Læsetid: 7 min.

Snyd ikke Dem selv for Málaga

Storbyferie. For de fleste er Andalusiens næststørste by kun et springbræt til Solkysten - men det er synd og skam at springe Málaga over, for byen har meget mere at byde på end sin lufthavn
Noget i sig selv. For langt de fleste er Málaga blot en lufthavn - en nødvendig hurdle før man omsider rammer strandene på Costa del Sol, men Málaga har masser at byde på.

Noget i sig selv. For langt de fleste er Málaga blot en lufthavn - en nødvendig hurdle før man omsider rammer strandene på Costa del Sol, men Málaga har masser at byde på.

24. oktober 2008

Indtil nu var det lige så lidt faldet mig ind at besøge Málaga, som det var strejfet mit sind at tage på ferie i den mistrøstige London-forstad Hounslow. For langt de fleste Solkystfarere er Málaga blot en lufthavn - en nødvendig hurdle, der skal passeres og udholdes, før man omsider rammer strandene på Costa del Sol, medmindre man da hellere vil lægge sin rute ind til baglandets blidere glæder og kigge på Rondas 'hvide byer'. At Málaga kunne være et rejsemål i sig selv måtte i selve udgangspunktet forekomme sygeligt. Eller ualmindelig dovent.

Forstad til Warszawa

De første indtryk af Andalusiens næststørste by er da heller ikke så opmuntrende. Skiltningen på frakørselsvejen fra lufthavn lover ganske vist, at jeg nu skulle være på vej mod Centro Ciudad, men hvad jeg bliver ført frem til, er et hangarlignende sportscenter omgivet af en række trøstesløse, menneskeforladte boligkvarterer. Det ser ud til, at jeg er havnet i en betonelementbygget forstad til Warszawa. Der er vejarbejde overalt og adgangen til bymidten er noget rod.

Endelig finder jeg dog havnefronten, men som jeg kører længere ind mod centrum, gribes jeg af nyt mismod. Málagas havn er hverken en pittoresk fiskerlandsby eller en glitrende mondæn fortøjningsplads for superyachts. En ambitiøs plan om at ombygge havneområdet er ganske vist sat i værk, men for øjeblikket har dette sted en containerterminals charme - hvilket ikke er så sært, for det er præcis, hvad det er.

Da jeg tjekker ind til cool komfort i Hotel Molina Lario, nager tvivlen mig: Er der virkelig tilstrækkeligt mange seværdigheder i denne by til, at det kan retfærdiggøre at bruge en hel weekend på at udforske dem? Det er fredag eftermiddag, og lige pludselig tegner timerne frem til mandag morgen til at blive lange.

Charmeoffensiv

Forløsningen kommer i skikkelse af min ven Pedro, der bor i Marbella, men har påtaget sig at spille rollen som indpisker i en charmeoffensiv for sit elskede Málaga. Vi forlader hotellet og slentrer rundt på bymidtens system af fodgængerstrøg. Mødet med det spanske gadeliv er som et livgivende kys.

Sollyset svinder hastigt denne oktober aften, men luften er stadig varm. Byens borgere, los malagueños, er i fuld sving med at spise, drikke, shoppe og promenere.

Vi krydser den hyggelige Plaza de Obispo, som bryder kontrapunktisk imod katedralens storslåede barokfacade. Opførelsen af Málagas domkirke blev påbegyndt i det 16. århundred, og den er stadig synligt uafsluttet. Det sydlige tårn er smykket med stumper af neo-klassicistiske søjler, som synes hugget over af en himmelsk skovhugger ved knæhøjde.

Jeg erfarer, at de penge, som skulle betale for at fuldføre tårnene, i stedet blev skænket af en biskop som bidrag til kampen mod briterne under Amerikas uafhængighedskrig. Af samme grund er der kun det ene færdige tårn på den skæve katedral, der i folkemunde kendes som La Manquita (den enarmede kvinde).

