Læsetid: 3 min.

Hvor blev sommeren af?

Karen Thisted er afhængig af lys og frygter de lange, mørke vinteraftener
Optimisme. -Noget vil vise sig- er Karen Thisteds motto.

Optimisme. -Noget vil vise sig- er Karen Thisteds motto.

Uffe Weng

17. oktober 2008

Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Jeg taler og ler for højt. Jeg kan ikke sidde i et kontorlandskab, for så får ingen arbejdet.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Ja, heldigvis er det at skrive. Jeg glemmer alt omkring mig, uanset om det er en svær bog med Hans Edvard Nørregård-Nielsen eller en lille notits. Hvis jeg er i dårligt humør, skal jeg bare begynde at skrive, så bliver alt godt igen.

Hvad betyder sommeren for dig?

Så meget, for jeg er afhængig af lys som så mange andre her i det mørke nord. Jeg gyser for vinteren; synes, det er hårdt at komme igennem, og det bliver værre med alderen. Har slet ikke glæde ved tanken om ild i pejsen og sne i skoven.

Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Jeg synes ikke, at jeg har særlige helte og heltinder, men jeg beundrer mennesker, der under vanskelige vilkår får det bedste ud af livet. De, der ikke giver op, men selv under store sorger kommer videre. Men de er vel også helte og heltinder.

Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Der er mange, for jeg træffer tit uigennemtænkte beslutninger, der fører mig i en helt anden retning. Det prøver jeg at leve med, selv om jeg tit bliver rasende på mig selv bagefter. Men min yndlingsdigter Benny Andersen siger i et digt, at det værste man kan være i livet er undgænger. Det er hans ord, og det er et frygteligt ord. Så hellere et par fejl i ny og næ.

Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg laver sjov i alvorlige situationer.

Hvad er din største bedrift?

At det er lykkedes mig at være ven med Mette Fugl i 32 år. Det er altså ikke let. Heller ikke for hende.

Dine største fejl?

Jeg ved godt, at det er et letkøbt svar, men jeg har virkelig lavet mange fejl i mit liv. Det gælder bare om at glemme dem. Det har jeg så gjort.

Din drøm om lykken?

At spise frokost med Niels Barfoed - sild og iskolde snaps i Nyhavn. Vi er gamle venner, og for et år siden blev vi naboer i Nyhavn. Han kan høre gennem en baggård, når jeg taler højt i telefon, og så ringer han og siger: 'Så er der frokost i Restaurant Told og Snaps' - der har vi vores stambord.

Din sindsstemning netop nu?

Øv over, at det er mørkt nu først på aftenen. Jeg sidder her og skriver med alt lys tændt, og klokken er ikke 18.00. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor sommeren blev af. Det er ikke så sjovt at have det sådan.

Hvilken dyd er den vigtigste?

At opføre sig ordentligt over for andre mennesker - så vidt muligt. Man har det dårligt, når man ikke gør det, og godt, når man gør det. Så det er også egoistisk med den dyd.

Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Jeg skulle som 17-årig til England og være au pair, og min far gav mig i afskedsgave romanen Gösta Berlings Saga af Selma Lagerlöft. Det var en fantastisk oplevelse at ligge i en lille kahyt fra Esbjerg til England og ikke kunne slippe den bog. Den kom til at betyde, at jeg for resten af livet fik øjnene op for en hel anden slags litteratur end den gængse.

Hvad betragter du som din største ulykke?

At miste dem, jeg holder af.

Dit motto?

Noget vil vise sig.

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu