nogle helt andre interesser end de fleste. Det er et skældsord at være klog sådan et sted. Jeg var til gengæld god til sport, så jeg blev integreret ligesom alle mulige andre indvandrere - hvis du er god til sport, er du med i flokken. Så jeg fik også mange venner, men jeg har ikke noget specielt nostalgisk forhold til det i dag."

Det har Ole Birk Olesen derimod. Han savner Sønderjylland, især at tale sproget, og da han kom på Facebook for halvandet år siden, oprettede han en gruppe, der hedder Sønderjyderne. For Michael Falch er Tønder blevet nærmest mytisk.

"Sikkert på grund af min egen psykologiske historie, og fordi jeg flyttede så meget rundt, har jeg brug for den hjemstavn. Da Schweizerhalle blev lavet om til Kulturhuset, oplevede jeg det nærmest som en krænkelse. Det er klart overdrevet, men jeg elsker at komme i Tønder. Nok også fordi de der ungdomsoplevelser, man har haft, var så intense. Om det så var at kysse, drikke sig hjernelam eller læse Lykke-Per. For i dag ligner Tønder alle mulige andre handelsbyer."