Kræs for kendere

Der er grænser for hvor mange af sådanne stykker kulturelle trivia jeg kan indoptage før min første smag af iberico. Den udsøgte skinke har i flere år været del af mit ankomstritual - ja, jeg føler mig først rigtig i Spanien, når jeg har en god portion Jamón ibérico de bellota og dertil en kold cana (fadøl) stående foran mig.

Pedro fører an gennem et virvar af stadig snævrere gyder, indtil vi falder ind i et lovende udseende hul i muren. Hjemme ville 'La Bodeguilla' være et stamsted for gamle knarke i en glemt smøge. Baren er blottet for alle prætentioner, men det perfekte tilrøgede mødested for kendere af Jamón.

På bardisken står opstillet utallige flasker Fino (den tørre hvide sherryvariant, som er den optimale ledsager til tapas), ansjoser, bacalao (klipfisk) og olivenolie, og i en kølemontre er udstillet både morcilla-pølse og ibérico lomo (lufttørret svinekam). Pedro spørger, om disse lækkerier er til salg.

"Alt er til salg," siger bartenderen spydigt. "Hvis prisen ellers er rigtig".

En gavmild portion glinsende ibérico ankommer ledsaget af en øl til mig og et glas Tinto de Verano (kold, rødvin iblandet sukker og sodavand, som serveres direkte fra hanen) til Pedro. Den første mundsmag af agernopfodret sortgris på min tunge er som en bekræftelse. Velsmagende, salt-sød, røget og saftig. Jo jo, nu er jeg ankommet.

Klokken er 23, før vi går videre, og byturen i natten officielt kan begynde. Det er et episk projekt, som kræver omhyggelig timing. På Pepa y Pepe indtager vi kølig hvidvin og dybstegt blæksprutte og støder til Carlos (en af Pedros utallige fætre) og Gonzalo. På 'Bodega El Pimpi' smager vi på den berømte Moscatel. Væggene er kantet med vinfade, der bærer karikaturer af gæstende berømtheder gennem tiderne - en af disse tilhører den lokale helt, Antonio Banderas, men også en meget ung Tony Blair, der er lutter flyveører og genert smil, har åbenbart været her.

Alle de små barer og gårdhaver ser meget andalusiske ud for mit blik, men Gonzalo bemærker hånligt: "Det her sted er kun for turister".

Disse plagsomme individer er der nu ikke mange af, for det er i den grand uden for sæsonen - det eneste sprog, jeg hører talt, er det spanske.

Da klokken bliver halv tre har vi været forbi yderligere to barer og en natklub, og det er stadig varmt nok til skjorteærmer. Málagas centrum koger, mængden af nattelivselskere nærmer sig kritisk masse. Vi følger ekkoet fra oprømte samtaler og glade stemmer i de stenkantede gader. Der er måske 500, der prøver at klemme sig sammen i og ud for den lille bar Tita Conchi på Plaza Mitjana. Lydniveauet er øresønderrivende, men der er ingen discjockey, intet overdimensioneret lydanlæg, ingen dumpe danserytmer - udelukkende begejstret snak og latterbrøl. Det er slig musik, der frembringes, når mennesker nyder hinandens selskab.

Hver en dråbe fornøjelse

Bymidten summede i mange timer endnu med feststemte malagueños, der synes opsatte på at vride hver en dråbe af fornøjelse ud af dette øjeblik. Málagas livslyst strømmede også gennem blodårerne på byens mest berømte søn, Pablo Picasso. "Hvert sekund vi lever, er et nyt og unikt øjeblik i universet," sagde kunstmalergeniet, "et øjeblik, som aldrig vil gentage sig".

Han var kun 10 år, da han forlod sin fødeby, men det har ikke hindret Málaga i at gøre krav på ham. Picassos fødested på Plaza de la Merced nr. 15 er nu et beskedent museum, men det virkelige tilløbsstykke er Museo Picasso, som åbnede for fem år siden.

Sammenlignet med de 'store' Picasso-museer i Paris og Barcelona er Málagas ganske vist lidt af en småtingsafdeling. Men samlingen omfatter både velkendte kubistiske skitser, diverse portrætter af forskellige muser, perspektivforvridende skulpturer og legesyg keramik. Men blandt de værker, som er doneret eller udlånt af Christine og Bernard Ruiz-Picasso (svigerdatter og barnebarn) er der også flere, der forekommer særligt intime og afslørende.

Gastronomianarki

Det uudgrundelige blik i øjnene på Picassos søn i Portræt af Paulo med hvid hue (1923) har hjemsøgt mig siden, jeg så det. Det er et ganske lille billede - 20 x 25 cm - men den toåriges tankeverden forbliver fuldkommen uigennemskuelig. Han udfylder sit eget univers og er hverken glad eller trist. Her, gengivet i få kække streger, formidles en følelse, som enhver forælder vil kunne nikke genkendende til.

Frokosten serveres i El Palo, en lille fiskerby som for længst er opslugt af Málagas ustoppelige ekspansion østover. Tætheden af parkerede biler som vi kommer nærmere, advarer om restaurantens popularitet. 'El Tintero' indtager et stort overdækket terrasseområde langs havnepromenaden. Dens bukkeborde er besat med selskaber af venner og familier, og de tjenere, som passerer mellem dem, må råbe af deres lungers fulde kraft for at skaffe sig ørenlyd. Tallerkener fyldt med friske stegte fisk og skaldyr og bøtter af vin langes ind uden ceremonielle omsvøb. Den rytmiske klirren fra utallige knive og gafler føjer sig til den atonale symfoni.

Stedet her kaldes en "fiskeauktion", men eneste lighed med en ægte auktion er den rasende kakofoni, der genereres. Dette er situationistisk madkultur og gastronomianarki. Tjenere hidbringer hvad som helst, der til hver en tid kommer ud fra køkkenet og råber navnet på den ret, de nu bærer på. Stedets almejas (muslinger) dufter besnærende af hvidløg og dets boquerones (dybstegte, friske ansjoser) og calamares (blæksprutter) smelter på tungen. Regningen for et sådant måltid, som man godt kan komme til at råbe længe for at få lov at betale, ligger i lejet omkring de 15 euro.

Skatte fra islamisk tid

Vejen tilbage til bymidten løber langs Gibralfaro-voldene. Skønt disse uundgåeligt må falde igennem ved sammenligning med de seksstjernede mauriske seværdigheder i Granada og Córdoba, har også Málaga sin andel af skatte fra den islamiske tid. Bakketopsfæstningen 'Gibralfaro' er absolut imponerende i sin egen ret. Oprindeligt blev den opført i det ottende århundrede for siden at blive væsentligt ud- og genopbygget i det 14. og 15. århundrede. Fra fortets høje mure og gangbroer er der udsigt til hele Málaga i den nedgående sols belysning. Såvel mod øst som mod vest svinder kystlinjen ind til et punkt. Den emir, der engang herskede over denne kyst, havde så sandelig sans for udsigtspunkter.

En tågedis står om katedralens enlige spir. Bag denne bliver synet af Museo Picassos strengt hvide mure mildnet af palmetræer. Dernede findes lag på lag af 2.000 års historie indlejret i en moderne by.

På vej ned fra bakkekammen, får jeg en trækning af samvittighedsnag, da jeg pludselig får øje på Alcazba-paladset fra det 11. århundred. Det stod jo også på min liste over steder, jeg nødvendigvis måtte udforske, ligesom også det nyligt udgravede romerske amfiteater, der ligger lige ved siden af.

Jeg kan se passagerfly på passagerfly, der stiger lydløst til vejrs fra den fjerne lufthavn. Min tid her er løbet ud. Og så dæmrer det for mig. Jeg bliver nødt til at vende tilbage til Málaga.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ejnar Andersen

Hej Sankha Guha,

Tak for en spændende artikel om Malaga. Jeg har selv rejst til Malaga flere end 10 gange siden 1989, så jeg kender efterhånden byen og selve Costa del Sol ganske godt. Jeg søger nogle gange alternative informationer på http://www.malaga.dk/ som også kommer godt rundt i krogene af den fantastiske by.

Venlig hilsen
Ejnar Andersen